Jeg har tidligere skrevet om hvordan børnefødselsdage blev fejret i Nyrup. Deltagerene var dem man gik i skole med og da der var 2 årgange i hver klasse, kendte jeg fra skolen 3 årgange.
Jeg vil her skrive om vores naboers børn, hvoraf nogle var yngre, men vi kom jo jævnligt sammen, så derfor kendte vi hinanden rigtigt godt.
For at introducere nabobørnene viser jeg dette billede, hvor alle har et kæledyr i favnen. Fra venstre har vi min søster Birtha med den lille grå mis som killing, Henry himself med Vibs, Bent med sin hvide hund Bjørn, Arvid med en kanin, forrest er det Flemming med en kanin og Karsten med en hvid mis. Vibs har et godt øje til den hvide mis, jeg må holde godt fast i ham.
Flemming og Karsten var noget yngre derfor har jeg ikke haft så meget med dem at gøre. Arvid kom jævnligt, men det er fortrinsvis Bent som er hovedperson i denne historie.
Bent var vores rare og søde naboer Martin og Hedvigs enebarn. Da han boede lige ovenfor os var det nemt lige at stikke tværs over marken ned til os. Det gjorde han da også ”jævnligt” – så hans far og mor ”vist” syntes han var mere der end hjemme.
Hedvig og Martin står her mellem Mors blomster og med Vogterhuset som baggrund.
På luftfotoet af vores husmandssted ses den korte afstand tværs over markerne fra Martin og Hedvigs husmandsted.
Da Bent var ca. 2 år gammel skulle Martin og Hedvig på besøg i København og Bent skulle passes nede hos os. Det var jo ikke noget problem for han var der jo der næsten altid alligevel.
Problemet kom da han sammen med os skulle i seng. Det var han jo ikke vant til og han syntes han savnede sin Mor. Vi andre Birtha og jeg forstod det ikke, men vi havde jo heller aldrig været hjemmefra. Eva måtte træde til og hun fortalte en rørende historie om en hvid mis. Det var en historie hun digtede lige på stedet. Bent syntes den var meget god, fordi han glemme hurtigt, at han var hjemmefra. Alle sov lige til den lyse morgen. Jeg husker mest historien fordi Eva har fortalt den mange gange. Pudsigt nok kan jeg huske vi sov i det vi senere kaldte den ”pæne” stue. Bedstemor har sikkert stadig været levende.
Bent – Birtha – Henry – Eva
Vi har ikke så mange billeder fra barndommen så jeg har fundet nogle skolebilleder af Birtha og migselv. Billederne er noget kunstigt opstillet, vi peger på et eller andet fjollet sted i en bog, specielt migselv peger nærmest på midten. Måske er det tegn på, at jeg gerne ville vide mere end hvad der stod i denne bog !!
Jeg husker også en anden lille detalje fra dengang vi skulle passe Bent. Han var meget glad for katte – vi havde gerne en 3-4 stykker og de sprang ubesværet op af en stige op på høloftet. Bent ville gerne følge med, men på øverste trin skulle man svinge ind på loftet – og her kunne han ikke komme videre. Det så jo ”noget” dramatisk ud og jeg fik da tilkaldt (sikkert) Mor og han blev gelejdet ned. Efter denne episode blev stigen lagt ned. Kattene kunne sagtens springe op på loftet ad andre veje.
Bent var også med når der skete noget i marken, som f.eks. i forbindelse med høsten.
Selvbinderen forspændt vore 2 heste og en af Martins, Far på bukken, høstkarlene Henry og Bent står klar og Vibs (gamle) kommer ind fra Højre.
Vi fik en kattekilling oppe fra Martin og Hedvig, den blev kaldt ”grå mis”. Jeg hørte fra Martin og Hedvig, at Bent lærte kattene at kravle op af buksebenet og op på skulderen. Det lærte jeg også vores grå mis og den blev så god til det, at den kunne springe fra forværket på grisestierne og op på skulderen, hvor den så sad og spandt nok så lystigt.
En lille episode: Der var dårligt vejr og banefolkene kom ind i stalden for at få varmen. Vores grå mis så chancen og sprang op på skulderen af en af banefolkene, han blev meget forskrækket!!
Det murede forværk til grisestierne (her kunne misserne spankulere) ses her, hvor grisene med krøl på halen rigtigt smæsker sig. – Grå mis står under mejerispandene parat til, at springe ind gennem det åbentstående vindue i ladeporten. Den er nu blevet noget større end da Birtha kunne holde den i hånden på billedet med alle kæledyrene.
Vi fik senere en sort kattekilling fra min morbror Henry i Knudstrup. Den var i starten meget bange, men den fik også lært trikset med at kravle op på skulderen. Det var meget hyggeligt, at have en grå mis på den ene skulder og en sort mis på den anden skulder. Desværre ingen billeder.
Da vi ikke har billeder af vores katte viser jeg her nogle af ”skødehund” Vibs.
Arvid der boede ned i Vogterhuset kom ofte op for at se om der ”skete noget”. En gang var han oppe, hvor vi skulle raspe roer til køerne, som foregik ved at trække roerasperen hen foran båsen med 2 køer og komme roerne op i rasperen og så køre rundt med det store hjul. Pludselig var Arvid forsvundet og vi så bloddråber på vejen ud af stalden!! Hvad var der sket?
Det viste sig ved nærmere eftersporing, at det ikke var så slemt, som det så ud til efter boldsporene at dømme. Der kunne godt komme et stykke roe i rasperen til at sidde fast og Arvid havde prøvet at få det løs og havde skåret fingeren og var skyndsomt løbet hjem til sin mor, der havde forbundet fingeren. Men vi blev jo noget forskrækket – Mor har nok været nede og spørge.
Roerasper som den vi raspede roer i til køerne (billede fundet i den Blå Avis). – Karsten, Flemming og Arvid beundrer her min drage, der er så højt oppe så man dårligt kan se den. Arvid prøver lige, hvor meget kraft der er i den.
Tilbage til Bent: Som omtalt syntes Bent godt om at opholde sig nede hos os. Jeg husker engang hans Mor råbte på ham, at han skulle komme hjem. Vi sagde til ham, at hans mor kaldte – hans respons var:
Det er bare en fugl der pipper!!
Bent manglede ikke respons / kommentar. Et andet sjovt tilfælde. Jeg havde vel læst nogle cowboy bøger i hvert tilfælde hørt om udtrykket ”Hænderne op”. Det blev jo gerne til ”Hænderne op eller bukserne ned”. Måske har jeg truet Bent med en pistol lignende gren og sagt: “Hænderne op eller bukserne ned”. Bent responderede hurtigt ved at trække bukserne ned og slå en kolbøtte. Til stor morskab for alle der kiggede på. Så der var jeg afvæbnet!
En sidehistorie om uransagelige smitteveje eller mangel på samme. I 1952 bliver der i vores besætning konstateret Mund- og klovsyge, der er meget smitsom og der bliver Adgang Forbudt for alle for at undgå smittespredning. Bent (3 år) læser jo ikke skiltet og kommer naturligvis som sædvanlig. Martin kommer vel også en gang imellem for at hente ham, da han “glemmer” at komme hjem. Martins besætning bliver ikke smittet, så måske kender man ikke alt om smittevejene. Iøvrigt kom landbetjenten anstigende for, at inddrage farbror Alfreds kørekort. Alfred havde mistet sin ene ben i en motorcykelulykke.
Ved Birthas konfirmation er Bent naturligvis med som vores ”lillebror”. Her er vi fotograferet ude foran stuehuset.
Hele familien – Alex laver lidt “performance”. – Ved middagen er Bent placeret mellem mine 2 fætre Bent Høgh og Villy Rosenskjold.
Da jeg var FN-soldat på Cypern og var hjemme på rotations-orlov kom Bent på besøg.
Der bliver kigget på souvenir og drukket kaffe og en af Mors dejlige æblekager er på bordet.
Den blå baret passer ganske godt, men Bent ser noget skepsis ud og tænker ”Mon det nu er noget for mig?”
Bent og hesten Musse. Forkarlen Henry er der også.
Billeder fra familie albummet, hvor Martin og Hedvig er deltagere.
Et af de sjældne billeder med børnene på Herredsvej – der endda smiler 🙂
henryhogh 
What a happy childhood you had, Henry!
LikeLike
Thanks Paula. We had some very good neighbours and I had a good time with the kids.
LikeLike