Emrys bekymring ved befrielsen maj 1945

Skolelærer samt kordegn ved Tveje Merløse kirke, Holbæk beskriver i dagbog og erindringer om sin bekymring for børnene William og Ruth i København og Ermegaard i Esbjerg. Emry er Marias morfar og Ruth hendes mor.

Bekymrede for William og Ruth i København

Vi var lidt urolige for William og Ruth, som endnu ikke havde givet livstegn fra sig, og vi vidste, der var skudt stærkt i visse kvarterer i København. Men mandag morgen ringede da Ruth, at alt stod vel til, og at William rigtigt havde fået luftet sin studenterhue og båret englændere i guldstol. Senere på dagen ringede han selv, at han også havde været på udsatte steder og bl.a. ligget i dækning på gulvet i et baglokale i 1½ time i Farimagsgade, medens frihedsfolk og hippoer skød på hinanden på gaderne.

Begivenhederne i København, foto Aage Holm, der var CB og med til at samle sårede op.

Nu håber vi imidlertid, de har fået fat på alle disse forbrydere, så vi ikke altid skal gå og ryste for at ens nærmeste kan være udsat for det ene eller det andet. I dag har vi så den store V-dag. I formiddag holdt vi fest for Norge i gymnastiksalen – og fik fri, hvorefter jeg skyndte mig hjem for at fuldende dette. Det, vi savner, er at have vore egne at dele fredsglæden med, men ellers synes vi jo, at det er de største dage, vi næsten har oplevet, i hvert tilfælde nationalt set.

Festerne under genforeningen 1918 blev for mange mennesker ødelagt af den spanske syge, bl.a. for mig. Jeg tvivler ikke om, at vi får megen ballade bagefter, – russerne på Bornholm, det polske spørgsmål, Danmark til Ejderen, varetilførsler o.s.v. Men den tid den sorg. Nu er klokken lige ved 12, og nu bliver der jo nok lidt at høre i radioen igen. Det er vel nok dejligt at læse vore aviser uden censur og at høre radio, som ikke er svinebundet.

Ruth og William i København 5. maj

Da vi vidste, der havde været en del skyderi i København var vi noget spændte på at høre, hvorledes de var gået børnene derinde. Det viste sig da også, at helt uden fare var det ikke gået af hverken for Williams eller Ruths vedkommende, idet de begge havde været i skudlinjen først på Rådhuspladsen og senere i St. Kongensgade, hvor Schalburgfolkene skød fra tagene, ligesom tyskerne også var lidt længe om at kaste deres våben. Men Ruth kom da i dækning bag en port i Vestergade, og William måtte gemme sig under en lastbil og redde sig ind i en butik.

Glade Københavnere efter frihedsbudskabet har lydt. Frihedskæmpere ved Kongens Nytorv i ildkamp med Hippoer.

Vore højt lovpriste og besungne frihedskæmpere var heller ikke lige heldige alle steder. Een af mine forhenværende skoledrenge skød således en italiensk flygtning i Smedelundsgade. I Kalundborg har jeg adskillige gange passeret en grav, som to ældre mennesker hver eneste dag besøger. Her ligger deres eneste barn, en ung mand, der lige havde bestået ingeniøreksamen. Den slags tragedier hændte der alt for mange af.

Jeg kom den 5. maj forbi indkørslen til anstalten, hvor en stor hob tilskuere havde taget plads. Da en lastbil bemandede med frihedskæmpere, der ledsagede et læs af byens folk, der var sigtede som landssvigere, hylede mængden op som vilde. Jeg skammede mig på mine landsmænds vegne. De fleste blev da også forholdsvis hurtig frigivet igen. – Det gjorde også et dybt indtryk på mig, da jeg måtte duplikere en medicolegal (retsmedicins) dødsattest for en ung pige, nogle dumme drenge skød ned, da hun ledsaget af sin mor gik hjem fra Sanssouci en aften. At hun var “feltmadras”, var der ingen tvivl om. Hvorvidt hun var farlig som angiverske, får stå hen. De unges straf kom til at gå lige op med deres varetægtsarrest.

     Hans Christian Martin Jacobsens grav på Tveje Merløse kirkegård.

Under slutningen af besættelsen blev en arbejdsmand – Jacobsen, Tåstrup, skudt i sit hjem. Om det var tyskere eller hippofolk, der affyrede det dræbende skud, ved jeg ikke. Hans lig blev læsset på en bil og ført ind og gravet ned i Ryvangen. Efter kapitulationen blev liget gravet op igen og identificeret. Også den dødsattest faldt det i min lod at modtage og indføre, eftersom Jakobsen under store æresbevisninger og geværsalver af frihedskæmpere blev begravet på Tveje Merløse Kirkegaard. Hans grav findes side om side med de to engelske flyvere (Mosquito fly styrted ned januar 1943). Ikke længe før havde han besøgt mig på kontoret her for at meddele, at hans hustru havde fået en søn.

Det var selvfølgelig en glæde at se tyskerne marchere ud ad landevejen syd på mod Korsør. Såvel deres våben som alt, hvad de havde tilegnet sig i landet, fik de lov at bære til grænsen, hvor englænderne besørgede demonteringen. Desværre beslaglagde de også alt, hvad der havde værdi, så det blev ikke Danmark, der kom til at lukrere af det.

Emry6_1

Tyskerne forlader Danmark, foto LP.

e04-1

Jeg husker især et stort drengekorps vistnok kadetter, der sang og var svært store på det, da de marcherede forbi Søndre Skole. Inden de nåede Ugerløse, havde de gået fødderne i laser. Hvorledes de nåede den øvrige vej, melder historien intet om. Men udover færgetur Korsør – Nyborg fik de ingen hjælp fra dansk side til befordring, så vidt jeg ved. Om der kom tyske tog, der lettede dem noget af vejen, har jeg heller aldrig hørt om.

Flygtning på skole i Gentofte

Flygtninge på en skole i Gentofte

Såvel i Holbæk som i mange andre byer havde vi i lange tider det sørgelige syn af de indespærrede flygtninge af begge køn og af alle alderstrin at se på. Det gik hårdt ud over skolerne. Her blev alle Centralskolens værelser taget i brug. Det varede adskillige måneder. De sidste fandt en tid husly i vandrehjemmet “Vesterled”. Omsider blev de alle samlede i store fangelejre, der udgjorde hele byer. Det var nogle dyre gæster for Danmark, og det varede 2 – 3 år, inden de sidste blev hjemsendt til “Das grosse Vaterland”, hvor de sikkert fik det langt ringere end her i Danmark. Det vil være interessant engang at høre udtalelser fra nogle af dem, der i sin tid var indespærrede her, og erfare, hvorledes de efter mange års afstand fra deres danmarkstid, bedømmer vor behandling af dem. Skal de være ærlige, må det falde ud til gunst for Danmark især ved sammenligning med K.Z. – lejrene i Tyskland under krigen.

Befrielsen fejres på behørigt vis i Esbjerg (Foto LP).

Fra Ruths BESÆTTELSESTIDEN

Krigen gik sin gang, og man læste mellem linjerne i avisen for man vidste jo, at det ikke var tilladt at skrive alting, som de var, der var censur både i aviser og radio. Derfor blev det også nødvendigt at udsende meddelelser -udenom aviser, og lidt efter lidt så man den illegale presses blade, som gik fra hånd til hånd.

“Vi modtog en del illegale blade fra Esbjerg, og selvom de kom anonymt og med adressen skrevet med fordrejet håndskrift, var vi ikke i tvivl om, hvor de kom fra. Når jeg havde læst dem, bar jeg dem ud i skolen og puttede dem i lærernes eller lærerindernes overtøj ude på læreværelset. Nogle af dem rystede af angst, når de fandt et sådant brev eller hæfte, andre læste dem med interesse.”

Emry og Ermegaard havde under besættelsen megen fornøjelse af brevveksling om krigens gang. Brevvekslingen blev holdt i koder hvor de omskrev tyskerne og englænderne. Hitler blev benævnt “onkel Peter”, tyskerne betegnendes som “fætrene” og jøderne som “børnene”, Skulle brevene blive åbnede af censuren, kunne vi da med god samvittighed indrømme, at vi havde både en onkel af dette navn og rigeligt med fætre og børn. Selvfølgelig var vi hårde ved onkel Peter, der ellers levede i al skikkelighed nede i Hegninge, og de der eventuelt skulle åbne måtte jo tro, at det var en slem bande fætre, vi havde, hvorimod børnene var den rene uskyld. Ermegaard forstod især at jongere med alle disse udtryk.

William og Ruth havde også undertiden i København nogle illegale blade i deres tasker, men de var heldige, og der skete ikke noget. Men Ruth har da oplevet, at blive standset i København på vej til sit studenterkursus af en stor SS-officer, og han spurgte hende: “Haben Sie Waffen?” – “Nein nur Büchern”, hvad hun havde i tasken (nærmest en kuffert), den grønne skoletaske, som hun havde brugt i mellemskolen, og som nu Maria har, men denne eftermiddag var den kun fuld af skolebøger, heldigvis.

Den såkaldte modstandskuffert, hvori Ruth lejlighedsvis transporterede illegale blade.
Den såkaldte modstandskuffert, hvori Ruth lejlighedsvis transporterede illegale blade.

Vi var heller ikke helt rolige, hvad angik Ermegaard og L.P. Selvom de ikke var direkte med i partisanbevægelsen, havde vi en fornemmelse af, at de vovede sig temmelig langt ud i det farlige.

Ermegaard og L.P. var med til at hjælpe venner, der var gået “under jorden”, som det hed, når man måtte forlade sit hjem og bo forskellige steder i landet. Der var en ven, som boede under deres lejlighed i Esbjerg, som var flyttet til ubestemte steder, og her passede de hans lejlighed, vandede blomster o.s.v. Da tyskerne var meget opmærksomme på, hvem der forsvandt – og også fordi de gerne selv ville have fat i gode lejligheder, kom Gestapo en dag på besøg, medens Ermegaard var nede for at se til lejligheden, men hvordan hun nu bar sig ad, så fik hun bortforklaret sagen, og der skete ikke mere, men de oplevede mange ting, i Esbjerg, hvor general Rommel af og til kom for at inspicere hele den tyske forsvarslinje langs Vesterhavet.

Ermegaard var med i beredskabet og kunne derfor færdes ude om aftenen. En gang hvor der var engelske flyvere over Esbjerg og der blev afskudt meget flak faldt et granatstykke ned lige foran hende og hun skyndte sig i dækning i en opgang.

Sommerferie 1940 – Ruth, William og Heister på besøg hos Ermegaard og LP som ligger i telt ved Nykøbing Sjælland.

Engang skulle der aflevere ét vigtigt stykke papir til deres gode ven i København, – Heister, som var med i modstandsgruppen under “Dansk Samling”  – og hun mødte ham et aftalt sted i Dyrehaven og fik det afleveret. Men det var ikke uden fare at man bar noget papir på sig, som skulle afleveres til frihedskampen, for der var ofte razziaer i sporvogne og tog, men som sagt kom denne meddelelse frem. Senere blev samme ven dog taget til fange af tyskerne, og han var blandt dem, der sad i Shellhuset, da det blev bombet af englænderne den sidste krigsvinter. Han slap dog ud i friheden, men ikke uden men, og han havde resten af sit liv stærke smerter i hovedet.

  Shellhuset i brand.  –  En Mosquito på vej væk efter bombningen.

Emry slutter denne del af sine Erindringer med følgende: Det her kan vist foreløbig være nok om “de fem forbandede år”, som der står i frihedssangen, der blev ligeså populær som i sin tid ”Den tapre landsoldat”. Vi, der som voksne havde oplevet Tysklands nederlag i 1918, vidste godt nok, at noget paradis skulle vi ikke vente os, fordi våbenstilstanden var begyndt. Desværre er vi i dag, da jeg skriver dette, endnu ikke nået længere end til våbenstilstand – 9 år efter. Så svært er det at få verdensmaskineriet i orden igen. Jeg går derfor over til vore hjemlige forhold.

2 comments

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s