Far og hans Heste – Father and his Horses

English summary – My father Peder Madsen Jørgensen (1902-1994) was born and raised in a time when the work on the farm was done exclusively by horses. Dad’s grandmother’s half-brother Peder Sørensen (1853-1937) used steers on his farm. My father raised and trained a couple of steers and appeared with them on various occasions late in his life. Although he was not keen on using tractors however, he was entrusted to drive the tractor at harvest time. My father has witnessed, and indeed participated in the great developments that have occurred in agriculture.

Min Far Peder Madsen Jørgensen (1902-1994) er født og opvokset i en tid, hvor trækkraften på landet udelukkende foregik med heste. Fars bedstemors (farmor) halvbror Peder Sørensen (1853-1937) agede med stude. Min Far opdrættede senere et par stude og optrådte med dem ved forskellige lejligheder. Selv om han ikke var meget for traktorer blev han dog betroet, at køre traktoren frem ved indkørsel af de høstede neg.

Heste var tidligere et statussymbol – de store gårde havde store heste og husmændene havde mindre heste. I Nyrup hvor Far er født havde Bedstefar islændere, som var mindre og dermed heller ikke behøvede så meget foder.

På billedet (1909) sidder Far og Alfred på hver sin islænderhest og Bedstefar står i midten og holder tøjrene. Far der sidder på hesten til højre for Bedstefar har træsko på fødderne, korte bukser, men lange uldne strømper, som var normalt for drenge på den tid. Bedstemor og Margrethe har ens tøj på, men naturligvis i forskellig størrelse. Min Oldemor Ane Kjerstine (1841-1911) havde aftægt i huset, men har måske ikke været frisk nok til at komme ud og blive fotograferet.

Foran huset har Bedstefar plantet 4 elmetræer, som senere blev til 2 fordi Far fældede 2 af dem da han i 1939 byggede stald og lade. Første billed herunder viser, hvor store elme-træerne er blevet sidst i 1930érne. Jeg har masser af gange været oppe i træerne for at styne. Et billede fra ca. 1970 viser de 2 resterende elmetræer. Elmesygen der huserede i 80érne tog livet af stort set alle elmetræer i Danmark og der eksisterer i dag ingen elmetræer i Nyrup.

 

Far lærte om hestens pasning og fodring på Børkop Højskole vinteren 1922-23. Et eksempel på Fars flot håndskrevne notater er vist herunder. Far har også lavet en fin tegning af en hest og markeret på hesten, hvad der er vigtigt.

Hesten er et meget kræsent dyr. Når man skal fodre en hest så skal man lære at kende dens natur. En hestemave er ganske lille. Når hesten er i selen så skal den ikke gå og gnave, men når den er fri så skal den fodres, den kan fortære 14-15 gange hakkelse i døgnet. Hakkelsen må ikke være for kort, thi så sluger den foderet og så får den kolik. Hakkelsen skal være 1 tomme lang. Havren skal være valset, thi ellers får den ikke fuld udbytte af den. Hestens krybbe skal være skålformet for at dens ånde kan komme op af krybben, thi ellers bliver hakkelsen våd og varm. Hesten kan om vinteren godt leve uden havre. Majsen er et godt fodermiddel, men den skal knuses for at hesten kan få den fulde nytte deraf. Hvedeklid er et udmærket hestefoder.

Da far havde lært, hvordan man bedst fodrer en hest med hakkelse, gjorde han meget ud af at skære hakkelse. Jeg har masser af gange hjulpet med at ”skovle” hakkelsen til side, når der skulle skæres hakkelse. Jeg har desværre ikke noget billede af vores hakkelses-maskine i Nyrup, men et billede som jeg har fundet på nettet illustreres hvordan den har fungeret. Den afbillede hakkelses-maskine skal ”trækkes” med håndkraft, men på vores i Nyrup var der monteret et større hjul, som blev trukket med vores 5 hk el-motor.

Marias Morfar Emry Kølster har i sine Erindringer beskrevet, hvordan han som barn oplevede at være med til at skære hakkelse på Lolland.

At skære hakkelse var et arbejde, vi ikke yndede. Det blev nemlig ofte pålagt os. Det bestod i at trække hakkelsemaskinen. En stang fastgjort dels i hjulet med knivene og dels i væggen var maskinens motor, vel at mærke, når vi tre børn blev sat til at dreje den rundt, mens Far var ilægger. Nu havde Far det forkerte princip (Emrys fortolkning), at også køerne burde have hakkelse. De havde sikkert med større velbehag ædt halmen hel. Men resultatet var, at vi børn daglig blev anbragt ved stangen og måtte dreje rundt op mod en time. Jeg som den ældste havde den store cirkel, Ingeborg fik den midterste og Harald den nærmest centrum i væggen. Jeg tror nok, at hvad angår sliddet ved bevægelsen i disse tre koncentriske cirkler, var det størst for mig og mindst for Harald. Værst havde vi det dog Lillejuleaften, når der skulle produceres hakkelse til 3 á 4 dage.

Harald har i en sang til sin Mors 70 års fødselsdag illustreret, hvordan hakkelsesmaskinen blev betjent.

Mange år senere, da jeg selv et par år var hesteejer, gjorde jeg den opdagelse, at dyret altid åd sin strøelse, inden den gik i lag med hakkelsen. Jeg ved ikke, hvorledes moderne landmænd stiller sig til problemet hakkelse eller halm, men jeg må selvfølgelig indrømme, at hakkelsen gør fodringen lettere.

Som Far havde lært på Højskolen skulle en hest have hakkelse en 14-15 gange i døgnet. Han skulle ofte lige ud og give hestene en ”gævt”, som han sagde. Om aftenen inden han gik i seng skulle han også lige ud og ”fodre af” d.v.s. give hestene dagens sidste ”gævt”.

 

Sommeren 1928 tjente Far, som tjenestekarl hos Niels Thomsen på ”Risgården” i Nyrup. Han var god til at passe heste og har på bagsiden af kortet skrevet: ”Det var sådan en dejlig kørehest”. På det andet billede poserer han med 2 heste som lige er kommet hjem fra arbejde i marken og som skal på stald og have hakkelse.

Sidste dag med vores islænder, Gerda, Far, Henry siddende på islænderen og Eva står vist og småfryser.

Da Far overtog hjemmet i Nyrup efter sin Far var der 2 heste en nordbakker og en islænder. Selv om de havde forskellig størrelse gik de ganske udmærket i spænd. Islænderen var en lille, men stærk og udholdende hest. Billedet er fra den dag Far skal aflevere islænderen til slagtning. Han ville selv trække den til slagteriet og se den blev aflivet for at være sikker på at den ikke blev solgt og måske ikke fik det godt, det næste sted.

Jeg ved ikke om han fik noget kød med tilbage fra islænderen for en af hans livretter var hestebøf.

 

Vi har desværre ikke så mange billeder hvor der arbejdes med hestene. Men her pløjer Far på jordstykket nede ved banehuset. På det andet billede er begge vores heste sammen med en af vores nabo Martins heste spændt for selv-binderen. For nærmere beskrivelse af selv-binderen se tidligere blog Fra Høstbindegarn til Æresport. Far sidder på ”førersædet” og har styr på hestene – Henry og Bent følger interesseret med og vores gamle hund Vibs kommer ind fra højre.

Far er travlt beskæftiget med at læsse roer på vognen. Roerne har gennem hele vinteren været opbevaret i en ”kule” og dækket med halm og jord for at kunne holdes frostfrit. Roeren bliver kørt ind i roerummet i kostalden, de bliver smidt ind gennem sidste vindue der ses på ende gavlen. Senere bliver roerne raspet og serveres for køerne, som en del af såvel morgen som aftensmad.

 

Fars bedstemors (farmor) halvbror Peder Sørensen (1853-1937) agede med stude. Min Far opdrættede senere et par stude og optrådte med dem ved forskellige lejligheder. Her er en af studene spændt for den ”stive” vogn og Far sidder stolt på bukken. Studen ser ud til at tage det med flegmatisk ro.

Her køres korn ind – hestene som trækkraft er nu erstattet af traktor. Vores nabo Poul Anton er ankommet med sin traktor og vogn for at hjælpe med at køre de sidste neg ind. Far er nu blevet ”driver” på traktoren og kører frem efterhånden som Poul Anton forker negene op til Henry, der lægger læsset. Kornet er høstet med selv-binderen som tidligere blev trukket med heste, men hvor der nu har været forspændt en traktor – sikkert Poul Antons traktor.

Det er sikkert også noget af det sidste korn der på egnen er høstet med selv-binder. Nu bliver alt korn høstet med mejetærsker. Jeg husker første gang i 1950erne da Alfred Christensen som den første fik et stykke korn høstet med mejetærsker, det blev et stor tilløbsstykke naboerne strømmede til for at se det nye. Jeg husker tydelig en skeptisk bemærkning: “Det her bliver ikke fremtiden i Danmark”. Ja, som Storm P engang sagde:”Det er vanskeligt at spå, især om fremtiden”.  

Far har her været vidne til – ja selv deltaget i den store udvikling der er sket inden for landbruget.