Emry Kølster skolelærer i Holbæk og kordegn ved Tveje Merløse kirke har i sine erindringer ”Minder gennem småt halvfjersindstyve år” flere steder skrevet om sin rygning på godt og ondt. Jeg har derfor samlet en lille beretning.

English summary: Emry Kølster (Maria’s grandfather) schoolteacher at Holbaek and parish clerk at Tveje Merløse church have in his memoirs “Memories through nearly seventy year” in several places written about his smoking habit for good or bad. Therefore, I have compiled a small report.

Harald – Emrys yngre bror har til Emrys 50 års fødselsdag (1931) skrevet og tegnet en sang, hvor et af versene omhandler, hvordan han og Emry, som andre normale drenge eksperimenterede med rygning. Sangen er refereret i bloggen : Haralds-sang-til-emry-1931.

Emry har i kapitlet fra sin ungdom (ca. 1897) beskrevet, hvordan en heftig tobaks-os måske reddede ham fra at få difteritis:

Difteritisepidemi

Vinteren skulle ikke gå af uden genvordigheder, der dog ikke kom til at gå ud over mig personligt. Det var en difteritisepidemi, der hærgede skoledistriktet, gik ud over 46 familier og kostede tre unge mennesker livet (strubehoste). To gange var skolen lukket. Vaccine var heldigvis kendt og blev anvendt, men vistnok på de allerede angrebne. Blandt de første patienter var Carl, der blev iført doktorens pels og anbragt i doktorstolen, som vi nu ikke kender mere. Det var den ambulance, der bragte ham til Stubbekøbing temmelig primitive sygehus. Forøvrigt slap han let over det. Men så var der jo spørgsmålet med mig. Der blev skrevet hjem, men far mente, det var uforsvarligt, at jeg kom hjem og bragte smitten til hans distrikt. Faster Hanne i Skovby, som havde en pogeskole, skulle heller ikke nyde noget af min nærværelse. Førstelærerfamilien havde selvfølgelig intet imod, at jeg blev på skolen, men jeg måtte bo i deres gæsteværelse, da både vort værelse og klasseværelserne blev desinficerede af en arbejdsmand iført hvid kittel og hætte over hovedet. Med en kalkekost stænkede han – vistnok en karbolopløsning over det hele. Bøger og hæfter blev åbnede og fik et stænk hist og her. Det har sikkert ikke været meget effektivt. Det viste sig også, at da skolen blev genåbnet efter Carls hjemkomst, blussede epidemien op igen. Også lærer Jensens børn blev syge. Det var en farlig komedie. Vi kunne dog snart flytte ind i vort karbolduftende værelse igen. At jeg undgik sygdommen, forstår jeg ikke. Men jeg havde læst, at kraftig tobaksrygning var et godt middel mod smitte, og jeg tør jo nok antyde, at jeg pulsede godt på en halvlang pibe. Men det fik da ende til sidst. Hyggeligt har det jo ikke været rundt omkring i hjemmene, men det tænkte jeg dengang ikke så meget på.

Emry tog sin lærereksamen (1899-1902) på Jonstrup seminarium. Her er en hyggestund omkring kaffebordet, hvor de lange piger er i brug. Emry nummer 3 fra venstre.

 

I Kapitel 2 beskriver Emry en tur i fjedervogn fra Asnæs til Holbæk (1914):

 Tilbageblik under den lange tur i fjedervogn fra Asnæs – Holbæk

Den 30. jan. 1914 satte jeg mig da som sidste beboer af skolen, efter at have overgivet nøglen til Sofie, godt indpakket i overfrakke, kappe og med fødderne i fodpose og med min store kørepibe tændt, op i vognen, og så gik turen gennem skoven, forbi Hedvigslyst og Lerchenborg, ad Hovvejen, og så var jeg endelig ude på Kalundborg-Holbæk-landevejen. Det var begyndelsen af en tur på over 50 km. (Hesten og jeg bedede i Viskende og Svinninge kro). Jeg havde af egen fri vilje kastet alle broer af bag mig.

 

En fjedervogn som den Emry agede den lange vej fra Asnæs til Holbæk. Det har blevet til mange sug på den store kørepibe.

 Det var bælgmørkt, længe inden jeg nåede Holbæk d. 30. januar 1914. Vi overnattede på Kramshøj, og den næste dag havde jeg og Johannes P. travlt med at køre vore ting fra stationen til Sdr. Skole. Da vi kun havde to loftsværelser + et køkken, måtte en masse store ting foreløbig stå på det tilstødende loft. Kun de nødvendige møbler og køkkensager blev anbragt, hvor de foreløbig skulle være. Til April flyttedag skulle vi nemlig overtage en lejlighed på Ringstedvej 3.

I kapitel 4 (1955) beskiver Emry et rygestop – Asta synes det er flot han holdt stand på trods af Fasters storrygning. 

Så fik jeg aftappet 30 flasker hedvin (malagatype). Bare det nu kunde få lov at stå en tre fire år, så tror jeg det bliver godt. Jeg har sat godt af vejen. I de sidste fem uger har jeg – kun røget siger og skriver én cerut. Det var på vejen fra Holbæk til Rørvig. I øvrigt savner jeg det slet ikke stort, og jeg kan i hvert tilfælde mærke, at mit svælg har godt ad det. Det er muligt, jeg ved en festlig lejlighed tager en stor cigar, hvis en sådan bliver budt, men jeg håber, jeg kan nøjes med en sådan uden at forfalde til lasten igen. Dog skal jeg ikke prale for tidlig. Jeg har jo været vidne til adskillige tilbagefald hos andre.

Mor fortsætter brevet med blæk:                       Kære alle fire

Her er så underligt tomt, efter at faster Ingeborg sammen med Sigge og Boddy rejste i går aftes. Det blev aftalt, at de fra Roskilde ville komme her ved sekstiden og tage hende med. Det var faster Ingeborg meget glad for, da benene ikke er så gode og en kuffert at transportere er hun ikke stolt af. Det har været meget hyggeligt og rart at have hende hos os. Hun snakker godt med Far og er meget nøjsom i alle måder, dog ikke på tobakken, som hun meget nødig svigter. Nu da vi igen er hos os selv, ryger Far ikke og han faldt ikke for fristelsen, medens Ingeborg var her, men har lyst, når han er blandt fremmede, at tage imod en cigar, siger han. Vi har fyret lidt de sidste dage, da faster Ingeborg sad meget i dagligstuen, men prøver at undvære i dag og nøjes med at tænde den store pære til aften. Nu håber vi, at I alle fire er raske og snart lader hører fra jer.     Kærlig hilsen  Mor

Måske har Emry faldet en ”smule” tilbage til rygningen idet der her er et billede fra 1956, hvor Emry nyder et sug på sin pibe.

Ruth (1923-2008 – Emrys yngste datter) har lidt ondt af rygerne under besættelsen.

Det har nok været svært for rygerne, for der var ikke meget andet end dansk tobak at få. Far dyrkede også nogle planter i haven og tørrede dem til pibetobak. Det lugtede ikke godt.

Tante Jenny skriver i et brev til Ruth under besættelsen, at hun desværre ikke kunne skaffe cigaretter, men i stedet sender en – pencil – da hun sikkert stadig skriver breve.

Kære lille Ruth!                København, Øresundsgade 80   10. juli 1943

Til lykke på fødselsdagen, jeg ville have sendt dig nogle cigaretter, men de var ikke til at få, jeg tænkte så, at du muligvis også havde brug for en pencil, da du vel også skriver en del på apoteket. Vi var alle i Cirkus forleden, det var et godt program, dejlig hestedressur, det imponerede mig meget, at se gamle Schumann slå et kraftspring.

Tobaksdyrkning under besættelsen – både Emry og min Far i Nyrup forsøgte sig som tobaksdyrkere, men ikke med den store succes. Nydelsen af de tørrede blade har for både rygeren og omgivelsen været tvivlsomt som det fremgår at teksten til cigaret pakken ”Powhattan”.

Powhattan blev i folkemunde til “Pu-hada.  – LP viser med sit indslag til Asta og Emrys sølvbryllup februar 1945, at inkarnerede rygere kunne bruge lidt af hvert 🙂   

 

This slideshow requires JavaScript.

En billedkavalkade med familiemedlemmer der nyder tobak i forskellige situationer (hverdag og fest).