Huset på Marthavej – II

Marthavej 5

English summary: In the previous section in the series about the house at Marthavej, family events in the Kølster family were presented from 1930 – 1940 (see link here). In this section, the story continues until 1958, when Emry Kølster died, the house was sold, and Asta moved to Oldmarken in Bagsværd, Copenhagen. Sources for this are Maria’s  Grandfather Emry’s Memoirs.

I forrige afsnit i serien om huset på Marthavej blev omtalt familiebegivenheder i Kølster familien med Marthavej som centrum fra 1930 – 1940. I dette afsnit fortsættes historien indtil 1958, hvor Emry Kølster døde og huset blev solgt og Asta flyttede til Oldmarken i Bagsværd, København. Kilder til historien er Marias Morfar Emrys Erindringer.

Sdr. Skole Holbæk

Jeg skyndte mig ud på skolen, hvor jeg mærkelig nok var den eneste af det samtlige personale, der anede noget. Det vakte jo unægtelig nogen opsigt, da jeg fortalte, hvad der var sket. I løbet af kort tid fik vi at vide, at vi hen på dagen kunne vente en afdeling af besættelsestropper til Holbæk, og at de skulle have kvarter på Sdr. Skole hvorfor vi skyndte os at give børnene fri, til de hørte nærmere. Da jeg kom hjem, havde Asta haft forbindelse med Eva, om hvem vi vidste, at hun befandt sig i farezonen, idet hun havde plads hos en bankkassererfamilie, Bendixen, lige ved Amager Fælled. Det viste sig, at hun var i god behold og Ermegaard ligeledes. Hen mod middag kom så de ventede gæster – 40 panservogne fuldt bemandede, og det ændrede jo Sdr. Skoles udseende betydeligt. Vore følelser skal jeg ikke prøve at beskrive. Vi var vist nærmest helt apatiske som alle, der rammes af en uventet og stor ulykke.

Emry og snedkermester Andersen oplevede på vej hjem fra et udvalgsmøde hos sognepræsten, at blive holdt op af tyske vagtposter og blive ført ind i skolen og afhørt om deres færden, dog blev de senere sluppet fri (læs mere om den dramatiske oplevelse i ”9. April 1940 – Holbæk – Viborg”.

Eva og Hans’s bryllup november 1943

Eva var Asta og Emrys førstefødte er beskrevet i detaljer fra fødsel til hendes bryllup 1943 i en tidligere blog-historie ”Eva Emry og Asta’s førstefødte”.  

Uddrag fra Emrys Erindringer: Mine børns måde at finde livsledsagere på må de selv skrive ned i deres memoirer, når de engang får lejlighed til det. Men som der står i Evas bryllupssang:

                          —– — og det skete, vi skal ikke i detailler gå,-

                          kærlighed blev nummer eet, de andre mål kun små.

D.v.s. at hun og Hans spekulerede kun på at gifte sig, så snart de fik en lejlighed, og da det forholdsvis lettere lykkedes for dem end for så mange andre, fik vi blot besked om, at de agtede at gifte sig i oktober/november. Vi havde gerne set, at Eva først havde fuldendt sin uddannelse som sygeplejerske, hvad altså ikke lykkedes. – Først på selve bryllupsdagen fik vi så lejlighed til at lære Hans’s familie at kende, og det har frem i tiden ført til mange fornøjelige sammenkomster med dem – ikke alene i Evas og Hans’s hjem, men mangfoldige gange også hos Evas svigerforældre.

På selve bryllupsdagen var disse samt flere af Hans’ onkler og tanter med og uden ægtefæller vore gæster. Når undtages vore andre børn og L.P. var det derimod småt bevendt med deltagelse fra min families side. De udeblev alle. Iøvrigt havde vi trods rationering en smuk fest, og da alle overnattede på hotellerne, havde vi dem næste dag til frokost. Men Asta og jeg følte det jo lidt tomt, da vi efter et animeret bord fulgte dem til stationen og efter megen gensidig vinken, da toget afgik, måtte gå hjem alene til et tomt hus.

Emry deltager i begravelse af to engelske flyvere på Tveje Merløse kirkegård 30. januar 1943

Den 27. januar 1943 fløj otte engelske moskito-jagerbombere med til-isede vindspejle lavt ind over Jyllands vestkyst. Over Østersøen slukkede de motorerne og svævede ind over København østfra. Målet var Burmeister & Wain på Christianshavn, der producerede motorer til de tyske ubåde. 32 bomber blev kastet mod fabrikken. Otte mennesker blev dræbt og 68 såret. Herefter begav flyene sig vestover mod England. Men en af Moskito-jagerne var blevet ramt og der sås en røghale. Flyet styrtede brændende ned umiddelbart vest for Tveje-Merløse Kirke, efter at have ramt nogle trætoppe øst for kirken. De 2 ombordværende flyvere blev dræbt på stedet.

Emry beskriver det i sine erindringer: Endnu var tyskerne så meget menneskelige, at de gav deres døde modstandere en hæderlig jordefærd og lod den stedlige myndighed – i dette tilfælde Holbæk politi – om arrangementet, ligesom præst og degn fik tilsagn om at være til stede i Tv. Merløse Kirke ved højtideligheden, der fandt sted med tale af tysk feltpræst, jeg havde den – kan vi kalde det ære? – at være forbindelsesled mellem feltpræsten på den ene side og organist og ligbærere på den anden. Præsten spurgte, hvad der skulle spilles. Jeg meddelte, at det var sørgemusik, en strygekvartet af Hayden, hvad han ikke havde noget imod, men det skulle være “ganz kurz”, hvad jeg kunne forsikre ham, det også blev.

Tveje Merløse kirkegård med de 2 engelske flyvergrave.

Læs mere om begravelsen på dette link: ”Engelske flyvere begraves på Tveje Merløse kirkegård ”.

29. august 1943 i Holbæk

  • ”29. august 1943 ophørte den danske regering, Rigsdagen og kongemagten at fungere, hvorefter den tyske besættelsesmagt indførte militær undtagelsestilstand. Dagen kaldes ofte “bruddet med besættelsesmagten” og anses af nogle som ophøret for forhandlings- og samarbejdspolitikken.”

Sådan beskrives det i den officielle Danmarks Historie. Hvordan den almindelige borger i Holbæk oplevede det, har Ruth Kølster der dengang var 20 år beskrevet.

Ruth beretter: Da jeg endnu var hjemme i Holbæk, oplevede vi søndag d. 29. august, hvor der virkelig var oprør mod besættelsesmagten. Fra tidlig morgen var der rygter i gang om strengere magt overfor danskerne, og der blev lavet nogle vejspærringer ude på Roskildevej, og vore marinefartøjer, som havde ligget i havnen, forsøgtes fjernet, men det endte med, at et fartøj blev sænket i Isefjorden og andre blev sænket ved Knippelsbro i København. På kasernen i Holbæk gik folk i gang med at fjerne, hvad de kunne af værdier, inden tyskerne kom og overtog det. – Her var William med sammen med hans ven, Hans Chr. Amzink, der var søn af en kaptajn derude. De 2 unge mennesker kom hjem til os med et par maskingeværer, som far med stor angst puttede i en sæk og William gravede ned i vores have.

En beskeden/symbolsk vejspærring på en af indfaldsvejene til Holbæk. – Emry med gæssene, hvor våbnene blev gravet ned.

Læs hele historien ”29. august 1943 i Holbæk

Sølvbryllup 14. februar 1945

Uddrag fra Emrys Erindringer: Vanskelighederne med at fremtrylle mad og drikke lod sig forholdsvis godt overvinde. Derimod måtte vi finde os i, at adskillige ellers selvskrevne gæster meldte afbud, fordi de simpelthen ikke turde vove sig ud på en jernbanetur, og for fynboernes vedkommende – Harald og Agnethe – virkede især turen over Storebælt afskrækkende. Søster Ingeborg turde heller ikke vove livet ved en rejse fra Nykøbing Falster. Det samme gjaldt fru Erdmann Andersen. Ermegaard og L.P. vovede sig dog helt fra Esbjerg og hertil. Toggangen var så usikker, at det tog dem to dage, hver gang, og de måtte overnatte hos min kusine Else i Nyborg. Vore øvrige børn, som på det tidspunkt alle var i København, mødte selvfølgelig også frem. Eva var på det tidspunkt den eneste af dem, der var indtrådt i ægtestanden, hvorfor Hans jo også var med. Endvidere husker jeg tante Jenny, vistnok med sønnen Preben, og her fra Holbæk min fætter Regnar og hans hustru Oda, samt vore faste omgangsfæller – de to frisørfamilier Nielsen og Hansen. Kusinerne Julie og Ellen vovede rejsen.

Asta og Emry – sølvbryllup.

Jeg vil begynde med begyndelsen. Børnene, L.P. og Hans var mødt frem aftenen før. Vi kunne endnu huse dem alle om natten. Jeg havde frabedt os æresport og blæsermusik samt omtale af sølvbrylluppet i bladene. Mor og jeg vågnede til sædvanlig tid, men kunne jo høre, at børnene var i fuld aktivitet. Pludselig åbnedes døren til soveværelset, og de stemte alle i med ”Det er så yndigt at følges ad”. Det var netop den måde, vi kunne tænke os at indlede dagen på, og det lød meget smukt og festligt. Af hensyn til rationering havde vi arrangeret det således, at hoved-måltidet blev et frokostbord i dagligstuen, hvor vi lige bestemt kunne få plads alle sammen, da vi vist kun var omkring ved 20 deltagere i alt. Det blev et langvarigt, men fornøjeligt måltid. Frk. Pedersen, Husholdningsskolen, var forøvrigt også med. At der blev holdt taler af de fleste mandlige gæster samt af frk. Pedersen fulgte af sig selv. Talerne: Ermegaard lagde for med en Tak, fordi hun fik lov til at være med til vort bryllup i Helligåndskirken i København, for 25 år siden og derefter i hjemmet i Nyboder. Det var et af hendes tidligste barndomsindtryk, i hvert tilfælde af de festlige. Hun slap svært godt fra talen, så meget mere, som det var hendes jomfrutale. – William betjente hele tiden klaveret. Det gjorde sit til at understrege melodierne. Den næste sang var af Eva. Hun havde også fundet en festlig melodi: Nu er dagen fuld af sang, Carl Nielsen. Jeg synes jo, at hun slap godt fra den, og ikke mindst den måde, på hvilken hun i flere af versene jonglerede med omkvædet ”Far og Mor”.

Emrys beskrivelse af befrielsen 4. maj 1945

Fredag aften vidste vi nok, det stod sløjt til med tyskerne, og at nu var det Danmarks tur, men om SS tropperne i deres desperation ville slå igen og muligvis ødelægge vore gode havne, Lillebælts- og Storstrømsbroen samt andre store værdier, vidste vi jo ikke, og særlig gik vore tanker til Esbjerg, hvor vi vidste, at Ermegaard havde påtaget sig pligter inden for beredskabstjenesten, der gjorde det umuligt for hende at blive evakueret, det gjorde os unægtelig urolige, så vi aldrig forsømte en radioudsendelse fra London.

Kl. 20.30 satte jeg mig som sædvanlig til radioen, og så kom præsten for at låne en kirkebog. Hans radio kan ikke så godt tage London, hvorfor jeg sagde: Kunne præsten ikke have lyst til at høre det sidste nyt? – Jo, det kunne jeg da i grunden. – Vi satte os til rette, og jeg stak ham krigskortet. Næppe havde han begyndt at stirre i det, før det lyder, at tyske tropper i Nordtyskland, Holland og Danmark har kapituleret betingelsesløs fra næste morgen kl. 8. – Præsten rejste sig langsomt op af stolen, blev højere og højere og udbrød: “Jeg kan ikke blive her længere. Jeg må hjem. Klokkerne skal ringe! – Og så for han afsted. – Vi andre hørte vistnok færdig. Midt i det hele fik vi en opringning om et dødsfald gamle fru P. fra Husholdningsskolen. Det forstyrrede jo lidt, men tankerne var jo igen ved den vidunderlige nyhed, og næppe var der afsluttet, før Ragnar ringede, at de havde gemt en gammel Madeira, som skulle drikkes, når våbenstilstanden blev meldt. Vi ville egentlig helst have været i byen for at føle folkestemningen, men syntes også, at der var god mening i at få et glas ordentlig vin, så vi gik til møllen. På vejen mødte vi unge og gamle fra Lyset, alle jublende og leende og råbende: “Til lykke med freden!” også de, der til hverdag ikke hilser. Vi havde en festlig og højtidelig time på møllen og tog så afsked, fordi vi ville lidt i byen. Men det var koldt, og regnen tog til, så vi opgav det og gik i seng.

Læs mere om Emry bekymringer om ”hvordan børnene oplevede 5. maj 1945 ”.

Emrys afsked med skolen 1947

Mandag d. 22.12.47 var min sidste dag som lærer ved Sdr. Skole. Den formede sig lidt anderledes end de øvrige 45 x 246 dage. Udvendig på døren til min klasse var anbragt en æresport med skjold og det hele. På katederet stod et tændt juletræ, og ved dets fod var anbragt gavepakker: En bog: Chesterton, “Den vantro Fader Brown” – fra pigerne i 2.M., + seks store cigarer. Fra drengene i samme klasse: Et cigaretbæger af bronze, forgyldt indvendig, med et skjold, det danske rigsvåben samt klassen ciseleret udvendig. Det blev så til 1½ time med julesalmer og julehistorie. Så kom regimentsmusikken, dog ikke til ære for mig, men i anledning af julen. De spillede julesalmer, og ind imellem andre numre. Til ære for mig spillede dog dirigenten Frederik d. 8.s Honnørmarch, som jeg havde sagt ham var min yndlingsmarch. William håndterede med færdighed stortrommen, og det gav et skvæt i alle unger, da han kom med det store bum! i champagnegaloppen til sidst.

Emry med en skoleklasse – Sdr. Skole.

Så marcherede alle ind i gymnastiksalen. Sang: “Det kimer nu”. Derefter sang af skolens kor. Så læste jeg Juleevangeliet og holdt en kort tale om temaet Fred på Jord, der endnu 1947 år efter ikke var virkeliggjort, men stadig var idealet, der burde stræbes efter. Selvfølgelig kom jeg ind på sidste krig og tiden efter. Konklusionen blev så denne, at englesangen ikke alene var et budskab, men et bud, vi skulle stræbe efter engang at opfylde. Måtte allerede det følgende år vise, at tendensen gik i den rigtige retning. Ja, jeg sagde det nu bedre, end jeg her skriver det.

Derefter gik jeg over til afskedstalen, mindede om, at jeg især havde haft fagene religion, dansk, historie og sang, og at disse for så vidt var utaknemmelige, som det først er på langt sigt, måske om 10 eller 20 år, man er klar over, hvad en lærer dengang forklarede. Så takkede jeg dem, der havde ydet deres bedste i timerne og opført sig godt. Når barndomstiden er en lykkelig tid, skyldes det blandt andet, at man har en følelse af at være i udvikling. Stræb stedse efter det. “Har til målet du nå’t, sætter straks du et nyt!” – Tak til min klasse for udsmykningen i morges og for de smukke gaver, og ligeledes tak til de andre børn, som glædede mig i lørdags med deres gaver. Så vil jeg her kort, medens alle hører dette, takke mine kollegaer for godt medarbejderskab, men det vil jeg uddybe lidt mere, når vi er alene. Skal vi slutte med: “Dejlig er jorden”.

Lærepersonaler Sdr. skole, Emry forreste række 3 fra venste.

Efter denne bragte skoleinspektøren mig en tak fra myndighederne. Det gjorde han pænt, men der sad jo en lille brod i mig fra i fjor, mens jeg med et nik kvitterede for denne. Så brød vi op, og jeg måtte jo modtage i hundredvis af håndtryk.

Ruth og Aages bryllup 9. oktober 1948

De sidste dage forud var spændende. Især telefonopringningerne. Hvem mon nu ringede afbud? Som regel var det dog andre ting. Men afbuddene kom selvfølgelig. Først fra min kære søster, hvad jeg hele tiden havde ventet, selv om hun havde haft godt af de to dages adspredelse. Næste og heldigvis sidste afbud kom fra Måreskov, hvad jeg derimod ikke havde ventet. Nå, men det er nu en engang kutyme i min familie. Efter dette lille hjertesuk går jeg over til det egentlige.

Ingen af ens børn gik os i vejen ved forberedelserne. De kom nemlig sammen med de øvrige gæster i løbet af den 9. William dog vist aftenen før. 11 af gæsterne havde ønsket værelserne på Postgården, hvor de benyttede dette hotel som startsted. For at spare alt vrøvl med upålidelige vognmænd hyrede jeg byens turistbil, der så skulle samle alle gæsterne op. Først havde vi dog en lille hyggelig frokost, i hvilken kun vore børn ogRuths tilkommende svigerfar med husbestyrerinde deltog. Ved at rydde dagligstuen for de store møbler havde vi fået udnyttet pladsen til det yderste, så vi kunne sidde 25 til bords, og da vi kun blev 22, gik det jo let med planen.

Efter lidt hvil og spadsereture for herrernes vedkommende og travlhed med borddækningen, som varetoges af de kvindelige elementer, gik den hastigt (tiden), så vi endda måtte skynde med påklædningen. Føreren af turistbilen havde ikke opfundet det varme vand. Da han ikke fandt gæsterne stillet oppå enden ud for Postgaarden, kørte han ganske roligt med tom bil til det næste sted og blev her dirigeret tilbage. Denne gang lykkedes det ham virkelig at få alle gæsterne med til det følgende stoppested. Brudehuset var det fjerde og sidste. Med 20 passagerer gik det så af sted til Tv. Merløse Kirke. Lige bagefter kom bruden med sin ærværdige fader i byens næstbedste dollargrin.

Til orgelbrus osv. gik vi “Fremover lige mod koret”, som Bjørnson synger. Her er nu brug for en kvindelig reporter ved beskrivelsen af dragterne. Først dog dette, at herrerne var enten i kjole oghvidt eller i smoking, så detslipper jeg lettest over. Af toiletter for damernes vedkommende noterer vi efter hukommelsen: Brudens statelige mor var i cyklamenfarvet – hedder det robe? Vi siger kjole. Fru civilingeniør Ermegaard P. Aalborg. brudens granvoksne søster, sort tyl på lys bund. – fru fabrikant Eva N. lavendelfarvet silkekjole med lyserød taftunderkjole. Fru Lund, taft, hvid foroven og sort forneden, fru frisør Larsen sort tyl med guldprikker, fru frisørmester Ellen N. gammelrosa, fru frisør Gudrun blå georgette, osv.

Flere detaljer kan læses i historien ”Ruths og Aages bryllup 9. oktober 1948

Marthavej får børnebørn på besøg

Marthavej 5       2-6  1946

Asta kører med Niels Henrik på Marthavej.

Vi har megen fornøjelse af Niels Henrik, der nu kan sige en hel masse, selv om det tolkes bedst af hans Mor. Lillebror er meget flink og nøjes med en enkelt vræletur hen på morgenstunden, ellers mærker vi ikke meget til ham.

Marthavej 5     11-8 1955

Vi havde så Eva og drengene på besøg fra søndag til onsdag inklusiv. Drengene så vi kun ved måltiderne. De morede sig dejligt sammen med Kurt og sidst med Jørgen. Eva nød haven og solskinnet, ligesom hun i adskillige timer fik opfrisket gamle minder med Elly. Hun fik også lejlighed til indkøbsture i byen med fordelagtige indkøb. Kvinder er flinke til at spare ved at købe billigt, vi mænd sparer ved slet ikke at købe noget, før vi absolut ikke kan vente længere.

Marthavej 5, d.21.5.53.

Så har vi ellers haft Ruth med tvillingerne hernede en uges tid. De er i deres sjoveste alder, men den medfører jo, at ét menneske skal være ved dem hele tiden, når de ikke sover og det kan man ikke forlange, de skal gøre hele dagen. De spæner af sted med en fart som næsten fuldvoksne harekillinger, men glemmer at se efter forhindringer. Heldigvis kom de slet ikke galt af sted nogen af de gange, de faldt. Der blev så stille, da de var rejst. Til Pinse har kun Eva og alle hendes anmeldt deres besøg.

Havearbejde på Marthavej

Lørdag aften d. 22-4  1950

Efter et bryllup i eftermiddag fik jeg sået alt det, der skal sås i april. For første gang i vort ægteskab hjalp Mor mig – endog med at klappe bedene til med skovlen.

Læs mere om Emrys forårs-aktiviteter arbejde her.

Hygge på Marthavej    Tobaksrygning og vinbrygning

Marthavej 5     11-8 1955

Så fik jeg aftappet 30 flasker hedvin (malagatype). Bare det nu kunde få lov at stå en tre fire år, så tror jeg det bliver godt. Jeg har sat godt af vejen.

I de sidste fem uger har jeg kun røget siger og skriver én cerut. Det var på vejen fra Holbæk til Rørvig. I øvrigt savner jeg det slet ikke stort, og jeg kan i hvert tilfælde mærke, at mit svælg har godt af det. Det er muligt, jeg ved en festlig lejlighed tager en stor cigar, hvis en sådan bliver budt, men jeg håber, jeg kan nøjes med en sådan uden at forfalde til lasten igen. Dog skal jeg ikke prale for tidlig. Jeg har jo været vidne til adskillige tilbagefald hos andre.

(Maria kan huske lugten af Emrys vinbrygning nede i kælderen, hvor han havde sine vinbeholderen der udsendte sjove kluklyde.)

For interesserede er der i blog-historien ”Emry og tobakken” samlet en kavalkade af billeder, hvor medlemmer af familien nyder tobakkens glæder. 

Marthavej 5     18-9 1955

Ingeborg er nået så vidt, at hun til middag og aften kan drikke så meget frugtvin, som der kan være i et snapseglas.

Mor fortsætter brevet med blæk:                        Kære alle fire

Her er så underligt tomt, efter at faster Ingeborg sammen med Sigge og Boddy rejste i går aftes. Det har været meget hyggeligt og rart at have hende hos os. Hun snakker godt med Far og er meget nøjsom i alle måder, dog ikke på tobakken, som hun meget nødig svigter. Nu da vi igen er hos os selv, ryger Far ikke og han faldt ikke for fristelsen, medens Ingeborg var her, men har lyst, når han er blandt fremmede, at tage imod en cigar, siger han.

Maj 1957: Tak for dejlige Påske-dage i København – Lægecheck sagde alt OK

Marthavej 5, Holbæk 2-5 – 1957

Først en tak over hele linjen for den gode påskeferie hos jer. Mor fik da for en gangs skyld talt ud med jer, så jeg tænker hun klarer sig nogle dage. Jeg er vist en kedelig gæst at have i huset, dels fordi jeg er en dårlig deltager i en samtale, hvor der er flere til sted, og dels fordi jeg er slem til at hænge over en bog eller noget andet læseligt. Endelig har jeg svært ved at opfatte børnenes diskantstemmer. De to, jeg forstår bedst, er Jens og Lisbeth. Jeg håber, det bliver bedre, hvis jeg oplever at høre dem tale, når deres stemmer er gået over i et nyt leje ved 14-15 års alderen. Med undtagelse af Hans er der desværre ingen af jer, der interesserer jer for lombre, og det er der ikke noget at gøre ved, for det ville være det samme, som jeg skulle interesserer mig for skak eller fodbold, og det lader sig endnu engang ikke gøre at skaffe sig en ny hobby.

Tirsdag nat var jeg plaget af mit sædvanlige tilfælde. Det var ikke særlig slemt, men jeg kunne bare ikke falde i søvn før ca. 4½. Så tog jeg mig sammen til at gå til læge. Da tilfældet medfører trang til vandladning hvert kvarter, og da jeg tilmed havde haft hold over lænderne, mens jeg var i Herlev, tog jeg en urinprøve med. For engangs skyld fik dr. A. ikke lov til at slippe mig ud, før jeg havde fortalt ham om min dårligdom i alle detaljer. Det gjorde god virkning. Han hørte på mit hjerte, tog min puls, blodtryk og en blodprøve, undersøgte vandet og følte omhyggeligt på mine lænder osv. Resultatet var, at mit blodtryk var fint, mit hjerte ligeledes, der var ikke noget i vejen med vandet, hvilket vel altså vil sige, at jeg hverken har nyresygdomme eller sukkersyge, og det hold, jeg havde haft over lænderne, var almindelig forårsforkølelse. Det var for øvrigt gået over, efter at du Ermegaard havde giver mig den ascorbintablet, og jeg har ikke haft det siden. Der var ikke muskelinfiltrationer, så det var nødvendigt at gå til massøse. Men han kunne pudsigt nok sætte fingeren lige på det mest ømme nervebundt. Jeg havde til at begynde med bemærket, at jeg fandt, der var for kort imellem mine anfald. Også for det vidste han råd. Jeg skulle tage to chinidintabletter tre gange dagligt stedet for som nu én gang. Om det gik an at rejse til udlandet, hvis vi fik lyst til det? – Ja det kunne vi udmærket godt. Ja således er altså min helbredstilstand i øjeblikket, at I ved det. Jeg har haft det godt siden. Nu skal vi se, hvor længe det holder. Jeg mener i hvert tilfælde, at jeg har gjort, hvad man kan gøre, ved at få en grundig undersøgelse, og det er jo det, lægerne bestandigt råder til i bladenes sundhedsrubrikker. Ja så må I jo undskylde, at jeg for en gangs skyld blotlægger mine indre for jer. Jeg håber ikke, det giver kvalme.

I juni bliver Emry indlagt på Holbæk Sygehus – opereret, men forbliver fortsat indlagt.

Fra Emry til Asta og børn – tanker vedr. begravelse        Holbæk Sygehus 19/6   1957

Det var egentlig min mening helt at kassere de første 8 sider fra maj 1955 og skrive mine ønsker ganske kortfattet. Ved at læse det hele igennem, finder jeg, at det er de standpunkter, jeg stedse har. Hvad angår jordefærd, var det allerlettest dagen efter min død at følge min kiste til Øster Kapel, lade præsten forrette jordpåkastelsen og så gå hjem til spisning. Dagen efter kan der så tilflyde aviserne en meddelelse om, at jeg er afgået ved døden, og bisættelsen har fundet sted. Så skal der ikke rippes op i det hele én gang til. Kan det af hensyn til fjerntboende slægtninge- Ingeborg, Agnete, Sigge og Boddy, Regnar og Oda, osv. ikke nås så hurtigt kan jeg vist godt blive stående i sygehuskapellet én eller to dage mere. Jeg regner med, at I piger hjælper Mor med at gøre arrangementet, hvad mad angår, så enkelt som muligt, læg mærke til årgangene af vine og smag den til! Du William tager dig af det mere juridiske. Først må jo Mors pension fastsættes ved henvendelse til Amt og menighedsråd. Endvidere ved henvendelse til Sjællands Stifts Skolelæreenkekasse (se policen) samt til det Schelderupske Legat. Rådfør jer med A.K.f. eller Espersen.

Det kunde selvfølgelig ske, at jeg slipper over dette. Men da det drejer sig om en knude i nærheden af appendiks, og jeg nu synes, jeg kan mærke den hele tiden, ligesom jeg ustandselig har smerter i mavesækken, bør man se alle muligheder i øjnene. Skal jeg have det således resten af mit liv, som jeg har haft det den sidste måned, er jeg ikke interesseret i at leve videre. Her på sygehuset har det været én eneste kamp mod søvnløshed. Som regel er jeg udsovet kl. 11 eller 12. Så skifter jeg med at læse 3-4 sider og at sove lidt igen, det sidste mislykkes oftest. Den mindste forsyndelse mod diæten hævner sig hen ad morgenstunden, og gøre sygehuspersonalet begribeligt, at noget gør ondt, og at der måske kunde gives smertestillende midler der imod er håbløst. Endnu engang mit inderste farvel til jer alle og især til Mor. Jeg synes jo, vi har levet lykkeligt sammen i de 37 år, og at I svigersønner og William forhåbentlig kan drage en lille smule lære af den hensynsfuldhed, jeg har vist over for Mor, ligesom hun altid har været trofast mod mig.                        Farvel Far

Dagbog fra    29/6   1957

Ved 8½ tiden i dag fik jeg mit kendte hjerteanfald, der medførte en del uro for plejer – som for lægepersonalet, der ikke var så fortrolige med det som jeg. En laborant tog et hjertecardiagram. Jeg bad en elev, hvis det fandtes nødvendigt, at ringe hjem til Mor. Jeg vilde gerne endnu engang hjem på Marthavej til vort kære hjem, men I er vel nok klar over, at døden ikke kommer som en overraskelse for mig. Ikke fordi jeg er bedre forberedt end de fleste. Trosbekendelsen og Fadervor er de to kilder, jeg stadig har øst af. Salmenr. 630 har især trøstet mig (gl. salmebog, 2 første vers).

                                At sige Verden ret Farvel

                          1.   I Livets Gry og Livets Kvæld

                                Er lige tungt at nemme;

                                Det lærtes aldrig her paa Jord,

                                Var, Jesus, ej du i dit Ord

                                Hos os, som du er hjemme

                          2.   Hvor tidt hos dig end Tørst jeg fandt,

                                Når Hjertet skjalv og Graaden randt,

                                Og Verdens Bølger bruste,

                                Ved støvet hænger dog min Sjæl,

                                Og Slangen bider i min Hæl,

                                Skønt du dens Hoved knuste.

Jeg er flyttet ind på eneværelse af hensyn til roen, ikke fordi jeg skal betragte det som en dødscelle. Hvad de rent praktiske ting angår, noterede jeg de første dage herhenne forskellige ting som ligger i en inderlomme, siderne først fra 1955, da jeg følte mig truet.

Til slut ønsker jeg Eder alle, at Vor Herres Jesu Kristi Nåde, Guds kærlighed og den hellig Ånds samfund må være med jer alle.

Amen

Dødsannonce for Emry

Emry blev bisat fra Tveje Merløse kirke 1. september 1957.

Maria mindes, at have været med til begravelsen/bisættelsen af Emry i september 1957 som 6 årig, på den måde, at jeg og Torben opholdt os i huset på Marthavej, mens alle gæsterne var til begravelsen. Der var en summen af liv af nabokoner, der lavede kaffe og satte boller og kager frem til dem, da de kom hjem. Jeg mindes ikke at nogen talte til mig, eller om der var andre fætre med. Børn skulle skånes for begravelser.

Tveje Merløse kirke, hvor Emry blev bisat. – Askefællesgraven på Østre kirkegård, hvor både Emry og Asta er nedlagt.

Huset på Martavej bliver solgt og Asta flytter til et rækkehus på Oldmarken i København.

One comment

  1. Thank you, Henry, for continuing the historical research for the family. I loved all the pictures, but especially Emry with the geese gave me a smile.
    Thank you for once again showing the graves of the pilots.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s