Vogterhus nr 11 i Nyrup beliggende på jernbanetrækningen mellem Østrup og Års har min særlige interesse da jorden er eksproprieret fra min oldefars ejendom. Den blev i slægten og min Far købte med forkøbsret senere Vogterhuset. Beboerne i Vogterhuset har altid været dejlige naboer og børnene har leget meget sammen. Beboerne bliver omtalt i næste bloghistorie. Denne historie omfatter jernbanen og Vogterhuset.

Vogterhuset set fra vores have, hvor vores søde naboer Hedvig og Martin er på besøg.

Lidt historie – Uddrag fra: Kampen om Himmerlandsbanerne, Hobro-Løgstør–Viborg-Aalestrup. Mogens Duus, 2013. Forlaget Bane Bøger.

Allerede i 1866 var der tale om at lave en bane fra Løgstør mod syd med tilslutning til en eksisterende bane, men det var først i 1875 at der kom konkrete planer om en bane. Det var et stort politisk spil at få fastlagt linjeføringen og det endte med en gaffelbane, som delte sig i Ålestrup med en bane mod Viborg og en anden mod Hobro. Det tog 10 år at få fremlagt planerne for rigsdagssamlingen. Den 12. april 1889 stadfæstede kong Christian IX den af Rigsdagen vedtagne lov nr. 54 om anlægget af statsbanen Hobro-Løgstør samt meddelelse af koncessionen på anlægget.

Kortet her er fra opslag på ”nettet”.

Østrup station gav udfordringer. Terrænet gjorde, at stationen var foreslået i Østrup by, men repræsentanter for Farsø kommune ønskede den så langt vestpå som muligt. Kommissionen mente at imødekomme Farsø-borgerne ved at placere Østerbølle længere mod nord, men da man drøftede dette, var Farsø-borgerne gået hjem og opnåede ingen ændringer.

Mellem Østrup og Aars blev en ansøgning fra beboerne i Morum og Nyrup om et trinbræt afslået, men man eksproprierede for både trinbræt og vogterhus på det pågældende sted af hensyn til et eventuelt senere anlæg.

Der blev flere gange indsendt ansøgning om oprettelse af et trinbræt i Nyrup, men det blev hver gang afslået.

 

Uofficielt har toget dog flere gange stoppet og sat passager af. En eller måske flere gange, har Mor fået togføreren til at stoppe, når hun har besøgt sine søstre i Viborg. Et par gange når der har været fest i Nyrup og Mors søstre og svogre var inviteret har de talt godt med togføreren og han stoppede og satte gæsterne af.

Den 14. juli 1893 blev banen indviet. Fra Løgstør blev der udsendt et tog til Hobro kl. 06:30. Toget skulle undervejs samle festdeltagere op på mellemstationerne.  I Hobro var de forskellige indbudte allerede begyndt at møde frem ved ottetiden, uanset den officielle invitation lød på kl. 9. Efter togets ankomst blev der serveret smørrebrød i stationens 3. kl. ventesal og generaldirektøren bød velkommen.  Efter en kop kaffe afgik toget fra Hobro kl. 10:15 mod Løgstør.

I Simested bød en lærer velkommen og udtalte på beboernes vegne sin glæde og tilfredshed – det eneste der manglede ved holdepladsen, var en svinefold, men kammerherre Rosenørn mente, at generaldirektøren sikkert ville være mand for at skaffe egnen af med svineriet.

Østrup station var af et par af egnens damer som den første smukt pyntet med guirlander og flag, og en stor menneskemængde modtog toget med hurraråb.

Strækningen Hobro-Løgstør blev idriftsat 15. juli 1893, medens strækningen fra Viborg til Ålestrup blev idriftsat 15. september samme år. Ved åbningen var der stor festivitas og glæde for banens åbning i Løgstør medens Hobro blot tog åbningen til efterretning.

Jernbanens forløb fik stor betydning for mit barndomshjem i Nyrup idet den gennemskar alle markerne. Vi havde jord på begge sider af jernbanen, hvilket gav mange udfordringer. Jeg har skrevet om det i mit første afsnit af min serie af historier om ”Årets gang i Barndommens Nyrup”.

På luftfotoet (Geodætisk Institute, 1966) har jeg markeret vores marker med rødt og jernbanen med blåt. Jernbanen og vejen deler marken i 4 stykker. Nogle vintre i jernbanens start med meget store snemængder gjorde, at der blev anlagt såkaldte ”snevolde” – d.v.s snedriverne lagde sig ved snevolden og ikke på skinnerne.   – Det andet historiske luftfoto er taget af US AirForce i 1954. Her ses Vogterhuset og haven tydeligt, græsplænen samt ribs og solbærbuskene og bagest i haven stikkelsbærbuskene. Overfor Vogterhuset ligger Snevolden, som jeg husker som en “stor” skov. På fotoet kan man se en lysning – et åbent område hvor man kunne samles og lege – et dejligt sted, hvor man kunne lege og bygge huler.

---

Lege i Snevolden

På det første stykke af snevolden ud mod vejen var der ingen træer. Det område var ideelt til at trimle ned af og vi syntes som børn at vi havde en flot udsigt fra toppen.

Jeg husker specielt en søndag, hvor alle unge og børn i området samledes i Snevolden. For mig, der på det tidspunkt ikke var så gammel, var det utroligt spændende at alle de unge f.eks. naboens Knud og de store drenge nede fra Holger Lauridsen var der. Jeg husker, at Knud var rigtig aktiv, han hentede salpetersække (de var vandtætte), søm og hammer og gik i gang med at lave en hytte, hvor der endda blev sat et vindue i. Jeg syntes det var fantastisk for jeg vidste, at vi ville ikke få lov til at få salpetersække af Far. Her sad vi så inde og hyggede. Der blev sikkert også leget forskellige lege. Der blev endvidere “fremstillet” et slags flag, som skulle hejses så alle kunne samles igen. Desværre tror jeg kun det var denne ene gang, hvor de store var med.

Hytten blev heldigvis stående længe, så vi havde i lang tid et dejlig legehus. Desværre forsvandt både hytte og materiale som tiden gik.

Jeg har sammen med Arvid meget senere prøvet efter bedste evne at bygge en anden hytte. Vi havde desværre ikke rådighed over meget brugbart byggemateriale. Jeg husker, at Arvid skulle spørge sin Mor om vi kunne få en jutesæk. Svaret var: “Jeg er lige kær”, det fortolkede vi som et OK og forsvandt med sækken. Vi fik den placeret, så det gav lidt illusorisk læ, så kunne vi sidde på vores sten og “hygge”.

---

Brand i Snevolden

En søndag en dejlig forårsdag – jeg var muligvis soldat og hjemme på orlov. Pludselig ser vi røg nede fra snevolden og Bent kommer løbende vestpå. Hvad var der sket?

Det store og lange var, at Arvid og Bent ville lave et bål – måske skulle der ristes pølser! Ilden fængede i det tørre græs og Bent skyndte sig at løbe afsted til naboer der havde telefon og fik tilkaldt brandvæsenet. De kom hurtigt susende fra Års med udrykning og det hele – ja stor ståhej og alle naboerne strømmede til. Branden blev hurtigt slukket af de professionelle brandfolk – de brugte deres “branddaskere”. – Ja selv landbetjenten arriverede, for at undersøge hvad der foregik. Jeg husker, at Zimmermann syntes han skulle skælde Arvid ud, men det syntes jeg var synd for Arvid, for hverken Arvid eller Bent havde gjort det med vilje. De ville jo bare hygge og den tørre snevold havde såmænd bare godt af at blive svitset.

I “Barn af Himmerland” (2002, XII, p. 158) beretter Karl Johan i sin beretning om “Barndom og opvækst” om branden i snevolden:

 

---

Vogterhuset nr 11 er ifølge BBR-ejermeddelelse fra 1980 opført 1894 og er på 70 kvm. Huset har vandforsyning fra privat vandværk og afløb til offentlig kloakledning.

En meget ”typisk ejendomsmægler” beskrivelse – positiv omtale af forholdene. –

Reelt blev vandet hejst op i en spand fra brønden og afløbet blev elegant uden dikkedarer ledt ud i banegrøften.

Min tegning af Vogterhuset da jeg på et tidspunkt havde store planer om at få det renoveret.

En detaljeret tegning af et tilsvarende Vogterhus fundet i Signalposten 1984, 20 (3). 96.

På de 70 kvm har der altid boet familie med mange børn. Huset bestod af entre, hvor en trappe førte op på loftet, hvor der var et værelse. Et køkken med et lille spisekammer med en lem i gulvet til en lille kælder. Dagligstue og et soveværelse. På enden af huset var der et dejligt ”das”, hvor der altid var frisk luft. Yderlig var der et skur lavet af sveller til brændsel og vaskerum. Vasken foregik naturligvis med håndkraft, men det var nu ikke meget anderledes end hjemme hos os – se min historie “Mors Dag”. Der var ikke indlagt el. Det var sikkert det sidste sted i Nyrup, som havde petroleumslamper – rigtig hyggeligt

Et foto fra et af de første år, hækken er ikke vokset op – haven er omgivet af hegn af solide egestolper, hvoraf de fleste stadig 60 år senere var intakte. På taget ses en meldeklokke, der ringede når et tog afgik fra enten Østrup eller Års.  På siden af huset under vinduerne hænger en brandstige. – Et senere foto, hvor skorstenspiberne af sikkerhedshensyn er fjernet. Hækken er ligeledes fjernet, men ”Snevolden” ses stadig og sikkerheds-anlægget i form af bliklys er stadig intakte.

De originale skilte på Vogterhuset (desværre er de forsvundet). – Nummer 11 og en pil til en førstehjælpskasse. Den blev opbevaret i entreen, derfor måtte entredøren ikke være aflåst. – Der står en stor balje med vasketøj ved siden af brønden, hvor vandet blev trukket op. Spanden var udformet således at den vendte bunden i vejret når den kom ned i vandet og blev derved fyldt og kunne trækkes op. Når spanden kom op til kanten skulle man med et snuptag hive spanden over kanten. Det kunne hænde, at rebet knækkede og spanden lå på bunden af brønden. Så måtte Far udlåne sin brandhage, der var god til at fiske spanden op igen.

Advarselsblinklysene ved jernbaneoverskæringen, en af Fars kvier står og glor ved indgangen til marken. – Kom man kørende vestfra var der et advarselsskilt med ubevogtet jernbaneoverskæring forude. Mor står i vejkanten og betragter en begivenhed længere vestpå. (Far og andre er ved at træne en af fars stude til at trække en vogn. Samme billede er senere blevet anvendt i en avis til at illustrere, hvordan “Venstre kørte i grøften”).

Det omtalte foto der illustrerer, hvordan “Venstre kørte i grøften”. 

---

Elhegn på begge sider af skinnerne

Vi havde kreaturer på begge sider af jernbanen og Far ville gerne sætte elhegn op og føre strøm under skinnerne, men man kan jo ikke sådan bare lave noget med DSB uden at spørge. Det foranledigede nogle skriverier frem og tilbage.

This slideshow requires JavaScript.

Ansøgning om at lægge et kabel under banen (skinnerne) til overførsel af elhegn. Tilladelse gives i klassisk jurist stil – DSB fralægges sig ethvert ansvar. Jo – jo der skal være orden i sagerne.

---

Mønt på skinnerne

Når fætrene fra Søkbæk  – Jens og Niels – kom på besøg var de altid meget optaget af jernbanen og toget og de skulle naturligvis ned og kigge når der kom et tog. De skulle gerne lægge en mønt (en-øre eller fem-øre) på skinnerne og så se hvad der skete når toget havde passeret. Når toget nærmede sig gemte vi os i grøften. Mønterne blev naturligvis noget fladtrykte og det syntes fætrene var meget fascinerende.

Fætter Jens. – Fætter Niels. – Henrik betragter i behørigt afstand toget der kører forbi på vej mod Års og Løgstør. 

En lille sidehistorie: En gang hvor fætrene havde været på besøg og naturligvis været nede og kigge på det forbikørende tog. I samme tidsperiode havde der åbenbart været nogle der havde lagt sten på skinnerne, men det var helt nede ved Østrup Skole (2 km væk). En kriminalbetjent kom rundt og skulle opklare “sagen”. Jeg husker jeg blev udspurgt, men kunne forsikre, at fætrene kunne ikke have noget med den “sag” at gøre. De havde ikke været så langt borte – det var der ikke tid til det – der skulle også være tid til den serverede kaffe og nyde Mors hjemmebagte kager 🙂  Betjenten var helt i Søkbæk og udspørge – det var dengang politiet havde tid og ressourcer til at undersøge “sagerne”.

---

Gamle Vibs blev ramt af toget

Der er kun en gang sket et uheld, hvor toget var involveret.  Vores gamle Vibs var efterhånden blevet gammel måske en smule døv. Far arbejde på marken nede ved jernbanen og Vibs var jo som sædvanlig med, han stod oppe på baneskråningen og bliver ramt af toget. Far bærer ham hjem og lægger ham i en tom kobås. Jeg sidder ved siden af ham og han trækker sit sidste suk. Både Birtha og jeg sørger så meget, at ihvertfald jeg næsten ikke taler i mange dage.

Senere får vi en ny Vibs hvalp fra Tomas Elkjærs forældre, så vi glemmer – ligesom Grisehandleren i “Matador” – efterhånden vores “gamle” Vibs.

Den “gamle” Vibs kommer ind fra højre på fotoet med Far og selvbinderen. – Både Henry og Birtha er også glade for den “nye” Vibs.

---

Forkøbsret til Vogterhuset

I 1967 anvendte Far sin forkøbsret til at købe Vogterhuset, det var jo i sin tid eksproprieret fra min oldefars ejendom. Jeg boede på daværende tidspunkt i København, men havde alligevel store planer om at renovere Vogterhuset. Jeg fik kun renoveret vores ejendom og Vogterhuset forfaldt mere og mere. Nu er det fuldstændigt borte og jernbanen er blevet omdannet til Himmerlandsstien.