Fra Høstbindegarn til Æresport

 Fra Høstbindegarn til Æresport.

Der er løbet en del vand i åen fra et nøgle med høstbindegarn monteret på en selvbinder til garnet fik sin endelige destination som det bærende element i en æresport, der blev rejst til stor overraskelse for et kært sølvbryllupspar.

Høstbindegran til æresport2

Historien starter en gang i 1950erne, hvor høsten hjemme i Nyrup foregik med selvbinder, som far sammen med naboerne Martin og Jens havde købt til fælles brug. Hvordan den blev opbevaret og samlet før brug er beskrevet i ”Hjælpe til hjemme”. I starten da selvbinderen var indkøbt, blev der anvendt heste og da det var nødvendigt med 3 heste lånte Far en af Martins heste når han kom hjem fra den mælketur han kørte over Morum og til Vestrup Mejeri. Jeg tror aldrig Far lånte nogen af Jenses heste. Senere blev selvbinderen trukket af en traktor, nede ved Jens og Kristine var det Drejer der trak binderen med sin grå Ferguson og Martin havde også efterhånden fået en Hanomag, som han kørte sin mælketur med. Far havde i øvrigt købt den ene af Martins heste (Musse).

Image120-1

På billedet sidder Far på selvbinderens ”førersæde” hvorfra han dirigerer hestene og kan regulere vinden samt stuphøjden. Henry og Bent står interesseret og kigger på og Vibs kommer ind fra højre.

Selvbinderen var et fantastisk landbrugsredskab og da fortællingen her specielt omhandler høstbindegarnet og hvordan det blev bundet om negene har jeg i mine gamle lærebøger fra Landbohøjskolen fundet en beskrivelse af bindeapparatet og knytteren:

høst5_edited-11

En meget teknisk beskrivelse, som jeg vist ikke har læst dengang jeg havde ”maskin-avl” som vi spøgefuldt omtalte det på Landbohøjskolen. Jeg er glad for, at jeg ikke var oppe til eksamen i dette vidunder – det var ikke sikkert jeg havde fået noget høj karakter 😦

Jeg har altid syntes at knytteren var en fantastisk opfindelse. Binde en snor om et neg og derefter lave en knude, der var næsten umulig at løse op med fingrene.

a10-3-1

Efter at negene er kastet ud fra ”binderen” sættes de sammen to og to i traver, så de kan tørre og blive klar til at blive kørt ind i laden. På billedet som er taget ”sønden for” i Nyrup ser det ud til, at der har været blæsevejr for nogle af negene er væltet.

Med hest og den stive vogn påsat ”skrav” køres negene i hus, billedet findes på ”Landbrug i ”gamle dage” – Øster Hornum Portalen”. På samme måde er alt kornet i min barndom blevet ”kørt ind” – som vi udtrykte det.

Det andet billede illustrerer på udmærket vis overgang fra ældre tid til nyere. Vores nabo Poul Anton er kommet med traktor og gummivogn for at hjælpe med at køre kornet / negene ind. Far er blevet betroet, at køre traktoren frem – måske første gang han kører en traktor. Poul Anton forker og Henry lægger læsset.

Hvis det var sidste læs kunne man citere / synge ”Marken er Mejet”, høstsang skrevet af Mads Hansen med udgangspunkt i en ældre vise af Adolph Recke. Melodien er vistnok skrevet af en jysk soldat.

IMG_5136

Jeg har altid syntes at Jeppe Aakjær i sangen ”Når Rugen skal ind” meget malende har beskrevet, hvordan høstarbejdet også var hårdt slid. Følgende 2 vers beskriver ganske godt, hvordan det kunne foregå i Nyrup:

Jeppe Åkjær

I Nyrup havde vi ikke så meget plads i laden, det var normalt kun rugen der blev plads til i et ”gulv” ved siden af tærskemaskinen. Alt det øvrige korn måtte op i højden. Vi startede med at fylde op på loftet over stuehuset. Her var der brug for flere hænder – først blev negene forket fra læsset op på loftet – dernæst forkede næste mand (en af os børn) videre til næste, som så forkede det til Far. Det var altid far, der skulle lægge negene til rette – kaldet og udtalt noget i retning af ”gwolle”. Det var et virkeligt kunststykke, at kunne placere negene så de kom til at fylde mindst muligt og ikke mindst kunne få fat på negene i modsat rækkefølge, når de skulle tærskes (herom senere). Efterhånden som der blev fyldt på stuehusloftet blev negene lagt på løse bjælker kaldet ”laijtræer” i laden. Som i Aakjærs sang kunne det godt være spindelvæv oppe over hanebjælkerne og Far kunne også godt få varmen. Men det fik nu ikke Far til at smide de lange ”Jens Lynene” for som han sagde – det havde han gjort engang i sine unge dage og da var hen blevet meget syg, så det gjorde han aldrig mere!

I nederste sovekammer, hvor vi børn sov, var der korn lige over – oppe på loftet. Da der kun var et lag brædder kunne vi tydelig høre, hvordan musene huserede oppe i kornet. Det var nu ganske hyggeligt og vi kunne tydeligt høre når ungerne efterhånden blev større.

Mus Beatrix Potter

De søde mus her optræder alle i forskellige historier som Beatrix Potters har skrevet. Billederne fundet på Pinterest.

I løbet af efteråret og vinteren blev kornet tærsket, hvilket i Bedstefars tid havde foregået med plejl. Jeg husker kun, at det foregik på en tærskemaskine, som vist på billedet.

Vores%20maskin%20samling%20010%20(Medium)

Tærskemaskine med halmpresser – billedet fundet på nettet.

Før tærskningen kunne starte skulle negene ”slåes ned” som vi udtrykte det. Negene var jo som tidligere omtalt placeres ”gwolled” oppe på loftet. Når en tilpas mængde neg var slået ned, blev bindersnores skåret over tæt på knuden. Alle snorene ”strikkene” blev omhyggeligt samlet i et bundt og hængt op på en af bjælkene ude I laden. Her hang de til der var en ledig stund i løbet af vinteren, hvor man kunne sidde i en god varme inde i kostalden på en trebenet malkestol. Her blev knuderne skåret af, og de enkelte ”strikker” blev knyttet sammen med et råbåndsknob og vundet sammen i et flot nøgle.

IMG_5109

Et ægte råbåndsknob – en kællingeknude eller hundeøre duede ikke.

Efterhånden fik Far samlet adskillige nøgler med brugt høstbindegarn. – Han gik ind for genbrug før det blev “moderne”. Jeg husker tydeligt, at Far og jeg cyklede til Års og løste en togbillet til Hornum, hvor der boede en rebslager.

   Års jernbanestation.  –   Hornum jernbanestation.

Vi fik afleveret nøglerne til rebslageren og medens vi ventede på et returtog købte Far kaffe og sikkert et stykke wienerbrød på Hornum kro, der ligger tæt på jernbanestationen. Jeg husker det meget tydeligt, fordi det var ikke noget der skete hver dag.

Rebslagning, billede fra nettet.           Tre snore er tvundet sammen og tre af disse udgør det færdige reb.

Hvad blev så det færdige reb anvendt til? Jeg tænkte nogle gange, at man kunne lave en gynge ophængt ude i laden, men NEJ det skulle bruges til at lave grimer/bindsler når vores kalve eller køer skulle ud på deres sidste rejse til slagteriet.

Nu her mange år efter har jeg stadig gemt adskillige meter af rebet. Vi ville overraske vore venner på deres sølvbryllupsdag med en æresport. Rebet blev derfor fundet frem og flettet til et større tov.

Det færdigt flettede tov viste sig fortrinlig til at flette grønt og andet i.

Maria og jeg drog afsted til Dollerup bakker for at udvælge passende natur-materiale.

Ørnebregner og lyng vil da vist se godt ud, så vi forsynede os med rigelig mængde.

Da Maria senere kørte hjem fra Foulum, hvor jeg blev sat af, havde hun et møde med en ræv, der nærmest kørte rundt mellem venstre forhjul og skærm. Hverken skærm eller ræv havde godt af den rundtur. Ræven blev nærmest pelset og skærmen samt bil måtte en tur til Ølgod bildoktor. En mere detaljeret beretning har Maria i sin blog – A Met a Fox

IMG_5124

Den færdige æresport pyntet med efeu, lyng, ørnebregner, roser og garneret med slør. Skiltet blev produceret af sølvbrudens tvillingebror.

Æresporten skal jo helst op før gæsterne arriverer. Vi ankom derfor i god tid og startede med at hamre søm i væggen og der blev selvfølgeligt snakket og grinet. Sølvbrudeparret lod som om de ikke hørte noget og præcis kl 10.00 blev der ringet på klokken og sunget et par sange sammen med de øvrige gæster. Sølvbrudeparret kommer meget forbavset ud i døren og byder gæsterne indenfor til kaffe og masser af lækkerier.

  • Lille sidehistorie. Da mine bedsteforældre havde sølvbryllup i 1926 var naboerne som det var sædvane aftenen før – når lyset var slukket og sølvbrudeparret formodentlig var gået i seng – i gang med at grave en æresport ned. Min Bedstemor stikker så hovedet ud af vinduet og spørger, hvad de har gang i. Den historie blev der talt meget om på egnen og sikkert genfortalt adskillige gange.

2 comments

  1. […] Dernæst blev negene lagt så de vendte med kærnerne hen mod den der skulle ”lægge i” tærskeværket og det var jo altid Fars job, for det skulle jo ske med følelse – ikke for meget for så fik tærskeværket forstoppelse og det lød ikke godt. Men først skulle selvbindersnoren skæres over – lige ved siden af knuden. Snoren eller – strikken – som den normalt blev omtalt blev samlet i et bundt, der blev hængt op ved en bjælke. Så kunne man en kold vinterdag sidde i den gode varme inde hos køerne og knytte strikkene sammen og derefter vinde dem sammen til et stort garnnøgle. Jeg har omtalt, hvordan sådan noget snor mange år senere kunne blive til en flot æresport. […]

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s