English Summary:  Jens Nielsen Lundsgaard, Lyngby, fell by the defense of the Dybbøl fortification on April 18 when the Germans stormed the fortification after heavy bombardment. He is, as evidenced by the memorial plaque in Lyngby church, “Probably buried at the battlefield”. Jens Nielsen Lundsgaard is my mother’s 3rd cousin.

Vores slægtning Jens Nielsen Lundsgaard, Lyngby, faldt ved forsvaret af stillingen ved Dybbøl den 18. april da tyskerne efter kraftige bombardementer stormede stillingen. Han er som det fremgår af mindetavlen i Lyngby kirke ”Formodentlig begravet på Valpladsen”. Jens Nielsen Lundsgaard er min Mors 3. fætter.

Lyngby kirke en strålende efterårsdag (2014), hvor Gerda, Hans og Henry var på tur for at søge slægtninge.

En oversigt over slægtskabet viser, at vores oldemor Else Marie Thomsen (født 1851) var kusine til Jens Nielsen Lundsgaard og hun var således 13 år da slaget ved Dybbøl fandt sted.

Mindetavlen i Lyngby kirke.   Aneskema over slægtsskabet til Jens Nielsen Lundsgaard.

Vores bedstefars (Jens Marinus Sørensen Høgh) søster Ane Marie Sørensen Høgh har opbevaret de originale sange der blev sunget ved mindegudstjenesten som fandt sted 11. juni 1865 i Lyngby kirke.

De originale sørgesange som blev genoptrykt og sunget igen på 100 årsdagen for slaget ved Dybbøl.

Notits i Aalborg Stiftstidende i anledning af 100 års dagen for slaget ved Dybbøl.  Mindetavlen.

Resume af Slaget ved Dybbøl 18, april 1864

Fra Dannevirke trak størstedelen af den danske hær sig til skanserne ved Dybbøl. Da de danske tropper ankom, var skanserne imidlertid på ingen måder kampklare. De gik derfor i gang med at klargøre skanserne. Preusserne gravede brede skyttegrave parallelt med skanselinjen – den første langt tilbage, de næste gradvist tættere og tættere på skanserne, så de til sidst kun var 300 meter fra stillingen. 15. marts opstilledes desuden riflede bagladekanoner på Broager Land, som kunne ramme de sydlige skanser i Dybbøl-stillingen rimelig præcist. Belejringen og det natlige arbejde med at udbedre skaderne på skanserne betød, at flere danske soldater var stærkt nervesvækkede, da granaterne fra den 2. april og 16 dage frem regnede ned over skanserne. Der var ikke længere tid til at foretage udbedringer, og det stod klart for generalstaben, at stillingen ikke kunne holdes, men de fik ikke tilladelse til at rømme stillingerne.

Dybbøl Skanse 1864 – Maleri Valentin Sonne 1871.

Kl. 4 om morgenen den 18. april indledte preusserne et stærkt intensivt bombardement, der varede seks timer. Kl. 10 var de seks sydligste skanser kun jordbunker, og kun enkelte observatører var i skanserne. Resten af tropperne var gået i dækning længere bagude. Det efterfølgende preussiske angreb udløste således et kapløb mod skanserne. Den skanse, der var længst om at falde, holdt i 20 minutter. Efter stormløbet startede evakueringen af de danske tropper til Als, og kl. 14 var slaget forbi. På det tidspunkt havde Danmark tabt næsten 5.000 mand, Preussen omkring 1.200.

Dybbøl efter slaget.

Det havde været bedre om man havde trukket sig tilbage fra stillingerne, da det stod klart, at stillingen ikke kunne holdes. På den måde havde man snydt preusserne for en militær sejr kort før forhandlingerne i London. Den danske regerings stejle holdning blev opretholdt på konferencen i London, hvor den afviste et kompromis om en deling af Slesvig.

Det førte til en genoptagelse af krigen, og den 29. juni indtog preusserne Als og besatte Jylland. Den 11. juli gik den nationalliberale regering af, og en Højre-regering tog over, hvorefter en våbenhvile kom i stand. Efter benhårde fredsforhandlinger måtte Danmark afstå de tre hertugdømmer Lauenborg, Holsten og Slesvig til kongen af Preussen og kejseren af Østrig. Freden i Wien blev underskrevet den 30. oktober og ratificeret med stort flertal af Rigsrådets to kamre. Dermed havde det danske monarki mistet 2/5 af såvel sin befolkning som sit landområde og var reduceret til en ubetydelig europæisk småstat på knap 39.000 kvadratkilometer med 1,7 millioner indbyggere.

Tyskerne (Prøjserne) opførte efter 1864 nogle ”gyselige” monumenter både på Dybbøl, Arnkil og Knivsbjerg. Efter den tyske besættelse, hvor alt tysk og tyskere i almindelighed ikke var særlig populære syntes modstandsbevægelsen, som havde lidt ”krudt” tilbage, at det kunne ligeså godt bruges til noget ”sjovt”. I nattens mulm og mørke lød nogle ordentlige ”bang” og som man ved besøg på Dybbøl Banke ved selvsyn kan observere er der ikke meget tilbage. Politiet undersøgte ”sagen”, men fandt ikke ud af noget, for der var ingen der hverken havde set eller ”hørt” noget.