Ruths og Aages bryllup 9. okt. 1948

English summary. It is 67 years since Ruth and Aage’s wedding in Tveje Merløse church. Ruth and Aage Maria’s parents and my dear parents-in-law. Maria’s grandfather Emry Kølster was a schoolteacher in Holbaek and parish clerk at Tveje Merløse church. He has in his memoirs written about Ruth and Aage’s wedding. It gives a very good time picture of how a wedding was celebrated at the time.

 

Det er 67 år siden Ruth og Aages bryllup i Tveje Merløse kirke. Ruth og Aage er Marias forældre og mine kære svigerforældre. Marias Morfar var skolelærer i Holbæk og kordegn ved Tveje Merløse kirke. Han har i sine erindringer omtalt Ruth og Aages bryllup. Det giver et meget godt tidsbillede af hvordan et bryllup blev fejret på det tidspunkt.

Emry skriver dette referat af Ruths og Aages bryllup 9. okt. 1948

De sidste dage forud var spændende. Især telefonopringningerne. Hvem mon nu ringede afbud? Som regel var det dog andre ting. Men afbuddene kom selvfølgelig. Først fra min kære søster, hvad jeg hele tiden havde ventet, selv om hun havde haft godt af de to dages adspredelse. Næste og heldigvis sidste afbud kom fra Måreskov, hvad jeg derimod ikke havde ventet. Nå, men det er nu en engang kutyme i min familie. Efter dette lille hjertesuk går jeg over til det egentlige.

Ingen af ens børn gik os i vejen ved forberedelserne. De kom nemlig sammen med de øvrige gæster i løbet af den 9. William dog vist aftenen før. 11 af gæsterne havde ønsket værelserne på Postgården, hvor de benyttede dette hotel som startsted. For at spare alt vrøvl med upålidelige vognmænd hyrede jeg byens turistbil, der så skulle samle alle gæsterne op. Først havde vi dog en lille hyggelig frokost, i hvilken kun vore børn og Ruths tilkommende svigerfar med husbestyrerinde deltog. Ved at rydde dagligstuen for de store møbler havde vi fået udnyttet pladsen til det yderste, så vi kunne sidde 25 til bords, og da vi kun blev 22, gik det jo let med planen.

Hotel Postgården, hvor flere af gæsterne boede.

Efter lidt hvil og spadsereture for herrernes vedkommende og travlhed med borddækningen, som varetoges af de kvindelige elementer, gik den hastigt (tiden), så vi endda måtte skynde med påklædningen. Føreren af turistbilen havde ikke opfundet det varme vand. Da han ikke fandt gæsterne stillet op på enden ud for Postgaarden, kørte han ganske roligt med tom bil til det næste sted og blev her dirigeret tilbage. Denne gang lykkedes det ham virkelig at få alle gæsterne med til det følgende stoppested. Brudehuset var det fjerde og sidste. Med 20 passagerer gik det så af sted til Tveje Merløse Kirke. Lige bagefter kom bruden med sin ærværdige fader i byens næstbedste dollargrin.

Til orgelbrus osv. gik vi “Fremover lige mod koret”, som Bjørnson synger. Her er nu brug for en kvindelig reporter ved beskrivelsen af dragterne. Først dog dette, at herrerne var enten i kjole og hvidt eller i smoking, så det slipper jeg lettest over. Af toiletter for damernes vedkommende noterer vi efter hukommelsen: Brudens statelige mor var i cyklamenfarvet – hedder det robe? Vi siger kjole. Fru civilingeniør Ermegaard P. Aalborg, brudens granvoksne søster, sort tyl på lys bund, fru fabrikant Eva Nielsen lavendelfarvet silkekjole med lyserød taftunderkjole. Fru Lund, taft, hvid foroven og sort forneden, fru frisør Larsen sort tyl med guldprikker, fru frisørmester Ellen N. gammelrosa, fru frisør Gudrun blå georgette, osv.

Bryllupsgæsterne – Damerne i deres flotte rober.

Trods nogen forkølelse indledte pastor Krarup mere festligt end sædvanligt og endda lidt personligt. Salmer: 441-439-663. Brudeparret vekslede med bistand af præsten ringe, og efter vielsen forlod først brudeparret kirken til tonerne af Wagners bryllupsmarsch af “Lohengrin”. Medens de kørte til fotografen, lykønskede slægtningene hinanden under megen bevægelse, og så rullede vi ellers hjem. Få minutter efter var brudeparret der også, og vi kunne gå til bords. Dugen var pyntet med strandasters samt nogle af de indbragte blomster, kort sagt bordet prangede i efterårets stærke, dybe farver.

Bordkortene, som Aage selv var mester for, var prydede med et lille smukt billede af brudeparret i Wales på deres Englandsrejse i 1947.

Retterne: suppe, fisk i majonaise, flæskesteg m. tilbehør, frugtdessert med kransekage til sidst, to slags lette vine. Med et suk mindedes jeg vor egen frugtvin før krigen. Efter middagen kaffe i de tilstødende rum.

Aages far deltog, skønt meget svag, i festen og måtte gå til ro, inden bordet blev hævet. En erhvervssygdom havde ødelagt hans lunger, og han døde den følgende sommer.

Ved bordet bød jeg velkommen, og for at komme over mine egne ydelser i en fart holdt jeg også den obligate tale for brudeparret. Da den var improviseret, er det mig umuligt at gengive dens indhold. Ligeledes blev også min sang sunget. Nu kan jeg, så med rolig samvittighed gå over til de øvrige gæsters præstationer. Jeg, tager det efter, hvad hver af de tilstedeværende rykkede i marken med. Det bliver derfor ikke i rækkefølge. Brudeparrets ven, frisør Larsen, holdt en meget hjertelig tale for dem. Han havde også lavet en sang. Frisør Holger Hansen holdt som ved vore tidligere fester sin tale på vers i Ærbødigst – stilen, som altid vittig og god. William fandt sig også foranlediget til at lade sin røst høre, og det mærkedes, at han havde boet længe sammen med sin søster. Blandt de herrer, der tav, var Niels Henrik og, – hans far. Den, der gav stemningen den største tak i vejret, var L.P., hvis assistance vi slet ikke kunne have undværet. For det første holdt han en gnistrende vittig tale, jeg vil hellere betegne den som et causeri, jeg beklager, at jeg ikke kan vedlægge den. Det lyder kun mat, når jeg giver den overskriften: Forholdet mellem mand og kvinde, og at den især belyste kvindens psyke. Men den skal høres eller læses for at komme til sin ret. Den har det fælles med Demosthenes taler, at den “lugtede af lampeos”, dvs, der lå et stort arbejde forud, hvad de fleste bordtalere burde efterleve. Det samme gjaldt den vedlagte avis, “Klokkerposten”. Læs den selv, og I vil ikke fortryde det. Vi glæder os til fremtidige numre ad åre. – Sidst havde brudgommen ordet og henvendte sig i hjertelige vendinger til Ruths forældre med tak for, at de overlod ham deres yngste datter. Det kunne ikke siges bedre.

I min sang varieredes omkvædet: “I morgen bliver meget forskelligt fra i dag.” Her er første og sidste vers:

Så var der en fornøjelig sang fra brudgommens søster, Else på melodien: “I skoven skulle være gilde”. En mere højtidelig sang var skrevet af ægteparret G & H, ægteparret Larsen. William havde muntret sig med en række forskellige melodier om Ruths fortid, som han havde de bedste forudsætninger for at kende. Den var, som norsken siger, ikke værst.

Sidste vers i Williams sang og avisudklip med Ruth og Aage på dansegulvet i Odd Fellow Palæet.

Om samme William bør med det samme siges, at han også på anden måde havde sin andel i den gode stemning, lige fra han ved klaveret modtog brudeparret ved deres entre i brudehuset med bryllupsmarchen af “En skærsommernatsdrøm”, ved ledsagelsen af alle sangene på samme instrument og ved at spille til dansen bagefter og til en sangafdeling. Men lad mig nu ikke foregribe handlingens rækkefølge.

Jeg har især holdt mig, til den mandlige assistance. Lad os ikke glemme kvindens indsats. Først alle de spekulationer husets frue havde forud. Problemerne med i konfirmationstiden overhovedet at få en kogekone. At skaffe maden, (stegen skaffede Ruth nu gennem en forbindelse på kontoret) at få stillet bordene op på den mest praktiske måde, at få alt det øvrige til at klappe. Jeg er aldrig nervøs i den henseende, men har ofte gjort den erfaring, at når bare man kan betale hjælp og mad, så klapper det altid, og det var også tilfældet her. Asta kunne udmærket være hele arrangementet bekendt.

Efter kaffen kom det højtidelige tidspunkt, da brudeparret solo dansede brudevalsen af ”Et folkesagn”. Det så meget festligt ud. Derefter svang de øvrige gæster sig, i dansen en lille tid. Så kom sangbøgerne frem, og nogle af vore gode fædrelandssange blev sunget. I øvrigt står resten af aftenen lidt tåget for mig. Det tog tid, inden opbruddet efter tebordet et stykke efter midnat. Brudeparret fik ved afrejsen det sædvanlige bombardement af ris, dvs. havregryn – på grund af vareknapheden. Så kørte de øvrige gæster – eller gik – til deres logier i byen. Det tog sin tid. Jeg, gik som sidste mand i seng kl. 3.

Dagen derpå Ruth og Aages bryllup

Køkkenpersonalet bør ikke glemmes i et demokratisk land. Kogekone, fru Larsen præsterede det ypperste med de forhåndenværende midler. Det blev også til tre dage, da jeg skrev checken til hende. Vor husalf var meget betaget af det hele, men slog intet itu. Hendes mor, der serverede, klarede ligeledes alle skær. – Fru Larsen mødte næste morgen kl. 9, hvorfor vi måtte op lidt før. Ved Williams hjælp blev bordene hurtigt sat på plads igen. I går var det á la hestesko, i dag to parallelle linier, idet gæsternes antal var formindsket med fire. Lidt før kl. 12 havde alle indfundet sig, også brudeparret, hvorefter frokosten indtoges. Sylten og den varme ret gjorde fortjent lykke ligesom alt det øvrige, jeg ikke husker, men jeg beder læserne tage deres fantasi til hjælp. De fornødne pilsnere og Ålborgerne: akvavitten, svandt som dug for solen, ikke mindst den sidste. Til gengæld blev stemningen sat tilsvarende op. Endnu et par hyggelige små timer ved og efter kaffen, så kom opbruddets time. Vi fulgte vore gæster til stationen. Toget kom og gik præcis. En kort vinken fra kupévindue og perron, og snart var den sidste vogn forsvundet gennem Ringstedvejens viadukt.

Gæster fra dagen derpå, Foto Aage Holm.

Sammen med William som eneste tilbageværende gæst gik vi hjem til et meget tomt hus. Endnu mere tomt føltes det, da han også tog afsked med os for at nå toget kl. 21.

Jeg glemte et og andet. Brudeparrets gaver, telegrammer og blomster, som vi glæder os til at se ved første besøg i København, blev i passende pakker fordelt mellem Københavns-gæsterne, så de fik alt med og afleveret på rette sted samme aften. Telegrammerne læstes op efter middagen af William. Efter frokosten næste dag lod jeg en bemærkning falde om, at det glædede mig at have så mange stærke mænd i huset til at hjælpe til ved tilbageflytning af vore tunge møbler til deres sædvanlige plads. I løbet af 20 minutter var hotellets borde og stole i haven parate til afhentning, og klaver, chatol, sofa, linnedskab osv. på plads, hvilket sparede os for megen sved og kraftudfoldelse næste dag.

Muligvis finder én og anden, at jeg har glemt meget væsentligt. Jeg håber, det tilgives i betragtning af det, jeg dog har husket.                                                             E.K.