Emry lærer på Asnæs skole dec. 1907 – jan. 1914. Emry teacher at Asnæs country school Dec 1907 – Jan 2014.

English Summary: Maria’s Grandfather Emry Kølster was a schoolteacher at a small village school from 1907-1914. He describes his start from his memoirs: “I walked 11 km from the train station in Kalundborg to the school at Asnæs. When I came to the forest Foreskov it was getting completely dark and I nearly stepped on hares and pheasants and deer were standing like sentries and jumped away as I came closer.” This first post deals with his school start when he was meet by a huge crowd of school children from 7 to 14 years of age. Somehow he managed to teach and keep everybody small and large occupied. Each year he organized a school trip and for the children and this was the event of the year.

Marias Morfar Emry Kølster (1881-1957) var i 6 år skolelærer på Asnæs landsbyskole fra 1907-1914. Han beskriver meget levende i sine erindringer ” MINDER GENNEM SMÅT HALVFJERDSINDSTYVE ÅR” hvordan han og Anna oplevede tiden ude på halvøen Asnæs.

Dette afsnit omhandler rejsen til Asnæs,  skolestarten og hvordan Emry arrangerede skoleudflugt og hvordan han organiserede den daglige undervisning.

Emry skulle tiltræde sit nye embede den 1. december 1907. Han beskriver turen fra Holbæk således:

Den 30. November 1907 rejste jeg med et eftermiddagstog fra Holbæk til Kalundborg, og da vejret var smukt, tørt og lunt, gik jeg de 11 km. fra stationen til Asnæs skole. Det var bælgmørkt, da jeg nåede Forskov, og uglerne tudede, så det var helt uhyggeligt. Jeg var flere gange ved at træde på harer eller fasaner, ligesom rådyrene stod som skildvagter hist og her langs vejkanten, men med et vældigt hop sprang ind i skoven, når jeg nærmede mig. Jeg var klar over, at jeg befandt mig i et af landets største vildtrevirer.

Skolestart på Asnæs

Morgenen efter min ankomst holdt jeg mit indtog i skolen, der var stuvende fuld af børn både i ældste og yngste klasse. Men de var stilfærdige og vante til hjemmefra at være deres herskaber underdanige. Det kom også mig tilgode, så jeg i de godt 6 år aldrig så meget som behøvede at give en lussing, ligesom jeg aldrig fik anskaffet mig noget spanskrør. Eftersidning frygtede de, da de fleste efter skoletid skulle hjælpe til i hjemmet eller på gårdene. Så det var tilstrækkeligt blot at kyse de mere efterladende med dette. Jeg anvendte heller ikke denne straf meget.

 Skoleudflugt fra Asnæs

Hvert år havde jeg en skoleudflugt med alle børnene fra 10-14 år. Det blev deres store eventyr. Mærkeligt, at vi altid havde strålende solskin. Vi var 3 gange i København og ellers på Frederiksborg, Kronborg og Sorø. Men det var en streng dag. Børnene måtte op ved 2½ tiden, for at vi kunne nå første tog, og vi kom hjem til Kalundborg med det sidste tog ved eet-tiden. Det kan vel næppe undre, at jeg måtte bære de fleste ud af kupeerne. De råbte ikke hurra, men sov det meste af vejen hjem. Men hvor var de taknemmelige for en sådan dag. Den var samtaleemnet længe før og efter.

Billeder her er fra en af hans udflugter til København. Vi havde længe spekuleret over, hvor i København billede var taget. Da det blev vist på ”Gamle Københavns” Facebook side, blev det hurtigt afsløret, at billedet er taget på en trappe, der fandtes ved Trinitatis Kirkes nord-østlige side. I baggrundet ses Trinitatis kirke. Billedet er taget af Th. Buchhave, der havde atelier på Nørrebrogade 27. Han har taget andre billeder af skolebørn, der skulle op i Rundetårn.

Den daglige undervisning

I det daglige levede vi som de fleste familier rundt om i landsbyskolerne. Det var et slid at undervise de store klasser. I de skriftlige fag måtte jeg dele ældste klasse i tre hold og yngste klasse i to. De ganske små blev sat til et eller andet arbejde på deres tavler, medens jeg læste med de store. Det var lidt af en kunst, at holde dem alle beskæftigede, men jeg kendte det fra Grønnegade og fra Værløse, så jeg fik snart system i det. Da de, hvad begavelse angik, var uhyre forskellige, var de ikke morsomme at præsentere ved de halvårlige prøver, men jeg lærte jo snart, hos hvem jeg kunne hente de kvikke svar. Læsefærdigheden var selvfølgelig også meget uens, og den lod sig ikke skjule, da hver enkelt blev prøvet. Det værste var dog, at hver skiftedag rejste nogle røgter familier til en anden herregård, netop når deres børn nogenlunde kunne følge med, hvorefter nye familier kom til med børn, der – det syntes jeg da – var meget ringere end de, der rejste.

Da jeg til sidst havde 49 børn i ældste og 36 i yngste klasse, søgte jeg om at få oprettet et lærerindeembede. Det blev der dog intet af. Sognerådet tog i stedet for det yderste hus med 6 familier og en masse unger og lagde det ind under Melby skoledistrikt, hvorved jeg blev aflastet for en 16-18 børn. Det hjalp noget.