Sjove iagttagelser på ferien i Sverige

I forbindelse med at Maria skulle løbe sin 12. Gøteborgsvarv (halv-marathon) besluttede vi at lave en ferie og besøge forskellige lokaliteter. Marias bedrift på halvmarathonen kan læses her Maria “sprang” Göteborgsvarvet 2017.  Da vi ikke normalt forbereder os lang tid i forvejen bliver det som regel lidt ad hoc. Det kan der godt komme nogle sjove episoder ud af, men de er som regel mest sjove set i bagspejlet. Her følger lidt løst og fast om vores tur.

Frederikshavn

Vi havde booket billet med færgen Frederikshavn-Gøteborg tidligt om morgenen. Da Maria ikke synes om for megen morgenræs overnattede vi på BB i Frederikshavn. Vi fik derfor god tid til at se os lidt om i byen.

 

Vi besøgte som det første “Skidt og Kanel” en sjov antikvitets forretning som drives af en sød ældre dame.  Til vores skuffelse havde hun lukket, men så fik vi øje på en seddel: “Ring gerne”. Maria ringede og damen ville gerne komme og lukke butikken op. Jeg fik et sjovt billede af en søulk og Maria kunne ikke stå for en gammel vugge. På den anden side af vejen var der et monument af fiskere og deres redskaber. Der manglede bare en forklaring, men monumentet var nu flot udført.

Vi har mange gange kørt til Frederikshavn for at tage færgen. Det har altid været i sidste øjeblik og jeg har kun kastet et blik på Bangsbo Fort – de tyske bunkers og kanoner fra 2. verdenskrig der troner højt oppe på skrænterne. Denne gang var der tid til et kig og nyde den flotte udsigt – samt kanonerne 🙂

 

This slideshow requires JavaScript.

Fortet består af 80 betonanlæg, hvoraf de 70 blev bygget under 2. verdenskrig. De sidste 10 bunkere blev bygget i 1950 af søværnet, som stadigvæk ejer og anvender en mindre del af fortet. Det mest interessante er, at de originale kanoner stadig er i bunkerne. Kanonerne i andre af tyskernes bunkers er forlængst blevet skrottet og smeltet om. De tre største er 15 cm kanoner fra det danske artilleriskib Niels Juel som blev sænket 29. august 1943.

 

Artilleriskibet Niels Juel lå 29. august 1943 i Holbæk havn. Skibet prøvede at komme ud af Roskilde Fjord og komme til Sverige, men blev angrebet af tyske fly – derefter sænket og sat på grund af mandskabet. Senere blev det hævet af tyskerne og fire af kanonerne blev anvendt i Bangsbo Fort. Niels Juel blev anvendt af tyskerne som skoleskib under navnet Nordland. I 1945 blev det sænket af tyskerne selv i Eckernförde Fjord. Skibet oplevede således, at blive sænket 2 gange af eget mandskab (læs hele historien “29. august 1943”).

Gøteborg

 

Maria runder Gøtapladsen på Gøteborgsvarvet og her troner Poseidon der er havets gud i klassisk græsk mytologi.  Der er nu ikke meget græsk gud over ham, som han står der med en fisk i hånden. Det er en mere powerfuld dansk Poseidon med sin trefork som han slår i jorden med og forårsager jordskælv. Måske er Poseidon på Gøtapladsen svenskernes svar på nordmændenes Dovregubbe, – de har samme lange spidse næse.

 

This slideshow requires JavaScript.

Da vi besøgte Gøteborgs Kunsmuseum så vi statuen af Hasselblad med et æble på hovedet og jeg kom strakt til at tænke på Wilhelm Tell den Schweizske frihedshelt der måtte skyde et æble af sønnens hoved. Måske er Wilhelm Tell parat til at skyde æblet af Hasselblads hoved. På statuen af Hasselblad var der også et aftryk af Neil Armstrongs footprint da han som første mand gik på Månen. Han var udstyret med et Hasselbald kamera.

Statuen af Hasselblad “I am the Camera” henviser til, at Hasseblad ved indrejse til USA blev spurgt om navnet Hasselblad havde noget at gøre med det berømte kamera og han svarede: “I am the Camera”.

 

Svenskerne synes godt om hunde, – men tage dem med i parken – NEJ den går ikke! – Her på skiltet i Haga er alt forbudt – børn – biler og voksne – så hvad må man så!! – I denne butik kan man købe alt til manden – “Hattar” – “Manschett-knappar” – “Rökutensilier”. – I Haga Nygata spiste Maria en dejlig salat, men som der står på skiltet kan maden have en vis bismag af KÄRLEK!! Eftersom der ikke er WIFI må man tale med hinanden.

Ålmhult

 

Vi tog til Ålmhult for at se Smålændingen Kamprads IKEA museum, hvilket var meget interessant. Det nye IKEA katalog kan måske komme til at se ud som et af de 2 eksempler – jeg synes det med Maria er bedst – så læg mærke til det nye katalog. – Vi nød en lækker IKEA gourmet anretning i cafeteriet, her bemærkede jeg en gammel reklame på væggen. Den mindede mig om Maria Bladbäck der ankom til Slöjmolnsvägen med en stor stabel banankasser på bilen. Det var naturligvis Björn der havde arangeret banankasserne.

 

Luksusvandrehjemmet “Sjöstugan” med hurtig WIFI og himmelseng ved den Småländska Rivieran.

Husqvarna

 

Besøg på Husqvarna Fabriksmuseum så jeg disse Remington geværer og tænkte straks på Paula Pedersons far Hans Pederson der i Olaf Lincks bog “Kong Hans ved Stillehavet” fortæller, at da han var soldat 1883 i Nyborg var han meget dygtig til at skyde med et sådant Remington gevær (historien kan læses i “Hans Pedersen – Seattles Bygmester #1“).

 

Postkort med en skøn Husqvarna damecykel, cyklen med pigen minder om historien med “Ruth og Eva – cykletur i Jylland 1939“.  – Udsmykningen i spisesalen på Huskvarna Vandrarhem mindede os om UdvandrerMuseet som vi besøger senere på vores trip.  – I Rosenlund Rosarium hvor vi nød et par klemmer og solen – gråspurvene og allikerne vimsede rundt og enten tiggede krummer eller beundrede Marias sko og strømper,

Eksjö

 

I Eksjö fik jeg straks øje på rytterstatuen på byens torv. Den kunne faktisk godt minde lidt om Emrys Rosinante (Don Quiotes hest) og historien “Emrys afsked med Asnæs og hestevogn til Holbæk“.  Smålands rytterens hest er nu mere fyrig end Don Quiotes Rosinante.

 

Udstilligen om Albert Engström den svenske kunstner, tegner og forfatter var meget interessant og vi brugte megen tid til at more os over hans mange karikaturer af datidens øvrighedspersoner – præster, borgere og officerer.

 

Vi overnattede på smultronställe Hotell Paradis – flot udsigt og vejret var overordentlig gunstig. Vi var de eneste gæster og morgenmaden stod parat i køleskabet ved vores ankomst.

Motala

 

På vej mod Motala passerer vi Linkøbing og de lavtflyvende svenske Jagtplan, som vi altid prøver at få et billede af i farten. – Da jeg har kørt den klassiske Vätternrundan 5 gange (5 x 300 km) var det helt nostalgisk at gense målområdet, hvor der er en cykelstatue. Jeg måtte op og prøve – sadlen var ganske vist lidt hård. – På 4. billede er det Andreas og undertegnede der simulerer kørsel på lige strækning (se historien på “VätternRundan“).

Uppsala

 

Aftenstemning fra Danmarks-Lunda, Domkirken i Uppsala kan ses fra alle verdenshjørner. – Mormor viser Viltvattnet. – Den sibiriske ulv som hænger bag ved Andreas har en lang historie: En Ukrainisk pastor der gik på Livets Ords bibelskole havde taget den med fra Sibirien for evt. at sælge den. Han var så glad for, hvad Maria havde gjort for hans familie så han forærede den til os. Vi flyttede til Danmark og ulven flyttede med. Den har de sidste 20 år tilbragt tilværelsen i vores skunk. Da vi skulle på besøg i Uppsala, tænkte jeg, at Andreas kunne få fornøjelse af den. Han har allerede vist den til sin nabo der er jæger – han var interesseret, –  men som potentiel køber skal man jo ikke vise alt for meget entusiasme. – Andreas har netop gennemført Groben Extreme og er her med medalje og nogle supportere.

 

Runesten i Danmarks-Lunda på vejen op til Andreas. På Wikipedia kan man læse følgende:

Runsten i grå granit, 1,6 m hög, 0,65 m bred och 0,4 m tjock. Ristningen är mycket sliten. Runhöjd 7 cm. Enligt Upplands runinskrifter är ytan mycket skrovlig och full av hål och andra fördjupningar, och därför mycket olämplig för ristning. Runstenen påträffades år 1938 vid plöjning i en åker.

 

Såmanden ude på SLU Sveriges Landbrugs Universitet. Jeg har ikke specielt lagt mærke til den da jeg var gæste-forsker der for 25 år siden. Jeg synes meget godt om van Goghs billeder, derfor har jeg til sammenligning van Goghs fortolkning af såmanden, – et af mine favoritbilleder. Min interesse for van Goghs billeder kan læses i historien “Vincent van Gogh – starten på min interesse“.

 

Her går det støt og roligt op ad bakke ved Ulva Kvarn. – Andreas maser også med barnevogne, da han var mindre i sine yngre dage. – Jo “kepsen” er god mod solen.

Växjö

Vi ville gerne se udvandrermuseet i Växjö og da der er et godt stykke vej fra Uppsala til Växjö (500 km) kørte vi først til vores hyggelige favorit vandrehjemmet i Huskvarna. Her kender vi efterhånden proceduren ved sen ankomst – hvor nøglen ligger o.s.v.

 

Huskvarna Vandrehjem. – Relevant udsmykning da vi er på vej til Udvandrermuseet i Växjö. – Syrenerne blomstrer og dufter.

 

Udvandrermuseet i Växjö Udvandrernas Hus var et besøg værd – mange plancher med både svensk og engelsk tekst. Maria har skrevet mere udførligt – læs her “The House of Emigrants“.

Væxjø museum

Glasmusset i Växjö så jeg dette dejlige maleri med nogle køer og så tænkte jeg: Det kan godt passe ind i min samling med malerier med landbrugsmotiver.

 

Vi nød også en tur i Linneparken med mange smukke blomster. På SydSverige.dk kan man læse følgende:

Ved Linnéparken finder man også det gamle, smukke Växjö katedralskole og gymnasium – kaldet Karolinerhuset, hvor bl.a. den verdensberømte botaniker Carl von Linné gik i skole i 11 år. Karolinerhuset blev opført omkring år 1700 af sten fra Kronobergs Slot, som på det tidspunkt var i forfald. Ud over Carl von Linné har den svenske digter Esaias Tegnér, som senere blev biskop i Växjö, gået i skolen her.

Jeg tog et billede af nogle Irisser og dem har van Gogh malet i mange variationer, en af dem er vist her. –  Statuen af Linné omgiver af mange blomster og som botanik interesseret forbindes altid Linnés navn med blomsten Linnæa (Linnaea borealis), som er opkaldt efter Linné. Billedet af Linnæa er fra vores havehus, hvor den er en pryd for øjet.

 

Efter vores museumsbesøg tog vi en promenade ved søen for finde et spise-sted. Vi faldt over et sted, hvor der var buffet, men det var i hvert tilfælde ikke noget at skrive hjem om, men vi blev ikke syge. – Tilbage til bilen for at komme til vores vandrehjem som vi havde booket. Tastede positionen ind på GPS-en. Den viste, at vi ville være fremme 6-7 timer senere – 700 km!! Havde vi tastet forkert – prøvede igen – samme resultat. Fandt så ud af at vi/jeg havde booket langt nord for Uppsala – ja, så sad vi der med “håret i postkassen”.  Fik kontakt til den flinke Vandrerhjems mand i Vallsta og han var meget forstående for, at vi “vist havde dummet os lidt” og ikke kom i denne omgang.

Ved hjælp af internet og telefon fik vi talt med den søde vandrerhjems dame på Evedal Vandrehjem kun nogle få km fra Växjö.

Af episoder af typen : “Håret i postkassen”, som man kan more sig over bagefter, men ikke lige når de finder sted, er kun at berette følgende. Da vi kom til færgen i Frederikshavn sagde damen i lugen: Har I booket to biler?? Næææ det havde jeg ikke at jeg vidste af, men der var klikket 2 gange. Tiden for at fortryde var overskredet og det ville iøvrigt koste lige så meget eller mere i administrations-omkostninger at få det lavet om.

Andre småtterier der kunne være bedre forberedt: Maria var gået i stå med pakningen og kun taget et sæt tøj med til varmt vejr. Ja, og nu var det pludselig blevet nærmest hedebølge. Henry havde glemt de svenske penge og nu er det snart pengeombytning så de gamle pengesedler kan kun veksles i banken. Det store kamera havde vi heller husket at tage med.

For forandringens skyld tog vi færgen fra Varberg til Grenå og det var til gengæld en dejlig oplevelse. Kun få passager, mest lastbilchauffører, dejlig buffet med varm mad en skøn kompensation for buffeten i Växjö. Lastbilchaufførerne syntes især godt om isbaren, der blev hentet en “del” is.

Var hjemme mellem kl. 02 og 03, sov godt efter alle oplevelserne.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s