Aages arrestation 19. september 1944

Den 19. september 1944 opløste besættelsesmagten det danske politi og satte store dele af korpset i tyske koncentrationslejre (Operation Möve). Årsagen var dels frygt for, at politiet i tilfælde af en allieret invasion ville falde besættelsesmagten i ryggen, dels utilfredshed med at politiet ikke gjorde noget for at dæmme op for sabotagen. Til erstatning for det danske politi oprettede besættelsesmagten det såkaldte Hipo-korps (Hilfspolizei), som bestod af danskere, der som oftest havde en fortid i Frikorps Danmark eller Schalburgkorpset.

Det var imidlertid ikke almindelige politiopgaver, Hipo-korpset gav sig i kast med. Man begrænsede sig til at deltage i sabotagebekæmpelse og fordrev ellers meget af tiden med at provokere og lade sig provokere af den almindelige befolkning, hvad der hyppigt førte til klammeri og også grovere vold. Som de andre nazistiske korps blev også Hipoerne stærkt forhadte. Hipoerne blev også part i de vendettalignende kampe, som Schalburgkorpset og modstandsbevægelsen førte. Kilde: danmarkshistorien.dk/perioder/besaettelsestiden-1940-45/begyndende-oploesning-1944-45.

Aage Holm – Marias Far – blev under besættelsen i 1942 indkaldt til civil-beredskabstjeneste (CB) som brandmand. Han kom på skole for at lære de ting, der skulle til for at være brandmand, bl.a. mange øvelser med gasmaske.

Han var en tid brandvagt på Det kgl. Teater. Aage var lærling hos Lauritz Knudsen i Haraldsgade på Nørrebro og ved alarm skulle han give møde på Sundby Hospital på Amager. Han beskriver i ”Erindringer fra et langt liv” (2004), hvordan han oplevede 19. september 1944.

På billedet står Aage på Rosenvængets Hovedvej, ud for nr. 29. Bygningen ligger overfor C.B. Grundskolen. Aage der var en dygtig amatørfotograf har sikkert vurderet, at baggrund og lysforhold var bedre her.

C.B. – Grundskolen i Rosenvængets Alle blev 22. juni 1944 kl. ca. 1.55 fuldstændigt ødelagt ved et bombeattentat (Simon Bang i tråd på Facebook).

Arrestationen den 19. september 1944

Tirsdag den 19.september 1944 blev en dag, jeg sent vil glemme. Denne dag blev ikke som andre dage, da der kl. 10.55 korn luftalarm. Som CB brandmand (Civil-Beredskabstjeneste) skulle jeg møde til luftalarm og jeg begav mig da straks af sted i uniform til Sundby Hospital. Jeg cyklede derudaf selvfølgelig ad den nærmeste omvej. Jeg var i godt humør og fløjtede, mens jeg kørte. Jeg havde min uniform på og en økse i bæltet.

Da jeg kom et stykke ind i Fælledparken, dukkede der pludselig ca. 6 uniformerede mænd ud fra en busk og løb hen imod mig og de pegede direkte på mig med deres geværer. De virkede ret aggressive og anføreren råbte mig an. Jeg blev selvfølgelig nervøs, faldt af cyklen og fik alligevel bedt dem dæmpe sig lidt. Anføreren sagde så temmelig barskt, at jeg var arresteret. Jeg måtte stå af cyklen og følge med en mand over til Frimurerlogen. Jeg blev hurtigt klar over, at jeg var blevet arresteret af Schallburg-korpset, et dansk, tyskervenligt militær-korps, hvis hovedopgave var at bekæmpe modstandsbevægelsen og udøvede derudover terror, clearing-mord (gengældelsesmord på uskyldige) og stikkervirksomhed.

På vejen derover fik jeg sundet mig lidt og jeg kom i tale med manden. Det viste sig, at han var ca.18-19 år og altså temmelig ung. Han fortalte mig, meget venligt – at alt politi og CB mandskab skulde arresteres. Grunden var, at der ifølge uofficielle kilder var ca. 70% Sovjet-tilhængere blandt politi og CB mandskab. Men nu skulle det også være slut. Nu skulle korpset overtage politiets gerning.

• Den 21. september 1943 besatte tysk politi Frimurerlogen og gav logebrødrene en frist på fire dage til at fjerne deres personlige ejendele. Møbler og andet brugbart inventar blev beslaglagt. Frimurernes symbol, en stjerne, blev fjernet fra facaden og erstattet af et såkaldt solkors. Symbolet blev anvendt af Schalburgkorpset, der var en dansk SS-enhed. Foran bygningen stod der vagter, ligesom der blev hejst store faner med Dannebrog og Schalburgkorpsets solkors.

Omsider nåede vi Frimurerlogen og jeg skulle melde mig hos den vagthavende løjtnant. Med den nye Hitler-hilsen blev jeg budt velkommen med de ord, at jeg intet havde at frygte. Så længe jeg var her, skulle jeg nok få det godt og jeg skulle ikke lide nogen overlast.

Jeg blev så overgivet til to Schallburg-mænd, som førte mig ind i huset med dets labyrint af gange. Omsider nåede jeg til det værelse hvor jeg skulle afvæbnes. Det vil sige aflevere våben, som jeg, bortset fra den obligatoriske økse, ikke havde nogen af. Jeg skulle også aflevere legitimationskort samt skrivetøj, livrem og kniv.

Efter dette blev jeg ført op i celle nr. 4, hvor vi efterhånden blev 8 personer, som alle var arresterede CB’ere. Værelset, som sikkert var beregnet til 2 personer, var 12 x 10 fod, ca. 8 kvadratmeter, og bestod af 4 hvidpudsede vægge uden vindue og slet ikke nogen ventilation. Værelsets inventar bestod af 2 stole og et lille bord. I et lille rum, som stødte op til værelset, stod der en spand til nødtørft.

På den ene væg hang der et reglement, som vi havde at rette os efter.

På denne stod følgende dagsorden:

• 6.30 Morgentoilette  7.00 Morgenmad  10.30 Gårdtur  12.00 Middag
• 14.30 Gårdtur  18.00 Aftensmad   21.00 Retræte   21.30 Lyset slukkes.

Endvidere stod der i reglementet, at når fangevogteren eller anden overordnet person kom, skulle arrestanten stille sig ret op ad den modsatte væg fra døren. Der måtte ikke skrives, ridses eller på anden måde tilsmudses døre, vægge og inventar.

Da klokken blev henad kl. 14, kom 3 mand ind med mad. Jo, vi skulle da ikke sulte. Menuen bestod of stuvet hvidkål med flæsk og øllebrød. Det kneb med servicen og jeg brugte flæsket, der “heldigvis” var blevet hårdt stegt, som ske. Et stykke tid efter første ret kom øllebrøden. Fangevogteren beklagede meget, men desværre havde de ingen skeer. De var jo ikke vant til at få et så stort rykind. Vi klarede den dog fint ved at drikke af tallerkenen. Desværre var der den ulempe, at øllebrøden var lidt for tyk. Den ville ikke rigtig glide fra tallerkenen, men mælken fik vi dog.

Klokken 15 blev døren atter åbnet. Tre mænd kom ind og de skulle føre to mænd ned ad gangen til forhør. De skulle blot have vores navn, adresse, fødselsår og dato, samt hvor vi arbejdede og hvad vagt, vi lå på.

Da klokken blev ca. 19 blev vi ført ned i gården, hvor vi kom op på en åben militær-lastbil og blev kørt ud til Frihavnen. Der mødte mig et frygteligt syn. Der lå et stort dampskib ved kajen og i lange rækker stod politiet, som tyskerne havde haft held med at arrestere. Skulle jeg nu sendes til Tyskland?

Der gik så en time i uvished, hvor jeg var meget bekymret, men endelig kom en tysk befalingsmand, som undersøgte mine papirer: mit legitimationskort og mit dokument med tilladelse til at færdes ude under luftalarm og evt. tysk spærretid. Da det var kontrolleret, blev jeg sat på fri fod. Jeg gik tilbage til Frimurerlogen, hvor jeg havde efterladt cyklen, tog min cykel og kørte hjem.

Politiet havde et frygteligt ophold i koncentrationslejrene og mange overlevede ikke. De, der kom hjem til Danmark efter befrielsen havde ar på legeme og sjæl, som de aldrig forvandt. Mange talte aldrig om deres oplevelser i Tyskland, heller ikke til deres nærmeste familie og venner. Deres liv var for altid ødelagt.

---

English Summary: Aage Holm – Maria’s father – was during the German occupation in 1942 drafted for (CB) civil emergency service as a firefighter. September 19 1944 the Danish police was rounded up by the Germans and those who did not escape and went into hiding were transported to concentration camps in Germany. Aage writes in his memories “Erindringer fra et langt liv” about his dramatic arrest. Later that day he and others were taken to the harbour where a ship waited to take the rounded up police to Germany. However, Aage as a CB and not a policeman was released. At the time he did not know what could happen and the experience affected him greatly the rest of his life.