Emry – Marias Morfar – havde efter sit ægteskab (1908) med sin første hustru Anna efterhånden været lærer i Asnæs nogle år. Asnæs var ”rigtigt ude på landet”, som beskrevet i Emry lærer på Asnæs skole december 1907 – januar 1914. Han søgte derfor embede i en større by, hvor der var bedre forbindelse til omverdenen.

Emry beskriver det således i sine erindringer:

Jeg søgte førstelærerembedet ved Tårnborg skole, Korsør. Skolen var nyopført, og distriktet ligesom Merløse vokset sammen med købstaden, men dog endnu hørende til Tårnby landkommune. Kvarteret blev nogle år efter indlemmet i Korsør, og embedet blev skoleinspektørembede. Der var nogle og 50 ansøgere. Trods det blev jeg indstillet som nr. l, fordi jeg fra mine år på Sdr. Skole, Holbæk var særlig kendt med forholdene ved en sådan forstadsskole. – Men ak: Herredets provst kaldte nr 2, der var lærer i hans eget sogn og havde en lille eksamen. Han var netop af den grund indstillet. Sognerådet mente, at han kunne da ikke være farlig. Det var den største skuffelse, Anna og jeg havde været ude for. Der blev skrevet flere harmfnysende artikler i de lokale aviser. Men det nyttede blot intet. Provsten gav en sludder for en sladder i et interview, og dermed var den sag ude af verden. Jeg tabte rent lysten til at søge embeder. Alligevel skulle vi komme fra Asnæs snart efter på en måde, jeg ikke havde tænkt mig.

Mit gamle og første embede ved Sdr. Skole blev ledigt. Det var jo forbundet med kirkesang. Det sidste halve år havde jeg efter Asmussens forflyttelse været organist, hvad jeg havde mere lyst til, men det var besat af Rasmus Nielsen, så det var der ikke noget at gøre ved. I det lange løb skulle det da også vise sig, at kirkesangerbestillingen var mere givende. Derom senere. Førstelærer Knudsen havde nemlig sagt til min svigerfar, Johan Pedersen (kaldet Joh. P.), der dengang var sognerådsformand: Se at få Deres svigersøn til at søge embedet. Det er lavere lønnet end det, han nu har. Men om et år eller højst to bliver Merløse indlemmet i Holbæk, og så bliver det et købstadslærerembede.

 

Førstelærer Knudsen. – Hagbart Olsen (sangskriver) Emrys lærerkollega på Sdr. Skole.

Det var i efteråret 1913. – Jeg var ikke meget varm på forslaget, men det var Anna. Jeg gav efter på den måde, at det eneste, jeg ville foretage mig, var at tale med redaktør Bigum, der var et indflydelsesrigt medlem både af sogneråd og skolekommissionen. Joh. P. måtte jo som far til ansøgerens hustru vige sædet under indstillingen. Jeg gik så til Bigum, der med det samme sagde: Søg blot. De skal nok blive indstillet som nr. l, og så gad jeg dog se, om den Skamstrupprovst tør forbigå Dem én gang til. – Nu hængte jeg på den, men talte ikke med eet eneste medlem og rejste heller ikke til provsten. Inderst inde ønskede jeg hele tiden at blive vraget.

I mellemtiden skete der det, at professor Nebelong ønskede at inspicere sangen på Kalundborg-egnen, og i Aarby Sogn blev han af provsten henvist til Asnæs skole, fordi denne mente, at jeg bedre end de to ældre lærere i Aarby og Melby kunne klare den historie. Professoren kom kørende i landauer og blev først budt på kaffe sammen med skolekommissionen og friskolelærer Worm, Aarby, og så gik det ellers løs med skalaer, træffeøvelser, een- og flerstemmig sang.

Landauer som professoren kom kørende i. Foto fra nettet.

Nu var børnene meget flinke på det tidspunkt. Professoren blev helt imponeret, da jeg efter en molskala kørte rundt i træffeøvelser og lod børnene, uden at de vidste af det, efter noder synge: Du Herre Krist, og bagefter spurgte jeg dem, om de kunne kende melodien, Først ved at jeg lod dem gentage slutningslinien, gik det op for dem, hvad det var for en salme. Ligeledes skrev professoren selv nogle træffeøvelser op, som han også var imponeret over, at disse herregårdsbørn kunne klare. Så blev børnene med meget anerkendende ord af ham dimitteret, og jeg fik en meget smuk indførsel i embedsbogen.

Emry med nogle af sine skolebørn.

Først da henvendte han sig til skolekommissionen og sagde omtrent således:

“Jeg røber måske en hemmelighed ved at fortælle, at lærer N. søger tilbage til sit gamle embede ved Holbæk, endda med mindre løn, end han har her. Han må jo ha sine meget vægtige grunde til det.

Men jeg tør sige Dem, at De i ham mister en meget dygtig lærer,

for det ved jeg af erfaring, at den der kan præstere så fremragende et resultat, som det, jeg har hørt her i dag.”

Da prof. Nebelong skulle spise til middag hos lærer Arland i Kalundborg, tog han afsked med den bemærkning: ”Nu skal De søge det to-årige sangkursus i København, og jeg skal nok sørge for, at De får det.” Derefter tog han meget hjerteligt afsked med Anna og mig. Skolekommissionen havde ikke tid at blive længere. Middagen stod ellers på sprængt and. Den nye præst var forhindret i at komme den dag. Det var derfor, han havde beordret skolekommissionen derud, for at de kunne forsvare mig, hvis professoren skulle blive grov. Mange lærere rystede nemlig for hans besøg. Jeg fik dog ikke brug for nogen beskyttelse. Den gamle gdr. Jens Larsen var dengang afgået. De to tilstedeværende var mig meget venligsindede. – Men jeg tænkte: Nu kan de da ha godt af at høre, hvorledes sagkyndige ser på min undervisning, og jeg skal heller ikke ha noget imod, at de lader det gå videre i sognet. Desværre plumpede professoren altså ud med mit forehavende om at søge til Holbæk, hvad jeg ellers så længe som muligt ønskede bevaret som en hemmelighed.

Merløse sogneråd indstillede mig som nr. l. Provsten havde for øvrigt på sin liste også indstillet mig som nr. l. Denne nyhed kunne ikke holdes hemmeligt. Det skulle pressen nok sørge for. Hver dag ringede redaktør Lund fra Kalundborg Dagblad, om jeg havde hørt fra skoledirektionen. Jeg vidste privat gennem læreren i Skamstrup, der var provstens sekretær, at jeg var kaldet, men jeg ønskede ikke, at bladene skulle løbe med en halv vind, så jeg svarede hver morgen, at jeg intet vidste. Endelig kom kaldsbrevet.

Vi havde stillet et budget op med alt det, der kunne spares, når jeg nu gik 450 kr ned i løn om året. Vi kunne spare køretøj, telefon og en masse penge til liggende gæster, så forskellen skulle ikke blive meget mærkbar. Måske også Anna kunne få noget bogholderiarbejde. Det så helt lovende ud. Og hvad, vi havde ingen børn, så det gik nok. At første verdenskrig brød ud samme år, og at priserne på alt fordobledes med undtagelse af embedsmændenes lønninger – det var poster, vi dog ikke havde taget med i beregningen. Anna glædede sig til opbruddet, og jeg lod, som jeg også gjorde det. Vi havde kun en frist på tre uger, og i den tid skulle vi endda have afskedsgilde med sangforeningen. De inviterede sig selv med den besked, at de kom den og den aften. Hvis vi blot ville sørge for kogende vand til kaffe, skulle de nok sørge for resten. Vi havde virkelig en dejlig aften. Det meste af den smule sølvtøj, vi ejer, havde de også med. Der blev holdt nogle pæne taler fra begge sider, sunget og sludret en del, hvorefter de tog afsked med mange gode ønsker for vor fremtid.

Forberedelse af flytning fra Asnæs

Dagen efter begyndte pakningen. En vogn fra Mineslund, samt Valdemar Madsens og Niels Jensens fjedervogne tog hele vor rørlige ejendom, der blev sendt som stykgods i en jernbanevogn, der var reserveret mig og kostede ca. 20 kr. Her i Holbæk kørte Joh. P. og jeg et par dage efter det hele ud i vor embedsbolig på skolen. Men nu foregriber jeg tiden. Med den sidste flyttevogn tog Anna til Kalundborg station og videre til Holbæk, medens jeg skulle køre i vort eget køretøj ad landevejen. Jeg havde nogle særlig skøre sager og det sidste service og køkkensager, som var brugt ved det sidste måltid.

Børnene og deres forældre reagerede ikke synderligt. Lærere var nu engang ikke arbejdsgivere. Blev de af med en, fik de nok en anden, der ikke var stort ringere. Nogle enkelte forældre kom dog personlig og bød pænt farvel, og det gjorde børnene såmænd også. Men jeg kom i øvrigt ikke til at stå i taknemmelighedsgæld til dem.

 

Fjedervogn, foto fra 1936 – Helles album. – Vejen gennem Asnæs Forskov.

Den 30. jan. 1914 satte jeg mig da som sidste beboer af skolen, efter at have overgivet nøglen til Sofie, godt indpakket i overfrakke, kappe og med fødderne i fodpose og med min store kørepibe tændt, op i vognen, og så gik turen gennem skoven, forbi Hedvigslyst og Lerchenborg, ad Hovvejen, og så var jeg endelig ude på Kalundborg-Holbæklandevejen. Det var begyndelsen af en tur på over 50 km. (Hesten og jeg bedede i Viskende og Svinninge kro). Jeg havde af egen fri vilje kastet alle broer af bag mig.

På den lange tur i hestevogn fra Asnæs til Holbæk havde Emry tid til ”Tilbageblik” fra Asnæs tiden. Her er overskrifterne fra Emrys Erindringer – detaljer kommer i senere blog-post:

Feriepigen Karoline fra Nørrebro (læs historien her)

Skoleudflugt fra Asnæs (læs historien her)

Partstelefon (læs de sidste fire historier her)

Eventyr med hesten (–do–)

Sommerpensionærer (–do–)

Jul på Asnæs (–do–)

Badning – svømning (–do–)

Til Emrys 25 års jubilæum i Holbæk har Emrys lærer-kollega Hagbart Olsen lavet denne sang om Emrys tur fra Asnæs til Holbæk:

 

 

Svinninge Kro – billedet er af nyere dato. – Don Quixote på sin ganger Rosinante.

Endelig fremme i Holbæk – 30. januar 1914

Det var bælgmørkt, længe inden jeg nåede Holbæk d. 30. januar 1914. Vi overnattede på Kramshøj, og den næste dag havde jeg og Joh. P. travlt med at køre vores ting fra stationen til Sdr. Skole. Da vi kun havde to loftsværelser + et køkken, måtte en masse store ting foreløbig stå på det tilstødende loft. Kun de nødvendige møbler og køkkensager blev anbragt, hvor de foreløbig skulle være. Til April flyttedag skulle vi nemlig overtage en lejlighed på Ringstedvej 3.