I 1950 deltog Marias Morfar og Mormor Emry og Asta Kølster i en grupperejse til Paris med bus. Grupperejser var på dette tidspunkt kort efter besættelsen noget nyt og for Emry og Asta var det noget særligt da det var første gang de deltog i noget sådant.

Emry har meget detaljeret og levende beskrevet turen i sine erindringer: “Minder gennem småt halvfjerdsindtyve år”.

Emry beretter i kapitel 4:

Efter gennemgående studium af brochurer, fotografier, pasudstedelse, udsættelse en uge, beskikkelse af vort bo, specielt kontoret, kuffertpakning osv. satte vi os i en bil, forsinket, nåede Københavns-toget og to små timer senere Hovedbanegården, hvor William tog imod os. En lille hyggelig frokost i ”Grøften” i Tivoli, en kort spadseretur i haven, hvorpå vi stævnede imod Vesterbrogade 1, hvor turistbussen allerede holdt.

Hjemmefra havde vi taget afsked med Ruth, Ermegaard og Søren – alle i bedste velgående. Nu mødte Eva op med Hans, Carl-Erik og Niels Henrik samt Aage og Frk. Kielsen. Ligeledes kunne vi konstatere, at alt stod vel til i vores nærmeste familie, hvilket var en betingelse for, at vi kunne starte med glæde, hvilket vi også gjorde. Et pragtfuldt blomstertog bevægede sig netop forbi os, mens kufferterne blev anbragt. Stor afskedtagen over hele linjen, ønsker om en god rejse, vinken, og bilen satte sig i bevægelse. Et øjeblik efter kunne vi ikke mere skimte, hverken drengene eller de voksne. Til musik fra radioen gik det igennem Valby, forbi Damhussøen og Korsør. Vi blev af lederen gjort opmærksom på stenen for de faldne frihedskæmpere, tyskerne skød ned under ”flugtforsøg”.

Emry henviser til de 11 frihedskæmpere der natten til 9. august 1944 blev skudt af tyskerne ved Osted mellem Roskilde og Ringsted under transport til Froslev.

Vore medrejsende.

Det er ikke ligegyldigt, hvem man rejser i bus sammen med, når man i 2×2½ dag befinder sig i samme vogn. Det var vist heldigt, at vi fik vor rejse udsat, for vi opnåede, at komme i et meget interessant ensemble. Det kedeligste var de to unge svenske herrer fra Nordland. De var mildt sagt stilige, men forbavsede mig ved ikke at kende Gefle og Sundsvall. Det bageste sæde delte jeg med et par (også svenske) forlovede. Han lignede en karikatur af Aage og var en halv alen højere, men interesserede sig kun for kæresten, og bevarede alle mine forklaringer af historiske mærkværdigheder med ”Jaahaa”! Jeg opgav. En ung flicka uden kæreste var fortjusande, og vi havde megen glæde af hendes selskab. Det sidste gjaldt også en hr. og fru Enevoldsen fra Christianshavn. De så tørre ud, men vandt ved nærmere bekendtskab. Det samme gjaldt, en gyldenblond frue af ubestemt alder, sikkert fraskilt. Vi bemærkede en søn af Schøler Linck også med frue- svensk. De øvrige har jeg ikke navnene på. I Odense steg de to sidste passagerer ind, en bogtrykker Rasmussen og frue. De var nærmest efter os i alder, meget gemytlige og især hr. Rasmussen gik i folk med træsko på, som man siger, med det samme. Resten af passagerer havde vi ikke så meget kontakt med. Jeg burde også nævne to unge københavnske roere, som vi havde megen fornøjelse af. Jeg nævner endnu kun lederen, en ung københavner, der returnerede med selskabets modgående bus, vistnok ved den franske grænse. Resten af turen klarede chaufføren, populært kaldet Tage, alene. Han forklarede igennem mikrofonen, hvad der var af interesse. Eller han drejede ind til en station med musik på radioen. Samtidig viste han sig som en blændende motorkører, ikke mindst i Paris, som han kendte ud og ind.

Men nu foregriber jeg begivenhedernes gang og vender tilbage til Storebæltsfærgen, hvor vi fik dagens måltid, der ikke var særlig grinagtigt 😦  Tilmed rullede den smalle bilfærge temmelig meget i den stærke blæst, så mor for første og eneste gang var ved at blive søsyg. Den friske luft på dækket fordrev det dog øjeblikkeligt.

Rejserute og landskab

Rejsen gik over Sjælland, Fyn Jylland, Sydslesvig, Holsten, videre mod Hamborg, gennem Bremen, ad autostradaen gennem Oldenburg og ind i Holland over Arnhem, gennem Belgien, hvor vi bl.a. passerede Bruxelles og Mons, gennem Nordfrankrig, gennem Ardennerne, og til rejsens mål – Paris.

Landskabet fra Sydslesvig til Paris bød ikke på megen variation. En rejse over Kalundborg – Århus til Skagen er, hvor utrolig det end lyder mere oplivende. Det var i det uendelige gammel hede, nu dog beplantet med gran, fyr, el o.a. hårdføre træer, men lyngen forrådte herkomsten. Ind imellem kom græsmarker med løsgående sort – og kun i Holland rødbroget kvæg. Kornarterne så vi ikke meget til. Der var langt mellem kornhæssene, og de var ved hver enkelt gård meget små, så der var råd til at give dem en sjov stråhat på.

Ardennerne i Sydbelgien og Nordfrankrig kørte vi igennem. Det var heldigt Tage gjorde os opmærksom på dem. Himmelbjerget virker mere bjergagtigt og er for øvrigt også højere end de partier, vi så, men muligvis imponerer de mere andre steder. Vi passerede de kendte floder fra geografien samt en masse kanaler. De kommer her i rækkefølge: Kielerkanalen, Elben, Ems, Weser, Rhinens fire bifloder: Vegth, Issel, Lecht, Waal, Schelde, Meuse. Med undtagelse af Elben behøver Gudenåen ikke at skamme sig. Kejtet udtrykt, men I forstår det nok. De var alle så smalle, at det var lidt svært at forestille sig, at det var floder.

Fra Nyborg til Flensborg

Den første dag måtte jeg som sagt tage til takke med det bagerste rystende sæde. Jeg overlod snart det svenske par til sig selv. Efter Odense blev det meget mørkt, da et kraftigt tordenvejr trak op og forlystede os hele vejen til første rasteplads. Jeg gav mig så til at nyde festfyrværkeriet, som tog sig storslået ud over Lillebælt og langs hele Sønderjyllands østkyst. Landskabet måtte vi have til gode til hjemturen. Lederen sov vist, så jeg måtte repetere min geografi på egen hånd: Christiansfeld, Haderslev, Åbenrå. Nu viste lynene os Flensborg fjord. Med en vis spænding nåede vi Kruså og gjorde holdt ved tolden. Under ét kan jeg sige om vore oplevelser ved de mange toldstationer både ud og hjem, at det gik ualmindeligt glat. Man havde det indtryk, at både Tage, og de to ledere var temmelig dus med tolderne alle vegne. En del gange måtte vi dog spadsere gennem toldbygninger og få stemplet passene. Adskillige gange kom lederen og samlede passene sammen og gik ind med dem, så vi slap for udstigningen. På en halv time var det dog ordnet, og vi kunne køre videre med de ord af lederen: Så er vi i den britiske besættelses-zone, og nu er vi om et øjeblik i Flensborg, hvad vi også var.

Snart standsede vi ud for hotel Bahnhof, hvor vi fik det mest luksuriøse værelse på hele rejsen. Men ordren lød:

Vi står op kl. 6, morgenmåltid kl. 6½. Afgang kl. 7.

Vi var for øvrigt oppe næste morgen, inden stuepigen vækkede, og vi havde sovet dejligt. Det kan jeg for øvrigt her sige under ét, at det gjorde vi samtlige nætter under hele rejsen. Jeg, som ellers har mit besvær med at sove særlig på fremmede steder!

Flensborg – Arnhem

Kl. præcis 7 gik det mod Sydslesvig. Allerede i Flensborg så vi de første ruiner efter englændernes bombetogter, dog kun i det små, men det tog til, efterhånden som vi kom videre. Vi passerede Slesvig og var så inde i Holsten, kørte gennem – så vidt erindres – Eckernførde, igennem Kiel, Neumünster og Rendsborg. Læseren bedes selv ordne rækkefælgen!

I en hyggelig landsbykro med en snurrig pukkelrygget vært gjorde vi holdt for at prøve smagen af ”Dunkelbier” og tysk kaffe. Selv om det hed Holstein – Edel, var det bedre i Berlin i 20erne sammen med Harald. Senere forsøg med Hellesbier gav det samme pauvre resultat. Vi passerede en stor barakby for arbejdsuvillige, hvor de, der udeblev fra arbejdet mere end to dage – uden lægeattest – blev anbragt.

Nu dukkede omsider Hamborg frem i landskabet. Atter og atter ruinhobe. Mange steder sås endnu forvredne jernbjælker og rørledninger. Fortovene var dog overalt, hvor vi kørte, ryddede. Andre steder var de brugelige sten sorteret fra. Hvert andet af de smukke palæer omkring Alsteren stod med nøgne mure og tomme gabende vinduer. Hist og her var en statuette skånet og stod i en niche over portalen. Enkelte kirker var skånede, andre havde et tårn under reparation. Nogle havde kun de nøgne sværtede ydermure tilbage. Der Haupbahnhof havde fået alle de hundredtusinder af ruder i glastaget blæst ud. Alt, hvad der engang var af pakhuse og fabrikker, var dog værst medtaget.

Men store karreer var under opbygning, så det så ikke ud til, at man helt havde tabt modet. Der sås mange interimistiske butikker i bræddeskure og i underste etage i ruinerne. Hamborgerne så tilsyneladende velklædte ud, især mændene. Kvinderne kunde derimod ikke stå mål med Københavnerinderne. Der var småt med dampere ved kajerne, mest rustne pramme, af hvilke mange var ude af funktion.

Snart var vi over Elben og ude på landet igen. Efter en tids forløb nåede vi Bremen og kørte igennem denne. Det var den samme elendighed med bombning som Hamborg. Nu begyndte vi at blive sultne, og heldigvis nåede vi vort madsted lidt uden for byen – hos Lisbeth – kaldte lederen hende. Vi var ventede og kunne efter lidt håndtvæt anbringe os ved et veldækket bord, der ikke stod tilbage for et bord med søndagssteg og dessert hjemme hos os selv, når vi har rejsende fremmede. Det overgik langt maden på Storebæltsfærgen. Men lad mig ikke svælge for meget i madorgier.

Middagssøvnen strøg vi, og lidt efter var vi atter ude på landevejen, dvs. Hitlers autostrada, der var som trukket efter en lineal, og hvor farten kunne sættes op til 100 km om det skulle være. Det skal siges til Tages ros, at han sjælden kørte over 75, og han lod sig hele tiden hale ind af mange dollargrin. De eneste, han kørte uden om var de danske fiskebiler med påhængsvogne. Her var ingen vejkryds, men kun viadukter under os. De få indkørsler på autostradaen fandt sted fra vej, der tilsluttedes denne vej i en meget spids vinkel, så der ikke kunde blive tale om påkørsel. Men vejen virkede trættende ved sin ensformighed, og vi livede op, da der averteredes:

Om et øjeblik er vi ved den hollandske grænse.

Lad mig tilføje, at vi havde megen glæde af musikken fra radioen på de ensformige strækninger. Landskabet var faktisk en fortsættelse af den Lüneburgske hede (læs Baggesen: Labyrinten!) – dog nu beplantet eller opdyrket. Den smule gode jord, der fandtes, tilhørte selvfølgelig godsejerne. Egentlige landsbyer så vi ikke, kun en forpagtergård hist og her á la Jokum Nysslars i ”Landmandsliv”, men jorden var af langt ringere kvalitet end i Meklenborg. Udlængerne var små. Der var langt mellem stubmarker og kartoffelstykker. Da jeg tidligere har set lignende sandjord lige fra det sydlige Meklenborg og omtrent til Dresden, gad jeg nok vide, hvor tyskerne får deres næringsmidler fra.

Så passerede vi med langsommelighed de to toldsteder, særlig var hollænderne med deres hvide bandolerer temmelig sendrægtige. Men det fik da ende med al det stempleri, og nu var vi i Dronning Julianes kongerige, og hvad der var bedst – lige efter tolden lå en kaffebar, der fik rivende afsætning.

Holland

Og så gik det ned gennem Holland. Ikke just en autostrada, men dog på gode bilveje med to rækker vejtræer på hver side, ikke altid til gavn for udsigten. Landskabet er beskrevet, derimod ikke husene. Man ser vist ingen steder så blankpudsede vinduer, smukke hvide gardiner, velholdte, blomsterprydede haver, smukke facader, der burde efterlignes af danske bygmestre. Det var søndag, hvorfor vejene var stærkt befærdede, ikke mindst af cyklister.

This slideshow requires JavaScript.

Millioner og atter millioner af gylden er investeret i de mange broer over kanalerne. I øvrigt var Østholland ret ensformigt. Af og til passerede vi dog en provinsby, vi ikke lærte i skolen, også et par kendte: Deventer og Zuphten. Men det var som en tur gennem hele Nørrejylland. Alle byer havde smukke anlæg og velforsynede butikker. Vi nåede vor anden mellemstation – Arnhem – kl. godt 20. Alle havde glubende appetit til middagen. Selvfølgelig prøvede vi et par Genever, der har lidt lakridssmag og ikke kan hævde sig ved siden af en ren Ålborger. Den unge servitrice lignede for øvrigt påfaldende Eva, da hun var i samme alder.

Byen fejrede samme aften befrielsesdag. Alléer og gader var illuminerede, hvert andet træ var udstyret med appelsinlignende elektriske pærer. Fontænerne var belyst af projektører. Ungdommen vandrede gennem gaderne med banjoer og andet strengespil. Da vi skulle starte tidlig næste morgen, gjorde vi ikke meget ud af promenaden, men gik til køjs. Efter et hjemligt morgenkaffebord gled vi af sted mod den franske grænse. Så vidt jeg husker gennem Nijmegen, Hertogen og Eindhoven. Efter den første by passerede vi et kapel rejst til minde for en 10-års dreng, der under krigen havde overskåret ledningen til en sprængladning, der skulde have sprængt en kostbar jernbro i luften. Broen blev reddet, men drengen skudt af tyskerne. To ting fortæller os, at vi nu er inde på Romerkirkens område: Korsene ved vejen og præsterne i ornat – uden at vække opsigt.

Belgien

Grænsen og tolden passeres temmelig hurtigt og smertefrit. Vi er nu i Belgien – uden belgisk mønt – regner heller ikke med at gøre indkøb i dette land. Det må da kun være et lille smut til næste grænse. Men det blev nu atter som gennem det meste af Jylland på langs. Den nordlige del af Flandern mindede en del om Holland. Dog viste bygningerne sig straks mindre pyntelige, nærmest som i Tyskland. Men det varede ikke længe, inden bebyggelsen blev tæt. Snart var vi i Bruxelles. De sidste efterdønninger eller rettere sagt tegn på kampen for og imod kong Leopold sås i form af et enkelt kæmpebillede af ham så højt oppe på en husgavl, at man ikke kunde nå derop og rive det ned. Der findes mange smukke bygninger, men vi hastede videre, da Paris var dagens mål. – Fra nu af var det som, at køre gennem én lang ikke særlig velholdt stationsby med smalle gader, lurvede facader, fabrikker og ikke meget landbrug.

J.Th. Lundbye, Udsigt fra Bjerrsø Mark mod Vejrhøj, 1840, Ny Carlsberg Glyptotek.

Affaldsdynger på størrelse med Vejrhøj og af form som vulkaner viste, at her var grubedrift. Lidt hen på eftermiddagen nåedes grænsen. Kort efter var de to toldsteder overskredet, og vi var i Frankrig.

Straks gjorde vi holdt for at indtage le dejeuner, frokosten, der viste sig at være middagsmad. Vi bemærkede, at damerne kom leende ud fra ”forargelsens hus”. Døren var nemlig fælles, hvorfor de måtte passere herrerne, der besørgede stående småærinder. Vi lærte snart at se stort på den slags småting.

I den ”Røde Pimpernel” roses suppen. ”Ingen steder får man så herlig suppe som i Frankrig”. Det var under den store franske revolution. Jeg kan give forfatterinden ret: Husets datter, en mørkøjet skønhed på 18, stillede terrinen mellem to gæster og øste op til begge sider. For første gang nød vi une demie boutelje de vin rouge – ½ flaske rødvin per ægtepar. En skik, man let vænner sig til i Frankrig. Det er sværere at afvænne sig. Det øvrige var også dejligt bl.a. derved, at der serveredes rigeligt med grønsager til. Det var i nærheden af eller i Maubeuge.

Atter af sted. Men nu var der stemning, Vi begyndte rigtig at kende hverandre. Dog fandt vi for øvrigt, efterhånden som det begyndte at dæmre, at det kunde være rart at nå Paris. Det lave gear blev benyttet en del gennem Ardennerne. Gårde og huse så ud til, at reparationer var ukendte begreber. Vi passerede ved dagslys en af de uhyre kirkegårde med kors ved kors i det uendelige. Vi kom gennem St. Quentin samt en masse småbyer. Endelig meldte Tage: Det lys, De ser der til venstre, er Paris. Endelig nåede vi den store flyveplads Le Bourget. Først efter kørsel gennem en udstrakt forstad, lød næste melding: Så er vi i Paris. Snart var vi over pont eet eller andet, ude over øen, hvor det første Paris opførtes, igen over en bro, befandt os på venstre Seinebred, og fra Rue St. Michal drejede vi ind på Palace de la Sorbonne og standsede ud for vort hotel Le Select.

Billeder fra 2011 da Maria og jeg var i Paris – vi antager, at Hotel Select var blevet shined op efter at Emry og Asta boede der i 1950.

Endelig Paris

Vor fører, hr. Abildgaard, gammel Stenhusdreng, modtog os meget hjertelig. Vi fik en halv time til at finde vore værelser og gøre os lidt i stand, hvorefter vi samledes til middag i et nærliggende hotel. Der så ud til at være 1000 gæster. Det skyldtes dog kun en behændig anvendelse af vægspejle. Det var os selv, vi så i det uendelige til alle sider. Vi var glubende sultne efter rejsen. Det blev kun til en kort promenade bagefter. Alle følte trang til søvn. Vi havde en pragtfuld ægteseng, noget lignende vor egen. Eget badeværelse med den sjove kumme, franskmændene bruger, forude selvfølgelig almindelig vaskekumme med varmt og kold vand. Franskmændene vasker nemlig både i ”syd og nord”. Vi var glade for badekarret. Jeg tror, vi kan takke det aftenlige bad for, at vi slet ikke fik ømme fødder, hvad jeg får hjemme blot ved en tur om havnen. WC’et vilde ikke skylle. Her fik jeg for første gang brug for mit franske, da jeg så, der var skrevet med blåkridt på døren: Tirez fort en la chaine! Træk stærkt i kæden! Det hjalp. Undskyld mine latrinære betragtninger!

Tirsdag

Kl. 9½ fik vi ordre til at være klar til en orienteringstur med bussen og med hr. Abildgaard som speaker. Først lidt om morgenmåltidet. Det bestod af rigeligt med kaffe og franskbrød med smør. Alle kender vist fra film og andre billeder disse lange brød, 3 meter. Det smager fortrinligt, men der skal gode tænder til skorperne. Smørret var desværre harskt, hvad vort eget medbragte også i løbet af ugen blev. Det generede ikke mig så meget som min madame. Nå, det var kun småting.

Et stop i piben smagte herligt derpå. Og så holdt bussen udenfor. Rundturen begyndte.

Skrivemaskinen har opført sig ganske uforskammet. Farvebåndet har jeg haft ude og sat på igen. Det tog det meste af farven. Forhåbentlig får jeg et nyt i morgen. Det er bestilt.

 

Rundtur i Paris

Jeg nævner så et og andet af, hvad vi så: Invalidekirken med Napoleons sarkofag. Den står i en cirkelrund forsænkning med navne på hans berømte valpladser: Solfarino, Jena, Austerlitz m.m. – Se selv efter – Eiffeltårnet, Palais de Chaillot – Etnografisk museum, hvor vi senere aflagde besøg, ad avenue Kleber til den store Triumfbue, – (for der er også et par mindre) med den ukendte soldats grav med den evige flamme.

Ved den ukendte soldats grav

Derfra over gare St. Lazare til Montmartre med udsigt over hele Paris. Flere langskæggede malere sad ved deres staffelier i de krogede gader. Mange interessante vinduer med tegninger og malerier. Vi gik rundt om den store kirkebygning Sacre Ceur. Derfra mod højre Seinebred forbi Operabygningen, Madeleinkirken, Karusselpladsen (guillotinen), Vendomessøjlen, Palais royal, Elysee, den store obelisk, Louvre, Tuilerrierne.

This slideshow requires JavaScript.

Da vi ikke har så mange billeder fra Emry og Astas Paris tur har jeg inkluderet nogle af Maria og min Paris tur i 2007.  

Hotel de Ville (rådhuset), Hallerne. På øen la Notre Dame kirken, hvor vi også var inde. Dens størrelse tillod, at der et sted var skrifte, et andet sted andagt, et tredje en temmelig stor begravelse, et fjerde sted fromesse, og samtidig gik vi måske 100 turister og så os om i rummet. Endnu kan nævnes Justitspaladset, Odeon og Panthenon. I sidstnævnte ligger mange af Frankrigs store mænd begravet. Jeg glemte Bastille-pladsen. Kun en cirkel af brosten antyder, hvor den forhadte bygning lå. Ja det er kun lidt af det, vi så, og vor opgave var så i de kommende dage at finde en brøkdel af alt dette, samt at se, hvad vi kunde overkomme, hvad vi behøvede år til. Inden vi blev sluppet løs på egen hånd, fik vi oplyst, at vi i samme bus, hvis vi havde lyst kunne komme med på en tur næste aften kl. 21½ for at se Paris ved nat. Den kostede ganske vist 2000 fr., men ingen meldte sig dog fra.

Så vidt erindres stod vi af i Rue Lazare, hvor det ene af vore to spisesteder lå – Hotel le Regent. Det valgte vi for det meste, fordi tjenere og inspektør var så hyggelige og maden var fortrinlig. Der toges endda hensyn til vore tyggeredskaber, så vi kunde få fisk eller anden lettyggelig mad i stedet for dagens ret, der ofte var bøf eller noget andet, der egnede sig bedre for unge mennesker med 32 tænder -ægte-.

Metroen

Metroen fortjener et kapitel for sig. Der findes i alt i øjeblikket 14 linier, der besørger den underjordiske trafik på begge sider Seinen. De krydser hinanden i det uendelige. Der kan være stationer med indtil 4 linier, f.eks. Republique. Stationerne befinder sig i forskellige etager. Alle steder er anbragt store kort. Men har man dårlig hukommelse, hvad angår mig, så skriver man sin rute op på en lap papir, inden man begynder.

Maria står her ved en nedgangen til metro-stationen “Louvre-Rivoli”. Bemærk den flotte Art Nouveau stil.

Vi skulde således hver dag fra Place de la Sorbonne til vort spisested i Rue Lazare. Så spadserede vi ad Rue St. Michel til Odeon, gik ned i skakten og fik klippet billet (20 fr.), fandt linien Orleans – Clignancourt, der krydsede linien Lilas – Becon med omstigning ved Sebastopol. Her så man så efter hvor der stod Correspondance med Lilas – Becon. Det kunne betyde en masse trapper op og ned til man fandt den rigtige perron. Som regel kom så toget tre minutter efter. Man skyndte sig ind og sikrede sig, at man var i det rigtige tog, ved at man så op på en fortegnelse ved loftet over de stationer, man passerede, i dette tilfælde: Santier, Bourse, 4 septembre, Opera, Havre. Og så kom Gare St. Lazare. – Afstigning.

Udgangen var det letteste. Det var bare at gå efter skiltet sortie, en glose, alle kender. Men man skal ikke stige ind, før man er klar over linjerne, krydsningsstedet og den korresponderende linie. Det kan tage lidt tid i førstningen, og da madame, min ledsagerinde, fandt, jeg var for længe om studierne, udbrød hun de første par gange: Lad os nu se at komme af sted, hvad vi så gjorde med det resultat, at vi kom ind på en forkert line, måtte spadsere et utal af trin, inden vi fandt linien, der førte os tilbage til udgangsstedet, hvorefter studierne begyndte igen. Atter utålmodighed, atter en forkert linie, atter spild af tid, indtil jeg med hele min autoritet måtte udbede mig ro, til jeg havde skrevet ruten op. Ved hjælp af disse erfaringer, og ved at køre sammen med ægteparret Rasmussen, hvor han også var voldsom klog, så vi overlod det til ham med det samme resultat – en masse spildt tid, og en gentagelse af eksperimentet med ægteparret Enevoldsen – nøjagtig samme resultat, fik jeg de øvrige dage lov til selv at lægge ruterne, og nu gik det, men jeg vil tro, vi spildte 2 – timer de første to dage ved ikke at give os tid til forberedelserne og ved at stole på andre. Alle pariserfarerer kommer sikkert ud for det samme, til de lærer systemet.

Dette til overvejelse for dem, der siden skulde få brug for metroen, i øvrigt en genial indretning, og én trøst har man: Man kører for de samme 20 fr. hele dagen.

Paris uden snor

Efter at bussen havde sat os af i Rue Lazare, stod vi så overfor det svære problem, at klare os selv.

Vi valgte Louvre som første seværdighed efter frokosten. Det er hele Frankrigs historie, som den er omfattet af berømte malere gennem århundrede. Det skal jeg gå let hen over. Et utal af berømte sale.

I 2011, hvor Maria står og kigger, var der stadig stor tilstrømning omkring Mona Lisa.

Mona Lisa er et maleri af forholdsvis beskedent omfang, men var ikke vanskeligt at finde, da det var omgivet af en stor tilskuerskare. Ingen kopier kan måle sig med originalen. Ethvert træk er så levende, som det var hængt op efter fernisering dagen før.

Rundt om i salene gik katolske præster enten to og to eller med en flok af deres menighed. Man havde indtrykket af, at de kom fra Pyrenærerne eller andre fjerne egne, og de virkede som en eller anden forening fra Mors eller Sydfyn, der gør København med sognets lærer som fører.

I øvrigt var alle jordens hudfarver præsenterede. Vi gik hele tiden efter et indisk – fyrste-par måske. De var pragtfuldt klædte i indiske dragter, og de havde en lille datter på 3-4 år med, hun var meget yndig i sin hvide dragt og med noget på hovedet, der nærmest lignede et diadem. Mor kunde selvfølgelig ikke modstå fristelsen til at stikke hende et stykke chokolade, hvad hun var meget henrykt for.

Paris ved nat

Titlen lyder spændende, og det var også med nogen forventning, vi kravlede ind i bussen kl. 21½ og med hr. Abildgaard som fører begav os ud på det sælsomme togt. Det gik ad Montmartre til. I en af de snævre gyder gjorde vi holdt og kom i et lokale med en dame, der sang, med apacher, der dansede med deres piger. Det så meget voldsomt ud, idet pigerne havde benene mere opad end nedad og blev kylet i vejret, svunget rundt, båret på skuldrene, smidt hen ad gulvet osv. Jeg antaget, at det var veluddannede artister, der optrådte, og at de sikkert ved højlys dag tog sig meget borgerlige ud. Efter et par numre dansede de med vore damer, dog kun de yngre. Det var mærkeligt at se en høj flot ung københavnsk kontordame danse med en af disse parisere. Da vi havde tømt vort glas hvidvin, brød vi op for at køre til det næste sted. Der var det en tak kraftigere, idet der blev budt på dans af damer enten med et lille figenblad og ellers intet på, eller en dame med slør og uden figenblad. De dansede flot, men det var dog mest kødudstilling. Efter et glas champagne kørte vi til det tredje sted, hvor vi i pauserne mellem de optrædende damer selv dansede. Mor fik to danse, og jeg tre, den sidste med en fru Jensen, København, en vals, der varede i næsten 20 min., men vi holdt ud, til den sluttede. Jeg nævner det kun, fordi Ruths mand, Aage, inden vi kom hjem, havde hørt to unge piger på fabrikken tale sammen, og den ene fortalte den anden:

Og min mor dansede i Paris med en kordegn fra Holbæk.

Nyheden var altså per luftpost ilet foran os hjem.

Atter af sted. Denne gang mente hr. Abildgaard vel, at vi trængte til noget opstrammende, idet vi blev ført ind i en restaurant og fik serveret hver et glas absint, der smager af lakrids, men har en temmelig kraftig styrkegrad. Hverken Mor eller damen ved min venstre side kunne lide væsken, hvorfor jeg fik tre glas, hvad der i øvrigt ingen virkning gjorde på mig (Bare det ikke går som med Degas Absint drinker, se billede, HJ 2011). Endnu mere opstemt drog vi til det første sted, hvor overraskelserne især bestod i en slags børneleg – af voksne, dog således at de, der dannede kæden, havde fat i skuldrene på herren eller damen foran. Så marcherede de rundt til orkesterets toner. En flok damer, der stod inde i kredsen efter tur, tog hver sin herre med ind. Og når kredsen atter bevægede sig, kyssede damerne deres kavaler blødt og inderlig (fortalte en af herrerne mig), da han kom ud. Trods Mors opfordring følte jeg ingen trang til at lege med. Men der var mægtig stemning, og særlig var nogle unge pariserinder temmelig højt oppe. Nu var efter det sidste glas champagne programmet udtømt. Vi lagde så turen om ad Hallerne og så de store torvebiler, der kom kørende med grønsagerne til næste dags behov. En del af selskabet var dels sultne og dels tørstige, hvorfor vi faldt ind i en restaurant, hvor tjeneren kendte den danske glose øll! Og et par glas af det lette Strasburgerøl med skum smagte forresten også dejligt oven på nattens anstrengelser. Adskillige fik dog tillige en omgang skinke med surkål osv. til. Der var lige ved la Sorbonne, hvorfor vi gik resten af vejen og nåede at komme i seng, inden klokken slog 6. At vi først indtog morgenkaffen kl. 10½ kan vel næppe forundre. Jeg kan tilføje, at to unge københavnske damer, der ved hjælp af et par glas cognac var uden hæmninger, tog Mor sig moderlig af og sørgede for at de kom alene med hjem.

Det siger sig selv, at vi ikke fik meget ud af onsdag formiddag ud over lidt metrokørsel og en spadseretur til ”Le Regent”, hvor frokosten smagte godt over på nattens anstrengelser. – Af eftermiddagens begivenheder mindes jeg især en vandring i det store modehus ”La Fayette” hvor jeg lagde for med at købe et par hårdt tiltrængte snørelidser til mine sko, og Mor benyttede lejligheden til at forsyne sig med ting, der skulde anvendes som gaver, når vi kom hjem. Muligvis kunde de være købt lige så billigt og fikst i Holbæk, men så var de da i hvert tilfælde fra Paris.

Om aftenen havde vi den store oplevelse at overvære ”Cavalleria rusticana” og ”Bajadser” i Opera Comique. Navnet på bygningen er noget misvisende, for det havde ikke noget med det komiske at gøre, men var en dejlig oplevelse, ikke mindst bajadsernes arie, der indleder den sidste opera. De fleste tilskuere var vist enten udlændinge eller musikstuderende, men på ca. 40 pladser nær var det store rum fyldt, og der var vild begejstring.

Vi tog så metroen hjem, og hr. og fru Rasmussen, som også havde overværet operaen, kom ind og sludrede lidt hyggeligt med os, inden vi gik til ro. Vi var jo noget søvnige efter den forrige nats anstrengelser. Herolds navn stod med gylden skrift blandt andre optrædende kunstnere på højre sidevæg.

Versailles

Næste morgen gik busturen mod syd gennem fabrikskvarterer og forbi store hestestutterier og væddeløbsbaner til Versailles. Åbent land var der ikke tale om. Paris er med andre ord nået her ud til. For os var der det kun en lille smuttur. Det har været en betydelig mere anstrengende tur for pariserpøbelen, der hentede Ludvig 16 og dronning Maria Antoinette ind til Tullerierne i 1789. Dels var de gående, og vejene sikkert dårligere dengang. Vi vandrede først gennem alle salene, hver havde sin særlige stil. Møblement var der næsten ikke, idet de revolutionære i sin tid slæbte det hele væk og solgte det på en auktion, der varede i 8 måneder.

De fleste vægmalerier var derimod købt tilbage i dyre domme og anbragt på deres oprindelige pladser. Det samme gjaldt enkelte møbler. Vi følte os især på historisk grund i spejlsalen, hvor Frankrigs regering i 1871 underskrev freden med Tyskland og afstod Alsac-Lorraine, og hvor Tyskerne i 1918 underskrev fredsbetingelserne efter første verdenskrig, hvor Frankrig fik de to nævnte landsdele tilbage.

Ligeledes gik vi gennem tronsalen, hvor kong Vilhelm af Prøjsen valgtes til Tysklands kejser 1871. Malerierne var en forherligelse af de franske kongers liv og levned. Vi bemærkede studiesalen, spisesal og kongens soveværelse. En lille diskret tapetdør førte herfra ind til dronningens sovegemak. Men pladsen tillader ikke detaljer. Efter at vi fra slottets vinduer havde beundret udsigten over slotsparken i de stærke efterårsfarver, spadserede vi en hastig tur i denne og var bl.a. nede i en dansegrotte, hvor Frankrigs fornemme adel engang havde danset i stille sommernætter. Af hensyn til akustikken var væggene behængt med små flade sten, hver fastgjort i sin tråd. Den skulle gøre musikken særlig klangfuld. Ludvig den 15’s små amortempler var vist alle forsvundne. Vi så ikke Lille Trianon. Butikker uden for parken gjorde store forretninger med postkort og souvenirs.

Efter hjemkomsten til Paris og dejeuner’en tog vi sammen med de to unge københavnere, kaproerne kaldte vi dem, metroen til Eiffeltårnet, ikke for at bestige dette. Køen foran billetkontoret var temmelig stor, men for at finde det etnografiske museum, der havde et andet navn, som vi ikke kunde huske, og derfor fandt vi det ikke, uagtet vi var lige ved det. I stedet for havde vi en pragtfuld spadseretur ad Avenue d’etoile og i det amerikanske fine kvarter med rigmands- og gesantskabspalæerne. I et anlæg ved Eiffeltårnet gik bønder med småbørn og forlystede dem ved ride – og køreture med søde små æsler. Vi gik gennem et kvarter, der udelukkende bestod af marskandiserbutikker. Alt muligt skrammel købtes og solgtes, men der var også mange ting imellem, der kunde have interesse for samlere. Da vi ikke spildte tiden med museer, fik vi set en masse gadeliv og kom endda i så god tid til Rue St. Lazare, at vi kunde nå en tur gennem Rue Budapest, hvor der næsten ud for hver ejendom stod en dame, der tilsyneladende var ude for at møde gemalen, når han kom fra sit arbejde. Ved at se en vinduesudstilling af malerier kom jeg lidt bag efter mit selskab, og det resulterede i, at jeg modtog ikke mindre end fem gæstfri indbydelser til at gå med indenfor – de blev dog ikke fornærmede, når jeg rystede på hovedet og sagde: Non, merci, madame! Men smilede og så efter andre herrer.

Maria og jeg kiggede forbi Rue de Budapest i 2011, men der var ikke nogen “damer” at se – kun en lidt kedelig gade.

Efter middagen slog vi os sammen med hr. og fru Rasmussen og et yngre københavnsk ægtepar Kjær og dumpede ind i en pæn restaurant med musik og dans og fik en forfriskning af et eller andet og dansede engang med hver af damerne, hvorefter vi kørte hjem og sluttede af på vor øl-kafe, hvor tjeneren Pierre nu kendte os og kom springende med 6 glas øl, inden vi overhovedet havde forlangt det. Det blev til et par omgange, inden vi gik hjem.

Loppetorvet m.m.

Det viste sig næste morgen, at de fleste havde sat sig loppetorvet som mål. Det eneste, vi ikke mærkede til, var lopper. Torvet bestod af flere gader med lange rækker af boder. Det var lige noget for vore damer. Der var varer af alle brancher – ikke mindst, hvad der hører til påklædning og udstyr. For vort vedkommende gik der jo ikke så få 100 fr. sedler, før vi havde passeret det hele, men vi holdt os til det, der ikke vejede til eller fyldte. Det gik formiddagen med. Om eftermiddagen var Mor og jeg alene i museet for moderne kunst, men kunde have ønsket lidt mere tid.

Mor var træt og hvilede sig mest i underste etage, mens jeg travede det hele igennem, ærgrede mig over kubisme og al det skidt, som Niels Henrik og Carl-Erik kunne have malet bedre, hvis de var overladt en pensel og en malerbøtte, men jeg beundrede egentlig kunst, selv hvor det var meget realistisk, hvad især gjaldt et maleri med de tyske fangelejre som motiv. Da jeg kom ned igen, havde Mor da også fundet et par sale, som vi begge havde megen glæde af.

This slideshow requires JavaScript.

Billeder fra Maria og mit besøg på Museet for Moderne Kunst i 2011.

Om morgenen havde jeg fået det første fødselsdagsbrev fra Ingeborg i Malling. Det var kommen en dag for tidlig, og da vi ikke kunne holde rede på datoerne, troede vi, det var min fødselsdag. Lidt længere hen på formiddagen gik det dog op for os, at vi var forkert på den med tidsregningen.

Desværre er det nu småt med mine optegnelser, så jeg vil blot i spræng og flæng lige nævne, at vi nåede endnu et museum, nemlig det Etnografiske, et mægtigt rum med masser af sale, hvor vi så menneskeslægtens udvikling fra de fjerneste tider hos naturfolkene. Danmark hævdede sig smukt med den grønlandske afdeling, men ellers var det meste dog franske kolonier. Dog var der også sale med indianere og sibiriske nomader, klædedragter, redskaber, modeller af mennesker i legemsstørrelse, osv.

Lørdag d. 2. september opnåede jeg så at holde fødselsdag i Paris. Ellers plejer det at være Ruth, der fejrer sin fødselsdag på de mærkværdigste steder, i Wales (læs historien) eller på de norske fjelde (læs her). Denne gang var det altså min tur. Det var jo en glæde at få hilsener fra alle vore børn med: Alt vel! Samt lykønskning.

Og hvad så mere? Ja vi for rundt og så på pariserlivet, tog bourgogne, dog først en aperitif, til maden, og jeg tillod mig en ægte Hennesy cognac bagefter. Vi var ude at drikke chokolade, og var igen ude om aftenen, men jeg kan desværre ikke stedfæste det. Det samme gælder den sidste dag, søndagen. Dog erindrer jeg denne, at de indkøb, vi ikke nåede de øvrige dage, lykkedes det os at foretage denne dag, hvor det ikke viste sig særlig vanskeligt at finde et sted, hvor der handledes. Ligeledes mindes jeg, at vi foretog en vandring om hele Sorbonne komplekset, der er en hel by, og at der fandtes en masse statuer af berømte videnskabs mænd, dog kun, når støtterne var af marmor, for alt af metal havde tyskerne taget og støbt om til kanoner. Derfor kunne vi rundt om i hele Paris finde tomme sokler.

Sidste etape

Og så iler vi mod afslutningen. Da vi ikke fik gjort ret meget ud af Bruxelles på nedturen, blev det gjort mere grundigt denne gang. Vi så en mængde pragtbygninger, kun ikke le Garcon Tissant, der stod lidt vel af vejen, sagde Tage.

Et eller andet sted tog vi en ny fører på, og ved aftenstid nåede vi Arnhem, hvor vi på det samme hotel indtog middagen og overnattede. Friske og udhvilede kørte vi videre næste morgen efter at have forsynet os med chokolade, frugt og ris for vor sidste gylden. I løbet af dagen tog vi selskabets direktør på hr. Adolph. Lederen hed Anker. Det blev en lang tur over grænsen ind i Tyskland, før vi nåede Lisbeth og indtog frokosten. I løbet af eftermiddagen blev der tid til et ophold i Hamborg og en kaffepause i Holsten. Nu stod vi over for det mest spændende: Den danske toldgrænse. For alle havde jo selvfølgelig adskilligt med i deres kufferter. Lederen drillede os lidt ved at sige, at han ikke håbede, vi havde vin, cognac, silkestoffer, pudder eller lignende. Han vidste jo meget godt, at det var netop den slags sager, vi havde købt. Nu kommer det an på, hvad humør tolderne er i, føjede han til. Heldigvis var tolderne i godt humør og forlangte kun 5 kufferter ud. De blev ikke engang åbnede. Der blev kun spurgt de pågældende om indholdet. De så stort på en enkelt flaske vin. Snart var vi af sted igen, nu i Danmark, hvor vi skulde indtage middagen og overnatte på et hotel nord for Flensborg fjord lige ud til denne. Byen hedder Kollund. Hotellets navn erindrer jeg ikke, men der var en pragtfuld udsigt over Flensborg fjord fra altan og have, der lå på en meget høj skrænt.

Vi mærkede vi var i Danmark, om aftenen ved at tjeneren meddelte os de første valgresultater, og om morgenen ved at vi blev afkrævet smørmærker, som vi slet ikke havde, men andre af vore medpassagerer kunde heldigvis hjælpe os.

             Rationeringsmærker til sukker og kaffe

Og så kørte vi ellers gennem ”Du skønne land med dal og bakker fagre” ved dagslys og i smukt vejr. Vi måtte denne gang sande H.C. Andersens strofe: Jeg tror, der skønnest i Danmark!

Vi blev gjort opmærksom på den kirke, hvor Christian X med følge overværede gudstjenesten, da han red over grænsen 1920, stedet hvor han besteg den hvide hest, m.m. Snart tonede ruinerne af Koldinghus frem og lidt efter Lillebæltsbroen. Efter at være nået over den, holdt vi frokostpause på restauranten ”Broen”, som vist de fleste bilister kender. Man skal rejse langt for at finde en spisesal med smukkere udsigt. Det var det sidste måltid, vi nød på selskabets regning, hvorefter jeg som nestor benyttede anledningen til at takke direktør, leder og chauffør for den godt planlagte rejse, der vilde være et minde for os alle gennem livet. Jeg havde troet, det skulde lykkes mig at tabe 10 pund på turen, men det var ikke lykkedes. Ja det var kun nogle få ord, men her var altså en passende lejlighed til det.

Og så, ja så var der ikke mere, end hvad man oplever hvert år, når man rejser over Fyn og Sjælland. Nøjagtig på det lovede klokkeslæt 19:45 var vi tilbage ved vort udgangspunkt. En hastig afsked med alle disse fornøjelige mennesker. William var mødt ved modtagelsen. Snart sad vi i en bil, der bragte os til ”På Bjerget 2B” hvor Eva, Hans, og hvem der ellers gad høre på os, fik det første friske referat.

Næste dag ved middagstid nåede vi Holbæk og havde den glæde at blive modtaget af L.P. på stationen og snart efter at nå hjem og se Ruth kvik og Ermegaard og lille Søren smile til os, og vi blev helt rørte ved at se bordet pyntet med blomster og lys til velkomst, som om vi vendte hjem fra vor bryllupsrejse. Vi må vel hellere kalde det en meget forsinket sølvbryllupsrejse.