Emrys oldefar Niels Kragh – Dannebrogsmand

Emry Kølster – Marias morfar – var skolelærer i Holbælk og samtidig kordegn ved Tveje Merløse kirke fra 1904-1951 med afbrydelse som skolelærer ved Asnæs skole. Som pensionist skrev Emry sine erindringer “Minder gennem småt halvfjerdsindtyve år”. Tidlige historier: “Dregestreger og dårlig samvittighed“,  “Julefrokost a la Falster“,  “Tilbageblik fra Asnæs“, “Emrys afsked med Asnæs og hestevogn til Holbæk“,  “Oldemor Ane Kirstine Rasmussen“. Denne historie omhandler et afsnit fra Emrys barndom, hvor bedsteforældrene kom og opholdt sig nogle dage i Grønnegade skole på Falster, hvor Emrys far var skolelærer. En del af lærerens løn bestod af såkaldte “pligtydelse”: Levering af 6 favne bøgebrænde som skulle hentes i Frostrup skov. En rest hoveriarbejde som påhvilte gårdene omkring skolen. Tiden hvor historien foregår er omkring 1890.

Luftfoto af Grønnegade skole 1939. – Familien Nielsen på det tidspunkt hvor historien foregår.

Emry beretter:  De første dage havde vi travlt med at stille brændet op langs stuehusets østside. Nogle dage efter kom så vore bedsteforældre fra Falster (Rasmus Ottosen og Karen Kirstine Nielsdatter Kragh). Det betød for dem et kærkomment besøg på fjorten dage, og vi børn glædede os hvert år til disse par uger. I løbet af den tid savede, flækkede og stablede bedstefar de fem favne, den sjette fik bødkeren til smørdritler. – Senere forstod vi, at bedstefar fandt dette arbejde under sin værdighed, men forholdene havde ført med sig, at han måtte være glad for opholdet og den 10-krone, far honorerede ham med. – Mine bedsteforældre var begge børn af falsterske storbønder og overtog efter deres bryllup en mindre gård, Wedendahl, på Nordfalster. Der voksede efterhånden 9 børn op på gården. Så kom landbrugskrisen i 70-erne. Denne i forbindelse med den store børneflok, en udstrakt gæstfrihed og bedstefars ringe evne til at følge med i det nye, konservativ, som han var, medførte, at han måtte sælge gården, besætning og redskaber. Vi skyldte heldigvis ingen en øre, da vi tog derfra, fortalte bedstemor. Men det var sørgelig lidt, de reddede fra katastrofen. De erhvervede sig et husmandssted med lidt jord i et andet sogn. De to yngste børn gik endnu i skole, de andre måtte klare sig, som de bedst kunne.

Det blev da far, der reddede dem fra yderligere armod, ved at han købte et landarbejderhus i Eskildstrup til dem. Summen kan nu synes latterlig lille – 900 kr., men dengang var det også penge. Far udbetalte 600 kr. Resten stod som en prioritet i huset. Så havde de da tag over hovedet og sad i deres eget hjem igen. Hvad bedstefar følte ved, at det blev en husmandssøn fra deres eget sogn, der reddede dem, ved jeg ikke.

Bedstemor var altid far meget taknemmelig og lagde aldrig skjul på det. Dog glemte hun aldrig fordums storhed, og i sin tale benyttede hun ofte udtrykket – “hjemme på gården”, medmindre hun gik endnu længere tilbage og berettede om sin far, Niels Kragh, Skovsoddegaard, sognefoged, dannebrogsmand og indehaver af det kgl. landhusholdningsselskabs sølvbæger for veldrevet landbrug.

Skovoddegård

Skovoddegård ca 1950.

Side 89-90 Dannebrogsmænd, 1839-1843: “Niels Christian Kragh, Gårdmand i Nørre-Alslev på Falster”. – Kopi af Dannebrogsordenen.

slstenbergholtsoelvbaeger

Landhusholdningsselskabets sølvbæger.

Emry beretter videre: Oldefar – Niels Kragh.  Han var den første på Falster, der merglede. Sølvkorset havde han også ærlig fortjent, idet han fangede en bande røvere, der i lang tid havde gjort egnen usikker. Det kan næppe have været helt hyggeligt for en gårdmandssøn, der havde sin seng i storstuen, at vågne en nat og se en fremmed mand stå ved sit hovedgærde. I sin hånd holdt han en økse, som han antagelig var parat til at bruge, hvis den unge mand gjorde anskrig. Han sov derfor på skrømt, medens en anden røver tømte dragkisten, hvorefter begge røverne forsvandt. Niels Kragh opdagede en dag på en ridetur, at hans glubske hund Stromy, der gerne fulgte ham, var urolig, da de skulle passere en bro. Det var i den tørre tid, og han regnede med, at det nok var de omtalte røvere sammen med flere andre, der holdt til under broen.

Broen

Det kunne være den omtalte bro, hvor røverne gemte sig.

“Pas på dem Stromy”, råbte han til hunden, der forstod kommandoen og stillede sig på vagt for den ene ende af stenkisten, medens Niels Kragh fik tilkaldt nogle folk, der arbejdede i nærheden. Een for een måtte misdæderne frem, blev bundne og ført til Stubbekøbing arrest, hvor deres synderegister blev trævlet op, og egnen åndede lettet op, da de sad i Horsens, eller hvor de nu blev anbragt. – Navnet “Stromy” er senere givet til adskillige hunde i vor slægt.

Stromy sammen med den øvrige familie i Nykøbing. – Nora promenerer med dukkevogn sammen med Sigge og Stromy. – Stromy med familien i haven, Ermegaard bagerst, Pinsen 1933. – Ruth – Marias mor kæler med Stromy ved Sølvbrylluppet i Nykøbing.

Bedstemor og gamle Marie beretter

Bedstemor fortalte også, hvorledes hendes far som ung knøs red stafet for sin far i årene 1807 – 14, da de engelske “men of war” krydsede i vore farvande. En af deres bomber må være faldet på markerne ved hendes hjem. Jeg husker, bedstemor havde den til at male sennep med.

Forside til bog om Englandskrigene

Forsiden til en spændende bog om Englandkrigen 1807-14, se link her

Levende og anskueligt fortalte bedstemor om sine oplevelser. Havde der blandt børnebørnene været en pige med Selma Lagerløfs talent for at benytte det givne stof, kunne hun have fået en spændende roman ud af bedstemors historier.

Nogle af dem handlede om spøgelser, varsler og skindøde og gjorde os børn mørkerædde, så vi ikke turde løbe over gården til udhuset om aftenen. Vor gamle pige, Marie, supplerede hende forresten udmærket og kunne i mørkningsstunden fortælle endnu mere rædselsvækkende historier.

TyttebærMaja

Gamle Marie kunne minde om “Tyttebær-Maja” fra Astrid Lingrens fortælling om “Emil fra Lønneberg“.

Hendes viseforråd var stort. Indholdet af disse kvad drejede sig gerne om ulykkelig kærlighed eller om mord med påfølgende henrettelse. En enkelt vise havde dog happy end. Den begyndte således: “Hist, hvor Genfersøen krummer sig en bugt.” Grammatikalsk er begyndelsen ikke så heldig. Måske skyldes det også min svigtende hukommelse. Men den handlede om en jæger og hans elskede, og den sluttede meget tilfredsstillende således: “På sin højre arm en krøllet dreng hun bar. Jægermanden det er drengens far!”

 

8 comments

  1. Jeg elsker en historie, hvor en hund er helten. Vi har lignende situationer til det røveri her i England. De almindelige mennesker løser forbrydelsen og fanger de kriminelle, mens politimændene er hyggelige og varme og spiser deres morgenmad. Godt gjort Stromy!

    Liked by 1 person

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s