Biler og Emry som passager

Besøgende på Marthavej 5, Holbæk (ca 1929) kørende i denne skønne skinnende blankpolerede bil. Det var åbenbart forbundet med meget prestige, at have gæster kørende i bil, hvilket børnenes attitude tydeligt viser.

Pigen til venstre er Marias Mor Ruth og de to andre hendes storesøster Eva og lillebror William. Børnenes Far – skolelærer og kordegn Emry Kølster – havde ikke bil eller kørekort og han har i sine Erindringer beskrevet flere episoder, hvordan han oplever det at være passager, som åbenbart både kunne være spændende og skræmmende.

I 1946 er han sammen med sin hustru Asta på besøg i Ålborg hos sin datter Ermegaard og svigersøn L.P. Han beretter her bl.a.:

Søndagen var særlig mættet med oplevelser. L.P. havde fået overladt fabrikkens bil. Det manglede også bare, for han sled for samme virksomhed til kl. 23½ lørdag aften. Så travlt har han ofte, og mener, det vil vare over et år endnu. Nå, men det er en anden historie:

Firmabilen ses her i gården til Hygæa.

Stuvet ind sammen med kurve med lækkert indhold kørte vi ad den sydlige landevej (Hovedvej 10), standsede når der var noget ejendommeligt, og for os øboer var der næsten ikke andet.

L.P. sad ved rattet, og jeg var ikke dristig ved farten til at begynde med, da jeg regnede med, at han var nybegynder. Oprindeligt sad jeg på forsædet, men blev for min opførsel, nu anbragt bag i bilen. Jeg har nemlig den vane i en bil, når jeg er foran at styre hele mekanikken med min hjerne og sidde med en følelse af, at hver gang en bil nærmer sig, farer vi lige mod den, samt at en unge, en hund eller en høne pludselig farer ud fra hvert hus eller hvert hegn vi passerer. Desuden havde L.P. kun haft kørekort et år, men jeg huskede ikke på, at han i mange år havde kørt motorcykle. Det viste sig for øvrigt snart, at han kørte som en gammel taxachauffør.

 

Madum sø.                                   Buderup Ødekirke.

Foruden den store skov og Madum Sø fik vi set et underjordisk kalkbrud (Thingbæk kalkminer), og en kirke (Buderup Ødekirke), der var demonteret for alter, prædikestol, døbefont og kirkegængernes stolestader. Kun tavlerne med numrene fra sidste gudstjeneste var endnu tilbage, ligesom en og anden begravelse fra godset “Buderupholm” havde fundet sted senere.

I øvrigt var kirkegården skandaløst forsømt. Nælder, skarntyder, burrer og andet ukrudt stod meterhøjt over gravene. Det var et trist syn og tjente ikke menighedsråd eller sogneråd til ære, eftersom stedet er en turistattraktion. En ny kirkegård var ganske vist bygget noget derfra på et for kirkegængere nærmere beliggende sted, men det forekommer mig ikke at være nogen undskyldning.

Frokosten i en vejgrøft var herlig, ligeledes vandringen i Rold Skov og den smukke udsigt over søen. Allersidst kørte vi over Limfjordsbroen, forbi flygtningelejren og den store flyveplads med tyskernes mange startbaner.

I Juli 1952 får Emry og Asta besøg af Emrys bror Harald og svigerinde Agnete. Harald er skolelærer i Måreskov en lille landsbyskole på Fyn og han har bil. Her beretter Emry hvordan dette besøg spændte af:

Haralds bil ses her i skolegården på Måreskov.

Hermed en lille beretning angående de sidste halve snes dage. Det begyndte med, at William, Bodil og Lisbeth ankom i forrige uge. Desværre var jordbær, grønærter og moreller på det sidste, men stikkelsbærrene er så til gengæld begyndt at blive modne.

Efter nogle dage kom så Harald og Agnete. Det blev til én hel dag med Munkholmtur samt to nætter, som vi klarede med de forhåndenværende senge, uden at nogen lå fremmede til byrde. Vi havde det vældig fornøjeligt.

Munkholmsbroen blev indviet i 1952 og var et yndet udflugtsmål fra Holbækkerne.

William har senere berettet, at de under deres ture omkring Holbæk kom til et sted, hvor der var vejarbejde og kørsel forbudt. Her sagde Emry: Det betyder nok ikke noget – kør bare. Hvis vi får en bøde skal jeg nok tage mig af det, jeg kender politimesteren!

Lørdag morgen startede vi fire gamle mod syd og overlod Marthavej 5 til de unge. Man får set noget i en bil. Lidt besvær havde vi med at få set vejskiltene i rette tid. Harald er ellers nu en habil vognstyrer, men var jo ikke kendt med købstæderne, vi kom igennem, og jeg må jo tilstå, at Agnete og jeg var lidt slemme til at blande os i Haralds dispositioner, hvilket ikke altid gavnede, men efterhånden lærte vi da at indstille os på hinanden, og Harald fik en del øvelse i at bakke og vende, når han overså et skilt. Vi fik en dejlig medbragt frokost i Mogenstrup kro (mellem Næstved og Præstø).

Uagtet Præstø lå en km udenfor ruten, tog vi den med. En lille, hyggelig smuk beliggende by. Snart efter nåede vi Mønbroen ved Kallehave. På Møen gjorde vi ophold ½ time i Stege, hvor vi hilste på postkontrollør Nielsen og frue, sagde nej tak til kaffe, men nød et glas Wermuth. Derefter kørte vi til Klinten, beså nogle enkelte partier og foretog en delvis nedstigning. Vi indskrænkede os til 370 trin af hensyn til farbror, der kokettere med sit dårlige ben, men i øvrigt foretog en besværlig opstigning i samme tempo som vi andre. Så gik det af de snoede, toppede veje tilbage.

Et sted overvurdere Harald bilens klatreevne, så vi måtte af og skubbe den i gang. Mellem Borre og Stege havde vi en punktering, men et par hjælpsomme kyndige mennesker hjalp os at skifte dæk, og så gik det ellers uden uheld til Nykøbing, og trods en god halv times forsinkelse var vi holdende ud for Kongensgade 7 kl. 20½.

Faster Ingeborgs mad smagte os godt ovenpå rejsens strabadser. Det blev lidt sen sengetid, da tilmed Sigge og Bobby kom på besøg fra ”Sommerhvil”. De tog Harald og Agnete med til Kraghave, hvor de under opholdet overnattede. Boddys mor var meget omhyggelig for dem, så de kom lidt sent hver morgen.

Hver formiddag drev vi den af, gik lidt i byen, osv. Middagsmåltidet, kaffen og aftensmaden indtoges hos faster Ingeborg. Søndag eftermiddag kørte vi i to biler (Sigges og Haralds) til ”Sommerhvil”, hvor vejret tillod os at drikke kaffen i det fri. Efter en tur over diget til stranden kørte vi en frem – og tilbagetur langs en del af sommerhusbebyggelsen. Der er nu om sommeren 11.000 mennesker, 5-6 købmænd, frisørsalon, slagteri og mælkeudsalg, biograf og forskellige slags sportspladser osv. Desuden er alle veje tjærede. Vi mindes dem jo som sandveje. – Vi kørte så tværs over Sydfalster til hovedlandevejen med Gedser som mål. Her overværede vi færgens ankomst. Da den først udspyede 70 biler og senere slugte lige så mange, forstår I nok, at der var livlig trafik på landevejen. Men det tog jo sin tid både for bilister og øvrige passagerer at slippe tolden. Dette væsen syntes meget nidkært.

På et postkort fra Gedser ses, hvordan færgen spyer bilerne ud.

 Forskellige billeder fra familie albummerne med ældre biler.

Emrys svoger Christian Nielsen Nykøbing Falster (ca 1920). – Stinne Kruse ved hendes fars bil (ca 1955).