Emry Kølster skolelærer ved Søndre skole i Holbæk havde 25 års jubilæum i 1939. I historien ”Emry 25-års jubilæum – ”modtager” vase/lampefod” blev der omtalt at han modtog en vase, men der blev ikke givet nogen nærmere forklaring på, hvorfor Emry betragtede denne vase med afsky indtil Asta fik den lavet om til en lampefod. I afsnittet her hvor Emry tager sin afsked med skolen (1947) kommer afslutningen på historien om vasen.
Søndre Skole Holbæk.
Ermry beretter i sine Erindringer:
Mandag d. 22.12.47 var min sidste dag som lærer ved Søndre Skole. Den formede sig lidt anderledes end de øvrige 45 x 246 dage. Udvendig på døren til min klasse var anbragt en æresport med skjold og det hele. På katederet stod et tændt juletræ, og ved dets fod var anbragt gavepakker: En bog: Chesterton, “Den vantro Fader Brown” – fra pigerne i 2.Mellem, + seks store cigarer. Fra drengene i samme klasse: Et cigaretbæger af bronze, forgyldt indvendig, med et skjold, det danske rigsvåben samt klassen ciseleret udvendig. Det blev så til 1½ time med julesalmer og julehistorie. Så kom regimentsmusikken, dog ikke til ære for mig, men i anledning af julen. De spillede julesalmer, og ind imellem andre numre. Til ære for mig spillede dog dirigenten Frederik d. 8.s Honnørmarch, som jeg havde sagt ham var min yndlingsmarch. William håndterede med færdighed stortrommen, og det gav et skvæt i alle unger, da han kom med det store bum! i champagnegaloppen til sidst.
William nr. 3 fra venstre øverst med stortrommem.
Så marcherede alle ind i gymnastiksalen. Sang: “Det kimer nu”. Derefter sang af skolens kor. Så læste jeg Juleevangeliet og holdt en kort tale om temaet Fred på Jord, der endnu 1947 år efter ikke var virkeliggjort, men stadig var idealet, der burde stræbes efter. Selvfølgelig kom jeg ind på sidste krig og tiden efter. Konklusionen blev så denne, at englesangen ikke alene var et budskab, men et bud, vi skulle stræbe efter engang at opfylde. Måtte allerede det følgende år vise, at tendensen gik i den rigtige retning. Ja, jeg sagde det nu bedre, end jeg her skriver det.
Derefter gik vi over i håndgerningslokalet til frokosten. Asta og jeg var hædersgæster. Det var et nydeligt bord med smørrebrød, øl, snaps og kaffe og alt, hvad der er dejligt. Og så gik det løs med taler igen. Først Espersen, der mente, at jeg havde udført et godt arbejde netop i de såkaldte åndsfag, jeg lige havde nævnt, og han vidste, at mange af mine gamle elever var mig taknemmelige for mine timer osv. Rasmus Nielsen optrådte med et vittigt causeri over gamle dage og mente, jeg havde været skolen en god mand, samt at jeg altid havde optrådt som en god kollega. Lykke P. henvendte sig mest til Asta og priste hendes dyder som ægtefælle og moder og som værtinde.
Einar Olsen og Hagbart Olsen opfriskede andre af mig glemte ting.
Hagbart Olsens sang om Emry der specielt under besættelsen supplerede sit brændsels behov ved at samle kvas til fyret.
Frk. Madsen talte for vore børn, Fru Dybvad talte om vore fælles børn. Vi har nemlig altid haft klasser fælles. Hendes mand sagde også et par smukke ord, og jeg måtte så et par gange takke både for de smukke ord og for gaverne. Der var to svære malmlysestager med tilsvarende lys, blomster fra pedellen og en kostbar blomsterdekoration fra lærerne ved de andre skoler, og da vi kom hjem, en ikke mindre flot dekoration fra skolekommissionen. Den sidste havde jeg ikke ventet, for jeg havde bedt Espersen sige til borgmesteren, at hvis han kom, eller noget andet medlem af skolekommissionen kom,
Så gik jeg!!
Nogle udvalgte skolebilleder fra Emrys klasse.
Da vi kom hjem, lå der ligeledes et brev fra chefredaktøren, Monrad Hansen med en afskrift af hans påtegning som medlem af provsti-udvalget på en ansøgning til Stiftsøvrigheden fra menighedsrådet om at rykke kordegneembedet op i honorarklasse 3. Sker det, får jeg lige så stor indtægt som nu. Han ville endda tale med biskoppen. I fjor gik han imod det samme andragende. Nu får vi se. Det ville unægtelig være et mægtigt plaster på såret fra i fjor. Han er nemlig også et indflydelsesrigt medlem af skolekommissionen, og når han har påtegnet ansøgningen således denne gang, er det for at gøre det da skete godt igen. Jeg venter, men uden spænding. For selvom jeg kun sættes i 4. honorarklasse, er det også meget pænt. – Det blev tredje – den højeste.
Emrys betragninger over den politiske udnævnelse af overlærere i Holbæk
Før Jul havde jeg egentlig bestemt at melde mig ud af Frisindet Vælgerforening, afhænde min aktie i Venstrebladet, afsige mig dette samt stemme på et andet parti – Retsforbundet, fordi jeg føler mig unfair behandlet af skolekommissionen.
Da det skete imidlertid ikke havde rokket ved min politiske overbevisning, hvad angår radikal landspolitik, opgav jeg alle disse fortsætter og besluttede i stedet for at fremsætte mine anker for denne forsamling i aften, så er der altid lejlighed til at overveje, hvorledes jeg og flere med mig vil stemme ved næste valg.
Når jeg angriber skolekommissionen, er det, fordi denne som en række andre kommissioner og udvalg er et knopskud på byrådet, hvis arbejde skal diskuteres i aften.
Jeg begynder med den sidste begivenhed: Skolekommissionens indstilling af ansøgere til det ledige skoleinspektørembede. Det søgtes bl.a. af fem af skolens lærere, alle særdeles velkvalificerede, med attester for års- og feriekursus, hjemme- og universitetsstudier. Alle har med fine resultater ført en skare elever op til mellem – og realeksamen, således, at mange nu sidder i ansvarsfulde stillinger, ikke så få har endda senere gennemgået gymnasiet og fortsat med universitetsstudier, ja en del endogså fuldendt disse. – Hvad gjorde skolekommissionen? Den kasserede dem alle og indstillede fem udefra.
Det skal just ikke opfordre til at lægge vægt på videreuddannelse. Jeg tror nok en del lærere gør det alligevel, men det er da ikke skolekommissionens skyld. Vi har ellers før oplevet, at en Holbæk-lærer blev skoleleder her i byen. Måske fordi han havde den helt rette politiske trosbekendelse?
Det andet tilfælde drejer sig om besættelsen af 11 ny overlærerembeder. Ifølge lovens ånd og mening skulle bestemmelsen om disse poster tjene til at give de ældre lærere en smule opmuntring i et arbejdsområde med relativt få avancementsposter. Kommunelærerforeningen henstillede, at man gik frem efter anciennitet ved udnævnelsen, og man vedtog et såkaldt gentleman – agreement gående ud på, at ingen af ansøgerne løb skolekommissionens medlemmer på dørene, ligesom vi kort og godt skulle skrive, at vi var ansøgere, ellers intet om vore fortrin.
Jeg formoder, de tilstedeværende overholdt overenskomsten. En aften stod udnævnelserne i byens blade – med de mindste typer og på en lidet iøjnefaldende plads. Det gjaldt i hvert tilfælde Venstrebladet og Amtstidende. – Og det forstår jeg meget vel. Der stod vist også, at de ny overlærere var indstillet efter anciennitet, derimod ikke at de tre ældste var skubbet til side. Den ældste af disse, siger, at han frivillig og i god tid resignerede. De to andre fik en skrivelse fra et medlem af skolekommissionen om, at de i egen interesse burde trække deres ansøgning tilbage omgående, men vel at mærke, da afgørelsen var truffet. Den ene af ansøgerne parerede ordre, den anden var mig. Jeg nægtede det, ihukommende Holberg: Frisk mod Antonius, du haver jo intet ondt bedrevet!
Ja jeg er egentlig ked af nu, at skulle tale så meget om mig selv, men er nødt til det, hvis der overhovedet skal være mening i det, jeg siger videre. – Først spørger jeg dog, om det blot er et tilfælde, at de tre vragede er radikale?
Angående mig selv: Jeg har aldrig haft ”affærer” ligesom det aldrig er nået til mit kendskab, at Holbæk skolekommission har behandlet klager over mig. For at gå til det positive: Jeg har tillægsprøve i fransk og engelsk og har på rejse i Tyskland kunnet klare mig med sproget uden hjælp fra nogen. Så har jeg haft fem feriekursus samt deltaget i en række korte kursus. Endelig har jeg især interesseret mig for historie og biografiske emner inden for litteraturen. Det gælder især, Dickens, Bjørnson og H.C. Andersen. Om de to sidstnævnte mener jeg at have læste alt, hvad der er udkommet af den art her i Norden. Jeg har holdt en række foredrag ud fra disse emner, lige som mine elever i skolen også har nydt godt af det tilegnede. Ved optagelsesprøven til Mellemskolen har mine elever bestået ligeså godt som de andre læreres elever – ofte med 100 %.
Det forekommer mig mærkeligt, at skolekommissionens mund er lukket med 7 segl ovenpå denne afgørelse. Der er svagt antydet, at jeg hører dårligt, men denne svaghed mener jeg at have erhvervet i skolens tjeneste, idet jeg der blev smittet under den ”Spanske syges” år. Blev smittet her tre på hinanden følgende år. Efter hvert angreb tiltog denne ”susen for ørene”, som aldrig har forladt mig siden. Specialisten, der behandlede mig, mente at årsagen til svagheden lå her. Ved hjælp af megen behandling, der har kostet mig betydeligt, er det lykkedes mig at holde det nogenlunde i skak i 25 år, og jeg tror nok, det er gået mest ud over mig selv, mest ved møder og sammenkomster, hvorimod jeg i skolen har kunnet indrette mig således, at hverken jeg eller mine elever mærker meget til min defekt eller i det daglige tænker på det. Jeg har f.eks. anskaffet mig høreapparat, men fandt efter nogle forsøg, at det var overflødigt.
Jeg har aldrig, tør jeg nok sige, været særlig ærgerrig, men kun ærekær, og havde jeg fået udnævnelsen, var jeg gået af til første april. Der er ikke i og for sig titlen som overlærer, jeg savner, men kun dette at 11 yngre end jeg har fået den, og at jeg over for familie og omgangskreds resten af mit liv vil vandre om med den sorte kokarde. Det kan nok gøre en lidt bitter efter 45 års arbejde i skolens tjeneste.
Det forekommer mig, at forbryderne i Nürnberg havde større ret, da deres sag var for retten. De havde forsvarere og fik selv lov at udtale sig, så meget de ville.
Lidt opmuntring har jeg fået bagefter. En lærerinde ved Centralskolen sagde for nylig: Jeg kan da fortælle Dem, at ikke én eneste af lærer og lærerinder ved hele skolevæsenet kan se andet, end at De er uretfærdigt behandlet. – Da jeg efter dette skulle lægge mit skema for 1947-48, havde jeg, da jeg agter at gå af i efteråret, valget mellem at føre alle mine timer videre i de sædvanlige klasser eller tage mindre betydende timer hist og her af hensyn til min efterfølger, der midt i året skal bryde ind i mit arbejde. Jeg spurgte da min klasse 7B: I får hver en seddel. De af jer, der ønsker at beholde mig som lærer i sommer, kan skrive et K. De, der ønsker en anden, skriver A. Jeg går uden for så længe og ønsker absolut ikke at få at vide, hvorledes I har stemt. Det skete med det resultat, at alle 18 skrev K, de fleste endda med en hel masse K’er.
Endelig har jeg haft den tilfredsstillelse, at forældrene til næsten alle børnene er kommet mig venligt i møde. På kirkekontoret mærker jeg det ofte. Selvfølgelig har jeg med lange mellemrum haft besøg af vrede forældre, men de har været lette at tale til rette, og vi har kunnet trykke hinanden i hånden ved afskeden, hvorefter de har sagt, at det altid er godt at få talt ud og få sagen belyst også fra lærerens side.
Jeg tror, at så godt som alle lærere har været ude for denne situation.
Hvorledes skolekommissionen er nået frem til denne enestående afgørelse, begriber jeg ikke. Der sad tre redaktører i den. De kan næppe have sovet under behandlingen. Jeg har aldrig haft noget udestående med dem, men ofte gjort deres blade en lille tjeneste med et referat og med små indlæg i Venstrebladet, ja endogså skrevet festsang både for én af dem og for borgmesteren ved fester for dem.
Formanden erklærede, da han replicerede: Der er vist ikke anden forklaring end denne:
De vide ikke, hvad de gøre.
Dengang som nu er “tankepolitiet” aktiv. Der bages politiske rævekager mod dem der har en anden mening end den fremherskende på “bjerget”.
Efter sin pensionering fra skolen fik Emry mere tid til at dyrke sine mange gøremål. Her er han igang med læsning og herunder er der eksempler på de mange forskellige aktiviteter, som Emry fik tiden til at gå med.
henryhogh 
Fantastisk historie og så autentisk
LikeLike