Turen til Norge 1948 #1

Alle forberedelser er endelig afsluttet. Det ringer på døren og Aage træder fuldt bevæbnet ind. Afsted til “Aalborghus”. Vi overraskes i Dr. Tværgade at et voldsomt regnskyl, men nu er det forbi, og så er vi ombord. Der er masser af mennesker med. Vi sonderer “Terrinet” og finder et egnet sovested under en trappe, hvor vi udbreder soveposerne.

Aarlborghus

Det er en meget smuk sommeraften. Vi nyder turen i fulde drag. Kronborg tegner sin Silhuet mod den lyse Nathimmel, og alle Lysene fra Helsing­borg blinker på “den andra Sida Sunnat”. Trods snak og latter rundt omkring kryber vi i soveposerne, men det bliver ikke til megen søvn, for lige ved siden af os ligger 4 unge mennesker, som natten igennem slås om et tæppe.

Søndag

Kl. 5.30 står vi op og ser indsejlingen gennem Limfjorden. Folk rundt omkring ser meget trætte ud. Endelig kl. 7 er vi i Aalborg.

Her står L.P. smilende og tager imod os. Han er dagens mand i skysovs. Så går vi hjem til Ermegaard, der byder os velkommen med et lækkert kaffebord med rundstykker. Så snart vi har fået en cigaret, lægger vi os og får et par timers hårdt tiltrængt søvn. Kl. 15.15 starter ekspeditionen. Vi sveder godt på vejen til DDLs kontor. Herfra med bus til flyvepladsen. Det går smertefrit gennem tolden, forventningerne stiger.

Nu åbnes dørene, og vi mere løber end går hen til flyvemaskinen. Det gælder om at få en plads i halen. Det lykkes ved hjælp af albuerne, og nu sidder vi på de bageste pladser. Lige bagved er stewardessen i sin lille bitte kabine. Stolene er høje bløde lænestole, som kan sættes i hvilken højde, man ønsker blot ved at trykke på en knap. Her er en pose man kan benytte i tilfælde af luftsyge. Nu snurrer motorerne. Det hele efterprøves og så starter vi. Først farer vi hen over grønsværen, så letter vi og svinger os op over hverdagen (nå, nej, det er jo søndag). Vi har et landkort under os nu. Det er heldigvis klart vejr, så vi kan se hele Vendsyssel, men så snart vi kommer ud over vandet, er der skyer, og det varer ikke lange før der er et “Vattæppe” under os, men det er smukt hvidt, for himlen er jo blå ovenover os.

Norge 10

Nu kommer stewardessen med en melding til os fra kaptajnen om højde, hastighed o.s.v. Da Aage er den sidste, der skal. se den, beholder han den til minde. Lidt senere får hver et stykke rent chokolade. Pludselig kan vi se Skærgården, og nu varer det ikke mange minutter, før vi kan se flyvepladsen, nu går det nedad, det synger for ørene og kribler i maven, for der er nogle huller i luften. Elegant landing. L.P. snupper lige et billede ved nedstigningen, det er ellers forbudt.

Det er en lille og temmelig primitiv flyveplads, vi er nået til. Tolderne er flinke. Vi må vente lidt på en bil, for de andre passagerer er enten taget videre med Flyveren til Stavanger, eller de har skyndt sig og nuppe den første bil. Nu kommer vor Taxa. Vi får en ældre herre med, som siden viser sig at være niti år. Og nu kører vi i rutschebane op og ned og ud og ind, så det suser for ørene igen. Landskabet er meget smukt, vi er allerede vældig imponerede. Snart er vi i Kristianssand.

Hotel Ernst

Her får vi en lille forskrækkelse, idet det viser sig, at toget, som vi regnede med gik kl. 8, først går kl. 10.15, d.v.s. at vi først vil ankomme til Hotellet kl. 0.30 norsk Tid. Vi går hen til “Ernst” Hotel og får en slags smørrebrød med dejlig gedeost og kaffe. L.P. har lige ringet til en Hr. Winther, som Lis og L.P. traf sidste år heroppe. Lidt efter kommer han ind til os i restauranten og kører os hjem. Vi får en hyggelig sludder med ham og hans kone samt småkager og brus, og så kører sønnen os til stationen. Der kommer en ung mand hen til mig og beder om en tændstik, og det viser sig, at han er dansker. Efter en lille snak med ham går vi op i toget. Lige før afgangen kommer en Hr. Christiansen for at hilse på Lis og L.P. Det er også en af vennerne fra sidste år. Han får ost og spegepølse, hvorefter han glad går sin Vej.

Rejsen varer 3 timer. På halvvejen har vi skiftet til en skinnebus. Toget er fuldt af soldater og rygsække. Aage og jeg er meget trætte. Jeg sover ind imellem, og da toget standser, er jeg så søvndrukken, at jeg snubler ned af trinet. Jeg ser ikke, at det er L.P., der hiver mig op og siger bare “Tak skal De have”. Vejret er vidunderligt nu. Luften er så ren, snart er vi ved Hotel “Brejdablik”, hvor værtinden tager venligt imod os. Kl. ca. 2 går vi til køjs og sover som sten.

Mandag

Næste morgen øser det ned, men vi skal jo bare køre i bus, så vi tager det roligt, først et lækkert frokostbord kl. 10 og dernæst afsted til bussen. De lader til at have god tid de gæve Nordmænd. Vi er nu 1 time forsinket. Til sidst bliver det L.P. for meget, han farer ud – efter en stor pose wienerbrød, men i samme øjeblik han er ude sætter chaufføren sig op, og hvis ikke Lis havde stoppet ham, var vi kørt uden L.P.

Der er andre danskere med i bussen, bl.a. en dame, som vi kommer til at kalde “Madame Pompadour”. Hun har en vis evne til at mase sig frem, men viser sig for øvrigt at være meget flink at snakke med.

Norgen 2-1

Jeg vil ikke sige, jeg nyder turen. Naturligvis er omgivelserne smukke, men jeg bryder mig ikke særlig om at køre i rutschebane 6 timer i træk. Det rører åbenbart ikke damen til højre, for nu tager hun en kæmpeæske frem med smørrebrød, der lugter af fisk og giver sig sindig til at spise. Jeg lægger hovedet mod Aages skulder og lukker øjnene mens timerne går. I Valle får vi Lov at stå af og trække frisk luft. Så kører vi videre ad den faretruende vej. Nogle steder hænger klippen langt ud over Vejen og må støttes af tykke bjælker, andre Steder så er Vejen så smal, at to Biler umuligt kan komme forbi hinanden. Men Chaufføren kører sikkert. Kl. ca. 6 er vi i Hovden. Her viser det sig, at der ikke er pladser til os, da der skal komme 30 danske børn, men vi anvises et værelse med 3 senge på posthuset, og her indretter vi os snart hyggeligt. Ermegaard og L.P. er ædelmodige og deler den ene Seng, men før vi går til køjs går vi hen til Hovdahytta og får meget lækker aftensmad. Her er rigtig smør, frisk mælk og brød og en varm ret, leverpostej og den mest vidunderlige marmelade samt vafler og te. Efter at have bygget os lidt ved pejsen går vi til posthuset og sover dejligt.

Tirsdag

I dag er det min fødselsdag, det opdagede jeg i samme øjeblik, jeg slog øjnene op, for Aage kommer med et par lækre silkestrømper og lykønsker mig. Det øser ned. Vi tager morgenmaden (mælk og pumpernikkel) på vort værelse. Formiddagen går med læsning. Herlig middagsmad. Kl. 15.30 starter vi mod Hovdanuten, som ligger lige foran os. Det ser ud, som om det er umuligt at komme op ad den stejle bjergside. Vi springer fra sten til sten. Toppen ser fjern og truende ud med skyer om toppen, vi maser dog trøstigt videre gennem birkekrattet uden Stier eller afmærkninger. Nu er vi nået til de løse sten, det bliver mere og mere besværligt. Vi er kommet så højt op, at vi kan se, vi er gået i forkert retning. L.P. lader til at være temmelig modig, ban glider som den første 3m på enden ned ad en glat sten, får fodfæste lige på klippens rand og hjælper mig ned, det er med hjertet i halsen, vi klamrer os til klippen. Nu er Aage nede og turen kommer til Lis, som får sig en våd sort ende. Snart efter er vi på rette vej mod toppen. Kl. ca. 5 er vi helt oppe og har den herligste udsigt.

Heroppe venter der mig en stor overraskelse i anledning af fødselsdagen. Jeg må om bag en sten, medens Aage og Lis foretager sig et eller andet i hemmelighed. Lidt efter kalder de på os, og vi ser nu, at den herligste chokolade er ved at blive tilberedt over et lille bål, som Aage har lavet trods regn. Her er koldt, men vi fryser ikke for vi har uldne trøjer under regnfrakkerne, og nu hører regnen for øvrigt op. Men dette er ikke hele overraskelsen, endnu engang må jeg vende ryggen til, og lidt efter får jeg serveret den lækreste lille Lagkage med levende Lys på og “Til Lykke Ruth” skrevet med glasur. Frk. Nielsen og Aage har lavet den hjemme i Danmark. Det er vel nok et Fødselsdagsgilde, og så får jeg oven i købet et smukt håndmalet tørklæde forærende. Jeg er helt overvældet.- Nedturen går betydelig hurtigere, idet vi går ned på den anden side af bjerget, men også her er meget stejlt. Vi kommer lige ned til aftensmaden hvorefter vi hygger os, og får støvler og sokker tørret ved pejsen. For øvrigt er Hr. Winther kommet hertil med bil, og her er masser af andre bilende gæster og en del skolebørn fra Danmark.

Onsdag

Kl. 6.30 kalder Aage forsigtigt på os. L.P. vil helst blive liggende og snue, men det lykkes endelig Lis at få ham ud af fjerene. Vi gnider tæerne ind i Hjortetalg, og får så et dejligt morgenmåltid. Kl. 8 starter vi friske og udhvilede. Begyndelsen er herlig. Det første stykke vandrer vi på lige vej langs en sø. Ved den inderste vig er der et hus, hvor nogle små lyskrøllede unger forundret stirrer på os, men det varer ikke længe, før vi er helt borte fra civilisationen, og stien er nu ganske smal. Vi springer fra sten til sten, her er en lille elv, hvor L.P. og Aage uden tøven springer over, vi andre følger tøvende efter. Det er blevet det herligste vejr. Myggene svirer rundt og stikker os ustandselig. Oppe ved en øde sæterhytte møder vi en kælen ged. Sveddryppende kommer vi til en elv, hvor Lis og jeg vasker os, drikker vand og får et bolsje.

Videre op går det. Kl. 13.30 gør vi holdt ved et vandløb og får os en dejlig frokost. Vi ænser ikke en lille byge, så travlt har vi med at gumle Pumpernikkel. Det var dejligt at hvile lidt, men vi må videre over stok og sten. Efter en times kamelgang når vi en bred og rivende elv, som vi vader over efter dog at have smidt støvlerne. Vandet er isnende koldt og stenene skærer i benene. Men det kan man jo også vænne sig til. Værre er det at Aage har glemt sine briller, da han fotograferede os andre og derfor må hele vejen tilbage igen, men det lykkes heldigvis at finde dem efter en fortvivlet søgen. Det var trods alt rart at få skyllet vablerne. Men vi har spildt ca. 3 kvarter, og vi maser videre for at indhente det tabte. Oppe ved den første sne-klat opdager jag at jeg har tabt min regnfrakke Aage og jeg styrter tilbage efter den. Atter en forsinkelse på 20 minutter. Ved tilbagekomsten til Lis og L.P. skal vi trøste os med et stykke chokolade, men som om vi ikke havde haft uheld nok vise det sig, at Aage har skåret fem tikronesedler midt over. Han havde netop smuglet dem herop i den plade chokolade. Der er dog heldigvis ti af dem så ulykken er jo ikke så stor.

Vi ar begyndt at få bange anelser, da vi regner ud, at vi kun bar gået 1/3 af vejen, og det er et stykke hen på eftermiddagen. Mange gange har vi haft regnfrakkerne på, men nu er det virkelig koldt, så vi bliver nødt til at beholde dem på. Vi trasker gennem sneen og er efterhånden kommet helt op på Mainfjeldet. Det er eventyrligt smukt, lidt endnu går det opad, men endelig er vi helt oppe, og efter at have fået et stykke tyggegummi og regnet ud, at vi har gået halvdelen af vejen, vandrer vi et par timer lige ud, det er en hel lettelse, og vi får ligesom lidt kræfter igen. Udsigten er slet ikke til at beskrive, hvis man da ikke er digter, men glemme det gør vi sikkert aldrig. Luften er meget tynd og ren. Det hjælper os naturligvis, men skal vi være helt ærlige, skal det indrømmes, at i hvert fald Lis og jeg er dødtrætte, og vi mangler mindst 4 timer endnu. De sidste timer er noget af et mareridt. Aage og L.P. prøver at opmuntre så godt de kan, og vi trøster os med, at det j er lige så slemt for de andre. Nu går det nedad på vabler og ligtorne. Vi tænker ikke mere over, hvor vi træder. Et sted, hvor Aage og jeg er hoppet ned på en sten ser det faretruende ud, for da L.P. kommer til vakler den og han lader den rulle. Lis er meget betænkelig, men ved fælles hjælp lykkes det at få fodfæste. Det er begyndt at blive lidt mørkere.

Pludselig får vi øje på en hytte, som dog viser sig at være en slags hønsehus, selvom der både er en seng og et komfur. Lis og jeg har mest lyst til at blive, men L.P. får os heldigvis fra det. Vi sjokker gennem mosejord ned til en elv, der ikke er til at komme over ved at springe fra sten til sten, så smøger vi bukserne godt op og vader over den rivende strøm. Vandet pibler så sjovt ned gennem støvlerne og skyller vablerne. Efter endnu ½ times fremadvaklen ser vi endelig en hytte og nogle skure, det sætter modet op. Det er så mørkt, at vi må lede efter hvert rødt mærke, som nu sidder ved på birketræerne, og vi synker langt ned i mudderet. Endnu ½ time, og vi er ved hytten. L.P. spørger med myndig stemme ind gennem et vindue, som ikke er der, om nogen vil lukke os ind. En hjælpsom Nordmand lukker os ind og bringer os stearinlys.

Lykkelige smider vi de tunge rygsække og kravler op ad trappen til loftet, hvor der er nogle hullede madrasser. L.P. kryber tænderklaprende ned i en knirkende seng. Jeg smører sukkermadder. Aage hjælper mig med mine vablede fødder, og kl. 12 midnat kan vi endelig smide os på madrasserne, men søvnen har svært ved at indfinde sig, dels på grund af overtræthed, dels myg og dels knirk fra sengen.

Torsdag

I dag er humøret meget bedre. Vi er naturligvis mørbankede endnu, især Lis og jeg, men vi nyder at nusse rundt og bygge os. Nordmændene er allerede på Vej til Hovden, og vi har hele hytten for os selv. Aage tænder op i ovnen, og så får vi te og marmelade mad. Der hentes vand i Elven, og vi vasker os grundigt. Om formiddagen må vi igen tage os en lur, dog ikke L.P., der·åbenbart må have sovet godt, han sonderer “Terrine”. Så står vi op og tilbereder vor Hermetikmad, Gullasch. Lis er ikke all right, hun kan knap nok løfte benene op over dørtrinet, så vi er klar over, at vi absolut ikke kan komme afsted næste dag. Vi må derfor tænke på provianten, der er ved at slippe op. L.P. begiver sig så op til en lille sæterhytte mens vi venter spændt på resultatet. Ved 7 tiden kommer de tilbage belæssede med lidt af hvert, gamle spirede kartofler, sild i dåse, fiskeboller, en klatkage og en kauring. Alt sammen kunde vi være spist i et måltid, men vi er glade for dog at få noget. Der var ingen hjemme i hytten, så de blev nødt til at tage det selv, dog efter lidt betænkning, men naturligvis lagde de en passende sum og en plade chokolade samt en forklaring. Der var nydeligt rent og koseligt i hytten, og på væggen hang en violin med håndskåret mønster. Den slags mennesker behøver ikke dybe lænestole og sofaer, men bruger små træstole, som bliver anvendt lige til de falder sammen, det kan sommetider vare flere hundrede år.

Nu får Lis og jeg travlt med at skrælle de gamle kartofler, som omhyggeligt deles i to portioner, den ene til næste dag. Hertil får vi meat-paste. Det ligner fuldstændig vovsemad. Bagefter klatkage med syltetøj. Bordet er pyntet med vilde blomstar og serpentiner. Det er et festmåltid. Vi går tidlig til ro.

Fredag

Vi sov vidunderligt, og nu begynder vi efterhånden at blive os selv igen. Dog er vi glade for at hvile endnu en dag. Men her er jo også aldeles pragtfuldt. Jeg gør gymnastik i det frie, Lis og L.P. bader i elven, og Aage tænder op i ovnen. Efter morgenmaden drager mændene op til snebræen som forneden danner en hule.

Det er det mest vidunderlige vejr. Så snart de når hulen, kan vi se, de undersøger den og kravler rundt og smider med sten som to skoledrenge. Pludselig hører vi langt borte en kvinde synge, og bliver klar over, at det må være sæterkonen. Der er også et barn, der græder. Det er helt underligt at høre andre menneskelige stemmer. Vi har for resten fået besøg af en dejlig lille Nordbak, som er meget kælen, og som slikker salt af vindueskarmen. Nu ser vi nogle sprællemænd på toppen, eller retter den øverste kant af bjerget, som vi kan se nedefra. Det er Aage og L.P., der iført adamskostumer gør gymnastik før de tager bad i en lillebitte sø helt deroppe. Sultne kommer de ned Kl. 1, og vi har maden parat, men der er ikke nok til at blive mætte. Det består af levninger fra i går og svampe. Vi rationerer nu den rest, der er tilbage. Næste dag bliver vi simpelthen nødt til at tage derfra, er vi klare over.

Lis og jeg har ellers gjort hytten fint ren og luftet tæpperne, for at få lopperne ud. Hen på eftermiddagen får vi besøg af Hr. og Fru Birkemoe, som vi hurtigt bliver gode Venner med. Selv om noget af idyllen er væk, nu da vi ikke har det alene mere, er det morsomt at snakke med dem, og Fru Birkemoe affyrer den ene vittighed efter den anden. De er ganske vist til tider lidt vandede, men her er ingen blaserthed. Aftensmåltidet gør os omend endnu mere sultne, det består af en kop fiskesuppe, fiskeboller og ½ kiks. Vi går en aftentur, og Lis og L.P. finder svampe, som vi uden noget som helst til. Selv Aage, der ellers ikke kan fordrage svampe tager for sig af retterne.


Her slutter Ruth og Aages første uge på fjeldturen til Norge. Næstes uges oplevelser kan læses i afsnit #2.

 

2 comments

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s