William Kølster Marias Morbror kunne 11. marts være blevet 91 år. I den anledning har jeg kigget i familiekrøniken og lavet dette portræt. Det er fortrinsvis baseret på hans Far Emry Kølsters efterladte erindringer ”Erindringer gennem småt halvfjerdsindstyve år”.

William 11. marts 1925

Endnu engang stod Asta over for en fødsel. Når det endelig skulle være, så vi jo gerne, at det denne gang blev en dreng, hvad også blev tilfældet, idet William kom til verden på vor nuværende konges (Frederik IX) fødselsdag, d. 11. marts 1925.

Folie 42 fra Tveje Merløse kirkebog, hvor William er nummer 13. Hans officielle borgerlige navn lyder Ludvig William Kølster. Opkaldt efter sin Farfar Ludvig og sin Morfar William. På siden har jeg indsat forældrene og personerne noteret som dåbsvidner. Da han er født på Kong Frederik IX fødselsdag ville et frimærke af Frederik pynte på siden.

Han lignede ikke meget pigerne. Dr. Harpøth kaldte ham en lille japaner, da han så ham første gang. Han blev døbt den 10. maj 1925 af pastor Kjær i Tveje Merløse Kirke. Som dåbsvidner er indskrevet: Harald, min Mor, hans Morfar, bådebygger William Nielsen, Nyboder, København, samt forældrene.

Alle vore børn med undtagelse af Ermegaard er kommet til verden på Ringstedvej 3. Det var oprindelig en god lejlighed. Men da den nye viadukt over banen blev bygget, blev vejen samtidig hævet ½ meter, tilstrækkelig til, at lejligheden blev fugtig. Desuden skete der et par andre ting, der gjorde os mindre begejstrede for at blive boende der. (Bliver beskrevet i en senere blog-post).

 

This slideshow requires JavaScript.

Billeder fra William første år.

 

This slideshow requires JavaScript.

William og alle pigerne.

Den aktive William.

William viste sig tidligt som en habil sangskriver, som Williams Far Emry udtrykte det. Her har han skrevet en sang til Ruths konfirmation.

Williams konfirmation – 1939

I oktober 1939 blev William ligesom sine andre søskende konfirmeret i Tveje Merløse Kirke. Igen toges skolens aula i brug ved middagen. Gæsterne var vist de sædvanlige, også min Mor var med og vist også Ingeborg. Jeg valgte denne gang at skrive sangen på melodien: “Holmens faste stok”. Følgende citeres:

Gæster ved Williams konfirmation.

Ruths og William efter eksamen

Det var på denne tid, Ruth tog mellemskole eksamen og året efter realeksamen. Ligesom Eva klarede hun det hele særdeles smukt og overgik sig selv ved den sidste. Det var i 1940 Ruth gik ud af skolen. Det gik forøvrigt William på samme måde, kun at han jo var et år senere på vej. Efter afslutningen af sin skolegang gik Ruth i lære som defektrice på Løveapoteket her, medens William på grund af sin pæne realeksamen slap for optagelsesprøve til Stenhus med undtagelse af latin, som han fik et kursus i hos en af lærerinderne, hvorefter han så begyndte i 1 G efter sommerferien.

William student

William bestod studentereksamen i 1944 – særdeles hæderligt, hvorfor det jo var en festdag også for os forældre at overvære de nybagte studenters kørsel gennem byen og den traditionelle hyldest til Frederik d. 7.

Samme aften holdt en af byens borgere fest for holdet i anledning af, at hans søn var een af de nye minervasønner. For os forældre bød denne og de nærmeste dage ellers ikke på mere festivitas, idet William om eftermiddagen med kammeraterne rejste til København. Begivenheden skulle trods krig og fordærvelse fejres i Tivoli. Det blev vist ikke det store sus for William. Der var for mange fars sønner i holdet. Jeg forstod på ham, at efter eksamen optrådte de som de burgøjsere, de i virkeligheden var, og han har aldrig siden følt trang til at forny samværet med dem, og i øvrigt vendte han da også hurtig hjem igen.

William har dog “luftet” huen her til Niels Henriks barnedåb.

I et par uger promenerede han studenterhuen, men belært af meddelelserne om tyskernes optræden overfor de norske studenter lod han den blive herhjemme, da han efter ferien rejste til København for at begynde på filosofikum.

William og Ruth boede sammen først i Sydhavnskvarteret, senere på Østerbro, hvor de var så heldige at få en lille lejlighed. Det var efterhånden ikke morsomt at have sine børn boende i København. Jeg tog aldrig telefonen uden med rysten og bæven. Rent forfærdelige blev tilstandene den 29. august 1943 og i tiden derefter, da tyskerne sendte al det politi (19. september 1944), der ikke gik under jorden til Buckenwald og andre endnu forfærdeligere fangelejre i Tyskland. Takket være den forsendelse af pakker, som Røde Kors arrangerede, lykkedes det dog de fleste at opretholde livet og komme hjem igen, selvom mange kom hjem med tuberkulose eller ødelagte nerver. Men året slæbte sig langsomt afsted. At Tyskland til sidst måtte bukke under, var vist efterhånden ingen i tvivl om efter de allieredes landgang i Italien og Normandiet. Det var måske ikke meget nationalt gjort af mig, men jeg bad William meget om ikke at rode sig ind i frihedsbevægelsen. Det lovede han.

Til Asta og Emrys sølvbryllup 14. februar 1945, skriver Emry: William glædede os med én sang der først blev færdig samme formiddag på skrivemaskinen her. Her er et udpluk:

Det næste vers handlede om min dengang hyppige optræden på badeanstalten, hvor jeg efter badet dyrkede I.P. Müller. Desværre vil alle disse muntre vers tage for megen plads. Jeg nøjes med at gengive signeringen, der lyder således:

Den “slappe”, alias William, der ignorerer Kaptajn Jespersen og I.P. Müller.

Williams “sturm und drangperiode”

Her kunne jeg måske så passende skrive lidt om Williams “sturm und drangperiode”. Som før nævnt slog han sig sammen med Ruth om en lejlighed på Østerbro og begyndte efter ferien 1944 at læse til filosofikum, samtidig med at han begyndte med juraen på et manduktionshold. Det første gik særdeles godt. Hans præstationer ved den første prøve i jura fandt han ikke blev bedømt efter fortjeneste, heller ikke den anden, selv om han hver gang bestod og i og for sig godt kunne have læst videre. Men faget interesserede ham åbenbart ikke, for han overraskede unægtelig en dag sine forældre ved at komme hjem og, meddele, at nu ville han ikke videre ad den vej, men få overstået sine militære forpligtelser og så ellers læse til lærer.

 

Jeg nægter ikke, det var mig en skuffelse. Jeg havde troet, han med sine evner kunne komme et trin højere op på samfundsstigen end jeg, rent bortset fra, at jeg af egen erfaring ved, at skolearbejdet er brydsomt, ikke alt for anset eller vellønnet. Det bedste ved det er ferierne, medmindre man er den fødte pædagog, og det ved man desværre ikke, før man får prøvet arbejdet. Højt begavede lærere kan lide store nederlag, hvad angår disciplinen, og så er skolen et helvede, ligesom jeg har set middelmådigheder klare sig fint og være meget afholdte af eleverne.

Selvfølgelig ville jeg ikke tvinge William til at fortsætte med juraen, når lysten manglede, selv om jeg den dag i dag tror, at han nok skulle være nået igennem.

Hans tid ved militæret kan læses i afsnittet “William springer soldat” .

 

---

Efter millitærtidens afslutning begyndte han så sin læreruddannelse på et studenterhold på Blågård Seminarium, og det betød, at han gjorde uddannelsen færdig på 2½ år, hvad jeg ikke kunne have noget imod, da det blev ret billigt for mig takket være statstilskuddene. Også dette medførte ikke mindre end to ophold i udlandet, idet han gennem en af lærerne kom ind i studenternes hjælpearbejde, som blev forestået af Mennonitterne, en amerikansk, men oprindelig hollandsk religiøs sekt, der har de samme idealer som kvækerne.

Det første år foregik arbejdet i Hannover, næste år i Østrig. At det var et stort plus for ham sprogligt set, både hvad angår tysk og engelsk, dog vist især det sidste, siger sig selv. At han begge gange var ledsaget af sin seminariekammerat, Bodil Prag, må ikke forglemmes. Det første ophold var vist i deres forlovelsesperiode, og under det sidste, efter at de havde taget deres eksamen, var de nygifte. Under første ophold var de med til at opføre barakker for hjemløse børn, under sidste ophold var de legeonkel og tante for store børneflokke. Men de fik da set sig om, og må jo så indtil videre finde sig i som far og mor at blive herhjemme i ferierne. Vi andre måtte i vor ungdom være glade for en tur over Storebælt.

Men tilbage til seminarietiden. Da de begge var studenter, tror jeg ikke, studierne overanstrengte dem. En del af artiumskaraktererne kunne overføres, og nogle pensa var beskåret. Violinspillet syntes jeg blev bedømt skandaløst mildt. Det forbavsede mig ikke, at de bestod pænt. Jeg var med til eksamensgilde hos Bodils forældre.

Det var ikke som i min tid, hvor man måtte tage til takke med en hjælpelærerplads til 25 kr. pr. måned + fri station eller usselt lønnede vikarpladser i byerne med lang udsigt til fast ansættelse. William blev med det samme fast vikar ved Lyngby skolevæsen og inden længe timelærer og efter forbavsende kort tid fast ansat. På samme måde gik det Bodil ved Gladsakse-Søborg skolevæsen. Desuden var de snart så heldige at få en 2-værelsers lejlighed, så de kunne gifte sig, hvad de selvfølgelig også gjorde.

---

I anledning af at William nu er uddannet lærer giver farbror Harald ham dette gode råd:

Kære alle                                                        Måreskov Skole  Julen 1950

Jeg er ved julebrevene, og da jeg mener, jeg lige har skrevet til jer, vil jeg denne gang sende et kort. Men det skal jo med over Bæltet i morgen, for at I kan få det, siges der. Altså: Glædelig Jul og Godt Nytår ønskes jer alle.

Og William: Til Lykke med eksamen! Det var ikke for tidligt at vi fik en ny lærer i familien, da vi andre snart er for gamle. Men hør mit råd: Gem dig dog ikke i København! Rejs ud til en stor smuk skole på landet. Her finder man sig mere tilfreds.

Kærlig hilsen til jer alle fra os.                Agnethe og Harald

Som Harald beskriver det, “Det er så dejligt ude på landet”.

Harald har i breve (1917 til 1923) til sin bror Emry og familien i Holbæk meget humoristisk beskrevet “Livet i Måreskov skole” . Beretningen eller snarere krøniken kan studeres  i  Afsnit #1 – Afsnit #2 – Afsnit #3.