Invasionen af Danmark i 1940 (Unternehmen Weserübung) var det tyske angreb på Danmark den 9. april 1940 under 2. verdenskrig. Angrebet var underordnet hovedangrebet mod Norge (Weserübung Nord). Kodebetegnelsen Weserübung betyder Weser-øvelse på dansk efter floden Weser i det nordvestlige Tyskland.

Danmarks strategiske betydning for Tyskland var formentlig begrænset til, at landet kunne benyttes som udgangspunkt for operationer mod Norge med henblik på sikring af forsyningslinjerne til styrkerne der, ligesom radarsystemerne blev opbygget med henblik på pejling af engelske fly på vej til tyske mål, (Kilde: Invasion af Danmark 1940).

Emry beskriver i erindringerne sine oplevelser den 9. April i Holbæk:

Emry Kølster var skolelærer på Søndre Skole i Holbæk. I sine erindringer har han beskrevet, hvad han oplevede den 9. april 1940. I Holbæk havde tyskerne beslaglagt Søndre Skole og Holbæk var ligesom resten af Danmark blevet beordret til at have mørklægningsgardiner for vinduerne (uddrag af blog post fra 9 april 2015).

 

Den 9. april 1940 var snedkermester Andersen og jeg til et udvalgsmøde hos sognepræsten, pastor Krarup. Efter dette var vi så letsindige at spadsere en tur forbi Sdr. Skole. Det var, som man vil erindre, meget mørkt den aften, og tilmed var der første gang mørkelagt.

Derfor løb vi lige mod de tyske vagtposter på vejen og blev standset med et: ”Halt!” Vi forklarede, at vi bare gik en tur, og at jeg var lærer ved skolen. ”Wohnen Sie dar” spurgte soldaten. Det måtte jeg jo benægte, hvorfor han blev mistænksom og befalede os at følge med. Da vi tøvede, pegede han meget bestemt mod indgangen og råbte: ”Vorwärts!”, medens han pegede med sin revolver på os. Vi fulgte så med ledsaget af to soldater over pladsen til vagtlokalet, klasseværelset, hvor jeg om morgenen havde haft en time. Ved den nordre væg stod to civile mænd med ryggen mod os. Det varede noget, inden det gik op for mig, at det var overlærer Espersen og lærer Hagbart Olsen.

Overlærere Espersen sidder forrest i midten ved hans side til venste lærer Emry Kølster og i bagerste række nummer 3 fra venste lærer Hagbart Olsen.

Deres påklædning vidnede om, at de havde været ved at klæde sig af, da de blev hentet. På en madras på gulvet lå en soldat med en riffel, der pegede på de to nævnte lærere, som var i skarpt forhør af en officer, der råbte op som selveste Hitler i radioen. Det drejede sig for overlærerens vedkommende om, at der var fundet en skitse over skolens klasseværelser – efter officerens mening et spionkort. At Espersen var formand for garnisonsudvalget i Holbæk og havde kradset dette kort op til oberst Lunn netop for at hjælpe denne med at få fjenden indkvarteret på Sdr. Skole var officeren meget længe om at forstå, og han var meget mistænksom overfor nogle telefonnumre, som han viste mig, da Espersen og Olsen langt om længe blev dimitteret. Jeg kunne dog berolige ham med, at det ene var skolens, det andet kommunekontorets, det tredje regnede jeg med var oberstens, men vidste det ikke.

Andersen og jeg slap lettere, dog blev Andersen truet med en revolver, da han ville hjælpe en underofficer at fiske sin tegnebog op af inderlommen. Jeg blev også grundigt visiteret og min tegnebog undersøgt. Det gjorde mig noget nervøs, fordi jeg vidste, at jeg blandt en del papirlapper og havde en afskrift på fransk af Marsaillaisen.

Marsaillaisen som Emry havde i tegnebogen. Den bærer præg af at have været opbevaret i tegnebogen.

Heldigvis kunne den menige soldat ikke fransk, så han overså denne oprørssang. Jeg blev ked af at stå og vente på, at forhøret over Espersen og Olsen kunne få ende, og pegede på en ledig stol og spurgte: “Darfe ich platz nehmen?” Men det kunne der ikke være tale om. Endelig fik det da ende, uden at der skete os noget, og vi blev så permitteret, d.v.s. vi blev fulgt over pladsen med faste greb om vor ene arm, og i den anden holdt soldaten revolveren. En tredje gik foran og lyste med en elektrisk lommelygte. Ude på vejen blev vi sluppet løs.”

Det var vort første møde med vore “befriere”. Hvad fruerne Espersen og Olsen var ude for, er en anden historie, og det var ikke behageligt for damerne. Fru Espersen blev ”holdt op” i sine egne stuer, og fru Olsen måtte følge med over i forhørslokalet. Et lys fra et loftsværelse var mistroet som et signal til englænderne! – Tyskerne var kommet fra Polen og derfor meget nervøse. – Da jeg kom hjem var Asta gået i seng. Jeg viste hende det hensyn ikke at vække hende og fortælle noget. Det gjorde jeg først næste morgen, men jeg faldt ganske vist ikke i søvn før ved 4 – tiden.

9. April Viborg:

Den 9. april 1940 rykkede tyske tropper over den danske grænse. Ved frokosttid nåede en motoriseret fortrop frem til Viborg. En deling gjorde holdt på Hjultorvet. Kommandanten bemærkede straks Hedeselskabets bygning og antog, at den imposante bygning måtte være byens rådhus. Han lod sin ordinans hejse hagekorsflaget i selskabets flagstang og stillede krav om at få huset stillet til rådighed. Hedeselskabets direktør måtte igennem svære forhandlinger, før det lykkedes at få værnemagten til at rømme kontorerne. For at undgå at tyskerne igen brugte flagstangen blev den pillet ned. Først 5. maj 1945 kom den tilbage på sin plads.

Screen-shot fra kortfilmen “Besættelsen af Viborg 9. April 1940” (kilde FilmCentralen).

Epilog: Hvordan kunne Danmark blive besat næsten uden kamp?

Allerede 9. april 1940 begyndte en diskussion om skyld, ansvar og ære i forhold til besættelsen af Danmark. Den foregår stadig. I krigens sidste år, da Tysklands totale nederlag blev forudsigeligt, gik en holdningskamp om en samlet fortolkning af besættelsen i gang.

Fortolkningskampen før befrielsen foregik ikke i den legale, men især i den illegale presse. Kampen var ganske hård, fordi der var stærke politiske interesser forbundet med at dominere fortolkningen af den nylige fortid. De centrale spørgsmål var, hvem der havde ansvar for besættelsen 9. april 1940, samt hvor grænsen lå for det tilladelige i forhold til samarbejde med besættelsesmagten.

Oberst A.R. Jørgensen var 9. April 1940 næstkommanderne ved et ingeniørkampani i Kolding. Han har skrevet bogen “9. APRIL  De spildte muligheders dag”, Gyldendag 1980, 182 pp.

Citat: “Med oberst A.R. Jørgensen bog foreligger den første samlede kristiske militær-analyse af de fejl der fra dansk og norsk side blev begået i forbindelse med den 9.April 1940. Bogen påviser, at en konsekvent udnyttelse af de eksisterende muligheder kunne have lagt så store hindringer i vejen for det tyske lynangreb, at felttoget mod Norge sandsynligvis havde fået et for angriberne negativt resultat – med vidtrækkende militære og pollitiske konsekvenser.

Forfatteren gennegår i detaljer en tænkt operation, benævnt “Springbræt”, som for størstedelen kunne være gennemført så sendt som den 8.April, og som kunne have omfattet indsættelsen af ubåde, udførelse af let gennemført spængninger af broer og færgeklapper, blokering af havne og ødelæggelse af flyvepladser, hvoraf Ålborgs var af væsentlig betydning for tyskernes angreb mod Norge. Han påviser, at operationen kunne være gennemført med ringe militære og civile tab og acceptable gener for civilbefokningen.

Skitse 1 og 2 angiver hvilke jernbanebroer der relativt nemt kan sprænges og hvilke lufthavne der kan ødelægges for at forsinke tyskerens fremrykning. –  Skitse 3 viser, at ved ødelæggelse af Ålborg Lufthavn ville transportvejene til de norske lufthavne blive længere eller ikke mulig med den type maskiner tyskerne rådede over på daværende tidspunkt.

At englænderne betragtede Ålborg Lufthavn af tyskerne benævnt “Fligerhorst Aalborg -West” for meget vigtig kan ses af, at enlænderne allerede den 13. august 1940 angreb Aalborg Lufthavn med 11 Blenheim fra Norfolk, UK. På vej fra Norfolk to Danmark havde vejret klaret op og det var helt skyfri. Angrebet blev da også en delvis disaster idet alle 11 Blenheim blev skudt ned og 20 airmen mistede livet. Læs mere om episoden i min blog post Flyvergrave på Vadum kirkegård – “The Doomed Squadron”.

Bogen har et videre perspektiveret at belyse en lille stats chancer for at yde et militært bidrag i en storkrig.”

Besættelses-historiker Aage Trommer skriver i en kronik i Kristelig Dagblad, at med de uduelige ledere Danmark havde April 1940 både i regeringen og militæret kunne det kun gå som det gik.