Far var ikke nogen storryger, men han hyggede sig til tider med den lange pibe. Da det krævede en del tålmodighed først at stoppe den med lang tobak og dernæst at holde ild i den, var det mest en søndag eftermiddag det skete.

Far med sin lange pibe

Far en søndag eftermiddag sammen med Mor, Birtha og Eva

Billedet med far og den lange pibe er fra 1970-erne, men i Fars yngre dage kunne tobakken han røg sandsynligvis være et af mærkerne der blev reklameret med i Østrups Brugsforenings kontrabog fra 1933, men anvendt her i 1940..

Her i reklamen bliver der ordentlig pulset på de lange piber og store røgskyer svæver over karlene.

Far noterede nøje, hvor meget han brugte på tobak, da han tjente som karl (landbrugsmedhjælper). I en notesbog fra 1933 fremgår det, at han i året 1933 har brugt 37 kroner og 15 øre på tobak. Det er en relativ stor post når han tjente 525 kroner for et helt år hos gårdejer Jens Larsen ”Mosegaard” i Hvam.

Far brugte nok mere ”Kardus” end ”Snus”. Jeg har fundet følgende definition på kardus:

Det med at dyppe skråen i cigaraske var noget Far praktiserede og det skulle være aske fra cigarer og ikke noget med cigaretter. Var der nogen, der røg cigarer, var Far meget glad for at få asken og skråen kunne rigtigt rulles i asken før den blev lagt i højre eller var det venstre side af munden. Anvendelse af skrå gav ikke anledning til så megen spytteri, som når nogen anvendte snus.

Jeg har billede af min gode ven Keith fra Texas, hvor man ligesom i Sverige ”snusede” meget. Man kan se, han har en dejlig snus i munden. Pudsigt nok hed favoritsnusen de anvendte i Texas ”Copenhagen”. En reklame jeg husker fra Texas lød således: ”Copenhagen satisfy”.

Jeg husker en historie, som jeg har hørt mine ældre søstre Gerda og Eva fortælle: Hjemme havde vi et tobaksbord, hvori Far opbevarede sin kardus og cigarasken.

Skuffen, hvor kardusen blev opbevaret, kunne ikke helt lukkes fordi der var sivet så meget sovs fra kardusen, at træet havde udvidet sig. Nu hændte det, at vores gamle landpostbud (det var før Jensen, omtalt i Bedstemor fra Vaarst) også var glad for en god skrå. Tobaksbordet stod bag døren ved soveværelset. Posten kunne så meget belejligt lige snuppe sig en skrå når han kom og afleverede posten – som Gerda og Eva der stod og lurede observerede.

I kontrabogen fra Østrup Brugsforening fra 1930-erne blev der reklameret med ”COMTESSE” cigarer for den kræsne ryger. Cigarer røg Far nu meget sjældent, men han havde altid en kasse stående for at kunne byde gæsterne, som det altid var kutyme når der kom ”fine” gæster.

Jeg har et par af de gamle cigarkasser, som er fortrinlige til opbevaring af småting.

Ved fester blev der altid budt cigarer og cigaretter rundt. Her ses en situation fra en af min Bedstemors fødselsdage, hvor fætter Paul laver sjov med min onkel Ejvind, medens morbror Henry kigger på. Måske var det noget med, at Ejvind kun røg cigaretter, hvoraf han vist også røg en hel del. Min Mor kigger interesseret til i baggrunden. Billedet på væggen med den brølende kronhjort hang i mange hjem – nu vil man nok kalde det “kitsch“.

At der bydes cigarer og cigaretter rundt til kaffen ville være en helt utænkelig situation her i nutiden.

Som afslutning til illustration af de for rygerne vanskelige forhold unden besættelsen citerer jeg et afsnit af Hans Gjedsted i “Østrup 1940-1945, som jeg husket det“.

Stærk tobak

Der var lukket for import af alle de produkter, som vi normalt købte i udlandet, og især den store mangel på tobaksvarer satte virkelig folks opfindsomhed i gang. Alt blev prøvet. Nogle forsøgte sig med kirsebærblade i piben. Min far rullede cigarer, som blev holdt sammen med æggehvide og presset i et bræt med riller. De gik under navnet ”Stinkadores”, og mor forbød ham simpelthen at ryge dem indendørs. Men dem har jeg haft glæde af hele livet, for jeg stoppede med at ryge, før jeg fyldte 10 år.

Mange startede med at dyrke tobak, og det på trods af, at hverken klimaet eller jordbunden var særlig egnet. En af dem, jeg havde mest tilknytning til, var min farbroder, som tilplantede adskillige tønder land og fik en aftale med C.W. Obel i Aalborg, at de skulle hente og aftage alt det, han kunne dyrke. Tobaksbladene skulle efter endt høst trækkes på ståltråde og hænges til tørre, og det krævede ret store rum med en passende ventilation. Da han i en periode både havde fyldt lader og lejede rum, fyldte han med stor betænkelighed loftet over min bedstefars svinestald. Loftet var pilråddent, og vi unger, som tjente godt ved at trække bladene på tråde og hænge dem op, måtte benytte en del udlagte planker for ikke at havne nede hos grisene.

Problemet var bare, at min farbroder bestemt ikke var stolt af at skulle sende den slags tobaksblade til fabrikken, og de blev hængende vinteren over. Så kom der bud, at nu skulle de bruge alt det, han kunne fremskaffe, og han sendte med bævende hjerte hele skidtet til Aalborg. Da der nogle dage senere blev ringet fra C.W. Obel, turde han ikke tage telefonen, men min bedstefar gav ham telefonen og sagde, at det var meget vigtigt. Christian tænkte, at nu røg den forretningsforbindelse, men manden i den anden ende af ledningen sagde: ”Vi er ikke klar over hvilken sort af blade, vi har modtaget i sidste sending, men har De mere af samme slags, Hr. Christensen, så send dem omgående. Vi bruger dem til snustobak, og vi har opnået en kvalitet, der langt overgår den, som vi plejer at levere. Vi er endda parate til at sætte kiloprisen lidt op!”

I stedet for de sædvanlige tilsætningsstoffer var der her tale om snustobak, der var lagret med absolut rene naturprodukter, nemlig i stanken fra 15 søer, ca. 100 smågrise og 2 orner – og folk åd det med velbehag.