”Världens största motionscykellopp Vätternrundan är en upplevelse. 300 km runt sjön Vättern ställer sina krav på de många deltagarna som årligen samlas i juni för vad vi vill kalla för en cykelfest. Start och mål i Motala är något att vara stolt över. See you in Motala!” Følgende kan man læse på Vättenrundans hjemmeside.

Jeg havde i 1975 deltaget sammen med Evan og Jørgen. Evan havde lånt et folkevognrugbrød, som vi kørte afsted i med vore cykler. Jeg måtte desværre udgå på grund af hovedpine og cykle tilbage efter nogle km.

Et sjovt minde fra Vätterrunden i 1975. Det var påbudt, at man skulle bære cykelhjelm. Jeg havde derfor anskaffet en cykelhjem af den type som var normal på daværende tidspunkt. Jeg har her fundet den frem fra gemmerne, hvis man ankom med en sådan nu ville man nok blive betragtet som “lidt gammeldags”.

Derfor syntes jeg i 2006, at det var på tide at få taget revanche og jeg meldte mig til løbet. Jeg har deltaget og gennemført Vätternrunden de følgende 5 år og modtaget 5-årsmedaljen. Denne blog omhandler mine oplevelser omkring disse uforglemmelige motionscykelløb.

Forberedelse er jo en vigtig del af cykelløbet. Det anbefales at have mindst 100 mil (1000 km) i benene i løbet af foråret. Det har jeg også tilstræbt men måske ikke helt opnået, men masser af cykel ture frem og tilbage til Foulum (2 x 73 km), har givet masser af frisk luft og fuglesang gennem plantagerne omkring Karup.

Start på en træningstur til Foulum – bemærk de 2 flasker vand på min lette racer der har taget 3 Vättern løb (første billede). De første 2 cykelløb er gennemført med en lidt tungere citybike, der her checkes før startet i Motala (billede 2 og 3).

Ruten har start i Motala og strækker sig hele vejen rundt om Vättern og slutter igen – kun 30 mil (300 km) som svenskerne siger – i Motala.

Første stykke til Hästholmen dejligt fladt med udsigt over Vättern. Jeg holder ind ved alle depoter og nyder specielt den skønne varme blåbærsuppe der serveres. Svenskerne er mestre i service og der medvirker utroligt mange ”funktionærer” som de benævnes. I starten er det vigtigt ikke at bruge alle kræfter og efter lidt småbakker kommer man til brostenene i Gränna. Det er efterhånden ved at blive mørk, men rigtigt mørk bliver det jo ikke her oppe i Sverige ved midsommer. Efter Gränna lytter jeg efter nattergalen, som jeg har hørt på næsten samtlige løb, at høre nattergalen er så specielt, at det ligesom giver ekstra kræfter.

Herefter er det Kaxholmen som er højeste punkt på ruten. Er man først kommet op – med de lave gear – er der et fantastisk kig over Jönköping og man ved at ”korv och mos” samt ”havregrynsgröt” venter nede i depotet – herligt kun svenskerne kan finde på at servere en så velsmagende spise.

Passerer forbi tændstikmuseet og Habo bakken (1.97 km 3 % stigning) venter forude – er lidt tuff og jeg har de fleste gange stået af cyklen for at trække, men så får man også strækket lidt på benene. Depotet i Fagerhult – ikke noget særligt, men blåbærsuppen nydes som altid. Da solen efterhånden er begyndt at lune og man ved at lasagnen venter i Hjo, kører man bare på og tænker ikke på, at der er mange km (mil) tilbage.

Hjo er et andet af Vättenrundans højdepunkter med den herlige lasagne, men først nyder jeg altid den svenske filmælk med drys. Den første gang opdagede jeg slet ikke alt det lækre, men de næste gange har jeg til gengæld nydt det i fulde drag.

Efter Hjo går det bare afsted og man tager mil efter mil. Rigtig søvnig kan man føle sig efter den lange nat. Jeg har nogle gange når solen har skinnet skønt lagt mig i mosset inde i skoven, men passet på ikke at falde i søvn. Op på cyklen igen og se om der er en lille gruppe man kan hænge på. En gang kom der en gruppe forbi i fuld fart og jeg hører en bagest i gruppen råbe: ”Hvorfor ligger I og bremser oppe foran.” Ja løbet kan gennemføret med forskellig hastighed.

Efter Karlsborg kommer Prästbakken (1 km lang med 4 % stigning) som den kaldes for halvejs oppe har Pinsekirken traditionen tro sat højtalere op og man får et Guds Ord med på turen. Cykelrytterne får altid mere fart på enten for hurtigt at komme forbi eller hjulpet af velsignelsen.

Herefter slider man sig op mod toppen af Vättern over broerne ved Hammarsundet. Der er nu kun 4 mil (40 km) tilbage, men som jeg engang hørte en svensker sige til en dansker: Der er stadig nogle bakker tilbage og de er ”mycket brante”. Jeg tænker altid som så, at det jo ikke er meget længere end halvejs til Foulum.

Denne sidste del er normal ”lidt slem”. På min 5 tur havde jeg på denne del af turen masser af energi i benene så da gik det bare rigtigt godt.

Ser stadig frisk ud efter at have passeret målstregen og der er endda kræfter til sejrsstolt at løfte cyklen, men den er jo også af carbon. Der er kø for at komme hen og modtage den velfortjente medalje.

Vätternrundan er som nævnt et motionscykelløb og placeringen i løbet – først eller sidst – er derfor ikke så vigtigt, men om man gennemfører. Ser man på mine tider er det sjovt at bemærke, at jeg det første år havde hurtigste tid, måske fordi jeg missede lasagnen i Hjo !!

Efter cykelløbet er der krav om mindst 6 timers hvile, hvis man selv skal køre bilen. Politiet har kontrolposter rundt om Motala for at kontrollere. Maria har altid kørt bilen efter løbet og det har ”hændt” at jeg er “døset” hen midt i en sætning. Første gang boede vi i Linköbing. Efter løbet skulle vi ud og spise og hvor utrolig det end lyder var jeg så “døsig”, at hun slet ikke kunne få liv i mig og selv måtte gå ud og finde noget spiseligt.