Emry (Marias morfar) beretter i sine erindringer “Minder gennem småt halvfjerdsindtyve år” om sine bedsteforældre Rasmus Ottosen (1830-1919) og Karen Kirstine Nielsdatter Kragh (1832-1900).

Emrys bedste- og oldeforældre.

Mine bedsteforældre var begge børn af falsterske storbønder og overtog efter deres bryllup en mindre gård, Hvededal, på Nordfalster. Der voksede efterhånden 9 børn op på gården. Så kom landbrugskrisen i 1870-erne. Denne i forbindelse med den store børneflok, en udstrakt gæstfrihed og bedstefars ringe evne til at følge med i det nye, konservativ, som han var, medførte, at han måtte sælge gården, besætning og redskaber ca. 1886.

Luftfoto af Grønnegade skole 1939.

Emry beretter om bedsteforældrenes besøg i Grønnegade skole

Blandt årlige pligtydelser til lærerembedet hørte 6 favne bøgebrænde. Det påhvilede gårdene på omgang at hente dette i Frostrup skov, en rest hoveriarbejde. Hen på formiddagen kom 12 vogne med de store favne stykker. De første dage havde vi travlt med at stille brændet op langs stuehusets østside. Nogle dage efter kom så vore bedsteforældre fra Falster. Det betød for dem et kærkomment besøg på fjorten dage, og vi børn glædede os hvert år til disse par uger. I løbet af den tid savede, flækkede og stablede bedstefar de fem favne, den sjette fik bødkeren til smørdritler.

Om aftenen fortalte Bedstemor der var et udpræget følelsesmenneske og beherskede evnen til at gøre en beretning fængslende og levende.  Jeg glemmer aldrig mørkningsstunderne i februar, når hun og bedstefar aflagde os deres traditionelle besøg  Mens vi sad omkring kakkelovnen, og bøgeknuderne knitrede og glødede, fortalte hun, så kinderne blussede af betagethed hos os børn. Snart var det begivenheder ”hjemme på gården, Hvededal”, som hun altid udtrykte det, snart om mestertyven, tommeltot, og røverkulen og meget andet, snart om spøgelser og varsler, snart om sin far Niels Kragh, der som ung knøs red stafet mellem 1807 og 14, da, engelske krydsere “men of war” stængte hver havn og blokerede vor handel.

Forside til bog om Englandskrigene 1807-14.

Ligeledes hvorledes han som sognefoged ved hjælp af sin hund Stromy fangede en røverbande i en stenkiste. Snart randt tårerne, når hun mindedes sine dage som værtinde på gården snart kunne hun igen smile. Så fortalte hun om hårrejsende rædsler om spøgelser, varsler og skinddøde om de tre der indebrændte da Abrahams gård brændte, eller om hendes nabokone, gift med en sadelmager, om hvorledes denne holdt “åbent hus”. Det sidste var det dog mor, der fik betroet men: Prenez garde aux enfants: små gryder har også øren. – Vi elskede bedstemor overalt, og vi fandt det så tomt, når de var rejst.

Senere forstod vi, at bedstefar fandt dette arbejde under sin værdighed, men forholdene havde ført med sig, at han måtte være glad for opholdet og den 10-krone, far honorerede ham med.

Vi skyldte heldigvis ingen en øre, da vi rejse fra Hvededal, fortalte bedstemor. Men det var sørgelig lidt, de reddede fra katastrofen. De erhvervede sig et husmandssted med lidt jord i et andet sogn. De to yngste børn gik endnu i skole, de andre måtte klare sig, som de bedst kunne.

Luftfoto af Hvededal 1939 – mere end 50 år efter Rasmus og Karen Kirstine måtte forlade gården.

Det blev da far, der reddede dem fra yderligere armod, ved at han købte et landarbejderhus i Eskildstrup til dem. Summen kan nu synes latterlig lille – 900 kr., men dengang var det også penge. Far udbetalte 600 kr. Resten stod som en prioritet i huset. Så havde de da tag over hovedet og sad i deres eget hjem igen. Hvad bedstefar følte ved, at det blev en husmandssøn fra deres eget sogn, der reddede dem, ved jeg ikke.

Bedstemor var altid far meget taknemmelig og lagde aldrig skjul på det. Dog glemte hun aldrig fordums storhed, og i sin tale benyttede hun ofte udtrykket – “hjemme på gården Hvededal”, medmindre hun gik endnu længere tilbage og berettede om sin far, Niels Kragh, Skovsoddegaard, sognefoged, dannebrogsmand og indehaver af det kgl. landhusholdningsselskabs sølvmedalje for veldrevet landbrug (Se historien her).

100 års dagen for Rasmus Ottosens fødsel 5. juni 1830 blev fejret i Eskildstrup 1930.

Anders, Carl, forrest Rasmus, Niels Otto, Hans Peder

Brødrene, Petrine, forrest Ane Kirstine, Kirsten

De 8 levende børn – de 2 fotos – samt mange af deres børn var forsamlet. 

Haralds digt til Bedstefar Rasmus

De sidste vers af Emrys sang

Barnebarnet Harald skolelærer i Måreskov på Fyn skrev dette digt til sin bedstefar. – De sidste vers af en sang forfattet af barnebarnet Emry skolelærer i Holbæk. Med få ord har Emry karakteriseret sine bedsteforældre.