Da William sprang Soldat

William Kølster Marias Morbror kunne 11. marts være blevet 92 år. I den anledning har jeg kigget i familiekrøniken og samlet, hvad der er skrevet om William da han “sprang soldat”. Historien er fortrinsvis baseret på hans Far Emry Kølsters efterladte erindringer, samt Williams breve til sin søster Ruth. Et general portræt af William er givet i historien “William – født på Ringstedvej 3“.

Emry beretter i sine erindringer:

Williams “sturm und drangperiode”

Her kunne jeg måske så passende skrive lidt om Williams “sturm und drangperiode”. Som før nævnt slog han sig sammen med Ruth om en lejlighed på Østerbro og begyndte efter ferien 1944 at læse til filosofikum, samtidig med at han begyndte med juraen på et manduktionshold. Det første gik særdeles godt. Hans præstationer ved den første prøve i jura fandt han ikke blev bedømt efter fortjeneste, heller ikke den anden, selv om han hver gang bestod og i og for sig godt kunne have læst videre. Men faget interesserede ham åbenbart ikke, for han overraskede unægtelig en dag sine forældre ved at komme hjem og, meddele, at nu ville han ikke videre ad den vej, men få overstået sine militære forpligtelser og så ellers læse til lærer.

William ved militæret

Selvfølgelig ville jeg ikke tvinge William til at fortsætte med juraen, når lysten manglede, selv om jeg den dag i dag tror, at han nok skulle være nået igennem. Han gik derfor på session og fik sin rekruttid i Roskilde efter ansøgning, idet han oprindelig var udset til at skulle forsvare Vordingborg og omegn.

This slideshow requires JavaScript.

William havde fra tidlig ungdom dyrket det friske friluftsliv – måske som forberedelse til soldaterlivet ??

William mødte som rekrut i Roskilde på kasernen. Jeg har her fundet et par gamle postkort som viser indkaldelse i 1913, men som sikkert ikke var meget forskelligt fra dengang William mødte første gang.

Jeg fandt desuden en video af en  guide der fortaltalte om, hvordan det var, at være soldat på Roskilde kaserne. Lidt lang video, men meget morsomt.

oberts-bennike-roskilde-kaserne

I videoen bliver denne mindeplade omtalt. Oberts Bennike tog 9. april 1940 sammen med sine soldater færgen til Sverige for at kunne føre kampen mod tyskerne videre (se link).

 

William hjemme på orlov. – Med hjelmen på sned. – Skydeøvelsen.

Et par uddrag fra Emrys Erindringer om Williams soldatertid:

Juni 1947: William på fritidsøvelse (masser af regn)

William ringede kl. 17 fra Roskilde. Der havde det regnet hele dagen, hvad der selvfølgeligt ikke betød, at man opgav friluftsøvelserne, så hele kompagniet var gennemblødt.

Forskellige øvelser til opøvelse af soldaterne færdigheder.

Juli 1947: William på marchtur 

Og så har vi ellers haft det med varme ligesom I andre. I søndags 33º i skyggen. Det var dejligt med omslaget i tirsdag. NB! Ikke mindst fordi vi vidste Williams bataljon skulde på marchtur – med fuld oppakning på 30 km – 4 mil. Vi har endnu ikke hørt, hvorledes det har bekommet ham.

fodfolk

Efter at rekruttiden var overstået, fik William det behagelige job, at komme ind ved regimentsmusikken i Holbæk, en ren drivertilværelse med rejser til den ene sjællandske kaserne efter den anden og et par ture til Bornholm. Det blev stortrommen, han betjente, og han klarede dette job til dirigentens, hr. Simonsens, fulde tilfredshed. (ifølge dennes udtalelse til mig). Vi nød godt af Williams tilstedeværelse i Holbæk, idet han meget ofte kunne give et nap med, når det kneb.

Billeder fra en forældredag på Holbæk kaserne. – Ruth er på besøg.

Fra sin militærtid sendte William et meget beskrivende brev til søster Ruth, hvor han beskrev sine oplevelser således:

Vpl. Musiker W. Kølster , 4. Reg. Musikkorps Holbæk                              Holbæk,  7/8 47

Kære Ruth.

 Halleluja, hvor hat jeg det skønt! Det er som at komme på ferie efter 3 mdrs. fængselsophold eller fronttilværelse. Men du må hellere høre det hele fra begyndelsen.

Mandag for middag afleverede jeg mit kluns (gevær og al anden udrustning undtagen uniform og støvler) og rejste sammen med en anden fyr til Holbæk. Det var en mærkelig fornemmelse at skride ud gennem porten. Det var omtrent lige så godt som at blive hjemsendt. – I toget faldt jeg i snak med nogle franske, tjekkiske og østrigske studenter, som jeg inviterede hjem hvis de fik tid. De skulle til Audebolejren i 14 dage, og det endte da også med, at jeg fik invitation til både Wien, Paris og Prag, inden jeg stod af. Jeg har jo hele huset for mig selv, så det kan være, at jeg laver et lille internationalt gilde en aften. Haven er jo også fuld af blommer, stikkelsbær og æbler, og de er så modne, at de skal spises i løbet af den kommende uge. Nå, jeg har da også haft en to-tre af de andre fyre med hjem hver aften, så det skal nok gå.

Tilbage til regimentsmusikken. Vi blev indkvarteret på en stor tom sovesal, da orkesteret var på Bornholm og først kom dagen efter. Altså forlod vi kasernen igen efter et herligt middagsmåltid. Kostforplejningen her er berømt over hele landet. Vi fik nattegn og vi har det fremdeles hver nat ubegrænset, så vi skal bare være på musikstuen kl. 8 om morgenen, og så skal der selvfølgelig være rengjort, men alligevel!

Jeg har jo fri det meste af eftermiddagen og hele aftenen ganske vist er vi onsdag og torsdag på tourné til kl. 17 rundt på Sjælland, men så har vi f.eks. fri fra i morgen eftermiddag til tirsdag morgen.

Nå., mandagen gik ellers med at tage hjem og æde blommer, få ansigtet læget lidt, sove til middag, høre radio o.s.v. Jeg spiste aftensmad på kasernen igen, og da var de 2 andre gutter også kommet. Den ene var også fra Roskilde, men jeg kendte ham ikke, og den anden var en vældig rar, intelligent fyr fra Høvelte. (Til daglig ansat i Magistraten på Rådhuset i København). Aftenen tilbragte vi herhjemme alle 4 med at æde havens produkter og slange os i dagligstuen, medens radioen og jeg underholdt.

Tirsdag morgen kom der en og vækkede os kl. 6, men vi lod som om vi ikke hørte det og boblede videre til kl. 7.30, da samme kornet kom igen, idet han venligt smilende sagde: ”Hei, I gode musikere, var det ikke noget, at komme op og få lidt morgenmad?” I Roskilde blev vi under eder og forbandelser smidt ud af sengen kl. 4.30, så det var jo lidt løjerligt for os. – Nå, ved 9-tiden kom orkesteret, og efter de første formaliteter blev vi vist op på vort domæne, et stort hyggeligt loftsværelse ved siden af regimentsmusikkens øvelseslokale og kontor. Der bor også 3 gamle værnepligtige musikere, og vi er hurtigt blevet fine venner alle 7. Vi må ryge på værelset og drikke bajere, og vi skal bare holde det i pæn orden tilligemed kontoret og øvelsesværelset. Det er jo en fyrstelig tilværelse. Aldrig mere skrappe lørdagsparader eller daglige stueeftersyn, hvor man kan risikere at blive knaldet fordi man har glemt at knappe en knap. Det er vidunderligt. Nu skal vi til at være mennesker igen.

Om formiddagen lærte vi lidt af den ædle Janitshar kunst, og så havde vi fri resten af dagen. Onsdag kørte vi med vor specielle bus til Frederiksborg slot og spillede (d.v.s. vi unge bestilte ingenting). Der var et kompagni fra Høvelte som skulle underholdes og ledsages på marchen hjem. (Vi 4 kørte i bilen). I dag var vi på tourné på 4 Københavnske kaserner og give koncerter, og som sagt har vi fri på fredag aften til torsdag morgen, ach, jeg fatter ikke, at jeg skulle være så heldig. Nå, jeg tager nok en tur til Stege i morgen. – Kan du ikke lade Eva læse dette. Jeg gider ikke skrive det hele en gang til.

Tak for sidst. Venlig hilsen William.


Efter militærtidens afslutning begyndte han så sin læreruddannelse på et studenterhold på Blågård Seminarium, og det betød, at han gjorde uddannelsen færdig på 2½ år, hvad jeg ikke kunne ha noget imod, da det blev ret billigt for mig takket være statstilskuddene. Også dette medførte ikke mindre end to ophold i udlandet, idet han gennem en af lærerne kom ind i studenternes hjælpearbejde, som blev forestået af Mennonitterne, en amerikansk, men oprindelig hollandsk religiøs sekt, der har de samme idealer som kvækerne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

One comment

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s