Haralds sang til Emry fødselsdag 2 sept 1931

Harald – Emrys yngre bror skrev som regel sine sange i hånden og med små tegninger. Sangene fandtes som regel kun i et eksemplar, og blev derfor læst op og ikke sunget. Harald var skolelærer i Måreskov skole på Fyn og Emry lærer og kirkesanger i Holbæk.

Emry og Harald var opfostret på Lolland hos forældrene Mads Ludvig Nielsen og Ane Kirstine Rasmussen. Faderen var lærer og kirkesanger i Grønnegade i Bregninge sogn ved Nysted.

Harald skriver som indledning i sin sang til Emrys 50 års fødselsdag 2. september 1931:

I anledning af din halvtredsindstyvende fødselsdag ønsker jeg dig herned til lykke. Omstående vers er rundne mig i pennen i disse regnvejrsdage i ferien, af hvilke grund nogle af dem er bleven vel vandede. Men de er alle sammen blade af vor fælles mindebog, som det har glædet mig at samle. Jeg håber, at et rend gennem versene med mellemstationer vil give dig et glimt af hine fjerne, bevægede, men dog yderst lykkelige dage.                   Harald

”Syng dig træt” (og læs resten)     melodi: Jens Vejmand

Sangen er på 50 vers. Jeg har udvalgt de vers, der beskriver emner som Emry har omtalt i sine erindringer ”Minder gennem småt halvfjerdingstyve år”. Til at illustrere versene er der indsat billeder samt passende passager fra Emrys erindringer.

Det kunne godt tyde på at Marias oldemor Ane Kirstine kunne have brugt en sundhedsplejerske som Maria, men hun blev jo først født 3 generationer senere.

Mine søskende Ingeborg og Harald

På dette sted kan jeg passende omtale mine to søskende, Ingeborg og Harald. – Ingeborg var som tidligere nævnt født i Saltø By. Hvad jeg ved i forbindelse med hendes fødsel, har jeg fra morbror Peter, der dengang opholdt sig hos os som præparant. Titlen antyder, han skulle forberedes til optagelse på et seminarium. Han blev senere lærer i Hejninge gamle skole ved Slagelse.

Da jordemoderen kom, blev morbror Peter og jeg sendt ud af huset og fik husly hos en gammel kone i nabolaget,- Karen Nikolajsen -. Meget mod sin vilje kom morbror til at fornærme hende ved efter et traktement at sige: “Tak for te!” – hvad han virkelig troede, det var. I en fornærmet tone gjorde hun ham opmærksom på, at det var kaffe. Den har antagelig været temmelig tynd.

.

Emrys Mor Ane Kirstine, Emry, Harald og Emrys Far Mads Ludvig, siddende Ingeborg. Emry kunne godt i sine yngre dage være lidt kræsen.

Den svejryggede hoppe

Så oprandt den dag, da vi blev kørende. For en ringe pris købte Far en svejrygget hoppe. Den var en god traver og god nok for plov og andre markredskaber, men ikke fejlfri, idet den både bed og sparkede.

Vi vænnede os til at omgås den. Far vovede den aldrig at angribe, og først som større drenge vovede vi at gå ind i båsen til den. Mig bed den engang i mit maveskind, så mærkerne af dens fortænder kunne ses i mange dage efter. Harald har vistnok endnu et ar i hårbunden. Om det var efter et spark, eller den også her anvendte tænderne, husker jeg ikke. Flere gange blev vi slået af, når vi red den til vands i marken. For mit vedkommende skete det ud for en risbunke, så jeg faldt blødt i denne. Vi lærte så at give den et “Næseslag” af grimeskaftet. Det hjalp, og efterhånden blev vi rene cowboys, så vi blev siddende, enten den stod på for- eller bagbenene. Men det var i mange år en sand fornøjelse at køre Lotte på landevejen og smutte uden om de mere sendrægtige kørende. Omsider blev Lotte gammel og stivbenet og solgt.

Dens afløser var en fejlfri 4-års hoppe, et dejligt dyr, fredsommelig og en god løber, særlig hjemad. De to første kilometer fra Nysted løb den i en sådan fart, at jeg faktisk ikke var herre over den og ikke turde dreje om ad Sakskøbinglandevejen, som ellers var den nærmeste hjem, men lod den løbe de voldsomste kræfter af sig lige Nykøbinglandevejen først ved Sønderhavevejen sagtnede den sit trav, så jeg kunne bestemme farten.

Vædderen og Harald

Efter denne hippologiske beretning går jeg over til noget mere blidt, nemlig vort gamle skikkelige får, der hvert forår fik to lam på nær een gang, hvor det kun blev til et vædderlam, som af den grund undgik at blive degraderet til bede, hvilket ellers var vædderlammenes triste lod.

“Jacob” blev svær og stærk, og kunne 5 månereder gammel bære Harald på sin ryg. Den bar dog ikke med smil sin byrde, men hævnede sig ved at puffe Harald, når han stod af, efterhånden endda temmelig voldsomt. En dag, jeg kom ned i marken for at flytte fåret, fandt jeg ham siddende på Jakobs ryg og stride tårer trillede ned af hans kinder. Han havde atter fået lyst til en ridetur, men ved afstigningen havde der vanket så voldsomme puf, at han så sin eneste redning i at kravle op på dyrets ryg og blev siddende der, til redningen kom i form af mig, som Jacob ikke havde noget imod, ja den fulgte endda efter mig, når jeg gik hjemad. Jeg lod den således engang gå med mig opad køkkentrappen og helt ind i dagligstuen. Mors protest var dog så voldsom, at jeg ikke gentog eksperimentet.

Både Emry og Harald fortsatte med at nyde tobakken. Emry nr 3 fra venstre nyder i selskab med nogle venner på Jonstrup Seminarium den lange pige. Harald nød specielt en god cigar.

Arbejde i mark og stald

Ikke længe efter, at vi børn nåede den skolepligtige alder, blev vore kræfter også taget i brug ved arbejdet i udhuset og på marken.

Høsten foregik i flere tempi. Først høhøsten, senere kornhøsten. Vi børn var ikke ret store, da det blev betroet os at slæbe negene sammen, hvorefter far stillede dem i hobe. Først da vi to brødre som unge mennesker kom hjem i ferierne, blev vi betroede hver et mejeredskab. Det var et strengt arbejde, men vi følte os som store karle. Binde negene var ikke nær så morsomt, især ikke, når det drejede sig om byg med tidsler i.

De første par år blev sæden tærsket med plejl. Det besørgedes af arbmd. Jørgen Hansen. Hans løn var hver 12 tønder sæd, og han arbejdede på egen kost.

På de fleste bøndergårde havde dog tærskemaskiner med hesteomgang forlængst holdt deres indtog. En og anden driftig husmand fandt så på at anskaffe sig et lignende anlæg, der pr. vogn transporteredes fra det ene småbrug til det andet, blev stillet op, og nu kunne husmænd, parcellister og lærere få tærsket på et par dage, selv om der krævedes et stort folkehold, mens det stod på. Ejeren af maskinen var selv ilægger, en af os drenge smed negene ned fra stak eller stænge og en anden kørte hestene. Det skulle gå nøjagtigt med ens fart hele tiden. Fandt vi på at køre for hurtigt eller langsomt, fik vi et lynende øjekast fra den skeløjede ilægger. Bag tærskeværket stod Else og rev halmen fra. Bøgeskrædderen samlede den med en høtyv og langede det ene bundt efter det andet op på stænget, hvor endnu en mand tog fra og kylede det op over hanebjælkerne til den sidste, der “satte” halmen og trådte den fast. Det sidste var det strengeste. Det syntes da jeg, fordi jeg, da jeg blev lidt ældre, fik tildelt denne post.

Jeg kan her med det samme fortælle, at da jeg som 15-16 årig knøs var i landbrugslære og fik tildelt det samme job på en gård i Øster Ulslev, hvor der tærskedes med damp, kom halmen så hurtig – der kørtes ind på loerne med tre vogne, – at jeg af træthed ikke kunne sove i de nætter efter, medens arbejdet stod på.

Kådhed og ydmygelse

Forøvrigt skulle min præstegang medføre, at jeg kom ud for en ydmygelse, der pinte mig længe efter. Blandt konfirmanderne var der et sølle skrog til dreng, som hed Hans Peter. Da vi en dag forlod præstegården, gik vi forbi en affaldsbunke udenfor kirkegårdsdiget. Der lå en masse visne kranse. I ungdommelig kådhed tog jeg en af disse og satte den på Hans Peters kasket med Tegners ord til Oehlenschlägerr ved laurbærkroningen i Lund: ”Därføre Svea dig bjuder en krans. Tag den af broderlig hand til minde om dagen.” Jeg skal ikke undskylde min forseelse. Det gjorde Hans Peter heller ikke. Han rev krans og kasket af hovedet, styrtede fortørnet af sted uden at ville tage sin hue på, trods det, at jeg rakte den efter ham. Til alt uheld mødte han straks efter en vejmand, som fik historien at vide og fandt sig foranlediget til med drengen, at gå ind til præsten for at anmelde forbrydelsen.

Jeg var ikke vigtig, da jeg ved næste præstedags begyndelse fik at vide, at jeg var anmeldt i anledning af sagen. Som sædvanlig blev jeg hentet ind til morgenkaffen. Hjertet sad mig oppe i halsen under denne vederkvægelse. Præsten lod sig ikke mærke med noget, før han kom ind i konfirmandstuen, hvor han greb navnelisten og begyndte under dødsstilhed: Hans Peter Oluf Rasmussen, hvem var det så, der forulempede dig sidst? ”Det var Emry”. Jeg tror nok, det var det navn, præsten mest nødig fik opgivet, men sagen skulle jo føres til ende, og det blev den ved, at jeg fik en kort og fyndig formaningstale om ikke mere at vise en lignende opførsel. Han sluttede den med at sige: “Vi synger: Lyksalig! Vil du synge for Emry!” Det var med grådkvalt stemme, jeg begyndte, alt andet end lyksalig. Drengene godtede sig, og pigerne fandt, at det var synd for mig. Men det fik jeg først at vide bagefter.

Det værste var jo, at jeg ikke turde lade være med at fortælle Far det. Jeg havde ventet en meget værre omgang end den, jeg fik af præsten. Mærkelig nok fik jeg ingen omgang. Jeg tror nok, at den eneste, Far var vred på, var vejmanden. Jeg mærkede heller ingen ændring i præstens måde at være på overfor mig. Jeg var stadig gæst ved morgenkaffen. Desuden havde jeg den glæde, at holdets smukkeste pige næste gang sendte mig nogle forelskede blikke, som jeg undselig gengældte, og jeg må tilstå, at vi siden den tid “skød” til hinanden, når lejlighed gaves. Det var min første rigtige forelskelse, men den var meget platonisk. Vi har overhovedet aldrig vekslet et ord med hinanden, ikke engang, da jeg sommeren efter bød hende op til en dans på et skovbal. Jeg har aldrig set hende siden og aner ikke, om hun er i live.

Optaget og af sted til København

Vore kufferter var pakkede efter optagelsesprøven på Jonstrup Seminarium var vel overstået, og så gik det i en fart til stationen. Nu skulle vi erobre København. Det første bytte, vi gjorde, var en seminaristhue hos Trane i Klareboderne, forskellig fra en studenterhue ved, at kanten var af blåt fløjl og snoren flettet af rødt og hvidt. Kokarden som studenternes, men med mærkerne J.K.S.S.: Jonstrup kgl. Stats Seminarium.- Jo, jo, vi skulle vel nok hjem og imponere pigerne ved skovballerne.

 

De stolte seminarister med deres nyerhvervede huer – Emry yderst til højre. – Harald med seminaristhue, mon ikke han har lånt Emrys seminaridsthue for den virker noget lille.

Hvad angår København, var vi lige så kendte som var vi sluppet ud i en urskov ved Amazonfloden. Det blev vist også kun til en bøf i “Bræddehytten”. Heldigvis havde vi stadig fætteren til ledsager. Vi nåede sidste Falstertog og kom til Skovby et stykke ud på natten, mere trætte end sædvanlig. På et brevkort havde jeg allerede fra Måløv Station underrettet mine forældre om resultatet. Det ærgrede os, at de ikke havde været spor nervøse. De skulle bare vidst, hvor svært det i virkeligheden var for os to bønder, der aldrig havde prøvet en eksamen før.

Næste dag gik jeg de 10 km til Vejringe, hvor jeg tog hjertelig afsked med bekendte, kørte med lærer Jensens til Nykøbing, tog middags-deligensen til Kettinge, hvor mine forældre hentede mig. Jeg syntes jo godt, Far kunne være lidt mere imponeret. Han viste det i hvert fald ikke og mente jo, jeg kunne ha ventet med den hue til i julen. Om det kom af, at han i sin tid bestod optagelsesprøven til 2. klasse på Skårup Seminarium og ikke som jeg til første klasse, ved jeg selvfølgelig ikke. I det hele viste han aldrig nogen påfaldende interesse for karakterer. — Så gik ellers tiden med at redde høet, tørvene og meje rugen. I midten af august gik turen atter til Jonstrup, et nyt afsnit begyndte.

   Mads Ludvig Nielsen.                   Ane Kirstine Rasmussen.

Tysklandrejsen

I ferien 1922 var det, at Harald, svoger Christian og jeg besluttede os til sammen, at foretage en tysklandsrejse. Årsagen var den for Tyskland sørgelige kendsgerning, at den tyske mark raslede ned ad uge for uge, og at den danske krone i forhold til denne var “Hård valuta”. I den uge, eller halve snes dage, vi var i det før så mægtige rige, var kursen således, at en rigsmark havde en værdi af een øre. Vi kunne således tillade os at rejse på 2. kl., spise i de dyreste restauranter, tage taxa eller hestedroske, som det passede os og – “last not least” – drikke de dyreste vine, – hvad vi også gjorde.

Men lad mig begynde med begyndelsen. Jeg tog afsked med viv og børn, Ermegaard og Eva i København og susede med Gedser ekspressen mod syd. Den standsede ikke i Nykøbing, men min Mor stod efter aftale på perronen og vinkede til mig. Få minutter efter var jeg i Gedser og besteg den tyske færge, hvor mine to rejseledsagere allerede befandt sig ombord, og Harald modtog mig med hilsenen: “Gott behüte!” Jeg var helt imponeret og tænkte: Han har vist fået lært en farlig masse tysk. Det viste sig, at det var de to eneste gloser, han kendte. Men svoger Chr. havde heldigvis ikke glemt sit tysk helt fra sin præliminæreksamen og fra sine år i postvæsenets tjeneste, og jeg havde ligeledes dels læst en masse sider samt øvet mig i samtaler med Mela, bagerens wienerpige.

De 3 rejfæller: fra venstre Emry, Harald med solbriller og Christian.

Inden længe efter var vi i Warnemünde, slap let gennem tolden, da det eneste, der interesserede tolderne, var summen af vor danske valuta. Hvorfor, aner jeg ikke. Vi fandt så berlinerekspressen og anbragte os i en kupe med træbænke. Alt bar spor af krigen. Lokomotiverne var ræverøde af rust, personvognene trængte i højeste grad til maling. Remmene, man hejsede vinduer op og ned med, var skåret af og stjålet, sandsynligvis anvendt til skosåler, toiletterne så også forfærdelige ud af gammelt snavs. Det eneste komfortable sted var spisevognen, som vi da også hurtigt fandt hen til. Vi fik en dejlig middag med hver en halvliters flaske rhinskvin. Vi gav os god tid, sparede ikke på drikkepenge, så tjenerne var mere end elskværdige.

Lidt om mit eneste på forlag udkomne arbejde, lystspillet ”Atter det skilte”. – Det blev til ved et brugsforeningsjubilæum og skulle egentlig være en revy, men så gik det mig, – uden for øvrigt at ville sammenligne mig med Hostrup – som denne, da han skrev ”Genboerne”. Personerne tog magten fra mig, og det blev til et lystspil med indlagte sange. Mange replikker stammer fra det virkelige liv. Jeg skal kun nævne kromandens idelig gentagne: ”Jeg er, li’så jeg derrer”. Jeg hørte det, den dag, Alberti meldte sig. Da sad jeg på en falstersk gæstgivergård ved en kop kaffe. Til hver ny gæst, der kom ind, gentog gæstgiveren: Har I hørt, at Alberti har meldt sig? Jeg er li’så jeg derrer”. Det viste sig under opførelsen, at denne vending i høj grad morede publikum. Jeg tilstår, jeg også i stykket drillede vore afholdsfolk lidt, fordi jeg daglig omgikkes flere af disse og havde hørt mig arrig på deres fantastiske påstande. – Handlingen er ellers fuldstændig opdigtet, men jeg havde glæde af opførelserne, som jeg ved første opførelse selv satte i scene. Derimod har det nærmest ærgret mig at se det spillet andre steder, hvor instruktøren gjorde det for meget til klovneløjer og fandt sig i en rigelig tilsætning af eder, som slet ikke er trykt.

Her er medtaget indledning og 1. scene:

Emry i gang med havearbejdet.

I 1919 fik Emry en noget anderledes fødselsdagshilsen fra en Frøken Asta Nielsen, Nyboder.