Holbæk – 11-11-1918

Da det i dag er 100 år siden 1. verdenskrig sluttede har jeg taget dette afsnit fra Marias morfar – Emry Kølsters erindinger.

Ahlgade Holbæk

Emry beretter: På Ermegaards 3-års fødselsdag, d. 11.11.1918, gik jeg med hende ved hånden gennem Alhgade og så, at det ene flag hejstes efter det andet. Jeg spurgte en bekendt om anledningen. “Tyskland har kapituleret“, var svaret. Selvom denne oplysning ikke kom uventet, blev jeg selvfølgelig meget glad og efter en vending om i Nygade for at læse telegrammerne skyndte vi os hjem med nyheden.

Den 3-årige Ermegaard troede alle flagene var for hende på hendes fødselsdag.

11-11-1918 avis forside

Avisernes overskrift 11. november 1918 – her er det Aalborg Stiftstidendes eftermiddags udgave.

Ermegaard og Emry i 1919, Emry bærer sørgebind da Anna netop er død (læs mere i slutningen). – Emry og Anna.

Tilbageblik til starten af 1. verdenskrig 1914.  Uddrag af Emrys erindringer:

Mobilisering af sikringsstyrken 1914.  Da indkaldelserne herhjemme kom, forlagde de fleste, der havde tid, deres stade til vejen mellem de to kaserner (infanteri og artilleri) eller gik på Holbæk station, hver gang et tog med de ældre årgange kom ind. Selv i de alvorligste øjeblikke undgås det ikke, at der kommer et islæt af komik ind i det hele. Jeg mindes vor organist, R. Nielsen, der iført sin infanteriuniform slæbte halmknipper ind i et af klasseværelserne på Tidemandsvejens skole, hvor han med en del af sit kompagni skulle have natkvarter. Ligeledes mindes jeg en ældre røgter, der stod på skolens legeplads, drivende fuld, med en lang træpibe i munden, mens to sergenter førte ham ind på listen over de ankomne. Han var aldeles uimponeret, og hans overordnede havde intet af underofficerstonen i deres bemærkninger til ham. Eller en lille skomager ude fra landet, der meget ubarberet kom i sin reserveløjtnantsuniform. Eller nogle lærere, der stillede med kraftige fuldskæg. Mange af de indkaldte havde drukket sig mod til, før de drog af sted, eller i hvert fald på vejen. Hele natten hørtes ustandselig hestetramp på vejen. Det var artilleriets remonter (fransk: erstatningshest), der sidst blev indkaldt.

De følgende dage fyldtes Holbæk af flere og flere årgange. En aften skulle man tro, revolutionen var udbrudt. Mandskabet nægtede at overnatte i det kvarter, der blev budt dem på et pakhusloft. Borgmester Flemmer måtte på torvet tale til dem og love dem bedre kvarterer fra næste dag. Det dæmpede uroen, og de pågældende soldater gik for den nat til køjs på det omtalte loft.

Det blev nu nødvendigt at indkvartere de fleste dels i byen hos borgerne og dels på omegnens gårde. Vi fik for vor part i længere tid to jyder. Det var det rene tilsætning, da kostpengene var fastsat uden hensyn til prisstigningen. Men det var jo ikke uinteressant at sætte sig ind i tankegangen hos disse skikkelige mennesker, der kun længtes efter at komme hjem til koner og børn.

De første dage gik vi alle i frygt for, at Danmark skulle inddrages i krigen. Først efter at regeringen gav efter for Tysklands krav om mineudlægning i bælterne, begyndte vi at ånde lettet op, uagtet vi ikke endnu på dette tidspunkt vidste noget om forhandlingerne.

8 Bataljon Holbæk

8. Bataljon drager gennem Ahlgade Holbæk.

Så gik tiden sin gang, – de rige blev rigere og de fattige fattigere. Både statens arbejdsgivere og de private gjorde foreløbig intet for at regulere lønningerne. Den af ministeriet Klavs Berntsen foreståede og af ministeriet Zahle overtagne sag om ændring af grundloven blev nu sat på dagsordenen igen, og efter uendelige tovtrækkerier mellem partierne og nyvalg af begge ting, blev den nye grundlov vedtaget. Dermed var landstingets magt brudt, selvom det kom til at udgå af en temmelig gammel vælgerklasse, fra de 35-43-årige og opefter. Men samtidig fik kvinderne valgret. Nogle gamle demokratiske krav var dermed imødekommet.

Adoption af Ermegaard

Jeg vender mig så til vore egne forhold. Trods 6 års ægteskab havde vi aldrig haft børn. Nu begyndte vi at savne disse væsener og besluttede os til at adoptere en lille pige. Gennem en annonce kom vi i forbindelse med en underforvalter Jensen på Holbæk Slots Ladegaard, hvis kæreste, en husjomfru samme sted, ventede et barn på en tid, hvor det ikke passede dem at gifte sig. Han lovede at lade høre fra sig, når fødselen var overstået. Denne fandt sted den 11.11.1915, og det var en kraftig, velskabt pige. Aftalen var, at moderen skulle lade barnet døbe i Skamstrup Kirke med navnet Ermegaard. Det var et navn, Anna havde forelsket sig i ved at læse en roman, i hvilken en af hofdamerne ved Kr. II’s hof bar dette navn. Havde jeg været så klog på navne, som jeg siden blev, tror jeg nok, jeg havde modsat mig det. Men jeg fandt også dengang, at navnet lød meget dansk, og selvom det var særpræget, så skulle det ikke kunne gøre noget.

Den 20. november kom moderen rejsende med barnet. Vi stillede med en flunkende ny barnevogn ved Holbæk station og anbragte den lille i vognen, kørte hende hjem og fik hende anbragt i vuggen. Det første, Anna sagde, da hun så hende, var: “Du er jo en lille sød pige.” I og for sig var hun ikke lille. Hun vejede 9½ pund, da hun blev født. Vi havde selvfølgelig fået opskriften på hendes ration af føde. Den viste sig at være alt for lille. Allerede den første nat græd hun forfærdeligt. Der var ikke andet for end at give hende et ekstra tilskud af mælkeblandingen. Det havde den virkning, at hun sov med det samme, og i løbet af kort tid var hun i stand til at sove hele natten. Foreløbig var hun plejebarn, til adoptionen gik i orden.

Forældre-rollen

Ja, nu var vi altså forældre. Anna gik med det samme op i sit moder kald og kunne ikke have behandlet sit eget barn bedre. Hvad mig angår, må jeg tilstå, at jeg den første tid ikke havde spor faderfølelse. For mig var hun et vildfremmed barn. Jeg holdt det for mig selv, men sådan var det altså. Da skete det, hun efter en måneds forløb blev syg, lå med høj feber af en forkølelse, og da jeg så hende ligge varm, stakåndet og med ringe lyst til at tage føde til sig, vågnede der pludselig helt andre følelser i mig. Nu var hun ikke alene Annas barn, men også mit, og jeg var ligeså ulykkelig over hendes hjælpeløse tilstand som hendes mor. Jeg tror at turde sige, at Ermegaard aldrig har følt, at jeg har gjort nogen som helst forskel på hende og mine andre børn. I løbet af nogle dage var hun rask og kvik igen.

Krigsårenes forløb

Her skal berettes lidt om, hvorledes krigsårene i øvrigt forløb for os. Det stod på indskrænkning af alt – især fødemidler – herunder indbefattet kaffe og tobak. Man vænnede sig til “ersatz”, hvad de to sidste produkter angik.

Rich kaffeerstatning

Reklame for Richs kaffeerstatning. Richs, der ligesom erstatningsproduktet Danmark bestod af cikorierod.

Jeg dyrkede selv min tobak og brændte byggryn, som jeg erindrede, at man gjorde det i min barndom med kaffebønner. En gammel kaffemølle fik jeg erhvervet mig eet eller andet sted fra. Det gik an. Værst var tiden for familier med børn i den alder, hvor appetitten er stor. For dem var brødrationerne for knappe. Det såkaldte slagteriaffald, lever, hjerter o.s.v. var forbeholdt de mindre bemidlede. Det kneb også efterhånden med fedtstofferne, hvilket medførte, at lægerne fik mindre og mindre at gøre med at behandle fordøjelsessygdomme. Folk kom sig, for man forspiste sig ikke. Spisegildernes antal aftog kendeligt. Ville vi indenfor vor kreds have en aften ud af det, holdt vi et sammenskuds – gilde, hvor hver medbragte et kogt, stegt eller bagt produkt. De gik helt fornøjeligt. Det var dog hovedsagelig inden for Annas søskendekreds.

Graviditet

Imidlertid fik vi noget andet at tænke på. Det viste sig, at Anna var gravid. I modsætning til andre i den situation tabte hun sig påfaldende. Havde det været nu, ville hun jo straks være kommet under lægekontrol. Det var ret ualmindeligt den gang. Vi blev først senere klare over, at vægttabet skyldtes en nyrelidelse, hvilket jo ikke er ualmindeligt. Fødselen var meget streng, så hun måtte føde under narkose, men iøvrigt var barnet, en dreng, tilsyneladende sund og frisk og velskabt. Det skulle dog ikke vare mange dage. Pludselig blev han syg. Hele hans stofskifte var i uorden. En nat, da Johannes P. (Emrys svigerfar) havde påtaget sig at våge, jeg kunne ikke holde det ud mere, kom han ind i soveværelset, vækkede os og fortalte, at drengen var død. Et par dage før var han døbt med navnet: Flemming Asnæs Nielsen. f.d. 25.8.17, døbt 8.9.17, død 10.9.17, begravet 16.9. 17. Pastor Rørdam, sidst provst i Fredericia, foretog såvel dåb som jordpåkastelse. Det var jo en stor sorg for os.

Men nu gjaldt det om at få Anna rask, og med hendes mors død i erindring var vi jo ikke glade for, at det netop var nyrerne, der var angrebne. Det gik dog forholdsvis hurtigt. En skønne dag var æggehvide – indholdet i vandet væk, og hun fik lov at stå op og prøve sig frem med let kost. Det viste sig, at hun efter et enkelt tilbagefald, hvor Dr. Harpøth ville prøve, om hun også kunne tåle oksekød, blev helt rask, men desværre tiltog også hendes vægt.

Status som købstadslærere og 1. verdenskrig slut

l. april 1918 blev skolen indlemmet i Holbæk. Nu var vi købstadslærere, og en midlertidig lov om dyrtidstillæg trådte endvidere i kraft, således at jeg for mit vedkommende fik udbetalt foruden min månedlige løn 1100 kr. Da vor gæld under krigen imidlertid var nået op på 1900 kr., fik jeg travlt med at betale min løse gæld. Det var en dejlig fornemmelse. Vi håbede snart at få bugt med resten af de faste lån, efter at jeg havde opnået en meget smuk lønstigning. Tilmed så det ud til, at krigen var ved at være forbi. Det var i løbet af sommeren klart for alle, at Tyskland ikke kunne mere. Det så ud til, at ikke alene sulten, men også en ny pest, som hed “den spanske syge“, men som vi dog nærmest mente var en skyttegravspest, var ved at tage tyskernes sidste kræfter. At den skulle nå til Danmark, regnede vi dog ikke med. Så kom meddelelserne om kejser Vilhelms og kronprinsens flugt, oprøret på Kielerflåden, revolutionen i Berlin. Nu kunne der ikke være langt igen. På Ermegaards 3-års fødselsdag, d. 11.11.1918, gik jeg med hende ved hånden gennem Ahlgade og så, at det ene flag hejstes efter det andet. Jeg spurgte en bekendt om anledningen. “Tyskland har kapituleret“, var svaret.

Den spanske syge 

Alt for længe fik vi ikke lov at glæde os over at være sluppet for krigens mareridt. Nu begyndte nemlig den spanske syge at blusse op også herhjemme. Værst var den på kasernerne og værst i Holbæk. Ved 8. fodfolkskompagni var der eet eller to dødsfald daglig.  Ved juletid efter lukning af skoler og forlystelsesetablissementer, blev der en standsning af epidemien. Det så efter nytår ud til, at livet atter kunne leves normalt. Men nu begyndte angrebene igen i deres mest ondartede form. Ikke alene på kasernerne, men rundt om i hjemmene blev familiemedlemmer, hyppigst i alderen 20-40 år, revet bort på nogle få dage, når pesten angreb lungerne. En aften fik jeg kuldegysninger og vidste jo godt, at nu havde vi sygdommen i huset.

Efter at jeg havde ligget et par dage med høj feber, måtte også Anna gå i seng og hendes tilstand blev forværret. En aften begyndte hun at tale i vildelse og ville op. Jeg fik da snakket hende fra det. Næste morgen var hun så meget ved bevidsthed, at hun kunne spøge med det, hun havde sagt om aftenen, men jeg kunne nok mærke, at det stod slemt til med hende. Nogle dage senere døde Anna (død d. 19.1.19, begravet 25.1.19.).

Annas begravelse

Om begravelsen kun dette: Harald og Agnete viste det mod at komme til vor pestbefængte by, mor ligeledes. Ingeborg og onkel Christian turde ikke udsætte sig for smittefaren og blev hjemme. Transporten til kapellet foregik andendagen i mørkningen. Bagermester C.P. sagde nogle ord ved båren i hjemmet. Jeg bad pastor Rørdam om at tale ved begravelsen, da han havde vist det mod at besøge Anna den sidste dag, hun levede. Hun kendte ham ikke mere. Ingen af lærerne fulgte, da de lå syge alle. Alligevel var kirken fyldt af Annas familie og andre bekendte. Da amtslægen havde udstedt forbud mod at føre kister af de døde ind i kirken under epidemien, måtte dette tages til følge. Kun kransene ned ad kirkegulvet røbede, at det var en begravelseshøjtidelighed, der fandt sted.

Hjemme var hele huset desinficeret med en væske, der gjorde, at det bed i øjnene længe efter. Men ikke desto mindre blev de ældre af den store familie indbudt til middag. Valdemar Madsen og Niels Jensen fulgte, men havde ikke mod til at gå ind af frygt for den smittefare, som jo ikke mere skulle være til stede. Ermegaard, der i alle disse dage havde opholdt sig hos Johanne, og som jeg under sygdommen og travlheden bagefter ikke havde set stort til, blev om eftermiddagen fulgt hjem. Det var det, der bevægede mig mest, husker jeg, for ellers var jeg i disse dage nærmest stum og havde svært ved at forstå, at min tilværelse så brat var ændret. Anna havde jo med mig stridt de knappe år igennem først på Asnæs og siden krigens år her i Holbæk. Nu syntes vi, det var ved at lysne lidt, og så skulle hun slet ikke få del i den fremgang, vi håbede på.

 

Ermegaard og Emry 1919

Billeder her blev taget fordi Emry var bange for at dø og så skulle Ermegaard have et billede af ham.

Historien fortsætter – Emry møder Asta ved Dragespringvandet på Rådhuspladen læs videre i Emrys fødselsdag 2. september 1919.

8 comments

  1. I love this old photos.
    They remember to old times and bring back the past.

    Sometimes when i see this old photos i remember storys like “Kinder von Bullerbü” – i think in original it is “Alla vi barn i Bullerbyn”.

    We never have to forget the past.
    In this case – thank you.

    Liked by 2 people

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s