English Resume
In one of Maria’s old photo albums, a picture of her great grandfather Vilhelm (born 1830) sitting proudly wearing two medals. Nobody knew why and when he got them. Recently I found a poem written by Vilhelm’s son Villiam (born 1865) here Villiam praises his father for his two medals. One was in 1849 when his father was a seaman on the frigate Gefion in the “Battle of Eckernförde”, a disaster for Denmark who lost two battleships. Villiam likes better his father’s other medal for faithfully working 25 years at the naval shipyard at Holmen Copenhagen. Vilhelm received each year on the 29th of January 20 kr, and he made a party, which was the reason for Villiam’s poem.

 

Vilhelm med sine 2 medaljer. – Villiam bådebygger på Holmen og som skrev sangen om sin Fars medaljer. 

I familiens gamle fotoalbum er der et foto af Marias Tip-Oldefar Vilhelm Nielsen med 2 medaljer. Hvordan – eller hvorfor han har gjort sig fortjent til dem har ingen nulevende slægtninge kunne give nogen forklaring på. Det ændrede sig da jeg i Marias Oldefar Villiam Nielsen efterladte papirer fandt en sang som han skrev til sin Far.

Sangen har overskriften “Da Far fik Hæderstegnet for god Tjeneste“. Den er her gengivet med Villiams flotte håndskrift.

Vers 1: I har vel hørt at vor Far har fået medalje. Hele to jeg tror endog han har. En af dem har han fået for den Batalje, hvori han i året 49 var. Men den Kobberskilling gir nu intet á sig; han har fået den, fordi han overgá sig; thi hvis han med et vældig Knald til Vejrs var gået. Ja, så havde han vist ej Medalje fået.

Vers 2: Nej, så holder han vist mere af den anden, som for tjeneste god og tro han fik. Den erholdt han ej for at slå Folk på panden, skønt han daglig mellem Krudt og Kugler gik. 25 tjenesteår den mindst vil have, 20 kroner giér den da i årlig Gave; derfor saé vor Far vil jeg et gilde holde, det skal ende som sædvanlig med en “Bolle”.

Vers 3: Derfor Venner lad os holde os til Sagen, hvorom vi så tit og ofte sunget har: At den bedste Dag er dog Medaljedagen; thi så er der Mønt i Lommen på vor Far. Derfor ønske vi, at han må haé tilbage af sit Liv endnu en del Medaljedage. Ja, så slutter jeg; dog vil jeg håbe, at I for ham et kraftigt “Leve” ville råbe.

Vers 1 omhandler Erindringsmedaljen som Vilhelm modtog for sin deltagelse i “Første Slesvigske Krig 1848-50”. På “Den Sønderjyske Historiekanon” findes dette korte resume:

1848-51 udkæmpedes Første Slesvigske Krig mellem Danmark og Slesvig-Holsten. Krigen handlede om Slesvig, som begge parter ønskede. I sidste ende blev krigen afgjort af stormagternes indgriben, og de gav hverken den ene eller den anden side ret. I stedet ønskede de ”helstaten” af Danmark, Slesvig og Holsten genoprettet.

Andre kilder om Første Slesvigske Krig 1848-50: DanmarksHistorien.dk NationalMuseet  MilitærHistorieDanmark  Flåden under den 1. Slesvigste krig 1948-50

På Holmen hvor Flåden havde sit leje, blev der givet befaling om at udruste skibene. Vilhelm var konstabel i Søetaten på Holmen (Folketælling 1850) og han er senere registreret som matros på fregatten Gefion .

Fregatten Gefion hvor Vilhelm var matros.

I vers 1 omtales en “Batalje” hvori Vilhelm deltog. Det er i Flådehistorien omtalt som “Katastrofen ved Eckernförde”.

Baggrund:  I marts 1849 opsagde den danske regering våbenhvilen imellem Danmark og de tyske stater der var indgået året før, og den 3. april blev krigen genoptaget.

Som led i den danske offensiv i maj 1849, skulle flåden foretage en afledningsmanøvre ved Eckernførde.  Linieskibet Christian VIII. med 84 kanoner og fregatten Gefion (her var Vilhelm matros) med 48 kanoner skulle med deres overlegne ildkraft ødelægge de slesvig-holstenske batterier omkring fjorden, hvorefter byen skulle indtages. Til det formål deltog dampskibene Hekla og Gejser med 3 jagter på slæb med et kompagni soldater. Men fra starten gik alt galt for danskerne og kampen endte i en katastrofe for den danske flåde.

Skibene mødtes udfor Eckernførde fjord, men i løbet af dagen var det blæst det så meget op, at man måtte opgive at foretage en landsætning af tropperne. Desuden var de fleste af soldaterne ukampdygtige pga. voldsom søsyge.

Fregatten Gefion og Linieskibet Christian VIII i Eckernförde fjord. 

Skærtorsdag 5. april 1849, blev der overalt i de danske skibe gjort klar til kamp. Christian VIII. og Gefion holdt sig langs nordsiden af kysten, og da de passerede nordbatteriet sendte de deres bredsider imod det. Derefter ankrede de op i fjorden, så deres bredsider kunne beskyde både nord og sydbatteriet, og kl. 8 startede en voldsom artillerikamp. Nordbatteriets kanoner blev hurtig gjort tavse, men derefter begyndte uheldene for de danske skibe.

Ud over de to faste batterier, som danskerne kendte til, viste det sig, at de tyske styrker i områder rådede over betydeligt mere artilleri. Det blev hurtigt sat ind i kampen mod de to danske orlogsskibe.

Men de to store skibe kunne ikke manøvrere i det snævre farvand. Man prøvede da at få de to hjuldampere Hekla og Gejser til at slæbe dem ud, men de blev ligeledes beskudt og således heller ikke manøvredygtige. Fregatten Gefion blev hårdt medtaget og måtte stryge flaget.  Christian VIII. blev efterhånden også så hårdt medtaget af  kanonbeskydingen fra de tyske felt- og tyske strandbatterier, at det også måtte stryge flaget. Det var tilmed udbrudt brand om bord og kl. 20 sprang Christian VIII. i luften, med flere dræbte til følge.

Lægen Christian Wilken Hornemann var skibslæge ombord på fregatten Gefion og han beskriver i UGESKRIFTET.dk hvodan det var at behandle de sårede.

Forfatteren Carsten Jensen har i bogen “Vi, De Druknede” (2010, Gyldendal) dramatiseret “Katastrofen i Ekernførde Fjord”.

Slaget kostede 105 faldne, 61 sårede og næsten 1000 fanger (heriblandt Vilhelm). De døde blev begravet på kirkegården i den nordlige del af Egernførde.

Kort over fangelejre, hvor danske krigsfanger er nævnt. – Liste med krigsfanger. De fleste fanger stammer fra de to skibe Christian VIII. og Gefion, der gik tabt ved katastrofen ved Ekernførde den 5. april 1949. Vilhelm er angivet som nummer 6 og matros fra København (kilde: Robert Lemming).

Carsten Jensen (2010) beskriver i “Vi, De Druknede” i dramatisk form, hvordan fangerne først bliver ført til Rendsborg og derfra med damptog til Glückstadt. Ved våbenhvilen bliver fangerne udvekslet med tyske fanger. Fangerne fra Glückstadt bliver i august 1849 ført til Dybbøl og udskibet fra Sønderborg havn.

Vilhelm vender hjem til Nyboder, København. Den 18. november 1853 bliver han i Holmens kirke viet til Caroline Emilie Wilhelmine Bruun.

Vilhelm og Caroline.

Vilhelm får først sin medalje mange år efter krigen. Christian 9. havde i 1864 afgivet et løfte om at indstifte en krigsmedalje for deltagelse i krigene 1848-50 og 1864. Først i 1871 blev der taget initiativ til at indfri løftet og den 10. juni 1875 gjorde Christian 9. den officielt. Medaljen kaldes en erindringsmedalje fordi den først blev indstiftet mange år efter krigene.

Vilhelms original medalje er formodentlig blevet solgt af en slægtning som altid var i pengenød. Medaljen, som er vist her, er doneret af vores gode venner Dorthe og Jan. Den har tilhørt en fjern slægtning.

---

Vers 2 og 3 omhander den anden medalje som Vilhelm har på billedet og som Villiam synes bedre om fordi den gav en årlig belønning på 20 kr.

 

Vilhelms medalje findes desværre ikke længere i familiens eje. Den er formodentlig forlængst blevet solgt af en slægtning der altid var i pengenød. Billedet af medaljen på billedet er venligt stillet til rådighed af mister Google. Med medaljen fulgte også en flot blå bog med kongens monogram. Den er stadig i familiens eje. Her er gengivet de 2 første sider.

Paragraf 1: Hæderstegnet skal kaldes “Hæderstegn for god tjeneste ved Søetaten” og præget i sølv fremstille på den ene side den Kongelige stifters navnetræk med omskrift “29 Januar 1801“, samt “For God Tjeneste“, og på den anden side: En Egekrans med indskrift “Fortjent“.

---

Villiams medalje

Villiam er som ung ved søværnet og arbejder derefter som bådebygger på Holmen ved Søetaten. Den 29. januar 1910 bliver han tildelt “Hæderstegnet for god Tjeneste ved Søetaten”. Vi har ikke noget billede af Villiam med medalje. Villiams medalje er formodentlig også solgt af slægtning, medaljen vist er af nyere dato og indkøbt antikvarisk.

 

Villiam bliver “benådet” med “Hæderstegnet for god tjeneste ved Søetaten” den 29. januar 1910. – Et lykønskningstelegram fra hans kollega Th. Olsen. – Ved Villiams afsked fra Søværnet i 1919 er det omtalt, at han er tildelt “Hæderstegnet”.