Emry og Asta – vielse februar 1920

Fortsættelse fra blog-posten ”Emrys fødselsdag 2. september 1919”, hvor Emry til sin fødselsdag modtog et brev fra frøken Asta Nielsen, som han lige havde lært at kende og som han nu skulle indgå ægteskab med. Valentinsdag, som fejres  14. februar, er kendt som “de elskendes helligdag“. På denne dag udveksler par kort, blomster, chokolade eller andre former for kærlige gaver.

Asta og Emry Langelinie

Asta og Emry promenerer, som forlovede på Langelinie.

Emry, der var skolelærer i Holbæk beskriver i sine erindringer ”Minder gennem småt halvfjerdsindstyve år”, hvad der gik forud for brylluppet og selve vielsen således:

Frk. Astas besøg i Holbæk

Som tidligere nævnt, var Asta Nielsen også på besøg her i Holbæk, og frk. Nielsen (Emrys husbestyrer) tog pænt imod hende, hvorimod Helene ( søster til Emrys afdøde hustru Anna), som endnu boede her, glimrede ved sin fraværelse. I julen var Asta ude for en stor sjælelig belastning, idet Georgs (Annas bror) kone, Maren, endelig ville ha, at jeg ved et julekaffeselskab hos dem skulle tage hende med og præsentere hende for familien – lige så godt først som sidst. Jeg tog det meget roligt, da jeg kendte dem alle så godt og var Signe og Johan P. taknemmelige, fordi de dog ville tale til Asta N. De øvrige forholdt sig yderst reserverede. Jeg havde aldrig før bemærket, at Annas søskende havde skarpe øjne og bemærkede det heller ikke den aften. Men kvinder er mere skarpt iagttagende, og det var især det, der gjorde denne aften til en tortur for Asta. Hun var meget ulykkelig, da vi kom hjem, og har ikke glemt denne velkomst den dag i dag, hvor adskillige af dem, som dengang nidstirrede hende, for længst er døde. Vi kom over det begge to, og efter jul begyndte bryllupsforberedelserne. Vi blev enige om, at det skulle være i midten af februar.

Forberedelsen

Hvad angik forberedelserne, tog jeg mig meget lidt af dem udover det, at hjælpe Asta med at få papirerne i orden. Hun hørte som Nyboder-pige til Skt. Pauls kirkesogn, men ønskede at blive viet af sin yndlingspræst, pastor Welding i dennes kirke, Helligåndskirken, hvorfor hun løste sognebånd til ham, og der blev i den anledning lyst både i Skt. Pauls – og i vielseskirken. Jeg bestilte brylluppet hos pastor Welding og syntes godt om ham. Det blev fastsat til den 14. februar. Jeg havde ingen nervøse anfald haft længe, men gik i en stadig ængstelse for, at jeg skulle få et af dem netop den dag. Desuden var den spanske begyndt at blusse op igen, og derfor var jeg også hundeangst for, at den skulle sætte en stopper for det hele. Det forbavsede mig meget, at københavnerne tog det så roligt. I Holbæk rasede den igen så slemt, at der atter døde en del, selv om det ikke kunne sammenlignes med året før.

Vielsen 14. februar 1920

Dagen før rejste Ermegaard og jeg til København, og jeg afleverede Ermegaard til Asta og min fremtidige svigermor. Selv overnattede jeg på et missionshotel lige i nærheden (Løngangsstræde).

Ermegaard og Emry. – Missionshotellet I Løngangsstræde. – Svend Astas lillebror.

Om morgenen kom svoger Svend om og hilste på mig og kunne melde: “Alt vel”. Jeg tog så efter endt bad og påklædning med sporvognen om på Bille Brahesvej for at hente mor, der mødte som eneste repræsentant for min slægt og havde overnattet hos morbror Anders og tante Vilhelmine. Her havde vi nogle rare timer.

Morbror Anders. – Ane Emrys Mor.

Da solen skinnede forårsagtigt, besluttede mor og jeg at spadsere til Helligåndskirken. Samtidig havde jeg en invitation til morbror og tante om at komme til familiechokoladen og kaffen lidt hen på eftermiddagen. Ingeborg og onkel Christian turde selvfølgelig ikke vove deres liv ved at rejse til København under den nye epidemi. Harald og Agnethe glimrede også ved deres fraværelse, hvad jeg tilgav dem, fordi de havde vist det fornødne mod år et før, hvor det var vel så farligt at vove sig ud.

Ane Emrys Mor og Emry, der spadserede til Helligåndskirken.

Vi nåede i god tid kirken. Jeg regnede ikke med tilskuere. Til min forbavselse havde hele Astas familie indfundet sig – onkler, tanter, fætre, kusiner, veninder, og jeg ved ikke hvem. Jeg kendte så godt som ingen af dem.

Ved indgangen spurgte kirkebetjenten mig, om mor var bruden: hvad jeg dog kunne benægte.

Jeg ved ikke, om mor følte sig smigret. Vi vandrede så op i koret, efter at vi havde hilst på svigermor og Ermegaard.

Ermegaard og Laura Emrys kommende svigermor.- Helligåndskirken.

Og så ventede vi ellers på bruden, der skulle ledsages af bror Svend. Det var vist, som det siden så ofte hændte, ham, der ikke kunne blive færdig til tiden. Deres ankomst blev måske ikke overskredet med mere end nogle få minutter, men jeg begyndte at blive nervøs, da orgelet endelig begyndte en smuk fantasi over: “Det er så yndigt!” – Og så kom bruden og hendes bror. De klædte virkelig hinanden, hun i hvidt med slør og myrtekrans, pyntet af frk. Ejby, som havde syet kjolen og var med i vognen, og Svend i kjole og hvidt. Og så stemte koret i med: “Det er så yndigt!”, og vielsen foregik som millioner af vielser er foregået i de lutherske kirker før og siden. Talen var dejlig kort. Det hele var overstået på et kvarter. Da vi nu var erklæret for rette ægtefolk at være, kunne vi med god samvittighed ved hinandens side vandre ned ad kirkegulvet, smilende og nikkende til familien.

Vielse

Maria poserer foran Helligåndskirken hvor Emry og Asta blev viet. –  Mormor (Laura), morbror Svend, Asta og Emry. – Villiam Astas Far, der havde travt med at  arrangerede borde og stole og derfor ikke var med i kirken.

Inden vi vidste af det, var vi hjemme til stor overraskelse for Astas far, der dårlig nok var færdig med at arrangere borde og stole. Jeg benyttede stilheden til at hvile mig lidt, men ret længe varede det ikke før middagsgæsterne kom, og vi havde det meget hyggeligt i de små lave nybodersstuer. Talerne skulle gemmes til senere. Harald havde skrevet en sang, men kun i et eksemplar, så den kunne ikke synges, kun læses. Jeg var endnu så bange for at få kludder med mit blodtryk, at jeg næsten ikke turde smage svigerfars særdeles gode vin. I den henseende har jeg siden forbedret mig betydeligt.

 

This slideshow requires JavaScript.

Nogle af gæsterne der mødte i kirken og senere til chokoladen.

Efter middagen blev huset myldrende fuldt af gæster – familie og venner. – Måske mere korrekt veninder. Blandt de sidste vil jeg med det samme nævne Astas syerske, frk. Dorthea Ejbye, en elskelig ældre dame, desværre temmelig døv. Hun havde foruden brudekjolen syet forskelligt til Ermegaard. Til sin død kom hun ofte til Holbæk, når der skulle syes noget virkelig flot til husets kvindelige medlemmer. Hun var nyboderspige, meget religiøs og kuriøst nok kusine til Dagmar Hansen, der så vidt jeg ved, i hvert tilfælde vistnok ikke i sine yngre dage var særlig from.

Der var en ældre dame, tante Hulda, ansat ved den kgl. mønt. Også hun besøgte os et par gange. – Der var en frk. Orbe, der havde undervist Asta i klaverspil. Hun gav en nydelig koncert for gæsterne, ligesom hun accompagnerede Svend til et par sange. Han fik dengang undervisning af operarepititør Gradmann. Såvel hvad sangen som hvad klaverundervisningen angik, løb Svend for tidligt fra det, uagtet han havde en sjældent god baryton. Også frk. Orbe har besøgt os i Holbæk. De tre nævnte damer er for længst alle døde. Der var Astas tidligere principal i Nansensgade, Fru Schrader med datter.

 

Nansensgade 30, hvor Asta arbejde adskillige år.

De øvrige var vor familie, som jeg regner med senere at kunne nævne. Mest indtryk på mig gjorde jo fru Jenny Johansen, der dengang som nu var i besiddelse af megen charme. Som provinsianer blev jeg imponeret af københavnerhumøret hos dem alle. Det blev Astas farbror – disponent Neldorf, der holdt den egentlige tale. Jeg, som efter den tid har holdt så mange taler, fik slet intet sagt, da bruden til min store forbavselse rejste sig op og holdt en udmærket takketale til hjem og slægt, vist den eneste tale, hun i sit liv har holdt. Jeg fandt ikke, der var noget at føje til.

Inden opbruddet er det meget passende at indsætte en lille sidehistorie om Dagmar Hansen, som Emry omtalte som en kusine og god ven til syersken Dorthea Ejby, der kom til Holbæk og syede alle de flotte kostumer.

Dagmar Julie Augusta Heinemann (Dagmar Hansen) var datter af smed Emil August Hansen (født 1850) og Agnes Vilhelmine Kirstine Eibye (født 1851). Hun blev kendt som varieté- og revyskuespillerinde. Hun var datter af en smedesvend i København og debuterede 1886 – en halv snes år gammel – hos August Rasmussen på Casino Teatret i forestillingen “Tommeliden”. Hun fortsatte i 1888 på Frederiksberg Morskabsteater bl.a. i revyen “I midnatssolens land” og i 1890 i “Sommerrevyen 1890”, hvor man lagde mærke til hendes smukke stemme og flotte figur. Men det var først da hun som 21-årig blev engageret til National Varieté at karrieren virkelig tog fart. Her fremførte hun i 1896 for første gang “Åh Dagmar”, som hun senere i 1930 indspillede på grammofonplade.

Hun optrådte bl.a. i vinterrevy, hvor hun blev en suveræn publikumsmagnet. Blandt de øvrige viser hun lancerede i 1890erne var “Linger Longer Loo”. I 1900 byggede hun i faderens navn en villa mellem Tuborg og Konstantia. Dagmar Hansen var sin tids sex-symbol og havde en overgang forbud mod at optræde i København og omegn, men fik af Kongen lov til at medvirke i Charlottenlund-Revyen. Hun var i starten varieté-sangerinde og blev senere revy-primadonna på Over Stalden, hvor tilstrømningen var så overvældende at der måtte sættes ekstratog og sporvogne ind, som strakt blev døbt “Dagmar-tog” og “Dagmar-sporvogne”. Hun sang dristige erotiske viser i kostumer som i datiden fandtes vovede.

Så kom opbruddet. Brudeparret, Ermegaard og Svend, som ledsagede os til toget, steg ind i bilen efter stor afskedtagen. Vi kom ikke til at savne hverken risengryn, tøffelen eller hurraet.

Da jeg på banegården kom lidt senere ind i hallen, fordi jeg skulle betale taxaen, var det Svend, der førte bruden og Ermegaard hen til nedgangen. Det skal ha vakt en del opsigt, at bruden havde en lille pige ved hånden, trods slør og myrte, der jo kunne skimtes under hovedklæde og aftenkåbe. Turen hjem gik efter programmet med undtagelse af, at Asta oven på dagens mange indtryk var ved at få kvalme, men det fortog sig igen.

Holbæk banegård

Banegården i Holbæk, hvor de 2 lærere E. Olsen og P.M. Lykke tog imod og skaffede en taxa.

På Holbæk station blev vi modtaget af lærerne E. Olsen og Lykke P. De gjorde for så vidt god nytte, som de i løbet af en halv time fik skaffet os en bil. Stationspersonalet var ikke særlig elskværdigt og gjorde mine til at slukke og lukke på stationen. Endelig kom en bil fra “Isefjord”, og vi nåede hjem. Jeg havde ellers bestilt en vogn, men vedkommende havde enten glemt det, eller vognen var i uorden. Det husker jeg ikke nu. I hjemmet modtoges vi af frk. Nielsen, som havde lovet at blive til næste dag. Hun havde dækket tebord. Vi kunne ikke andet end at invitere de to lærere med til dette, og først da de var gået, var vi os selv, og jeg havde atter en glad kone i huset.

Her ender atter et afsnit af mit liv, og et nyt begynder.

 

5 comments

  1. My grandfather Emry married a second time as his first wife died in the Spanish Flu in the beginning of 1919. Only the mother of Emry came to the wedding they others kept away still afraid of “the Spanish” the family of his former wife rejected them for marrying so quickly, but it was the only right thing to do as Ermegaard nearly five years of age needed a new mother and Emry and Asta needed each other and lived happily for many years

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s