Begrebet, at skulle ”Hjælpe til hjemme” kunne dække over mange slags aktiviteter. Jeg husker i skolen, når nogle af kammeraterne havde været fraværende og læreren spurgte, hvad grunden var, blev der ofte svaret, at man skulle hjælpe til hjemme. Det blev accepteret af læreren (kaldet degnen) og som sådan noteret i protokollen. Det hændte nu aldrig for os børn for Far mente det var vigtigt at passe skolen. Hvilket jo også var rigtigt eftersom vi kun gik i skole hver anden dag. Det betød ikke, at vi ikke skulle hjælpe til og jeg vil her give nogle eksempler på ”job”, hvormed vi blev aktiveret. Mine søstre blev naturligvis også beskæftiget inde i stuehuset, men her omtaler jeg kun job i stald og mark.

Luftfotoet af husmandsstedet i Nyrup per Østrup (senere blev det til Herredsvej 35) taget fra vest og sydsiden.

Sydsiden blev altid benævnt ”Sønden-for”, her var der altid sol og lunt og vasketøjet blev også hængt op her. Desuden var gårdens mødding her, den blev altid holdt i flot orden, de daglige trillebøre-fulde af gødning blev omhyggeligt bænket smukt op. Det var et job for Far og det var noget han holdt af, at holde orden selv på møddingspladsen.

Om foråret skulle møddingen køres ud på marken som gødning.

Hvordan det kunne foregå, har jeg lånt et par billeder fra nettet. Gødningen blev sat af i små bunker (kaldet roger) og på billedes ses en karl sprede gødningen. Hos os kunne det være mine to ældre søstre (Gerda og Eva) der blev sat til at sprede møg. Det var nu ikke noget de var særlig begejstrede for. Det hjalp bestemt heller ikke på entusiasmen da vores nabo Ejner Grøn kom trækkende med en balstyrisk kvie, som han skulle have på græs nede i kæret. Han bemærkede til mine søstre, at den nok var så balstyrisk fordi den aldrig før havde set piger sprede møg! Den historie har mine søstre fortalt så mange gange, at det er som om jeg selv har stået og hørt på.

På luftfotoet kan man ane der er en pumpe til vand. På billedet her (ca 1956) ses fætter Finn fra København ”lege” med pumpen og vandet, det var noget der ikke var velset, hvis det var os, der fandt på det. I døren er det Birthe samt Henry, der måske kigger efter om nu stenbroen er ordentlig ”luget”. Det skal også bemærkes, at der står en taburet – formålet med den herom senere. Det andet billedet som er fra Mors fødselsdag (ca 1960) med nabodamerne på kaffevisit ses vandspandet hænge på pumpen. Vandspandet stod ellers altid inde i bryggerset på en vaskebænk med et litermål (kaldet potmål) stående ved siden, så kunne man altid tage en slurk vand. Jeg husker, at speciel Far på varme sommerdage kunne tage potmålet og måske drikke en halv til en liter vand.

På billedet har vi fået vandværk (vand lagt ind) for pumpen er forsvundet. Eva, Birtha og Henry (med Vibs på skødet) sidder på brønddækslet. Stenpikningen kan ses inde ved muren og ukrudtet titter frem, så den er nok ikke lige luget!

Lugning af stenbroen var et job alle vi søskende har været tildelt. Stenbro eller stenpikning er belægning lavet af håndstore sten. Ukrudt kan jo som bekendt vokse alle steder og selvfølgelig også på stenbroen mellem stenene. For at fjerne ukrudtet blev der anvendt en speciel teknik. Hertil anvendte vi ”roekniven” – en uskarp kniv der havde misted skaftet og som vi ellers anvendte til at skrabe roer med – et andet lille job. Metoden ved ”stenbro-lugning” var, at man så at sige med ”roekniven” skar ukrudtet af ved rødderne.

Sukkeroe, (eller runkelroe) ses med top og rod. Billederne til venstre er roeknive der anvendtes til skille rod og top. Hjemme foregik det ved, at man med venstre hånd trak roen op og med kniven i højre hånd huggede roden af. Jeg foretrak gerne den nederste kniv for den var der ligesom mere “hug” i. 

På billede fra internettet kan man se at der kan hænge betydelig mængde jord på, hvilket jo ikke er så godt for hverken grises eller køers fordøjelse. Sukkerroerne opbevarede Far i den såkaldte ”kartoffelkælder”, som var ude i laden. Her kunne både kartofler, sukkerroer og sågar også gulerødder blive opbevaret frostfrit. En eller to kurve med sukkerroer til nogle dages forbrug blev placeret foran grisestierne. Det var så os børns opgave at skrabe jorden af sukkerroerne med roekniven og placere dem smukt stablet. Far fodrede både grise, kalve og hestene med sukkerroer efter de var snittet på en roerasper. Han anvendte også kogte kartofler til både grise og kalve. Kartoflerne blev kogt i en stor gruekedel, der var placeret i foder-rummet. Fodring med grovfoder, som Far praktiserede, er noget man taler om nu til dags, men dengang blev det nærmest betragtet som ”lidt” gammeldags.

Roerne skulle jo luges, hvilket var et andet job som vi børn kunne være med til. Da jeg desværre ikke har billeder fra Nyrup har jeg lånt et billede fra min kusine Stinne, der sammen med sin dreng Bernt er i færd med at luge roer. Andre steder i landet betegnes det også – at hakke roer. Efter billedet at dømme er det kålroer der bliver luget. Kålroer anvendes udelukkede som foder til køerne og de var ulig lettede at luge end f.eks. sukkerroerne da kålroerne skulle stå med større afstand og de stod som regel enlige og skulle derfor ikke ”skilles ad” som det var nødvendigt med sukkerroerne.

Man kan se, at både Stinne og Bernt bruger samme hånd – højre – forrest på lugejernet (”å for” som vi ville sige), hvorimod andre mennesker måske bruger venstre hånd forrest. Det betød egentlig kun noget, når man skulle luge roer for havde man forskellig hånd forrest kunne man ikke gå sammen som vi ser på billedet – hvor man kan gå og hyggesnakke.

Fars håndtrukne roesåmaskine – transportstilling med markøren slået op – markøren slået ud til højre side, afstand 24 tommer – nærbillede af frøkassen med skive med forskellige huller.

Far anvendte en såmaskine af denne type til såning af roerne. Da frøene fra kålroer og sukkerroer er meget forskellige i størrelse var der forskellig størrelse huller, for at være sikker på at der blev sået nok anvendte Far gerne et lidt for stor hul. Resultatet var da også at kålroerne gerne stod lidt for tæt og mange skulle ”skilles ad”, men øvelsen gjorde at det allivel gik hurtigt. Far var nu ikke så skrap til det så han brugte gerne fingrene, men det betød jo at han måtte bukke sig ned og så gik det jo langsommere. Det betød jo gerne af Mor og os børn lugede roerne og Far radrensede med hesten mellem roerne.

Der er større udfordring ved lugning af sukkerroer end kålroer: Sukkerroefrøene sidder flere i et frønøgle og derfor kan der komme flere planter op samme sted. Sukkerroeplanterne skal desuden stå tættere sammen – en tommelfingerregel var en lugejerns bredde. Her i 1950-erne var før der kom slebne coatede frø samt senere monogerme frø, der kunne sås med enkorns-såmaskiner.

Vores vandpumpe var fra gammel tid placeret på vest siden af huset og stalden på den modsatte, hvor dyrene skulle vandes. I stalden var der en vandbeholder, som nok kunne rumme 2-300 liter vand. Det var meget sindrigt lavet et rør fra vandpumpen og ført under huset til vandbeholderen i stalden. Skruede man en prop af et rør og pumpede ovre på den anden side af huset kom vandet op af røret og i vandbeholderen. Det var så os børns opgave at pumpe indtil vandbeholderen var fuld. Vi målte med fingrene, hvor mange hundrede slag der skulle pumpes inden beholderen var fuld og vandet ikke ”løb over”. Gerda og Eva skulle gerne hjælpes ad og de stod på hver sin side af pumpestangen og talte hvor mange slag de havde pumpet. Det hændte efter sigende, at de til tider kom ”op og skændes” og da de stod overfor hindanden var det jo nærliggende, at der kunne ryge en spytklat afsted.

Far har her fået første ko ud af stalden – vi havde gerne 5 malkekøer. – Lene har fået lov at trække med en kvie.

Køerne skulle om sommeren trækkes på græs og her skulle man være lidt større før man blev betroet et sådant job. Om sommeren kunne det godt blive dårligt med græs på marken og det blev nødvendigt at trække køerne helt ned i kæret – ca. 1½ km. Det var noget en lang travetur for både køer og trækkeren.

Høsten begyndte gerne omkring Mor fødselsdag sidst i juli måned, når rugen som første kornart var ved at være moden. Far havde altid et stykke med rug for den gav megen halm, der var godt at dække kartofler og roer med. Far høstede i 50-erne ikke alt med le, men var sammen med naboerne Martin og Jens gået sammen og havde købt en selvbinder. Han syntes alligevel, at der skulle ”slås for” så man ikke kørte i kornet når man startede på et stykke korn.

Høstbillede med le og krat, tro kopi af Fars le og krat – Øster Hornum lokalhistorie. Far på selvbinder med vores heste og en af Martins heste, Henry og Bent følger interesseret med og Vibs kommer ind fra siden.

Selvbinderen havde plads nede ved Jens og Kristine og det var altid meget spændende når binderen skulle tages frem og klargøres. Jens havde nogle mere eller mindre hjemmebyggede udhuse og binderen var placeret inders inde. Der havde naturligvis hobet sig en del “sager” op omkring eller oven på binderen. Drejer Madsen – naboen kom gerne ”tilfældigt” forbi og han skulle altid lige se, hvad der forgik og han overtog hurtigt kommandoen. Han kastede noget skrammel til siden så det fløj over mod væggen ind til hønsene, så de fløj forskrækket op og Krestine udbrød: Uha, hvad sker der, bare de ikke lægger vindæg.

Binderen blev samlet og smurt – knivene slebet, sejlene monteret og var nu klar til at komme i gang med at høste, som det fremgår af billedet med Far på ”bukken”.

Negene ses her sat i traver noget som vi børn sagtens kunne være med til – i hvert tilfælde at slæbe negene hen til en voksen som så satte dem sammen to og to. Her kunne de stå og tørre indtil de blev kørt ind og ”gulvet”. Da vi ikke havde så meget plads i laden og Far ikke brød sig om at lave en stak, skulle negene placeres (”gulves”) meget præcist. Det var kun Far, der beherskede den disciplin.

Afsløring af hvad taburetten “vesten for” huset blev anvendt til. Far elskede at sprøjte lidt med vandet, når han vaskede sig. Han tog meget hensyn til Mor, som jo naturligvis ikke var så glad for alt for meget vandpjaskeri inde i bryggerset. Han tog derfor vaskefadet med ud på taburetten og vaskede sig, som det fremgår af billedet, hvor han er blevet ”fanget” af fotografen.