Emry kølster – Marias morfar var lærer i Holbæk og han nedskrev sine erindringer i “Minder gennem småt halvfjerdsindstyve år”. I denne historie har jeg illustreret et afsnit fra Emrys barndom (ca 1891 hvor Emry var 10 år), hvor der skete et indbrud i kirken og kirkebøssen blev tømt. Emry var med til at lave en drengetreg som gav ham dårlig samvittighed. Læs hele den spændende historie, som Emry indrømmer ikke fremstiller ham som nogen helt.

Emrys far Ludvig (kaldet Nielsen) var lærer på Grønnegade skole og kirkesanger i Bregninge kirke.

Indbrud i kirken og kirke-bøssen tømt

Emry beretter: Det hændte, jeg selv engang blev indblandet i en begivenhed, der skaffede mig nogle kvalfulde dage. – En aften kom klokkerkonen, Sidsel, stærkt ophidset om hos os og meddelte far, der var kirkeværge, at der havde været indbrud i kirken sidste nat.

Om morgenen havde hun intet bemærket, fordi det da var temmelig mørkt, men ved solnedgangstid havde hun lagt mærke til en knust rude i våbenhusvinduet, og at væggen neden under var skrabet, hvorfor hun gik ind i kirken og her fandt kirkeblokken opbrudt og tømt. Dette skete i november, en tid, hvor der var særlig mange penge i blokken. Den kun tømtes én gang om året, nemlig i december, hvor juleuddelingen til sognets værdigt trængende fandt sted. Der plejede altid at være op mod 100 kr i bøssen på den tid. Tyven har åbenbart ikke respekteret indskriften:

“Saligt er det at give hellere end tage”,

men forstået skriftordet i omvendt orden. Bevæbnet med en staldlygte gik far sammen med sognefoged P. Ringsing hen til kirken, hvor de konstaterede fakta og dagen efter meldte det skete til birkedommeren, eller som han kaldtes på egnen, byfogden i Nysted.

Selv om kirken lå i Grønnegade blev den kaldt Bregninge kirke.  På billedet ses våbenhuset hvor indbruddet skete.

I vort lille sogn på 400 indbyggere skete ikke mange begivenheder af rang. Intet under derfor, at vi skolebørn næste dags middagsstund aflagde besøg på gerningsstedet, kirkegården, for at se det omtalte vindue.

Grønnegade skole lå nogle hundrede meter fra kirken så drengene har løbet (ilet) fra skolen til kirken og tilbage. – Emry og hans søskende på en ældre billede.

Det var snart besørget, og de fleste ilede tilbage til skolen. Blandt de sidste fire befandt jeg mig. Da vi passerede et gravsted, fik jeg øje på et lugeredskab, nu velkendt. Det var greb i den ene ende og rive i den anden, men jeg havde aldrig set den konstruktion før og kunne derfor ikke undlade at prøve det. Havde jeg nu indskrænket mig til at grave og derefter rive lidt, var intet sket, men i stedet skrev jeg to ord i mulden: Jeg er – , så kunne jeg ikke finde på mere. Men skomagerens Julius var endnu optaget af indbruddet og foreslog mig at tilføje: tyven, hvorfor der altså kom til at stå:

”Jeg er tyven”.

Klokken var så meget, at vi ikke turde opholde os længere på stedet, men satte redskabet på dets plads og løb uden at udslette sporene af vor sigtelse. Det viste det sig nemlig at være skrevet på klokkerkonens gravsted.  Da hun samme eftermiddag opdagede det, opfattede hun det som en beskyldning mod hende for selv at have arrangeret indbruddet og taget pengene. Stærkt ophidset kom hun om på skolen og fortalte far, at nogle formastelige børn havde tyvtet hende. Far beroligede hende med, at det kun var børnestreger, og at hun kunne tage sig det let. Fik han at vide, hvem synderen var, skulle han nok påtale det.

Formodentlig har han ikke tillagt det nogen betydning. Han spurgte aldrig om det i skolen. Jeg sørgede for at få fat i de tre vidner, da de kom næste morgen, og fik dem til at tie, hvad de mærkelig nok også gjorde. Havde det været en søndagsskolefortælling, ved jeg godt, den burde slutte med, at jeg grædende og angrende tilstod min forbrydelse for min far og derefter var ilet ned og bedt Sidsel om forladelse.

Alligevel var jeg nogle dage ikke særlig stolt ved situationen. Den nævnte byfoged var en skrap håndhæver af retsplejen i jurisdiktionen, og tanken om forhør og rotting, som dengang var tilladt overfor mindreårige, spøgte længere tid i min hjerne. Efterhånden fortog min skræk sig, men jeg fortalte først far den rigtige sammenhæng, da jeg kom hjem med mit eksamensbevis som lærer. Da kunne vi heldigvis begge more os over min drengestreg.

Sidsel var lidt af en Sherlock Holmes, Hun viste far, at kirkebøssen var brudt op med ildrageren ved kirkens kakkelovn. Det viste sig at den passede til alle hullerne i bøssen.

 

Sherlock Holmes står her i Edindburgh og prøver at opklare, hvem der i nattens løb har haft den frækhed at placeret en “trafic cone” på hans hovede (set på vores tur til Edinburg).

Tyveriet blev aldrig opklaret. Hvad folk mente, fik jeg et indtryk af mange år efter, da vi en aften spillede l’hombre med maler Jørgen Hansen, og han tager nogle femører op og siger:

“Klokker- Sidsel var hos mig for et par dage siden og betalte en regning med en hel del irrede kobberpenge”.

Vi nøjedes med at sige:

“Nåh ! “,

og så talte ingen mere om det, men vi var jo klar over hans tanker om hendes besiddelse af disse tilsyneladende hengemte mønter.

Jeg indrømmer, at jeg ikke spillede nogen helterolle i denne historie, hvad forøvrigt aldrig har ligget for mig. Episoden egner sig derfor ikke som stof i en drengeroman.

Grønnegade skole har spillet en stor rolle i familiekrøniken, derfor er der aflagt mange besøg i Grønnegade. – Her et luftfoto af Grønnegade skole fra 1939. – Ruth Marias mor – på en nostalgisk tur i 1969 – står ude på vejen og kigger ind på skolen, hvor hendes far voksede op.