Emry Kølster (1881-1951) – Marias morfar der var skolelærer i Holbæk har i sine erindringer blandt andet beskrevet om fejring af julen. I denne blog-post har Emry beskrevet, hvordan julen blev fejret i hans barndom.

English summary: Emry – Christmas at his childhood. 

Emry Kølster (1881-1951) – Maria’s grandfather was a schoolteacher in Holbæk. He has in his memoirs, – among other subjects – described the celebration of Christmas. In this blog post Emry has described how Christmas was celebrated in his childhood.

Blandt minderne fra barndommen, indtager julen i barndomshjemmet en særlig plads. Hvid jul hørte til sjældenhederne. Derimod hændte det ikke sjældent, at barfrosten meldte sig, så der blev anledning til at dyrke den sunde skøjtesport på mosens fladgrave. Man var dengang ikke særlig belemret med julereklamer. Jeg husker derfor let den eneste tryksag, vi fik tilsendt, et koloreret hæfte fra en frørensningsfabrik i Nakskov.

 

En stor begivenhed var turen til Nysted, hvor julegaverne skulle købes og byens eneste juleudstilling blev besøgt. Det var hos boghandler Sidenius, der sammen med sin gamle sure far og en ældre søster, hvem skønheden ikke trykkede, for december måned gav afkald på hjemmets hygge ved at lade deres dagligstue indgå en skøn forening med butikken. Her vandrede vi så om og så på de udstillede ting. Det var ikke bøger alene, men legetøj, søde sager, alt, hvad der kan fryde et barnehjerte. Her fik vi brug for vore sammensparede penge. Det beløb sig vist sjældent til mere end 50 øre.

Hvad vi købte har jeg glemt med undtagelse af en sukkerfløjte. Ikke fordi fløjten særlig har fæstnet sig i min hukommelse, men fordi den gamle sure herre efterlignede mit lollandske ved at sige: “Nå, du vil ha en sukkerfigyvr?” Det tilgav jeg ham aldrig, da jeg var sikker på, at jeg sa’: “Figur”. Far og mor sendte os ud, før de gjorde deres indkøb. Det skulle jo være en hemmelighed til juleaften.

 

Alt det, vi ser på kortene, med menigheden, der strømmer hen til den oplyste kirke ad den snedækte vej, oplevede vi ikke som børn, da der dengang ikke var gudstjeneste i vor kirke. Denne ordning indførtes først af den nye præst, da vi var voksne.

 

En større slagtning var gået forud. Fedegrisen måtte lade sit liv, og vi fråsede i blodpølse, finker, ribbenssteg, og jeg ved ikke hvad. Det undrer mig kun, at appetitten holdt til jul, men det gjorde den trods alt. Det må skyldes grundig mugning i ko – og hestestald, i grise- og fåresti, hakkelsesskæring til tre á fire dage (se historien Far og hans heste), indbæring af hø og halm, hjemkørsel af roer fra kulen i marken, o.s.v. Det skulle nok give appetit. I mange år var hovedretten iøvrigt som de fleste andre steder på egnen okse kødsuppe med både mel- og kødboller, hvorefter oksekødet fortæredes med peberrodssovs til. Denne ret ændredes dog senere til andesteg med rødkål, men det var først, da vi kom hjem som unge.

Vi går tilbage til barndomsdagene i julen. Dessert blev ikke serveret, for der var meget andet, vore fordøjelses redskaber skulle holde til. Lad mig hellere gøre det kulinariske færdig med det samme. Vor pige, Marie, holdt fødselsdag juleaften, hvorfor vi også altid fik chokolade. Når dertil kommer frugt og juleknas senere på aftenen, tør jeg nok antyde, at vi gik mætte i seng. Der blev aldrig budt på nogen form for spiritus. Formodentlig har ingen af os savnet det.

 

Inden vi rejste os, sang vi altid to salmer, de samme hvert år. Det holdt vi børn strengt på: “Julen har bragt velsignet bud” og ”Vorherre han er en konge stor”. Ingen kunne tænke sig os mandfolk være behjælpelig med opvasken. Medens dette stod på fordybede min far og vi to drenge os i årets nummer af Juleroser (Ernst Bojestens forlag) og Blæksprutten, begge julehefter var lige kærkomne, og vi fandt jo billederne pragtfulde og farvestrålende. Jeg har haft lejlighed til at se udgaverne af blæksprutterne fra først i halvfemserne for ikke længe siden og tænker nu: Herregud, var det virkelig det hele! så tyndt og naivt forekommer det mig i dag, hvad angår farvelægning. Derimod står Alfred Schmidts tegninger og Melbys og A. Henriques verseteknik og vid absolut ikke tilbage for nutidens kunst, ligesom novellerne i Juleroser var fremragende.

Så var opvasken endt, og nu kom turen til juletræet. Det foregik vist som i andre tusinder af nordiske hjem med ”Glade Jul”, o. a. salmer, som vi dårlig nok havde tålmodighed til at synge til ende. Da vi var små, pyntede far juletræet. I adskillige år havde vi slet intet og var den første familie, der indførte denne skik i Bregninge sogn. Da vi to brødre blev noget større, tilfaldt udsmykningen af træet os. Men det var gaverne, som vi ventede spændte på. Vi fik kun hver een. Legetøjet husker jeg ikke meget af, ud over en dukke til Ingeborg, et jernbanetog til Harald og et såkaldt belejringsspil, vi havde megen glæde af i årevis. Ligeledes glemmer jeg aldrig den fryd, det var mig at få overrakt “Robinson Kruso”, da jeg var 12-13 år. Jeg sansede overhovedet intet, før den var læst igennem 2. juledags aften første gang. Var det kun ringe gaver målt med nutidens øjne, var det os dog en fryd at vågne op næste morgen og atter tage det hele i besiddelse. Vi kunne godt med Grundtvig sige: “Julemorgen var mit himmerig”.

Endnu en bemærkning om juleaften. Den ville vi ha for os selv og brød os ikke om familiefremmede. Det skete også kun een gang. Da vi ved 9-tiden var allerbedst igang med gaverne, bankede det på døren, og ind kom Morbror Anders. Til enhver anden tid havde det glædet os at se ham, men denne gang fandt vi, at hele aftenen var ødelagt. Det øvrige af julen husker jeg ikke meget af. Vi spiste os gennem al den gode mad, hvilket ikke var så godt for Far, der i al den tid, vi mindes ham, led af slet fordøjelse og stædig undlod enhver form for diæt, udover at han var meget mådeholden med spiritus, ikke mindst egnens gudedrik: teknægte.- (varm drik af te tilsat rom og sukker).