Emry Kølster var skolelærer på Søndre Skole i Holbæk. I sine erindringer har han beskrevet hvad han oplevede den 9. april 1940. I Holbæk havde tyskerne beslaglagt Søndre Skole og Holbæk var ligesom resten af Danmark blevet beordret til at have mørklægningsgardiner for vinduerne. Emry beskriver i erindringerne sine oplevelser den 9. april.

Emrys oplevelse 9. april 1940

Den 9. april 1940 var snedkermester Andersen og jeg til et udvalgsmøde hos sognepræsten, pastor Krarup. Efter dette var vi så letsindige at spadsere en tur forbi Sdr. Skole. Det var, som man vil erindre, meget mørkt den aften, og tilmed var der første gang mørkelagt.

Derfor løb vi lige mod de tyske vagtposter på vejen og blev standset med et: ”Halt!” Vi forklarede, at vi bare gik en tur, og at jeg var lærer ved skolen. ”Wohnen Sie dar” spurgte soldaten. Det måtte jeg jo benægte, hvorfor han blev mistænksom og befalede os at følge med. Da vi tøvede, pegede han meget bestemt mod indgangen og råbte: ”Vorwärts!”, medens han pegede med sin revolver på os. Vi fulgte så med ledsaget af to soldater over pladsen til vagtlokalet, klasseværelset, hvor jeg om morgenen havde haft en time. Ved den nordre væg stod to civile mænd med ryggen mod os. Det varede noget, inden det gik op for mig, at det var overlærer Espersen og lærer Hagbart Olsen.

Overlærer Espersen og Lærer Hagbart Olsen.

Deres påklædning vidnede om, at de havde været ved at klæde sig af, da de blev hentet. På en madras på gulvet lå en soldat med en riffel, der pegede på de to nævnte lærere, som var i skarpt forhør af en officer, der råbte op som selveste Hitler i radioen. Det drejede sig for overlærerens vedkommende om, at der var fundet en skitse over skolens klasseværelser – efter officerens mening et spionkort. At Espersen var formand for garnisonsudvalget i Holbæk og havde kradset dette kort op til oberst Lunn netop for at hjælpe denne med at få fjenden indkvarteret på Sdr. Skole var officeren meget længe om at forstå, og han var meget mistænksom overfor nogle telefonnumre, som han viste mig, da Espersen og Olsen langt om længe blev dimitteret. Jeg kunne dog berolige ham med, at det ene var skolens, det andet kommunekontorets, det tredje regnede jeg med var oberstens, men vidste det ikke.

Andersen og jeg slap lettere, dog blev Andersen truet med en revolver, da han ville hjælpe en underofficer at fiske sin tegnebog op af inderlommen. Jeg blev også grundigt visiteret og min tegnebog undersøgt. Det gjorde mig noget nervøs, fordi jeg vidste, at jeg blandt en del papirlapper og havde en afskrift på fransk af Marsaillaisen.

Marsaillaisen som Emry havde i tegnebogen. Den bærer præg af at have været opbevaret i tegnebogen.

Heldigvis kunne den menige soldat ikke fransk, så han overså denne oprørssang. Jeg blev ked af at stå og vente på, at forhøret over Espersen og Olsen kunne få ende, og pegede på en ledig stol og spurgte: “Darfe ich platz nehmen?” Men det kunne der ikke være tale om. Endelig fik det da ende, uden at der skete os noget, og vi blev så permitteret, d.v.s. vi blev fulgt over pladsen med faste greb om vor ene arm, og i den anden holdt soldaten revolveren. En tredje gik foran og lyste med en elektrisk lommelygte. Ude på vejen blev vi sluppet løs.”

Det var vort første møde med vore “befriere”. Hvad fruerne Espersen og Olsen var ude for, er en anden historie, og det var ikke behageligt for damerne. Fru Espersen blev ”holdt op” i sine egne stuer, og fru Olsen måtte følge med over i forhørslokalet. Et lys fra et loftsværelse var mistroet som et signal til englænderne! – Tyskerne var kommet fra Polen og derfor meget nervøse. – Da jeg kom hjem. var Asta gået i seng. Jeg viste hende det hensyn ikke at vække hende og fortælle noget. Det gjorde jeg først næste morgen, men jeg faldt ganske vist ikke i søvn før ved 4 – tiden.

Resten af besættelsen var mere fredelig for Emry og Asta og de nød mange timer i “grotten”, som Emry havde lavet i haven på Marthavej. Emry var meget glad for kaffe (under besættelsen måtte han nøjes med kaffeerstatning) og her venter han på at der bliver serveret.