I 1981 – 1982 var jeg på studieophold i Canada ved University of Alberta. Min gode ven Evan der aldrig går af vejen for nye oplevelser så det som en mulighed for at komme på besøg. Det var en rigtig god ide da der var mulighed for at få besøg fra Danmark. I 1981 fik Evan arrangeret besøg og han havde fået Karl samt Evans søster Kirsten med. Jeg har beskrevet det i historien “Mit amerikanske dollargrin“. I 1982 syslede Evan med at gentage succeen.

Jeg støtter hukommelsen med at kigge i brevene, som jeg har skrevet hjem til Danmark. Uddrag fra brev dateret Edmonton 20. juni 1982:

Så er det næste uge, hvor rejsebureau ”Evan” ankommer. Til den anledning har jeg fikset ”grinet” lidt op. Bremsesystemet fik en overhaling. Selv om Canadian Tire skulle være et rimeligt godt sted, blev jeg da vist ikke ”undercharged”. Mekanikerne ved her såvel som i Danmark ved nok, hvad de er værd! Bremserne var nu også så dårlige, at det var begyndt at ”æde” af bremsetromlerne.

Edmonton 6. juli 1982

Ankommet 4 stk. danskere. De var noget matte i sokkerne – ingen søvn i 24 timer og stadig vågne. Nå, jeg forberedte dem godt for Canada – lavede og serverede hamburgere.

Deltagerne i Evans rejsebureau: Karl parat med rygsæk. – Bent og Evan hygger sig i flyet. – Susanne Evans kæreste.

Provianterede i Edmonton Mall. Der var jo ikke nogen der skulle sulte, jeg købte nogle steak for at vise, hvad der normalt skal med på camping. Evan syntes vis det var noget frås :-).

Godt provianteret drog vi samlet afsted – jeg skulle med på første del af turen. De andre ville gerne tage turen videre til den store nabo mod syd – USA.

Parat til køreturen med masser af proviant. – Der køres også på støvede jordveje.

De store steaks bliver forberedt – Evan ser lidt skeptisk på – Karl smører ekstra sovs på.

Vel assorteret morgenmad før de mange timers kørsel ud i den smukke men vilde canadiske natur.  

This slideshow requires JavaScript.

Første del af turen gik nordpå mod Peace River. – Flotte rastepladser undervejs – der var endda brænde til grillen. Et sted oplevede vi, at der kom en truck og nogle fyre læssede en masse brænde på og forsvandt.

Jeg ville godt have været helt til Yellowknife i Nord West Territoriet (1500 km nordpå). Vi nåede dog ikke så langt (ca. 700 km) for resten af selskabet var mere for ”grimme” storbyer sydpå. Men så har jeg da noget, at komme tilbage til en anden gang!  Den vilde natur, hvor man bare kører km efter km efter km … får man ikke at se i Europa – selvfølgelig smag og behag …..

Ved at se på kortet kan jeg godt se, at der var langt og landskabet var meget ens – småsøer og masser af birketræer.

Vi nåede dog at se Peace River.

Altså ”tøffede” vi mod syd, selvom vi kørte godt og længe nåede vi ikke engang 1000 km (kun 700 – 800 km) på en dag, inden folkene var trætte. Jeg kørte ellers og ville godt have givet den nogle flere 100 stk.

Vi kørte sydpå til vi nåede Yellowhead Highway, hvorpå vi kørte vestpå mod The Rockies. Mod vest efter Edmonton  når man  The Foothills, hvor det går jævnt opad.  Vi passerede Jasper og nåede vores mål Mount Robson, hvor Karl og jeg ville op og trave.

Her i Britisk Colombia lå skyerne lavt og det var regnvejr, men vi camperede og nød maden under paraply.

This slideshow requires JavaScript.

Karl og jeg hankede op i rygsækkene og begav os afsted mod Mount Robson.

Det havde småregnet, men nu begyndte det rigtigt at øse ned. Det pudsige var, at det var varm regn, selv om vi blev våde føltes det ikke koldt.

Fik slået teltet op i nærheden af søen, bjergene var helt omhyllet af tåge og skyer. Vi gik i gang med at lave skønne pandekager. Nej – hvor de smagte efter turen op gennem “regnskoven”  🙂  :-).

This slideshow requires JavaScript.

Vi var dog oppe og prøve kramperne på en gletcher, men da regnen bare silede ned kunde vi jo ikke se noget (kun skyer). Våde blev vi jo også efterhånden. På trods af alt det regnvejr, var det fantastik at se og opleve den storslåede natur.

Lave pandekager hele dagen kunne vi bare ikke – vi havde ikke mere pandekagepulver. Sove hele tiden bliver man bare øm i ryggen af!

Vi travede da ned af Mont Robson uden at have set nogen top. Var inde i en hytte og få varme og blive en smule tørre. Hytten var fuld af andre hikere som også var blevet trætte af alt det regnvejr.

Nede ved Yellovhead hovedvejen købte vi et par postkort for at se, hvordan toppen egentlig så ud. Den er bare smuk når der ikke er skyer omkring toppen, men det er meget sjældent, der ikke er skyer :-(.

Karl tog da en West going Greyhound og jeg hoppede på en East going. Karl skulle så møde de andre nede i Seattle. Han ville dog lige tage et kig på Vancouver.

Jeg er nu tilbage i Edmonton.

---

Karl mødte de andre i selskabet og de havde en fortræffelig tur – så og oplevede mange ting.

På et tidspunkt fik jeg en “collect” telefonopringning fra Karl. Et af dækkene var totalt færdigt og de måtte købe andre “brugte”. Det var selvfølgeligt OK. Det pudsige med disse “collect” opkald var, at telefondamen spurgte, om jeg ville betale for opringningen, hvilket jeg naturligvis sagde ja til. Samtidigt snakkede Karl og jeg “dansk” – telefondamen bryder ind og siger – vi må ikke tale dansk før hun har fået OK fra mig – men det mente jeg da at have gives OK til.

Jeg havde travlt med grisene og hvad der ellers skulle laves inden jeg skulle rejse tilbage til Danmark.

This slideshow requires JavaScript.

Willem ville gerne give et afskeds-party for de danske gæster. Vi var derfor inviteret ud til Stoney Plain, hvor Willem havde sit Mobile Home. Christine og børnene var ikke hjemme, men vi grillede en af vores trofaste forsøgsgrise, der var slagtet til formålet efter forsøgets vellykkede afslutning.