Da det i dag er 75 år siden samarbejdspolitikken med den tyske besættelsesmagt ophørte synes jeg det var passende at vise denne blog, som jeg skrev for et par år siden. 

• ”29. august 1943 ophørte den danske regering, Rigsdagen og kongemagten at fungere, hvorefter den tyske besættelsesmagt indførte militær undtagelsestilstand. Dagen kaldes ofte “bruddet med besættelsesmagten” og anses af nogle som ophøret for forhandlings- og samarbejdspolitikken.”

Sådan beskrives det i den officielle Danmarks Historie. Hvordan den almindelige borger i Holbæk oplevede det, har Ruth Kølster der dengang var 20 år beskrevet. Ruth var datter af lærer og kordegn Emry Kølster i Holbæk. Hun er desuden Mor til Maria og historien bidrager her til vores “slægtshistorie”.

Ruth beretter: Da jeg endnu var hjemme i Holbæk, oplevede vi søndag d. 29. august 1943, hvor der virkelig var oprør mod besættelsesmagten. Fra tidlig morgen var der rygter i gang om strengere magt overfor danskerne, og der blev lavet nogle vejspærringer ude på Roskildevej.

En mere symbols vejspærring på Roskildevej uden for Holbæk, – den har nok ikke opholdt tyskerne mange minutter.

Vore marinefartøjer, som havde ligget i havnen, forsøgtes fjernet, men det endte med, at et fartøj blev sænket i Isefjorden og andre blev sænket ved Knippelsbro (Holmen) i København. På kasernen i Holbæk gik folk i gang med at fjerne, hvad de kunne af værdier, inden tyskerne kom og overtog det.

Holbæk kaserne.

Her var William (Ruths yngre bror – 18 år) med sammen med hans ven, Hans Chr. Amzink, der var søn af en kaptajn derude. De 2 unge mennesker kom hjem til os med et par maskingeværer, som far med stor angst puttede i en sæk og gravede ned i vor have. William beretter (august 2010), at det var ham, der gravede våbnene ned i indhegningen, hvor gæssene gik. Her mente han ikke, der var nogen der kunne finde på at lede.

William. –  Julegæssene og indhegningen hvor William gravede våbnene ned.

De havde overværet på kasernen, at et klaver var blevet hejset ud gennem et vindue, og der skete meget derude den dag. Men jeg tror, at det meste af søndagen gik, før der kom soldater, altså tyske, til Holbæk. Mange officerer var flygtet til Sverige, hvor de ville slutte sig til Den Danske Brigade, som var ved at blive oprettet der, og andre gik ind i frihedskampen herhjemme. Der fulgte nu en tid med mange sabotager og fængslinger.

Her følger flere detaljer fra andre kilder om hvad der skete i Holbæk:

Marinefartøjet som Ruth beretter om var artilleriskibet NIELS JUUL som den 27.august lå i den nordlige del af Isefjorden. NIELS JUEL sejlede til Holbæk, hvor det skulle ligge weekenden over.

Søndag d. 29 august kl. lidt over 4 om morgenen modtog NIELS JUEL et signal: Alarmberedskab, der blev gjort klar til afgang fra Holbæk og besætningen begyndte at klargøre skibet til kamp.

En kraftig blæst, stiv kuling fra nord, og kraftige regnbyger gjorde det særdeles vanskeligt for Niels Juul at forlade Holbæk havn. Først ved 0550-tiden lykkedes det for Niels Juul at kaste los.

Skibet forsøgte at komme til Sverige, men blev bombet af tyske fly, og blev i stedet sat på grund, med åbne søventiler. Den tyske Kriegsmarine overtog skibet og satte det i 1944 i tjeneste under navnet Nordland.

I tysk tjeneste fungerede det som skoleskib. De tyske skibe der lå ved Kiel blev i begyndelsen af maj 1945 bombed af englænderne. Nordland var dog stadig sødygtig og blev sejlet ud i Eckernförde Fjord. Her blev det sænket af sit eget mandskab og gik ned på 30 m dybde. Niels Juul er således nok det eneste skib der to gange er blevet sænket af sit eget mandskab. Efter krigen blev en del af skibets værdifulde dele hævet, men størstedelen ligger stadig på omkring 30 m vand.

Inden Nordland kom i tjeneste, var kanonerne blevet skiftet ud, og otte af de 10 15 cm kanoner havnede i tyske fæstningsanlæg i Danmark, fire ved Faarupklint syd for Løkken og fire ved Frederikshavn, hvoraf tre stadig kan ses i det nuværende museumsområde Bangsbo Fort.

En af Niels Juuls kanoner i en bunker ved Bangsbo Frederikshavn.

I bogen “Holbæk i Hundred År”, Michael Hertz (1986) berettes, at da meddelelsen om undtagelsestilstanden nåede Holbæk  søndag 29. august udløste det “stærk aktivitet”. Militæret gik i stilling ved indfaldsvejene omkring byen og kasernen, og byen blev sat i forsvarberedskab. Soldaterne tog stilling bl.a. i den sydlige udkant af byen ved Østre Kirkegård. Der blev opstillet feltartilleri ved vejsammenstødet Ringstedvej-Roskildevej lige udenfor amtssygehuset, inde på skolen ved Tidemandsvej og i krydset Brogade-Rolighedsstræde blev der også indrettet interimistiske stillinger. Barrikader blev rejst og træer langst Roskildevej blev fældet. Garnisonen bredte sig til at møde tyskerne i kamp.

Dansk feltartilleri.

Det måtte forventes, at tyskerne ville sætte relativt store styrker ind på at bemægtige sig den store danske forlægning på kasernen. men foreløbig viste tyskerne sig ikke. Oberst Raabye der var kommandant var parat til forsvare byen, men blev i løbet af formiddagen overbevist over det nytteløse. Mellem kl. 8 og 9 blev der givet ordre til at vende tilbage til kasernen og afvente tyskerens ankomst.

Først sent på eftermiddagen nåede tyskerne frem til Holbæk. Det drejede sig om et enkelt kompani, som i god ro og orden gennemførte “vagtafløsningen”.

Var tyskerne ankommet til Holbæk tidligere på dagen, havde officerne sikkert fået lejlighed til at vise, hvad de duede til. Det er tvivlsomt om f.eks Amtssygehuset havde undgået beskadigelse.

Thorbjørn Dons Borch var soldat på Holbæk kaserne. Han fortæller i ”Fred i Frihed” – skoleavis til 9. og 10 klasserne. Her uddrag af historien:

”Natten mellem den 28. og 29. august lå vi på ti-mandsstuerne fuldt påklædte i feltuniform, dog med vore støvler samt patronbælte under sengen. Dagen før havde vi fået udleveret hver fire håndgranater og skarp ammunition. Kl. 04.30 morgen blev vi alarmeret. Jeg var motorvognsfører ved 3. kanon. Med vor delingsfører plus otte mand til betjening af kaliber 75 mm kanonen kørte vi sammen med batteriets tre øvrige kanoner ud fra Holbæk Kaserne. Derefter kørte vi vore fire lastbiler og batterichefens ”åbne” personvogn i ”flyverskjul” under en gruppe træer nær Holbæk Tømmergård, for at sande de gamle ord om, at soldatens lod er “at vente.”

Holbæk kaserne.

Kaptajn Brøndum vendte sent på eftermiddagen tilbage og fortalte, at cementbåden ”Rørdal” på 300 tons lå i havnen inden den skulle til Aalborg. ”En tysk patruljebåd som havde hjemsted i Gilleleje havde netop forladt havnen uden lys. Ved 21-tiden gik vi ombord på Rørdal og bad Rørdals kaptajn om at sejle os til Sverige. Det nægtede han, men et enkelt ladegreb på maskinpistolen klarede den sag. Vi gik ombord og anbragte os på fordækket og i læ af lønningen. Kl. 22.30 tog vi stille af sted. Vejrguderne skånede os ikke. Det var bælgmørkt, regn og storm, og næsten alle var søsyge. Jeg kan hilse og sige, at det er lige så slemt, selvom vi intet havde spist i halvandet døgn.

Kl. 4 morgen nåede vi Höganäs havn. ”Hvem er ni? blev der spurgt. Dansk militær, svarede vi. ”Vil ni interneres? Garnisonen i Höganäs var blevet alarmeret og vi blev modtaget af et halvt kompagni hjemmeværnssoldater vistnok med påsatte bajonetter.

Premierløjtnant Ib Bering Jensen sikrede sig Dannebrogsflaget fra skibets agterstavn. Brøndum fik det senere overrakt og det befinder sig nu på Brigademuseet i Frøslevlejren. Derefter blev danskerne kørt til en baraklejr og søde svenske lotter kom med ”madkanoner” med risvælling, sukker, kanel og saft. Borch hævder, at det er det bedste måltid han kan mindes i sit liv her snart 60 år efter, men da havde han heller ikke spist i to døgn.

Borch og de øvrige soldater indgik i Den Danske Brigade-Danforce i Sverige.

Der var andre, der ligesom William smuglede våben ud fra Holbæk kaserne. Det foregik dog mere skjult og effektivt end William og hans ven. Fundet på internettet og Michael Hertz, Holbæk i Hundred År – 1889-1989, (1986).

Kaptajn Schou var en af de vigtige brikker for at få bragt våbnene ud af kasernen. De smuglede våbnene ud på ladet af civile lastbiler, under dække af, at det var byggematerialer. Denne transport skulle derfor foregå lige for næsen af de tyske vagtposter. Kaptajn Schou var ved disse transporter klædt i civil. Det var forretningsfolk som direktør Madsen fra Ford Motor Co. der lagde biler til.