Ansøgning af lærer-embede i 1880-erne

Marias Morfar Emry Kølster beskriver i sine erindringer ”Minder gennem småt halvfjerdsindstyve år”, sine første år, hvad han kan huske eller hvad han har fået fortalt. Specielt kan han huske han har fået fortalt, hvordan hans Far søgte embedet som lærer og kirkesanger i Grønnegade på Lolland.

Grønnegade skole og Bregninge kirke hvor Emarys Far Lærer Nielsen søgte embede. 

Emrys Far Mads Ludvig Nielsen var først andenlærer i Vemmelev ved Slagelse. Emry var kun et halvt år da hans forældre flyttede til Saltø by skole. Embedet i Saltø by var meget lille, men beboerne var det unge lærerpar meget venligsindede. Emrys Mor har fortalt af de i de tre år de boede der, aldrig købte kød hos nogen slagter. De modtog stadig gaver i form af gæs, ænder, kyllinger, slagtemad og æg.

Saltø by skole var en af ”De Plessenske Skoler”, som Finn Thorshøj har omtalt på sin hjemmeside – her et uddrag om Saltø by skole:

Saltø by – Historie:  Skolen i Saltø by blev opført i 1729. Den 13.oktober år 1800 blev skolen visiteret af Sjællands biskop, som på dette tidspunkt var den navnkundige biskop Balle, der efter visitatsen indberettede følgende til kancelliet i København: “Saltøebye Skole. Børnenes Antal er ikke stort. Men de flittige svarede til Fornøyelse af Lærebog og Catechismus, ikke uden Forstand. Boglæsning var god. Man havde lært nogle Psalmer, og nogle skrev. (…) Skoleholder Birch er ikke uskikket til at undervise og catechiserer ikke ilde.”

Skolen blev udvidet med 4 fag i 1836 og fik dermed en lærerbolig, som få år senere blev beskrevet som “beqvem, anstændig og vel vedligeholdt“. Den tilhørende jordlod var efterhånden blevet drænet så effektivt, at læreren kunne holde 4 køer og en hest. I perioden fra 1878 til 1899 mistede skolen status som hovedskole og blev i stedet biskole, men blev dog hovedskole igen. I den periode, skolen var biskole, var aflønningen så ringe, at den ikke var tilstrækkelig til en gift lærer. Der skete derfor en relativ hurtig udskiftning af ugifte lærere, som skiftede embede, når muligheden opstod. Selv da skolen igen blev hovedskole var det en lille skole. I 1899 var der således kun 35 børn. Skolen blev nedlagt 1907 og erstattet af en nyopført centralskole. Den Plessenske skole blev derpå solgt til nedrivning, men endte dog som svinestald på Kyse Mark. Den nedbrændte i 1933.

Lærere eller skoleholdere i Saltøby skole. Mads Ludvig Nielsen har været lærere fra 1882 – 1883. –  Saltøby skole eksisterer ikke længere, de sidste rester nedbrændte i 1933. En tilsvarende af De Plessenske Skoler findes Vallensbæk skole, som er indrettet som skolemuseum.

De tre år i Saltø by skole stod for Emrys forældre som en dejlig tid, trods de små kår. Lønnen lå et sted mellem 5 til 600 kr. og med to børn og et i vente søgte Emrys Far federe græsgange.

nielsen-family

Lærer Nielsen og familie. Billedet er taget efter de er flyttet til Grønnegade.

Emry har beskrevet, hvordan det var i 1880-erne, at ansøge en lærerstilling eller som det dengang hed ”et embede”. Han beskrev det i form af novelle og han fik den trykt i “Venstrebladet” og blev honoreret med 15 kr. Han kaldte novellen “I Spænding”.

I Spænding: Endnu mange år efter hændte det ikke så sjældent, når lærer Nielsen og hans hustru Ane Kirstine en aftenstund opfriskede gamle dages begivenheder, at samtalen kom til at dreje sig om et forår midt i firs’erne. Efterhånden kunne børnene enkelthederne så godt, at de var i stand til at anholde deres Far, hvis han tillod sig at springe et led over i beretningen.

Det begyndte med, at lærer Nielsen i Fastelavnen rejste til Lolland for at hilse på de 7 sognerådsmedlemmer, der skulle indstille tre ansøgere til det ledige lærerembede i Grønnegade. Nogen lystrejse var det just ikke, han havde begivet sig ud på. Jernbanen havde ikke forbindelse med diligencen, og den omstændighed, at han var indehaver af et embede, der i opslaget var udtrykt således: Reguleringssum 590 kr., fik ham let til at modstå den flothed, det unægtelig ville have været at leje vogn. Da det ikke lykkedes Nielsen på de gæstgivergårde, hvor de lollandske bønder staldede ind, at få opspurgt nogen, der skulle ad disse kanter, havde han kun den udvej at benytte apostlenes heste. Med frejdigt mod begav han sig på den halvanden mil lange vej, der skulle tilbagelægges, før han nåede sognerådsformandens gård.

De forhåbninger, lærer Nielsen begyndte rejsen med, svandt efterhånden ind til intet – af to år sager: På venstre kind havde han fået en byld, som i dagens løb tog betydeligt til i størrelse, og da den var prydet med et såkaldt Kjøngsplaster, forbedrede den ikke hans udseende.

kjong-plasster

Kjøngs Plaster  Christian Gottfried Voelker var forvalter på Køng linnedfabrik fra 1780’erne og til sin død i 1819. Voelker medbragte opskriften på Køng Plaster fra Tyskland. Plasteret var en populær sårsalve, som blev produceret i Danmark og solgt på apotekerne helt op i 1950’erne. Her blev produktionen stoppet, da man blev opmærksom på salvens indhold af mønje, som er en giftig blyforbindelse.

Sognerådsmedlemmer er også mennesker, og der er vel ikke stort at sige til, at de hellere, alt andet lige, indstiller lærere med glatte ansigter end med besplastrede kinder. Sådan ræsonnerede ihvertfald Nielsen, og for at hans skikkelse skulle frembyde et endnu ynkeligere syn, havde han det uheld på vejen at blive overfaldet af en temmelig kraftig regnbyge, der gjorde, at han så temmelig forpjusket og tilsølet ud, da han i tusmørket famlede sig ind gennem en vognport og nåede sognerådsformandens forstuedør.

Snart efter befandt han sig i dagligstuen og fik en hjertelig modtagelse af sognets betroede mand, gårdejer Hans Peter Jørgensen, der viste en venlig og stilfærdig optræden, som hurtig forjog ansøgerens mismod. – Lidt efter kom Birthe Jørgens’ ind. Den lille buttede kone vidste ikke alt det gode, hun ville gøre for Nielsen. Hun fik hans overfrakke hængt til tørring, kom med et par slæber og befriede ham for de våde støvler samt overtalte ham til at slå sig til ro der for natten. Da formanden i fortsættelse af denne elskværdighed tilbød at lade sin søn næste dag køre for ham til sognerådsmedlemmerne i den udstrakte kommune – hestene havde godt af at blive rørt lidt i denne tid, – tog Nielsen med taknemmelighed mod al den tilbudte gæstfrihed.

Nielsen tilbragte en hyggelig aften i dette hjem og havde en følelse af, at han i H.P. Jørgensen ville få en pålidelig støtte, når indstillingen i en nær fremtid skulle foregå.

Da Nielsen næste dag kl. 9 sad ved morgenkaffen, kom formanden ind med en ny gæst af udpræget højskoletype, – sort blød bredskygget hat og et mægtigt rødblondt skæg. Nielsen tvivlede ikke på, at han her havde en konkurrent for sig, hvad også hurtig blev fastslået, da værten præsenterede dem for hinanden med de ord: “Her har jeg selskab til Dem på turen. Det er lærer Petersen fra Strøby’ ovre på Fyn og lærer Nielsen fra Saltø by ved Næstved. Nu kan D’hrr anbefale hinanden.”- De to pædagoger hilste på hinanden med samme forstilte venlighed som to boksere, der giver hinanden hånden i ringen før kampen, medens H.P. Jørgensen så til med et polisk blink i øjnene.

boksere-for-kampen

Måske har de to ansøgere og lærere kigget på hindanden som disse to boksere.

Den nye ansøger måtte også have noget at styrke sig på, og først i løbet af en halv time var de på vej til det første menige sognerådsmedlem. – Nielsen var begyndt dagen med et overskud af godt humør. Det svandt, som timerne gik, fordi hans ledsager viste sig at være i besiddelse af en forbløffende evne til at sige det hele og afskære sin konkurrent fra enhver nok så spagfærdig bemærkning.

Den omstændighed, at Fynboen havde anden karakter, medens Nielsen kunne præstere første, fik Fynboen til at fremkomme med en lang forklaring om, at seminarielærerne havde anslået ham til udmærkelse, men han havde det uheld at komme op i historie i tiden efter 1864, det eneste, han ikke havde repeteret, hvorfor han måtte nøjes med g÷. I fysik blev han prøvet på det tidspunkt, da censorerne længtes efter middagen. Således havde alle hans lave karakterer deres naturlige årsag. Ikke blot én gang var det, fordi han ikke beherskede stoffet. Bønderne syntes at finde ham morsom og fik ikke megen lejlighed til at give sig af med Nielsen.

Hen på eftermiddagen tilbød den gårdmand, som boede nærmest ved skolen og under vacancen i embedet var betroet nøglerne, at vise dem lejligheden. Også her benyttede Fynboen sig af sin veltalenhed, undersøgte alle rum, kiggede i kælder og på loft, travede rundt i udhus og have, spurgte ud, sammenlignede med sin nuværende skole, kritiserede, sagde hårrejsende vittigheder og bar sig i øvrigt ad, som han skulle overtage det hele een af dagene. Sådan ville han have det der, og sådan skulle den stue indrettes. Køerne skulle være af en bestemt stamme ovre fra Fyn, og det gråpæretræ ville han have fældet.

Takket være enspændervognen lykkedes det dem at nå diligencen og få forbindelse med sidste aftentog mod Sjælland. I Næstved tog Nielsen ved midnatstid afsked med sin fynske kaldsbroder, der nu havde talt sig fuldstændig hæs. Langt hen på natten nåede han i temmelig udmattet tilstand sit hjem. Madam Nielsen – i den tid var lærerkoner madammer – fik den første beskrivelse af den nye skole nede på Lolland, den dejlige have, den rummelige lejlighed og alle de andre herligheder, der hørte til embedet. Madam Nielsen begyndte at fantasere om alt det, der kunne blive råd til, når de i stedet for deres nuværende indtægt på knapt 600 kr. pludselig skulle administrere 1400 kr. Her måtte hendes mand minde hende om, at han endnu hverken var indstillet eller kaldet, og at hans udsigter til at komme i betragtning sikkert kun var små. Det var jo i provisorieårene.

Muligvis kunne han nå at blive indstillet, da han vidste, at det var et rent venstresogneråd, og han var venstremand. Ingen havde direkte spurgt efter hans politiske standpunkt, men en af de mere politisk interesserede bønder havde dog følt ham lidt på tænderne og oplyst ham om, at en Estrupper ikke kunne gøre sig håb om at komme på listen. – Nej, værre var det med skoledirektionen. Provsten var sandsynligvis højremand, og så var han lige vidt. – ”Ja, men når de indstiller tre venstremænd, så betyder det da ikke noget”, afbrød hans kone sine mands betænkeligheder. – “Ja, lad os håbe det, men ellers må der vel vise sig noget andet”, afsluttede læreren debatten, hvorefter han drejede sig om på højre side og tænkte videre på udsigterne om embedet, lige til han faldt i søvn langt hen på morgenstunden.

Et par uger efter kom en dag et brev til Valleslev skole. Da det var stemplet NYSTED, åbnede Nielsen det med mere end almindelig interesse. Det var fra H.P. Jørgensen og lød således: De er i aftes indstillet som nr. 1.- Skynd Dem at besøge provsten.

Var Nielsen’ s første rejse spændende, var denne det samme – i endnu højere grad. Næste dag lidt over middag nåede den embedssøgende lærer provsteboligen i Ulstrup og bankede på provstens kontordør. “Kom ind!”, lød det barskt. Han åbnede døren og skimtede gennem en tæt tobakståge provstens højærværdige skikkelse. – Nielsen præsenterede sig og nævnte anledningen til sit besøg. “Nå, så De ville gerne ha’ at jeg skulle kalde Dem?” begyndte provsten. Dette turde Nielsen jo ikke nægte og skyndte sig at nævne de beskedne indtægter, hans nuværende embede kastede af sig, samt den læsegæld, han havde, hvorledes han kun ved store afsavn kunne klare renterne, og om afdrag var der aldeles ikke tale. – Provsten afbrød velvilligt: “Ja, det er alt sammen såre rigtigt, min kære lærer. Deres eksamen og Deres anbefalinger er særdeles tilfredsstillende. – Jeg ser, at Deres sognepræst er den tidligere venstreredaktør Dahlberg. Han synes at sætte særdeles megen pris på. Dem. De er da vel for alt i verden ikke venstremand?”

“Undskyld, Deres højærværdighed, jeg har aldrig givet mig af med politik”, sagde Nielsen temmelig bestemt. Provsten lo hjerteligt. “Ja, ja, min gode Nielsen. Det var også kun min behagelige spøg. Kender jeg de størrelser derhenne i Grønnegade Sogn, så tør jeg holde mit embede på; at de har indstillet tre venstremænd. – Det skal derfor ikke skille os. – Tak fordi De viste mig den opmærksomhed at hilse på mig, og jeg skal nu velvilligt sammenligne Deres kvalifikationer med de to andres, og jeg tør jo nok allerede sige Dem, at det er plus, at De er nr. 1.”

Provsten rakte ham sin velformede hånd, og audiensen var forbi. – Et par timer efter sad Nielsen i toget, der gik ad Sjælland til. Han gik i tankerne enhver ytring af provsten efter og fandt, at han i grunden var lige klog. På dampskibet over Storstrømmen traf han en af de gårdmænd, som havde været med at indstille ham. Nielsen blev straks udfrittet om sit besøg hos provsten. Dennes politiske bemærkninger morede gårdmanden, som lo smørret og fortalte, at sognerådet meget rigtig havde indstillet tre venstremænd. “Hvor kunne De så afgjort vide min kulør”, spurgte Nielsen. – “Jeg skal såmænd sige Dem, at et par dage før indstillingen gik H.P. Jørgensen ind hos redaktøren af Folkebladet og bad ham om at gøre ham den tjeneste at skrive til venstreredaktøren i Næstved, hvordan De stod politisk. To dage efter kom et telegram til Hans Peter, og det lød: “Nielsen holder “Morgenbladet”. Så kunne vi nok regne ud, at De var Bergianer.” Nielsen morede sig over denne form for spionage. I Masnedsund tog han afsked med lollikken, der rystede hans hånd og sagde et hjerteligt: “På gensyn”.

Der gik en uge. Om lørdagen var der endnu intet brev. Heller ikke med mandagsposten. Om eftermiddagen kunne Nielsen ikke holde spændingen ud længere, hvorfor han spadserede til Næstved og nåede posthuset 10 minutter efter lukketid. Ved hjælp af et velvilligt rødfrakket postbud blev han dog lukket ind ad den dør, der førte ud til perronen. Her traf han den vagthavende assistent – en bebrillet mavesur herre, hvem han forlegent spurgte, om han turde besvære ham med at se efter, om der skulle være kommet et brev i løbet af formiddagen til en lærer Nielsen i Saltø by. – Ganske uventet for Nielsen modtog han en forfærdelig skylle af ukvemsord. – Hvordan i alverden det kunne falde ham ind at komme her og forsinke ham i hans arbejde uden for kontortiden, om han troede, postvæsenet skulle stå på pinde for enhver røgter, der fandt det for godt at komme på en hvilken som helst tid?

Nu blev Nielsen hidsig og tog til genmæle: “Må jeg gøre Dem opmærksom på, at for det første er jeg ikke røgter, og selv om jeg var det, så må De vel kunne begribe, at jeg går ikke halvanden mil for et brev, der intet betyder. – Jeg troede forøvrigt, at postfunktionærerne var til for publikums skyld og ikke omvendt. Jeg bad Dem høfligt om at gøre mig en tjeneste. Havde De været et dannet menneske, havde De vist mig den samme høflighed.”

Assistenten stod måbende og råbte efter den bortilende Nielsen, at han havde misforstået ham. Det havde ikke været hans mening at fornærme ham, og hvis han ville tage plads et øjeblik, skulle han se efter. Men læreren ønskede ikke nogen tjeneste af den uhøflige funktionær, skyndte sig ud på gaden og gik rask hjemad. Det lille optrin havde afslappet de sidste dages spænding, og trods det negative resultat gik han rolig ud ad landevejen.

Selv postbudets tilsynekomst de følgende dage fik ikke hans hjerte til at slå hurtigere. Hen midt på ugen betragtede Nielsen det som givet, at han ikke fik noget embede på Lolland i denne omgang, og at han måtte skrive rejseudgifterne på sin tabskonto.

 

Om fredagen havde lærerparrets lille fireårige søn Hans fået lov at sidde på køkkenbordet for gennem ruderne at nyde et skuespil, der nok kunne få endda ældre drenge end ham til at glemme pandekagerne, som just blev sat ind på bordet og ellers var hans livret: På græsmarken udenfor køkkenhaven holdt de næstveddragoner øvelse. De lyseblå uniformer, de blinkende pallasker, de brune dampende hestekroppe, kommandoråbene, hornsignalerne – hele denne militærudfoldelse fik ham til at glemme alt andet og var egentlig det, han altid senere i livet huskede bedst fra sit første barndomshjem.

ryttertraefning

Ryttertræfning, maleri af Rasmus Christiansen.

For et øjeblik siden havde hans forældre også fået deres grunde til at glæde sig til noget lyseblåt, dog ikke just dragoner, men en konvolut, som posten lige havde afleveret, og som indeholdt meddelelsen om, at skoledirektionen for et eller andet herred nede på Lolland havde kaldet Nielsen til lærer og kirkesanger i Grønnegade.

Grønnegade er en lille landsby på det sydøstlige Lolland. Stedet ligger i Guldborgsund Kommune og tilhører Region Sjælland.

Landsbyen er ganske lille, nogle få gårde og huse tæt samlet om kirken. Den omtales først i 1664. Navnet betyder: “den grønne landsbygade”. Bregninge sogns kirke ligger i Grønnegade og ikke i den noget ældre by Bregninge. Sidenhen blev sognets skole også placeret her.

Det var ikke at forlange, at Hans skulle forstå årsagen til forældrenes oprømthed. Men så meget forstod han dog, at de snart skulle sejle over et vand, der var meget større end Susåen, og at de ikke mere ville komme tilbage hertil, men at de skulle bo i en ny skole, hvor der var en stor have med nogle dejlige æble-, pære- og blommetræer og at de skulle holde rigtige køer, får og grise ligesom her på gården ved siden af. Det forsonede ham med, at der ikke var dragoner sådan som her.

Saltø by består stadig kun af nogle få huse og gårde da Maria og jeg besøgte stedet 2010 eller da Ruth og Aage besøgte Saltø by engang i 1960-erne.

Da artiklen blev indsendt til “Venstrebladet” var person- og stednavne med undtagelse af Næstved og Lolland opdigtede. De rigtige personer er indsat i denne blog post. Indholdet er i det væsentlige beretningen om Emrys Fars kaldelse til lærer i Grønnegade. – Også telegrammet er virkelig afsendt som ovenfor skildret. Om det var ved denne lejlighed eller en anden at Hans alias ego sammen med Ingeborg så dragonerne tør jeg dog ikke påstå.

b56

Grønnegade skole blev nedlagt i 1960. Den blev opført i 1878 og blev 81 år.

Skolen er nu privat bolig. – Marias Mor Ruth er i 1960-erne på et nostalgisk besøg. – Det samme er Maria og jeg, hvor Maria poserer ved Bregninge kirke.

 

 

3 comments

  1. A very interesting post, Henry. Maria said you had done one on Hand Pedersen, but i did not get it. I’ll try to hook into it above and see if it translates. Otherwise I’ll tell you.

    Like

    • Thanks Paula – 4 days ago I released the first part of Hans Petersen, however, in Danish but there should be a translate button – but a Google translation. The second part of my Hand Pedersen will be his Danish relatives.

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s