Under min søgning efter mine forfædre faldt jeg pludselig over, at min oldefar Lars Peter Jørgensen havde ansøgt om erindringsmedaljen for deltagelse i krigen 1864 mod tyskerne.  Jeg havde aldrig hørt noget om, at oldefar eller andre i min nære familie havde deltaget i De Slesvigske krige, hvor Danmark mistede en tredjedel af riget.

Min oldefars ansøgningsskema for tildeling af erindringsmedaljen for deltagelse i De Slesvigske Krige. Christian 9. havde i 1864 afgivet et løfte om at indstifte en krigsmedalje for deltagelse i krigene 1848-50 og 1864. Først i 1871 blev der taget initiativ til at indfri løftet og den 10. juni 1875 gjorde Christian 9. den officielt. Medaljen kaldes en erindringsmedalje fordi den først blev indstiftet mange år efter krigene.

Min oldefar er blevt kendt “Berettiget” til at modtage medaljen og har formodentlig fået den tilsendt i en æske sammen med et diplom. Hvor medaljen og diplomet er blevet af står hen i det uvisse, ingen nulevende slægtninge har nogensinde hørt noget omtalt. Oldefars bror Diderik deltog også i krigen og ansøgte ligeledes om tildeling af erindringsmedaljen. I hans familiegren har min 3. fætter muligvis hørt noget omtalt om en forfader da han var 8-9 år, men på det tidspunkt hørte han ikke ordentlig efter.

Da oldefars medalje ikke findes har Mr. Google været så venlig at stille et billede af både forside og bagside til rådighed.

---

De Slesviske krige

Kort fortalt var de to Slesviske krige over Slesvigs tilhørsforhold. Treårskrigen 1848-1850 var endt med en dansk militær sejr og de slesvig-holstenske oprørers nederlag, men det politiske spørgsmål var ikke blevet løst.

2. Slesviske krig 1864 var Danmarks forsvar af grænsen mod den Prøjsiske-Tyske agression. Den danske regering ønskede at lægge hertugdømmet Slesvig ind under det danske rige, da flertallet her var dansksinde. Den preussiske regering under Bismarck ville udvide Tyskland på Danmarks bekostning.

Læs mere i DanmarksHistorien Treårskrigen 1848-50 og DanmarksHistorien Krigen 1864. Se også Danmarks MilitaryHistorie (English/Dansk).

Danskerne tog opstilling ved Dannevirke et forsvarsværk ved rigets sydgrænse fra vikingetiden som var bygget på den Jyske halvøs smalleste sted år 400-500 og flere gange udbygget og ændret i forløb.  Med det antal mænd hæren havde til rådighed, var det dog tvivlsomt om Dannevirke kunne forsvares overfor den talmæssige overlegne fjende. Øverstkommanderende for hæren var den kompetente General de Meza.

Nørrejylland med markering af stillingen Danevirke, Sankelmark og Dybbøl. – Dannevirke stillingen. – Dannevirke med fæstningkanoner.

Prøjserne gav Danmark et ultimatum, der krævede at Danmark trak sine tropper tilbage fra hertugdømmet, som undskyldning for at komme i krig. Den 1. februar overskred tyskerne grænsen til Slesvig og dermed var krigen i gang.

Et angreb på Mysunde blev slået tilbage, men på trods af denne sejr, var situationen for den danske hær alvorlig. Danevirke var for lang til at forsvares med det antal tropper der var til rådighed, og et gennembrud kunne betyde udslettelsen af den danske hær. Derfor besluttede general de Meza, uden tilladelse fra krigsministeren, at trække det meste af hæren tilbage til flankestillingen ved Dybbøl.

Den danske hærledelse med general de Meza besluttede at rømme Dannevirke-stillingen i ly af mørket natten mellem den 5. og 6. Februar. Om natten til den 5. februar begyndte det danske tilbagetog. Hele fæstningsartilleriet måtte efterlades i stillingen, for at fjenden ikke skulle ane uråd. Der gik adskillige timer før fjenden opdagede, at de danske soldater havde trukket sig tilbage, og dette gav danskerne et godt forspring. Men det blev et forfærdeligt tilbagetog. Vejret var slået om til snestorm og temperaturen var langt under 0 grader.

Tilbagtrækning fra Dannevirke.

Ved Sankelmark og Oversø indhentede de forfølgende østrigere den danske bagtrop under oberst Max Müller.

Det originale maleri af Otto Brache velvilligt hentet fra magasinet på Ribe Kunstmuseum juli 2020.

Halvdelen af den danske bagtrop blev opstillet i det flade og smalle terræn på begge sider af vejen og  resten et par hundrede meter bagved. Kampen  begyndte kl. 15.30, da første halvdel angreb den østrigske styrke med bajonetter med store tab til følge.  Den bagerste del fulgte op med endnu et angreb, men blev slået tilbage. Kampen sluttede ved 5-tiden, da mørket faldt på.

Der findes mange tegninger af slaget ved Oversø Sankelmark, jeg har valgt disse.

 De danske tab ved Sankelmark udgjorde i alt 763 mand, heraf 53 faldne, 157 sårede og resten fangne, heriblandt min oldefar Lars Peter Jørgensen. På østrigsk side faldt 95  mand, 311 blev såret og 27 savnedes.

Den næste dag ankom hovedparten af hæren til Dybbøl og Sønderborg fuldstændigt udmattede. Men det vigtigste var, at hæren var intakt. For de Meza fik hans ordre til tilbagetrækningen den følge, at han blev afskediget og erstattet med general Gerlach selvom han havde reddet hæren.

---

Hvad skete videre med min oldefar

Min oldefar overlevede slaget ved Oversø, men blev taget til fange og ført til Magdeburg i Tyskland.

De danske fanger fra slaget ved Oversø ankommer til Magdeburg.

På Statens Arkiver lister over Danske soldater i Prøjsisk fangenskab findes oldefar Lars Peter i fangelejr Magdeburg med nummer 1080, han er registreret som trainkusk og som bekendt fra Nyrup. Oldefar har passet heste, det er ikke noget at sige til, at min far også var glad for at passe heste jfv. historien om “Far og hans heste“.

Den danske præst Ludvig Wagner fik tilladelse til at besøge krigsfangelejrene, heriblandt Magdeburg. Han har berettet om det i bogen “Erindringer om Krigsfangenskabet 1864“. Bogen kan lånes på biblioteket. Hans besøg ved de danske krigsfanger i Magdeburg har han beskrevet meget detaileret.

Uddrag fra Ludvig Wagners bog:

I Magdeburg var der over 700 danske krigsfanger. Dels fra 11. regiment fra Sankelmark 6. februar og et kompani fra 20. regiment, der var blevet afskåret ved Snoghøj den 8. marts. De danske officerer kunne på æresord bevæge sig frit i Magdeburg. De menige var placeret i Citadellet og lå i geværhuset, en vældig bygning, hvis øverste etage var opdelt i stuer ved bræddeskillerum, som dog ikke nåede op under hvælvingerne. Som følge deraf var der megen støj, og ventilationen var såre mangelfuld.

Forplejeningen var her som på de andre steder af samme slags som de prøjsiske soldaters, men den tyske kost var så tarvelig, at det faldt vore folk hårdt at vænne sig dertil. En mand af 20. regiment har beskrevet kosten i Magdeburg således:

Ludvig Wagnes bog er trykt med gotisk skrift. Jeg har her gengivet beskrivelsen af kosten. Man vænner sig hurtigt til at læse gotisk, men jeg har alligevel gengivet kostplanen:

Til frokost: Tørt brød med en blikkedel fuld af klister, det var kogt med vand, som var strøet noget rugmel i.

Til middagsmad: Kartoffelsuppe; det var kartofler, stødt sammen i en grød og spædt op med noget vand eller suppe, som de kaldte det, for det hed sig, at suppen var kogt på kjød, men det var rigtignok så ubetydeligt, at det ikke kunne smages. Den middagsmad fik vi fem gange om ugen med den forandring, at én dag fik vi ærter i kartoffelmel, en anden dag linser, en tredje hestebønner o.s.v.  Om søndagen fik vi den bedste middagsmad, det var risvælling med et par stykker spegeflæsk til aftensmad; det var noget vi kunne bruge.

Til aftensmad: Bart smørrebrød, en told smør hver på to lod (1/32 pund – 15.5 g); og om vi havde lyst måtte vi gerne drikke os lidt vand dertil.

Da Ludvig Wagner ankom til Magdeburg havde han ikke strakt tilladelse til besøge de danske fanger. Efter nogle dage og samtale med Guvernøren gav han denne sit æresord og håndslag på, at han var kommet for “at bringe Kristus for folkene”. Efter det kunne han komme og gå som han vilde. Han havde også frit adgang til garnisonskirkerne på de tider de ikke var optagne. Han kunne her frit forkynde ordet for sine landsmænd og bede for Konge og Fædreland.

Han begyndte straks sin virkomsomhed med at besøge fangerne i Citadellet og på lazarettet og forberede alt til at holde gudstjeneste både på Kristi Himmelfartsdag og de følgende dage. Når Domkirken var optaget brugte han Citadellets Kapel. Kapellet var et stort hvælvet rum, der var inrettet til i krigstider, at kunne bruges som bageovn. Kun halvdelen af mandskabet kunne rummes der, så på disse dage blev der holdt to tjenester.

Ludvig Wagner skriver til slut om Magdeburg: Det var mig ikke let at forlade Magdeburg, men det lakkede mod Pinse, og denne Højtid havde jeg bestemt at holde i Kirken over Luthers Grav. Saa gik da Rejsen til Wittenberg Torsdag den 12. Maj.

Ludvig Wagner beskriver ved ankomsten til Wittenberg en karakteristisk forskel mellem Københavnere og Jyder, derfor synes jeg den skal med.

I Wittenberg fandtes 400 Mand, af hvilke godt Halvparten, mest Kjøbenhavnere, laa paa Slottet, og Resten i Brohovedet hinsides Elben. Denne Deling var gavnlig for min Gjerning, thi jeg mærkede snart, at paa Københavnerne gjorde en livlig Tiltale størst Virkning, medens Jyderne, som udgjorde Hovedbestanddelen i Brohovedet, trængte til et stille, hjærteligt Ord.

H.C. Andersen har fremstillet dette papirklip i maj 1864 og skænket klippet til en basar der blev afholdt i Casinos lille sal i København til fordel for ofrene og danske krigsfanger i Tyskland i forbindelse med krigen i 1864 (Se HC Andersen link).

---

Krigens videre forløb – Kampen ved Dybbøl

Efter nogle dage begyndte kampen om Dybbøl. De danske forposter blev i løbet af de kommende uger tvunget tilbage til skanserne der skulle forsvare brohovedet overfor Sønderborg.

I flere uger regnede tusindvis af granater ned over de danske stillinger, ødelagde fæstningsværker, kanoner og dræbte mange danskere.

Den 18. april 1864 satte den preussiske hær så hovedangrebet ind. Det danske forsvar bestod af 5000 mand i skanserne og skyttegravene, og 6000 mand i reserve. Den preussiske angrebskolonne bestod af 11.000 mand i den første bølge og 26.000 mand i reserve.

Udfaldet af kampen kunne der ikke være tvivl om, men de danske stillinger faldt først efter en rasende nærkamp i skanserne og skyttegravene. Et modangreb af den 8. Brigade brød sammen, efter af den var avanceret omkring en km frem til Dybbøl Mølle. Den blev tvunget tilbage til brohovedet, sammen med de få soldater der var undsluppet fra skanserne.

Min Mors tredje fætter Jens Nielsen Lundsgaard faldt under forsvaret af Dybbøl den 18. april 1864. Han er, som det fremgår af mindetavlen i Lyngby kirke ”Formodentlig begravet på Valpladsen”. Jeg har skrevet om Jens Nielsen Lundsgaard “læs her“.

Da hverken Sverige eller England kom os til hjælp bliver resultatet, at Danmark må underskrive en fredstraktat i oktober 1864, hvor Danmark mister en trejedel af riget.

---

Ludvig Wagner beskrivelse af fangernes hjemsendelse:

Fangerne ankom med tog til Stettin og bleve paa prøjsiske Skibe bragte ud til Swinemünde, hvor vi optoges af „Freja” og „Slesvig” (hjuldampskibe). En Prøjsisk Officer udtalte, at Frigivelsen var paa Betingelser; hvis Krigen skulde udbryde paa ny, vilde de tidligere Fanger, som maatte blive grebne med Vaaben i Haand, uvægerlig blive skudte.
Derpaa talte Major Bie, som tog imod Krigsfangerne, og erklærede (paa Dansk), at Kongen ikke vilde anvende dem i Krigstjeneste, før Freden var sluttet.

Det var den sidste Transport af Krigsfanger, som vendte hjem. Tilbage vare kun omkring paa Lazaretherne nogle syge, som ej kunde taale at flyttes, fremdeles de tre i Spandau Tugthus og endelig nogle Folk, som vare dømte i Wittenberg for disciplinere Forseelser og derfor maatte vente til Fredens endelige Afslutning. Det var blevet langt hen paa Eftermiddagen, inden vi kom om Bord paa de danske Skibe. Hvor var det vederkvægende atter at se Dannebrog vaje!

Slesvig

Dannebrog

Tirsdag Morgen den 22. Avgust Kl. 6 lagde vi til ved Kvæsthusbroen og gik ind i Kasernegaarden. Her skiltes nu de, der havde delt saa megen Nød sammen, og gik ud hver til sit Hjem og sin Gjerning. Der var ingen højtidelig Modtagelse, men det kunde vi jo heller ikke vente. Stille kom vi, og stille tog vi Afsked med hverandre.

Epilog

Oldefar bliver i 1869 i Års kirke viet til Ane Kjerstine Pedersdatter. I 1870 erhverver han husmandstedet i Nyrup, hvor min bedstefar Niels Sørensen Jørgensen, min far Peder Madsen Jørgensen og jeg er født.