Turen til Norge 1948 #2

Den første uge af Ruths og Aages fjertur i Norge er beskrevet i “Turen til Norge 1948 #1“. I denne anden del af historie fortæller Ruth om hvordan den anden uge forløb og deres hjemrejse.

Lørdag

Sultne stod vi op og lavede te med sukkermad. Men så forbarmede Fru Birkemoe sig over os og forærede os lidt havregryn, det mætter alt sammen – også ormene. Jeg har glemt at fortælle, at der også er ankommet 2 Jenter og 2 Gutter, og af dem får vi et tørt brød.

Vi begiver os derfor mere fortrøstningsfulde afsted, og det bliver den herligste tur, man kan tænke sig. Vejret er vidunderligt, og så går det nedad. Et sted nede møder vi atter Hr og Fru Birkemoe. Efter at de er gået, tager jeg mig et bad i et naturligt badekar med opvarmede sten og bagefter brusebad under en naturlig bruser. Vi går videre nedad og kommer til en lille by.

Ved den brusende elv spiser vi frokost og tager solbad. Desværre træder L.P. forkert og forstrækker en muskel i foden, derfor går Aage og jeg i forvejen langs en brusende elv ca. 2 km på lige vej til Roalkvam. Her viser det sig, at der ikke har været nogen turisthytte i de. sidste 5 år. Aage går fra hus til hus for at spørge om vi kan købe kaffe, mad eller ro de 3 km over søen til Nesflaten. Han får at vide, at vi kan sejle kl. 16.30. Kl. 15 kommer Lis og L.P. og vi er alle så kaffetørstige (mest L.P.) så han går trods sit dårlige ben hen til det eneste hus Aage ikke har nået at besøge, og han bruger hele sin overtalelsesevne for at formå konen der til at lave kaffe, og det lykkes. – Vi får en stor kande og drikker 4 kopper hver her ude på grønsværen. Humøret stiger kendeligt. Konen, som ikke rigtig forstod os først, og som troede, at vi vilde have middag også, er nu lutter smil. Hun får 3 Kr. + et kaffemærke, hvorefter vi går ned til bådelejet.

n7-2

Det varer ikke lange før en gammel, solbrændt, tyk Gubbe kommer hen til os, og ved hans, Aages og L.P.s hjælp ror vi de 3 km over søen, som just ikke er særlig rolig. Båden vipper godt, og bedre bliver det ikke da Gubben bytter plads med Lis og mig og giver sig til at øse med en “Slev”. Nå, vi når da frelste i land i Nesflaten og går det lille stykke hen til hotellet.

Dette er vel nok en forandring fra vort primitive sæterliv. Her er al muligt, komfort, rene senge, fin mad o.s.v. Den aften går vi en tur i de skønneste omgivelser, man kan tænke sig, men samtidig virker det så voldsomt, og man føler sig som små myrer i denne natur. Ud over vejen, hvorpå der kører mange biler hænger klipperne truende, og kantstenene ser ud, som om de hvert øjeblik kunde styrte i den fossende elv, der laver et øresønderrivende spektakel. Der er også en hængebro, som ser ganske livsfarlig og rådden ud. Jeg tror Nordmændenes motto er “Lev Livet farligt”.

Søndag

Det er atter fint solskin. Vi får frokost med alle de samme lækkerrier, som aftenen forud. Her er en del andre danskere, og Lis hører en dame bag hende viske: “Ih, hvor de dog spiser meget” om os. Men de har jo heller ikke haft vore strabadser og slunkne maver. Det varer flere dage før Aage bliver mæt. De fleste her kommer i biler og lever luksus­liv.

Om formiddagen fotograferer Aage, og Lis og jeg tager os en dukkert (ca. 10 C) i søen. Så spiser vi middag, pakker og kl. 2 sejler vi sammen med en masse andre feriegæster over søen i en lille bilfærge. Det tager 2 timer. Bjerge omslutter søen fuldstædig, og de fleste steder er de så stejle, at det er umuligt at bestige dem. Hist og her er der dog nogle hytter og små bådelejer, hvis eneste forbindelse med omverdenen er denne færge. Desværre blæser det koldt, og da der ingen læsteder er om bord er vi glade for at stige i land. Med rutebil kører vi 8 km til Suldalsosen. Bagved os. kan vi se “Suldalsporten”, som består af 2 klipper, der mødes ude i vandet.

johan-fredrik-eckersberg-suldalsporten

Vi står ud ved “Hårene Pensjonat”, hvor vi får kaffe med småkager serveret på terrassen, efter at have spist en masse marmelademadder. (Undskyld al den Snakken om mad, men den betyder utrolig meget på sådan en tur). Vi går en lille aftentur og ser på omgivelserne, og snakker med et par ældre bønder. En af dem fortæller os om en vej, der er ved at blive lavet ovre på den stejle bjergskråning på den anden side elven. Den skal føres op til fire gårde. Det er et kæmpearbejde, og ingen ved når det bliver færdigt. Vi undersøger også en sjov lille vandmølle, kl. 7.3o spiser vi til aften. Der er kun 3 damer i pensionatet foruden os. Vi hygger os med bøger og får en passiar med værten. Alle Nordmændene er meget interesseret i at høre om Danmark og fortæller også selv en del om Norge.

Mandag

Aage og jeg drager afsted mod “Sandsa”. Det er en meget brat opstigning, vi hviler et øjeblik hver halve time. Kl. 12 får vi lyst til at åbne en dåse med syltede blommer. Vi har ingen dåseåbner og må klare os med et par sten, som desværre smuldrer, men det går. Vi tager halvdelen og skriver et brev og sætter resten på en varde til Lis og L.P.

Maria kan huske hendes Mor Ruth mange gange har fortalt det videre forløb af historien. Lis og L.P. fandt aldrig den anden halvdel af de syltede blommer – enten så de den ikke eller den var spist af andre forbipasserende. 

Videre opad går det. Det er nu mere køligt, og efter 1 times gang er vi helt oppe på det jævne højland. Her møder vi en norsk familie, som kommer fra “Sandsa”, som de roser i høje toner. De er vældig fornøjelige at pratte med. Vi får cigaretter og de får kiks. De har mødt ørne på turen og en dansk dame på turiststationen. Ca 3 kvarter senere er vi nede ved hytten, som er meget komfortabel. Vi bydes velkommen af en ung smilende Jente i nationaldragt. Oppe på værelset får vi mælk og lidt smørrebrød, hvorefter vi hygger os i opholdstuen. Kl 6 præcis lyder gongongen og vi får serveret klipfisk og mannabudding. Bagefter kaffe med hjemmebagt kage. Vi læser lidt og går så til køjs. Jeg deler værelse med 2 Norske damer.

Tirsdag

Efter frokost tager vi vore tomme rygsække på og går Lis og L.P. i møde. Det er ret ubehageligt vejr, men heldigvis møder vi dem snart, og de er slet ikke trætte, som vi troede. Det går fint nu med L.P.s ben.

Vi indretter os i en 4-Mands stue og går så ned til en meget lækker lunch. Om eftermiddagen fordriver L.P. og Ermegaard tiden med kabaler, Aage med at fiske, (han ser herlig ud med den hvide hue trukket helt ned om ørene) og jeg skriver Aage vender hjem ikke alt for belæsset med fisk, men det er nu heller ikke nemt med den lille snøre i bølgegang.

Det strømmer ind med nye gæster til hytten, som er et meget berømt madsted. Vi får at vide, at der har været 90 gæster i Påsken, og de kom skam ikke alle for at stå på ski, men for en gangs skyld at få ordentlig mad.

Vi går en tur langs stranden om aftenen, og Aage forsøger fra en stor sten at fiske igen, men det eneste han får ud af det er, at snøren hænger fast i en sten, og vi må næsten fælde et træ, før vi får den løsnet. Vi går lidt videre og opnår atter at få våde støvler. Ved hjemkomsten sidder de alle i opholdsstuen og synger. Det bliver en meget hygsom aften, med fællessang, kanon og solo. Aage synger et af sine glansnumre den med “Eskimortensen”.

Den af Nordmændene omtalte danske dame foreslår noget så opfindsom som Blinkeleg og Børstedo, hvilket dog heldigvis falder fuldstændig til jorden. Bedre går det med “Min Hat den har 3 Buler”. Kl. 11 går alle til ro. Her er så mange, at der må redes op i opholdsstuen.

Onsdag

Kl. 10 siger vi farvel og sejler med motorbåd over “Sandsavatten”. Vi har selskab af 5 Jenter, som dog tager tilbage til hytten igen. Vi nyder rigtig sejlturen trods gråvejr. L.P. mindes Grønland, han fortæller, at dette ligner Grønlands natur. Vi går nu et par kilometer over højderyggen, her er så plant, at vi er i stand til at løbe hen over den.

Der hvor nedstigningen begynder er der et hejseværk, som er beregnet til bagagen. Der hænger 3 rygsække, som lige er hejst op. Det går ved hjælp af turbine. Denne foranstaltning er i højeste grad nødvendig for hotellet, da de jo er nødt til at have et godt forråd til så mange mennesker, og opstigningen er meget stejl. Aage og L.P. vil vældig gerne pille ved den og sende deres rygsække ned. Men Lis og jeg begynder nedstigningen, som slet ikke afskrækker os. Lidt efter kommer mændene da også traskende med rygsækkene på. Vi møder ejermændene af de 3 rygsække, og får en sludder med dem. Ved et vejkryds bestemmer vi os til at tage til Ørekvam.

Plukket på turen

Planter plukket på vejen og presset.

V i er nu ankommet til Ørekvam tristhytte, som er den ynkeligste, jeg nogen sinde har set. Den er et par hundrede år gammel, og turistfor­eningen betaler 100 Kr. for den om året. Før har her ligget 2 gårde, man kan let forestille sig disse menneskers kår,=store afstande til al ting og dårlig jord. Men Nordmændene er jo nøjsomme. Ved det første syn er vi lige ved at vende om, men beslutter alligevel at blive, da det passer bedst med planerne for næste dag. Her bor 3 piger i den ene stue, og så tager vi hver en køje i den anden. I denne stue bor tilsyneladende 5 andre, men de er ikke hjemme. Alt er et syndigt rod. Vi forsøger at hygge os så godt, vi kan. Jeg maler kaffebønner, Aage tænder op, og vi får en herlig kop kaffe og smørrebrød til. Aage har mødt nogle Nordmænd, som skal på fisketur og tager med dem ud for at lære nogle fiduser. Vi andre går en tur. Vi opnår at blive godt våde, og desuden har L.P. fået noget at slæbe på, idet han er begyndt at hive birketræer op med rod, han tager den mest krogede stamme med sig over skulderen. Han om det. Det viser sig dog senere, at hans hjerne fungere normalt, idet han giver til at snitte de sjoveste figurer af denne stamme. En ung Nordmand og hans kone som er tilskuere beundrer dem meget.

Aage er vendt hjem fra fisketuren med en fin fangst på 14 fisk. Han fik ganske vist en våd sok, da ormen gav sig til at sprælle, men resultatet var da flot. Han og jeg giver os i lag med rengøringen, hvilket tager 1½ time. Komfuret er så mørkt, at vi må bruge lommelygte, mens vi steger dem,

De fem andre viser sig at være en reklamechef, hans kone og dennes Far, en gammel Gubbe, som ejer en hel hermetikfabrik, og som af og til i smug tager sig en “Gibbernakker”. Desuden er her 2 fiskere, som efter en hel dags vandring i ensomheden ikke er til at slå et ord af, men efterhånden får også de munden på gled. Aftenen forløber vældig hyggeligt idet Nordmænd og Danskere prøver at overgå hinanden i at fortælle morsomme historier. “Reklamechefen” serverer sine med flotte tegninger. Vi vrider os af latter. Omsider tumler vi dog til køjs og forsøger at sove, men den gamle “Hermetikmand snorker, som et helt kompagni soldater, og da jeg ikke kan holde det ud længere men griner tøset, bliver de andre meget fortørnede og flove på mine vegne. Men det lød nu så komisk. Midt på natten bliver det uvejr. Det rusker i den gamle rønne, og regnen strømmer ned.

Torsdag

Ikke særlig udhvilede står vi op kl. 7, drikker morgenkaffe, ser efter om alt er i orden efter os, opdager, at vi har tørret køkkenbordet af i en “opløsning” af margarine og varmt vand (det er jo også let at tage fejl, når det er halvmørkt og margarinen findes i en gammel hermetikbox) og drager afsted i silende regn og i den gale retning. Vi bliver dog hurtigt ledt på den rette vej ved råb fra hytten hvorfra de andre har fulgt vor færd selvom vi troede, de sov.—-Meget brat nedstigning til “Ulladalen”. Den er en af de skønneste i Norge, men skal jo helst ses i solskin. Kl. 10 er vi nede.

Ulladalen

Udsigt til Ulladalen – et senere billede fra nettet.

Aage og jeg beslutter at tage med en lastbil medens L.P. og Lis fortsætter til fods dog uden rygsække. Vi må vente 1½ time på en mand oppe fra Sansa, som også har bestilt plads i denne. Da han alligevel ikke kommer kører vi sammen med de to lystfiskere, der hjalp Aage i går afsted til skibet. Der er 10 km. chaufførens lille 4-5 årige søn er med og hjælper sin far hver gang, vejen spærres af et led og lukker dette op. Det sker hvert 5. min.

Ved færgestedet samles folk fra egnen, som skal sydpå, det er jo det eneste forbindelse med omverde­nen. Sejlturen tager 5-6 timer. Her er meget smukt indenskærs med 1000 nuancer i farvesceneriet. Men tiden falder en smule lang, hvorfor vi tager kortene frem og lægger kabale. Da vi er sultne, bestiller vi smørrebrød, øl og kaffe. Efter flere timers venten på dette går L.P. ned i køkkenet for at se efter det. Her står tjeneren eller hvad han nu er og barberer sig og skønt vi er de eneste mennesker på skibet, der har bestilt noget hos ham, har han ikke haft tid at servere. Det lykkes dog til sidst. Hele anretningen har sikkert taget ham 5 min. at lave, for den består simpelthen af 16 snitter hvorpå han ligesom har taget en tube og smurt en stribe marmelade ben over. Vi bestiller 8 til af samme slags. Hele herligheden koster kun 7.40 kr. så det er jo til at overkomme.

n8-2

Ved 5-tiden når vi Stavanger, hvor vi af den ene af lystfiskerne ledsages hen til politistationen. Han har dog ingen onde hensigter, tværtimod. Det er jo kun for at skaffe os nattelogi. Vi er lige ved at få 3 senge i varetægtsarresten, men hvad så med den fjerde? Det ender med, at vi henvises til et lille pensionat med plads til os alle. Her får Ermegaard det største chok på hele turen, idet hun opdager loppepletter på de nussede lagner. Men vi skal jo være et sted, og Lis, L.P. og jeg tager så værelset nede mens Aage får en divan ovenpå. Så går vi på jagt efter et ordentligt spisehus. Det lykkes, og vi får den herligste middag med laks, kyllinger og lagkage, men hotellet ejes og så af en dansker. Bagefter kigger vi på byen, som er ualmindelig koselig med stejle gader med neonlys og store flotte skibe i havnen. Kl. 11 går vi tilbage til loppereden og det ender faktisk med, at vi alle slipper uskadte fra det.

Fredag

Pensionatsmadammen prøver at fuppe os, men L.P. klarer situationen og giver hende det, hun for tjener. Godt indinerede går vi til stationen, får morgenmad og tager med ekspressen kl. 9 mod Kristianssand. Turen tager 6 timer. Den første strækning viser os landskaber, vi ikke før har set i Norge nemlig klitter og smukke strandarealer, senere almindeligt fladland som derhjemme. Det varer dog ikke ret længe før vi er ude i bjergene igen og så går det gennem den ene tunnel efter den anden. Der er gået nogle tons dynamit til at sprænge alt det. En af dem er vi 10-12 min. om at køre igen.

n8-4

Undervejs får passagererne lov at stige ud på en station og hente lidt at styrke sig på i en jernbanerestaurant. Vi får en pose smørrebrød. Kl. 3 er vi i Kristianssand. Her går vi hen til “Hotel Ernst” og indretter os i fyrstesuiten. Efter en tur i byen, hvor vi køber for vore mærker og sender vaskepulver hjem, får vi os et varmt bad. Det kunde nok også gøres behøvs. Om aftenen går vi tur og nyder den smukke aften. Der an en dobbelt regnbue. Vi ser en film i et frygteligt biografteather, “Postbudet ringer altid 2 gange”. Stive i nakken af at række hals går vi tilbage til hotellet og nyder vor luksustilværelse.

Lørdag

Til vor store skuffelse regner det igen næste dag. Vi vilde ellers have været ovre på en ø og bade. I stedet går vi tur om formiddagen på indkøb i byen og om eftermiddagen til Ravnedalen. Her forekommer klipperne os meget små, hvad de jo nok ikke vilde have gjort, hvis vi var begyndt her i stedet for at slutte. Efter det, vi har set, er det svært at lade sig imponere af et lille anlæg omkring nogle klipper. Men jeg husker tydeligt, da jeg så det for 10 år siden, hvor mægtigt det forekom mig dengang. Det storslåede i ensomheden oppe i højlandet har gjort et dybt indtryk, som vi ikke kan glemme med det samme.—- Om aftenen får vi den middag, som vi bestemte os til, da vi sad sultne oppe i hytten. Det er hummer, så mange vi kan spise og bagefter kirsebær og kaffe. Lis og L.P.s ven fra sidste år hr Johansen kommer og hilser på os. Aage og jeg går tur langs havnen, hvor skibe og små motorbåde ustandselig gå ind eller ud. Kristianssand har den smukkeste indsejling, man kan tænke sig med alle de brune skær og øer.

Søndag

Så er eventyret ved at være slut. Kl 8 er alting pakket. Kl 9 går det mod flyvepladsen i taxa. En sidste rutchebanetur på 1 time. Tolderne åbner slet ikke rygsækkene. Men de skal jo også holde søndag. Så stiger vi op i den sølvskinnende maskine og spænder os fast til stolen. Farvel Norge og på gensyn.

n1-2

Utrolig hurtigt forsvinder kystlinjen. Det er heldigvis fint solskinsvejr, så vi rigtig kan få noget at se i dag. Men 1 time går hurtigt, og snart er vi inde over land igen. De sidste 5-lo minutter tager vejret fuldstændig fra mig. Jeg har på fornemmelsen, at bliver hevet op og ned. De andre mærker ikke noget. Først længe efter, da busturen fra flyvepladsen er overstået og jeg får lov at hvile mig hos L.P. og Lis kommer jeg til mig selv. Resten af dagen nyder vi her. Kl. 9 følger Lis og L.P. os til skibet og giver os lækkert smørrebrød til afsked. Kl. 10 sejler vi. Det er ikke muligt at få en kahyt, så vi lægger os på dækket sammen med mange andre, og til vor store forundring sover vi aldeles vidunderligt lige til næste morgen.

Mandag

Det er den dejligste morgen, man kan tænke sig , og hvor København dog tager sig godt ud fra søsiden. Det ar bare en skam, der er et helt år til næste sommerferie. ——-

One comment

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s