Emrys fødselsdag 2. september 1919 var en ganske særlig fødselsdag for på denne dag fik han med posten et fødselsdagsbrev afsendt fra København fra en Frøken Asta Nielsen, hvor hun blandt andet skriver følgende:

Ordlyden minder temmelig meget om et brev fra en forelsket kvinde/pige. Det er faktisk også hvad det er, – en romantisk historie. Men lad os her gå lidt tilbage i tiden og se hvad Emry selv skriver i sine erindringer ”Minder gennem småt halvfjerdsindstyve år”.

Anna – Emrys hustru var død af den ”Spanske Syge” 19. januar 1919. Epidemien rasede i 1918 og medførte alene i Danmark 14.000 døde. Ved begravelsen viste Harald (Emrys yngre bror) og Agnete det mod at komme til vor pestbefængte by, Mor (Ane Kirstine) ligeledes. Ingeborg (Emrys søster) og onkel Christian turde ikke udsætte sig for smittefaren og blev hjemme. Emry stod nu alene med Ermegaard der kun var 4 år gammel.

Foto af Emry og Ermegaard der skulle have et billede.

Et par uger blev Mor hos mig og varetog husmoderpligterne, men jeg syntes, at den alder hun havde, var det et urimeligt krav at stille til hende ret længe, og jeg vidste godt, at hun længtes efter Nykøbing og Ingeborg og børnene der. Jeg traf så aftale med Helene (en af Annas søstre) om at stå for husførelse med en ganske ung pige under sig. Helene havde nemlig nattevagt på telefoncentralen og kunne derfor i de timer, hun ikke skulle sove om dagen, nok tage sig af det vigtigste, bl. a. sørge for middagsmaden. Billigt var det ikke for mig, og jeg mærkede snart, at opgaven som husbestyrerinde samt pasningen af Ermegaard ikke interesserede hende alt for meget.

Jeg besluttede da i løbet af sommeren at skaffe mig en husbestyrerinde. Averterede, fik en masse tilbud og valgte en gårdmands – og sognefogeddatter fra Jyderup, efter at jeg havde talt med hende imellem to tog på en rejse til samme by. Hun gjorde et meget godt indtryk på mig, og vi blev enige om, at hun tiltrådte pladsen til den første.

Frk. Nielsen var meget jomfrunalsk og sippet og hendes mad kedelig. Ellers var der ikke noget at sige hende på. Men hun kedede mig utroligt, og da jeg ikke kunne tænke mig at vandre livet alene, besluttede jeg mig til at skaffe mig en ny kone, når det såkaldte sørgeår var udløbet. Egentlig er det noget forfærdeligt vrøvl med et såkaldt sørgeår. En sorg er ikke tidsbegrænset. Man vænner sig til forholdene, fordi det nu engang ikke kan være anderledes, efter at det første bedøvende slag er overvundet. Men man glemmer aldrig.

Stress-symptomer. Men jeg fik pludselig noget andet at tænke på. Jeg havde efter den spanske syge haft nogle korte blodstigninger, som jeg ikke tillagde nogen betydning. Men en dag efter middag blev det særlig slemt. Mit hjerte slog over i galop, luften blev helt gulgrøn for mig. Jeg følte mig meget syg og fik lige råbt til Helene: “Hent en læge med det samme. Jeg kan ikke mere”. – Og så besvimede jeg. Ved hjælp af naboer blev jeg båret hen på divanen, kom til mig selv og fik en voldsom opkastning. Lidt efter at den var overstået, kom en reservelæge fra sygehuset, undersøgte mig og bar mig op i sengen op ad trappen. Det var godt gjort af ham. Han skrev mig så nogle digitalisdråber og mente, det var noget nervøst. Dagen efter kom så dr. Harpøth og stillede den samme diagnose. Jeg skulle blot ligge en tre fire dage og så holde op med at tage dråberne, når jeg var stået op. Han mente ikke, mit hjerte fejlede noget, men rådede mig til for en sikkerheds skyld at rejse til København og konsultere vor største hjertespecialist, dr. med. professor Chr. Lundsgaard. Jeg trak nu tiden lidt ud med dette, og jeg fik ikke mere et så voldsomt anfald, men blodstigningerne meldte sig med visse mellemrum.

Det næst værste anfald fik jeg i Smedelundsgade, hvor jeg måtte sætte mig på en trappe og igen var så temmelig fra bevidstheden. Nu betænkte jeg mig ikke længere på rejsen til København, men turde ikke rejse alene. Jeg betalte billetten for Johannes P. (Emrys svigerfader), og nogle dage efter, da jeg følte mig vel, rejste vi derind. Professoren var meget elskværdig og interesseret i mit tilfælde, undersøgte hjerte og blodtryk og fortalte mig så, at jeg havde et ualmindeligt godt hjerte, men på grund af den spanske havde jeg fået for højt blodtryk. Det var absolut ufarligt, selvom jeg med mellemrum en tid ville få disse blodstigninger. Det skulle jeg tage ganske roligt. Han skrev mig så en mixtur, der ville sætte blodtrykket ned, samt noget let sovemixtur. Desuden skulle jeg hver morgen gøre lidt let gymnastik, tage kolde afvaskninger og hver dag gå en spadseretur på tre kvarter. Jeg følte mig fuldstændig rask, da jeg med Johannes P. gik ned ad trapperne og sagde, at han kunne godt gå i Zoologisk Have, hvad han havde ytret lyst til. Jeg ville imens besøge en kusine lige i nærheden, hvorefter vi kunne mødes på stationen ved togets afgang.

Blandt mine breve, mens jeg søgte husbestyrerinde, var et fra en frk. Asta Nielsen, Nyboder. Dette med foto syntes jeg egentlig bedst om, men mente, at frk. Nielsen fra Jyderup dog måske nok egnede sig vel så godt til at være husbestyrerinde. Jeg var nu, efter at hun havde tiltrådt pladsen, klar over, at gifte mig med hende havde jeg i hvert tilfælde ingen lyst til. Dertil syntes hun mig for meget gammeljomfruagtig.

Brevet med ansøgning og billede fra frk. Asta Nielsen, Nyboder:

Billede af Asta Nielsen og samt fortsættelse af brevet.

I nogle år har jeg været i manufakturforretning og for øjeblikket er jeg i en herværende en gros forretning, men dette arbejde tiltaler mig ikke, jeg kunne ønske mig en større livsopgave og komme til at virke selvstændig. Men Fader er i Marinens tjeneste og mit hjem er som sådan borgerligt og nøjsomt, og jeg har været vant til at tage del i husførelsen, men derfor vil jeg ikke sige, at jeg er særlig dygtig til madlavning f.eks. Dette kan jo selvfølegig læres når man har for øje selv at skulde være husmoder. Men en god vilje kan man nå langt.

Jeg er desværre ikke i besiddelse af formue af nogen art en livsforsikring på 1000 kroner, er alt hvor jeg har udsigt til og den får jeg ikke udbetalt foreløbig. Mit helbred har i denne sommer ikke været så godt, på grund af for meget arbejde og vanskelige forhold, er nerverne blevet overanstrengte, hvorfor jeg netop i disse dage har haft ferie for at hvile ud og komme til kræfter.

Håber at vi nærmere må komme til at lære hinanden at kende sender jeg hermed

venlig hilsen

Asta Nielsen         St. Kongensgade 145

Da jeg nu kom ned fra lægen, var jeg i så godt humør, at jeg tænkte: Hvorfor ikke med det samme hilse på denne frk. Asta Nielsen? Jeg havde hendes telefonnummer hos en grosserer Urban i Købmagergade. Jeg ringede fra en kiosk, om vi ikke kunne mødes ved Dragekummen snarest i løbet af eftermiddagen. Hun skaffede sig fri, og vi mødtes som aftalt og spiste til middag sammen i en lille restaurant på Vesterbro. Samværet forløb til gensidig tilfredshed og et nyt blev berammet til en af de første søndage. Så tog vi afsked, før jeg mødte Johannes P. Da toget var i gang, lykkedes det mig, uden at han anede noget at vifte til Asta Nielsen, der stod – efter aftale – på Dybbølsbroen.

Dragekummen (Dragespringvandet) på et postkort fra 1920erne.

Enkemandsår og afsløring af frk. Asta

Ud over disse anfald følte jeg mig ellers til daglig temmelig normal. Jeg var også min egen herre, men jeg vidste, jeg ville få et forfærdeligt vrøvl den dag, nyheden om mit påtænkte ægteskab nåede til Holbæk. Dels med den Kramshøjske familie og dels med frk. Nielsen, som jeg ikke havde brug for længere end til den dag, jeg førte en ny kone ind i huset. Nyheden skulle komme, længe før jeg havde besluttet det.

En dag siger Helene meget højtideligt: “Du er blevet set i selskab med en dame inde på Østerbro station.” – “Nå, hvem har set det?” – “Det har Fru Johansens søn Niels Peter.” – (Fru Johansen boede dør om dør med mig.) “Ja, så kan jeg vel lige så gerne først som sidst indrømme det,” måtte jeg så sige. – Så fik jeg selvfølgelig bemærkningen om, at det var noget tidligt, jeg havde glemt Anna.- “Nej, det har jeg aldeles ikke, og det sker aldrig. Men jeg kan nu engang ikke gøre hende levende igen, og jeg vil ikke leve resten af mit liv med husbestyrerinde. Netop fordi jeg har befundet mig vel i mit første ægteskab, vover jeg det forsøg endnu engang. Selv om jeg ikke ønskede det publiceret stort før brylluppet, er der altså ikke noget at gøre ved det.” – Resten af samtalen husker jeg ikke, men den blev fortsat med ikke mindre styrke henne hos Johanne (en af Annas søstre) den næste dag. Jeg må dog sige, at såvel Johannes P. som hans brødre og deres koner i hvert tilfælde ikke lod sig mærke med noget overfor mig. Bagermester C.P. og hustru fandt endog, at det var meget fornuftigt af mig og faktisk det eneste, der var at gøre. Hvis min familie har skumlet, hvad jeg ikke tror, kom det aldrig mig for øre. De havde nu aldrig sat synderlig pris på Kramshøjfamilien, hvad jeg bagefter godt kan forstå. – Frk. Nielsen tog det meget værdigt, selv om jeg nok kunne mærke, at det ikke helt passede heller hende. De var dog alle gode ved Ermegaard og tog sig af hende på det bedste, når jeg en og anden gang aflagde besøg i Nyboder.

Min kære Emry                                                                                 Nyboder 9/9 1919

Først så knusende mange tak for billedet, som jeg nu igen kan betragte, og tale med og om, for du er nu blevet et stadigt samtaleemne mellem os hjemme. Du er slet ikke fremmed for os mere. Min Broder er især opsat på at få talt med dig, og min Fader har ligeledes set dit billede. Når du nu engang igen kommer til København, skal vi så ikke være enige om at lade os fotografere begge to, et godt sted??

Dit søndagsbrev, som jeg fik mandag da jeg kom fra kontoret, måtte jeg selvfølgelig først læse førend jeg kunde tænke på mad, så min Moder er begyndt at sige, at den dag, jeg får brev fra dig, sparer hun sin middagsmad.

Den bro du taler om, som vi i vore tanker bygger imellem os, skulde jo også gerne være et godt fundament til vort fremtidige liv og det er bedst, når det er af noget solidt materiale, for at det kan holde. Derfor er jeg så glad for, at vi kan uddebattere, selv ret almindelige ting, for de trænger også til at belyses og tages med på råd. Men at vi så tilbage ejer kærlighed og poesi, og gerne vil meddele hinanden, er jo ikke mindre vidunderlig. For kærlighed må der til. Og jeg vil ærligt sige dig, at jeg tror jeg vilde blive meget skuffet, dersom jeg blev gift med en mand der var lunken i sine kærtegn og kun tænkte på det passende og tilladelige. Så får man vist fiskeblod i årene af så megen etikette. Hvad tror du! Men du kender jo grænsen så jeg er nok på den rigtige side. Men den ærbødighed, man får, når man rigtig elsker hinanden, og er naturlige er noget der sætter sit mærke på hele livet. Hvad om du f.eks. fik nogle dejlige sønner, som du elskede, og det så var med en kvinde med ret lave instinkter, det må være drøjt. Og i omvendt forhold ikke mindre. Jeg tror vi ved begge, hvad der skal til for at gøre hinanden lykkelige. Hvad tror du. —

De mennesker som kun har sat pris på mig for mit ydre, har jeg aldrig kaldet venner, og dersom de ikke har bedre forståelse med hensyn til dig er deres dom mig ligegyldig.

Det er godt at din husbestyrerinde ikke lægger særlig vægt på at blive husfrue det vilde være kedeligt for dig, men jaloux er jeg absolut ikke. Mit hjerte har ikke plads for så ringe en følelse, dertil er det for fyldt med glæde og forhåbninger. Nu føler jeg mig heller ikke slet så ene, selv om jeg tilsyneladende er det, har jeg dig dog stadig med mig overalt, og når jeg lægger mig om aftenen læser jeg dig sidst ankomne blev, endnu engang igennem, hvorefter jeg siger dig pænt godnat. Ligesom jeg, når jeg vågner straks er hos dig. Jeg er ligeledes begyndt at bruge omtalen ”min Kæreste!” Det kan du slet ikke få lejlighed til.

Onsdag d. 19-9

Ja kære Emry så håber vi at vi igen skal få et par dage at være sammen i. Jeg tror, at det for mig vil have stor betydning at få set dig i dine daglige omgivelser. Man gør sig alligevel til tider så uendelig mange spørgsmål.

Kan du ikke godt forstå det. Jeg spørger så Grosseren i morgen, om at få lov at slippe lidt før på lørdag, og sender dig så blot et brevkort med den endelige aftale.

Dit kort fra Ryslinge Højskole indtraf i aften, så min broder glæder sig allerede til de dejlige pærer. Jeg skal nok være forsigtig. Det var pænt af dig at tænke på os.

Med hensyn til mad kan jeg spise alt hvad der er let fordøjeligt f.eks. fisk, kalvekød og grød; men du skal ikke lave særlige foranstaltninger for min skyld.

Det bliver rigtignok spændende at komme på besøg hos sin kæreste, og jeg skal sove på din divan. Ja jeg kan næsten ikke forstå det hele. I et hvert tilfælde glæder jeg mig umådelig. Ermegaard og jeg kan da nok følge dig på vej om søndagen?

Jeg skal nok fortælle dig om det vers af Grieg, men på en mere forståelig måde end jeg kan udtrykke på papiret.

Jeg tror jeg vil renoncerer på en sådan telefonsamtale, må jeg så bede om et af dine dejlige lange breve, de er langt at foretrække.

I morgen aften skal min Broder og jeg ud til den Tante og Onkel, hvor sønnen skal konfirmeres og aflægge visit. Jeg har for resten holdt huen til den dreng, så det er jo da meget nødvendigt, at jeg kommer med, og ser at det går rigtigt til. Jeg lader lave en tegnebog til ham af et sådant skind, som du ved jeg havde i min taske. Vilde du bryde dig om en sådan, hvor der var indsats til et billede f.eks.??

Nu vil jeg gå over med brevet i postkassen lige over gaden og så se at komme i seng, hvorfra jeg så sender dig mine kærligste hilsen og et varmt kys.

Din Asta

Denne postkasse ligger lige overfor Store Kongensgade 145, Nyboder – sikkert en lignende postkasse hvor Asta postede sit brev. Foto 2015.

Beretningen om Asta og Emry forsættes i senere blog.