På denne dag i 1881 blev Marias morfar Emry født i Nørre Alslev på Falster. Emry skrev sine erindringer “Minder gennem småt halvfjedsindstyve år”. Jeg har på denne blog skrevet adskillige uddrag fra hans erindringer. Jeg vil derfor på hans fødselsdag bidrage med, hvad han selv skrev om sine første år.

Emry beretter: Mine første år

For børn, der vokser op i det hjem, hvor de er kommet til verden, kan det have sin vanskelighed bestemt at konstatere, hvor langt tilbage de kan huske. Mine forældre skiftede bopæl, da jeg var 3 år og 7 måneder, hvorfor jeg bestemt tør fastslå, at børn i hvert tilfælde ingen vanskelighed har ved at huske tilbage til oplevelserne mellem deres tredie og fjerde år. Far var først andenlærer i Vemmelev ved Slagelse. Da han blev lærer i en sen alder, giftede han og Mor sig på dette embede.

Nørre Alslev kirke

Det indre af Nørre Alslev kirke

Emrys far og mor blev viet 26. august 1881 i Nørre Alslev kirke og 14 dage senere bliver Emry født, som han skriver i sine erindringer var det i en sommerferie. De har opholdt sig hos Emrys mors forældre gårdejer Rasmus Ottosen og Karen Kirstine Nielsdatter Krag.

Emry skriver videre: Jeg blev født i Nr. Alslev på Falster i slutningen af en sommerferie 1881.

Fra Nørre Alslev kirkebog kan man læse at Emry er døbt Hans Emry Nielsen og at han senere i 1918 har taget navneændring fra Nielsen til Kølster. Han har aldrig brugt navnet Hans, men altid Emry.

Døbefonden Nørre Alslev kirke

Nørre Alslev kirke

Nørre Alslev kirke kalkmaleri

Nørre Alslev kirke

Jeg havde mit første egentlige hjem i Vemmelev, dog kun et halvt år, hvorfor jeg af gode grunde intet erindrer herfra. Kun ved jeg, at Far af stedets førstelærer, Kornbech, blev oplært i at bruge en bøsse, og så længe hans helbred tillod ham det, var en dygtig jæger. Fra Vemmelev flyttede mine forældre og jeg til Saltø By skole, ca. 11 km sydvest for Næstved (Vallenslev sogn).

Saltøby gamle skole.  Marias forældre er på nostaltisk tur engang i 1960-erne og Marias mor Ruth betragter den gamle skole.  

Embedet var noget lille, men beboerne var det unge lærerpar meget venligsindede. Jeg ved, Mor fortalte, at de, i de godt tre år, vi boede der, aldrig købte kød hos nogen slagter. De modtog stadig gaver i form af gæs, ænder, kyllinger, slagtemad og æg. Formodentlig har distriktets folk ikke været i tvivl om, at man bød læreren en sulteløn, og at det gjaldt om at holde på ham ved milde gaver. Fra Saltø By husker jeg den dejlige have, og at jeg legede med min l½ år yngre søster, Ingeborg, som kom til verden der.

Det må have været den sidste vinter, hun under en leg skubbede mig hen mod kakkelovnen, hvor jeg brændte mit ene øre. Jeg var ondskabs fuld nok til at nyde de smæk, hun fik for sin andel i uheldet, som hun sikkert ikke kunne gøre for, da hun højst kan have været to år dengang.

Emry nummer 2 fra venste

Emry som yngre

Emry nummer 2 fra venste og siddende Ingborg som fik skylden for uheldet ved kakkelovnen. – Emry som ung mand med flot hår og overskæg.

Jeg husker også meget tydeligt, velsagtens fra det sidste efterår der, at vi begge stod på en havebænk og så en afdeling dragoner fra Næstved udføre noget, der vistnok kaldes evolutioner, og at det var et pragtfuldt skue. Ligeledes mindes jeg, at vi var på besøg i flere hjem. Far påstod, at bønderne var karrige overfor deres tjenestefolk, hvad maden angik. Tydeligst ser jeg for mig en tjenestedreng, der spiste alene i folkestuen, hvor jeg var listet ind, og at hans aftensmad bestod af  rugbrød, som han skar i småstykker, hvorefter han med et af disse ad gangen skrabede fedt af en kop og synes at fortære dette med megen velbehag. Pålæg så jeg intet til.

Sognepræsten var en tidligere redaktør og venstremand, og en tid folketingsmand, pastor Zahle, som mine forældre satte megen pris på. Ved sidste eksamen sang far, præsten og skolekommissionen af Morten Eskesens sangbog, formoder jeg, jeg ser endnu størrelsen og bøgernes brune papbind for mig. Jeg mener bestemt, at de sang “Jeg kører frem gennem strålefryd”. Da den er skrevet allerede 1869, kan det være den.

Endnu nævner jeg en italiener, en omvandrende spillemand, der håndterede forskellige instrumenter på een gang: sækkepibe, stortromme, der hængte på ryggen af ham, – trommestikkerne var fastgjorte til albuerne, – bækkener og klokkespil, som han satte i funktion ved hjælp af kæder fastgjorte til støvlehælene. Når jeg kan beskrive disse instrumenter så nøje, kommer det af, at jeg så ham optræde i gården på Jonstrup Seminarium 15-16 år senere. Endnu mange år efter gik han om i landet med sin sækkepibe, men i de sidste år – har jeg ladet mig fortælle – havde han opgivet de instrumenter, han bar på ryggen. Det var ulige lettere for de unge mennesker, jeg har set vandre om og forlyste godtfolk med tonerne fra en rejsegrammofon.

For mine forældre stod disse år i Saltø By som en dejlig tid, trods de meget små kår. Lønnen lå et sted mellem 5 og 600 kr. Men med to børn og et i vente forstår vi, Far søgte til federe græsgange.

Historien om Emrys far besvær med at søge embede i 1880-eren kan læses i historien: “Ansøgning om lærer embede“.

Omsider tilsmilede heldet ham, og han blev kaldet til lærer og kirkesanger i Grønnegade (Bregninge kirke) i Bregninge sogn ved Nysted.

Grønnegade skole Marias mor Ruth på nostaltisk tur

Marias mor Ruth står her foran Grønnegade skole, hvor Emrys far var lærer. – Grønnegade (Bregninge) kirke, hvor Emrys far var kordegn. Kirkens officielle navn er Bregninge selv om den ligger i Grønnegade.

Maria og jeg er her på en tilsvarende nostaltisk tur, hvor vi også var omkring Grønnegade skole og kirke.

I januar 1919 dør Emrys første kone af den “Spanske Syge” og Emry føler sig meget dårlig. På sin fødselsdag i september 1919 modtager han et fødselsdagskort fra en frøken Asta Nielsen i København og det liver ham gevaldigt op. Han havde netop truffet hende og han bliver senere gift med hende og hun bliver Marias mormor. Læs hele historien “Emrys fødselsdag 2. september 1919“.