I historien “Slægten fra Laastrup” viste det sig, at min Tip-Oldefar Jørgen Didriksen gik i skole og blev konfirmeret sammen med lærer Bachs datter Vilhelmine. Hendes søn Vilhelm Wermuth immigrerede til USA og deltog aktivt i den amerikanske borgerkrig.  Vilhelm skrev breve hjem til sin Mor. Brevene er gengivet i Wermuth familiekrøniken. De første breve, hvor Vilhelm omtaler borgerkrigen er gengivet i første del #1,  tredje del #3 og fjerde del #4.

I dette afsnit er Vilhelm øjenvidne til det berømte søslag mellem to panserskibe ved Hamton Roads, som han beretter om i sit brev til moderen og sine søskende.

Kort over hændelserne i Slaget ved Hampton Roads.

Kjære Moder og Sødskende!                 Newport News, den 15. april 1862.

Med største glæde modtog jeg den pakke for omtrent 3 uger siden, og seer at I ere gudskelov alle raske, og det samme er gudskelov også tilfældet med mig. Jeg skrev den 10 marts til dig. Dagen efter at der i to dage har været et søslag, som der endnu aldrig er set magen til. Konføderanisterne (Sydstaterne) kom med en maskine, som ingen kugle kan gå igennem og 7 kanonbåde foruden. Den 8. marts sank de en fregat som hed ”Cumberland”, og brændte et linjeskib, som sprang i luften. De bambarderede vores lejr, men heldigt for os, gjorde de ingen skade, der var blot 4 mand såret.

Om søndagen den 9. marts kom de tilbage igen, og skulle rigtigt give os, men så om natten var der kommet en af vores djævlemaskiner hertil (USS Monitor), som en velkendt svensker Ericksen har opfundet, og der blev en kamp på liv og død mellem dem, og til sidst måtte Merninae (CSS Virginia), det er fjenden gå ind. For to dage siden er de kommen ud igen, og vi venter hver dag at se en kamp imellem dem, men nu har vi to af de maskiner, så vi tvivler ikke om udfaldet. Du kan tro at det var et rædsomt syn at se, først at de gav dem det glatte lag, og derpå sendte den lige ind på skibet, omtrent 15 minutter efter sank den, og der skulle du se tapre folk, da de var ved at synke råbte de om de vilde overgive dem, men deres Captaijn råbte nej, og de fyrede til vandet gik op til kanonerne, og få sekunder efter sank den, og omtrent 150 døde og sårede gik til bunds med den, og resten af mandskabet svømmede i land til os, og det stod vi og så på omtrent 400 alen fra skibet. Det andet skib havde fået en anden skæbne, da de havde fægtet noget, kom der ild i skibet, og de lod gå ankeret op, og stod lige ind på land, derefter kom en lille rebel damper og lagde sig langs siden, og ville tage dem til fange, men da kan du tro at de fik af vores rifler, vi lå langs strandkanten og skød, først Captajnen, som blev gennemboret af ½ dusin kugler ligesom han ville gå ombord i fregatten ”Congres”, hvorpå de forlod den og størstedelen af dem blev reddet. Efter at fjenden var færdig med skibene, begyndte de for alvor at bombardere os, men vi ligger så højt, at de var for nær inde under land, nu har vi ordre hver dag at holde os færdige, og så snart den kommer, skal vi marchere 1 eller 2 mil fra kysten, men der vil blive stor batalie, vi har vundet så mange sejre den senere tid, så det hjælper nok snart med rebellerne, nu ligger den store MacClellen (se Pensinsula Campaign) omtrent 20 engelske mil fra os, og hvis han er heldig at tage Yorktown, så vil det snart hjælpe.

USS Cumberland bliver vædret af Merrimac og USS Virginia bliver sat i brand. 

USS panserskibet Monitor ankommer og der opstår et vældig søslag, som nærmest bliver uafgjort, men det er nok Unionen der vinder idet blokaden forbliver intakt.

Svenskeren John Ericsson opfinderen af Monitor bliver hædret ved at komme på frimærke, får en statue i Battery Part, New York og der bliver skrevet bøger. 

Jeg har set i danske aviser herovre, at de ikke regner de amerikanske soldater for noget, men du kan tro her er nogen der kan slåes. Der var et slag for fjorten dage siden ved Pittsburgh i Tennessee, der faldt 13000 døde og sårede på to dage. Vi har ingen skarpskytter her, de har rifler der vejer 28 danske pund, og der er en indretning ligesom en kikkert på dem, og fra 1000 til 1500 yards afstand, fejler deres mand aldrig, de går ind under fjendens batterier, og hvert hoved der viser sig ovenfor, har set solen for sidste gang. (Vilhelm omtaler her slaget ved Pittsburg Landing).

Nu kære Moder har jeg fortalt dig lidt om krigen, nu skal de få lidt mere fredeligt, den 24de havde jeg brev fra Carl, de var her gået fra England til Rangoon i Ostindien, og jeg har allerede skrevet til ham igen, han skrev til mig at jeg ikke måtte rejse hjem førend om ½ år, så kan vi være hjemme på samme tid med Guds hjælp, og jeg skulle hilse jer alle fra ham. Du kan tro at jeg blev forundret over portraiterne, jeg kunne næppe kende Petrea igen, men Anna kjendte jeg straks, og de beder om at sende den flere af mine portraiter, men for øjeblikket er det ikke at tænke på. Posten er tillige så usikker, og vi er ikke tilladt at gå udenfor lejren indtil videre, men så snart jeg kan skal jeg sende nogle hjem igen, og alle mine gode gamle venner, må også være foruden brev denne gang, men du må endelig hilse dem alle sammen fra mig, og tak dem mange gange for deres breve til mig. Du kan tro det var kjærkommen til mig, da jeg fik den lille pakke kom næsten hele Companiet og råbte:

Her du brev fra Danmark, her du brev fra Danmark.

Hvordan går det hjemme, når du skriver til P. Andersen, så hils ham fra mig, og fra Edward Abben, og hils Ludvig Andersen og alle gode venner, Christensen og Nimb, Falk og Lise Espersen, og hendes mand og Hans og den lille Jomfru Hanne Hansen, og onkel Jensen og hans børn, og Haas og Gyth, og dem alle sammen og alle mine sødskende, og du kjære Moder være mange tusinde gange hilset fra din til døden tro hengivne søn.

W.A.L. Wermuth

Kjære Moder og Sødskende!                                  Fortress Monroe 18. april

Jeg har i dag permission, og har gået omtrent 3 danske mil for at få dette brev besørget. Du ved vi ligger i Newport New’s, men der er ingen post, og så måtte jeg afsted og være stafet. Jeg glemte at skrive at vi har det godt deroppe, vi har en lille sangforening, og to violiner, og morer os rigtigt godt, og vi er fint klædte, og lever også godt, men denne gang må du sige til Petrea og Anna, at jeg ikke kan sende mit portrait, for der er ingen fotograf her for øjeblikket, siden Merninae (CSS Virginia) kom, men nu har vi 3 Java maskiner (Monitor) og så snart de kommer ud kan du tro at der bliver et stort søslag, men de får nok livet af den.

Fortress Monroe som det så ud da Vilhelm gjorde tjeneste.

Nu kjære Moder, må de endelig være ved godt humør, det er jeg Gudskelov, så snart at du får brev fra Carl må du lade mig det vide. Min kjære Moder, for det første kan jeg ikke sende penge endskønt jeg ved du trænger til dem, men en ting er at posten er så usikker, og for det andet må jeg se at have lidt når krigen er forbi, at jeg kan komme i vej for, og få nogle nye klæder, men så snart kjære Moder at der er lejlighed, så skal jeg nok tænke på dig, og hvis du trænger meget hårdt, må du lade mig det vide. Nu kjære Moder må jeg slutte mit brev med mange tusinde hilsner, til alle mine sødskende og alle gode venner, og selv være du mest hilset fra din tro, hengivne søn.

W.A.L. Wermuth.  Skriv snart igen, lev vel.

Dette brev er skrevet på tornystret og i hast.

Fortsættelse følger i Afsnit #3 og Afsnit #4.