Emrys beskrivelse af befrielsen 4. maj 1945

mry Kølster der var skolelærer ved Søndre Skole i Holbæk samt kordegn ved Tveje Merløse kirke har i sine erindringer beskrevet hvordan han oplevede befrielsen i maj 1945.

Hele familien samlet 1937 ved Ruths konfirmation. – Asta har netop serveret en kop kaffe til Emry der ser meget veltilfreds ud.

Dagbog for tiden 4. – 7. maj 1945.

Deutschland finis! – eller som de selv siger – kaput! Herrefolket er forvandlet til et slavefolk i vor levetid og vel også et godt stykke af vore børns tid. Men jeg skal ikke skrive nogen spidsartikel, kun hvorledes de sidste dage har artet sig for os.

Fredag aften vidste vi nok, det stod sløjt til med tyskerne, og at nu var det Danmarks tur, men om SS tropperne i deres desperation ville slå igen og muligvis ødelægge vore gode havne, Lillebælts- og Storstrømsbroen samt andre store værdier, vidste vi jo ikke, og særlig gik vore tanker til Esbjerg, hvor vi vidste, at Ermegaard havde påtaget sig pligter inden for beredskabstjenesten, der gjorde det umuligt for hende at blive evakueret, det gjorde os unægtelig urolige, så vi aldrig forsømte en radioudsendelse fra London. – Kl. 20.30 satte jeg mig som sædvanlig til radioen, og så kom præsten for at låne en kirkebog. Hans radio kan ikke så godt tage London, hvorfor jeg sagde: “Kunne præsten ikke have lyst til at høre det sidste nyt?” – Jo, det kunne han da i grunden. – Vi satte os til rette, og jeg stak ham krigskortet. Næppe havde han begyndt at stirre i det, før det lyder, at tyske tropper i Nordtyskland, Holland og Danmark har kapituleret betingelsesløs fra næste morgen kl. 8. – Præsten rejste sig langsomt op af stolen, blev højere og højere og udbrød: “Jeg kan ikke blive her længere. Jeg må hjem. Klokkerne skal ringe!” – Og så for han afsted.

Præsten og mandskab

Vi andre hørte vistnok færdig. Midt i det hele fik vi en opringning om et dødsfald gamle fru P. fra Husholdningsskolen. Det forstyrrede jo lidt, men tankerne var jo igen ved den vidunderlige nyhed, og næppe var der afsluttet, før Regnar ringede, at de havde gemt en gammel Madeira, som skulle drikkes, når våbenstilstanden blev meldt. Vi ville egentlig helst have været i byen for at føle folkestemningen, men syntes også, at der var god mening i at få et glas ordentlig vin, så vi gik til møllen. På vejen mødte vi unge og gamle fra Lyset, alle jublende og leende og råbende: “Til lykke med freden!” også de, der til hverdag ikke hilser. Vi havde en festlig og højtidelig time på møllen og tog så afsked, fordi vi ville lidt i byen. Men det var koldt, og regnen tog til, så vi opgav det og gik i seng.

Møllen hvor Regnar og Oda boede ses i baggrunden. – Marthavej 5 Emry og Astas hjem.

Jeg fik nu ikke sovet meget. Hver halvanden time vågnede jeg og måtte læse mig i søvn, uden at det rigtig kunne lykkes. Næste morgen mødtes vi så på skolen. Vi havde alle svært ved at lade være med at tude, da vi stod om flagstangen for at hejse flaget, medens børnene sang: “Der er ingenting, der maner.” Overlæreren holdt så den første tale for Danmark (3 hurraer). Lykke P. den næste for Danmarks kommende ungdom (atter hurra). Jeg måtte så på opfordring improvisere et leve for kongen og dirigere et 9-foldigt hurra, hvad ellers ikke i almindelighed ligger for min stemme, da jeg altid har fundet det lidt uægte, men den morgen kunne jeg uden at få flovhedsfornemmelser. Så tog vi fri resten af lørdagen og bildte os hele tiden ind, at det var søndag. Ingenting kunne vi bestille, kun høre radio og gå i byen. Stemningen var nærmest sydende og blev det mere og mere, efterhånden som alle frihedskæmperne dukkede op og marcherede til deres poster, medens tyskerne gik omkring og grinede så småt, når de så de mærkelige nye uniformer; man kunne se på de fleste af dem, at de også følte befrielsen, ved ikke at skulle i krig mere. De havde fået nok. De sidste dage i forvejen var der desuden kommet to lange lazarettog hertil med 200 sårede i hvert. Jeg så selv, hvorledes de på bårerne bar de sårede ind på kasernen. Det så uhyggeligt ud. De vil rimeligvis blive her en rum tid endnu. Der siges, at de i følge Hagerkonventionen kan blive her indtil 3 måneder. Så dem slipper vi ikke af med før.

Tveje Merløse

Samme lørdag improviserede præsten en takkegudstjeneste i Merløse Kirke for de nærmest boende tilkaldt pr. telefon og bud. Nielsen, den nærmest boende kordame og jeg måtte afsted, men det varede ikke længe. – Søndag samme stemning. Nu var der tre centre: Rådhuset, kasernen og anstalten, ikke mindst det sidste sted, hvor frihedsfolkene afleverede stikkere, hippofolk, feltmadrasser og andre, der for profittens skyld havde været nyttige overfor tyskerne. Hvor de fik dem fra, er næsten ikke til at begribe. I løbet af dagen var tallet langt oversteget 100, og der var adskillige prominente folk imellem.

Frihedskæmpere i aktion (Lokalhistorisk foto Holbæk). – Jernbanekompagni i Holbæk efter befrielsen d. 5. maj 1945. Foto: Frihedsmuseet.

Lørdag aften var vi til tebord hos Ellen og Nielsen, Radioen måtte selvfølgelig igen holde for. – Søndag var vi sammen med Regnar og Oda til den egentlige takkegudstjeneste og gik bagefter, da vi havde taget kaffen herhjemme, en tur i byen og så lidt på folkelivet de omtalte tre steder. Om aftenen slappede vi af og har virkelig sovet godt de to sidste nætter, hvad vi trængte til. – I dag havde vi rigtig skolegang, men ungerne ville kun have krigshistorier og nationale sange. Vi fik ikke bestilt alt for meget. I første frikvarter kom tilmed hele den tyske garnison marcherende forbi, syngende af fuld hals. Det var dejligt, at se dem forsvinde ad landevejen til Korsør og vide, at de ikke mere skal svine landskabet til. Et øjeblik efter kom marinerne, af hvilke de fleste så ud til at være mellem 15 og 17 år.

Løbeseddel allerede den 4. maj og aviserne med store overskrifter dagen derpå.

Tyske tropper marcherer hjem (Fotohistorie.com).

6 comments

    • Emry Kølster is Marias grandfather on her mother side and he wrote his very interesting memories in Danish. I have made them digital – hard work because they were written very tight on thin paper. I post parts when it is appropriate i.e. on the liberation day 4. May.

      Like

  1. […] Havebord eller malebord er nu placeret i drivhuset, men da det nu efterhånden ikke er særlig smuk har Ruth dækket det med en stor dug, men nederst i billedet er malepletterne synlige. Der er tændt adskillige levende lys i drivhuset, som også blev anvendt som udestue. Det kan derfor kun være en 4. maj, hvor Ruth altid satte levende lys i vinduerne. Læs mere om befrielsen i historien “Emrys beskrivelse af befrielsen 4. maj 1945“. […]

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s