Aage Holm – Marias Far – har i sine erindringer ”Erindringer fra et langt liv” skrevet om sine oplevelser som spejder. Aage var en dygtig amatørfotograf og jeg har kigget i familiealbummerne og har krydret Aages beretning med billeder fra Aages oplevelser som spejder. Maria hørte som barn sin Fars oplevelser som spejder. Hun kunne også godt tænke sig at være spejder. Hun blev ikke spejder, men har i denne beretning som 11 årig skrevet en lille historie om hvordan hun tænkte, det var at være spejder. Til slut har jeg knyttet et par kommentarer til mine spejderoplevelser.

Aage beretter i sine erindringer:

I 1930-erne blev der oprettet spejderkredse i Det Danske Baptistsamfund. Jeg blev spejder i Købnerkirken (der havde “afløst” Salemskapellet) ligesom mange af mine kammerater og fætre og kusiner.

Aage ses her som nummer 4 fra venstre.

 

 

This slideshow requires JavaScript.

Kokke-konkurrencen

Som spejder var der jo nogen, som skulle lave mad og det blev jeg valgt til. Jeg spurgte min mor, om hun ville hjælpe mig, så hun viste mig, hvordan man laver opbagt sovs, steger frikadeller, koger og steger medisterpølse, laver sagosuppe og koldskål. Min mor var betænkelig over, at jeg turde, men jeg fik at vide, hvor meget man bruger af ingredienserne og så skulle jeg bare gange med ca. 3.

 

Der var kokkekonkurrence mellem patruljerne. Jeg vandt, fordi jeg havde kommet godt med Maggi-terninger i sovsen og koldskålen smagte også godt. Jeg havde kommet 1 æg i pr. person.

Medisterpølse og flødeskum

På en sommerlejr på Bornholm skete der et uheld. Vi kørte til byen for at købe medisterpølse og den blev anbragt på bagagebæreren. Pakken gik op og medisteren gik ind imellem egerne på cyklen, så noget af den blev til frikadeller.

Vi fik øllebrød til forret og skulle flotte os med flødeskum til. Vi gik til et mejeri og købte piskefløde. På vejen hjem sang vi og slog på tromme til. Det foregik på låget på mælkespanden. Uheldigvis blev fløden til tyndtflydende smør af al den trommen.

 

En flok spejdere. – Der laves sjov med Aage. – Spejderchefen forbereder et eller andet. – Holdopstilling.

 

Turen til Tølløse – en mindre sjov oplevelse

På et tidspunkt, da jeg var gammel nok, blev jeg patruljefører. Jeg fik en flok drenge på 9-10 år og særlig en oplevelse står prentet i min hukommelse:

Vi skulle på en cykeltur til Tølløse, hvor vi skulle sove i telt. Jeg tror, der var 50 km til Tølløse. Det gik meget godt de første 20-25 km, men efterhånden blev drengene trætte – ja, de blev meget trætte – og der var en, der begyndte at slingre med cyklen. Til sidst sov han og faldt i grøften. Jeg fik ham vækket og op igen på vejen, hvor jeg et stykke tid skubbede ham af sted.

En efter en begyndte de øvrige drenge også at slingre – og det gentog sig i lang tid.

Efter et stykke tid kørte der en bil forbi os og de store spejderførere vinkede til mig og syntes, at sceneriet var ganske morsomt. Jeg tabte fuldstændig respekten overfor de unge mennesker. Tænk, de havde tilladt mig at køre videre med børn, der slingrede med cyklerne hele tiden, fordi de var så udasede og gennemtrætte.

Da vi -langt om længe – nåede Tølløse, var jeg så overanstrengt, at jeg ikke kunne sove. Det var en skrækkelig tur. Jeg blev efterfølgende meget, meget bitter over det, jeg havde været udsat for. Jeg skulle aldrig være taget afsted, men sådan var det bare. Senere har jeg også tænkt på, at der i grunden var ganske uansvarligt af de ældre førere at sende mig af sted med 6-7 drenge helt alene.

---

Den lille spejderpatrulje af Maria (Inge) 1962 (11 år)

Maria havde hørt sin Far Aage tale om sin spejdertid. Hun ville egentlig også gerne være spejder, men hun talte aldrig om det. Hun tænkte, at forældrene ikke havde råd til spejderuniformen. Hun havde en kammerat der var spejder og det inspirerede hende til at skrive en lille spejder-historie.

Der var engang en lille spejderpatrulje. Den bestod af Anette og Susanne, Lilijan, Bente og Marian. De ville udrette noget. Så fandt de på, at de ville ud på en telt tur. De tænkte at Påskeferien var den bedste tid. De havde hele tiden fået formaninger af deres mor og far. Men endelig op-randt dagen. De cyklede ud af landevejen. Pludselig ramlede Anette og Susanne sammen med et brag. Susanne faldt af cyklen og forvred sin fod. De andre måtte jo af og hjælpe hende. De ville lave en båre og bære hende til teltlejren. Endelig fik de lavet båren og fik båret hende til teltlejren ved havet. Her slog de teltene op i deres røde natdragter.

Da der var gået en halv time kom Anette tilbage med en gammel læge. Han var en meget godmodig mand. De kom kørende med cyklen på taget. Da de kom til teltpladsen var Marian ved at koge havresuppe til Bente og Susanne gav hende vand at drikke. Nu kom doktoren han havde sin taske med og han havde et stort overskæg lige som – Sven Tveskæg. Han var meget rar, og de blev alle gode venner med ham. Han plejede såret og hun blev snart rask igen.

 

En dag gik de en lang tur og nåede til et gammelt hult træ. De var alle trætte og ville hvile sig lidt undtagen Marian – hun ville opleve noget – og det lige med det samme. Hun kiggede ned – lå der ikke noget, hun strakte hånden ned. Hun stod op på sin rygsæk. Der var et stykke papir som var krøllet sammen. Hun kunne ikke læse ret meget af det, for det var med krøllede bogstaver. Det var et kort fra 1618 så vidt hun kunne se underskrevet af Christian IV. Hvor mon den ø lå for mere kunne hun ikke læse. Kortet var meget medtaget, men det var ikke gået i stykker for det havde ligget skjult under noget bark.

Hun vækkede de andre og de var meget nysgerrige alle sammen. Det var så heldigt, at Lillian kunne tyde det hele, der stod:

Da de kom hjem sagde de ikke noget til deres mor og far for de vidste, at sagde de noget om skattekortet ville deres mor sige det til politiet. De ville da ikke få lov til at sejle over til skatteøen.  Slut

Fortsættelsen af historien “Den lille spejder patrulje finder skatten” er desværre udsolgt fra alle boghandlere.

---

Henrys spejderoplevelser

Langt ude på landet i Nyrup hvor jeg er voksede op fandtes ikke noget spejderarbejde i miles omkreds. Først da jeg kom ud og tjene hos min farbror og tante – Henry og Anna – i Knudstrup stiftede jeg bekendtskab med de Grønne Spejdere. I Knudstrup/Vesterbølle var der startet et spejderarbejde – måske var det min fætter Jens der havde været en af initiativtagerne. Der var to patruljer og der var spejdermøde en gang om ugen i kælderen på skolen. Her kunne vi øve diverse knob – morse alfabet og andre færdigheder der er gode at kende som spejder. Jeg har senere haft stor anvendelse og fornøjelse af at kunne lave et råbåndsknob, samt kende forskellen mellem råbåndsknob og kællingeknude,  dobbelt-halvstik, flagknob, o.s.v.

Desværre findes der ikke nogen billeder, men jeg har heldigvis gemt min spejderuniform og et par andre rekvisitter.

 

Den Grønne sangbog, som jeg ikke tror jeg har brugt særlig meget, da min sangstemme ikke var noget at prale af. – Den grønne spejderuniform med halstørklæde og bælte med spejderkniv. – Spejderprøverne hvoraf jeg kun fik aflagt den første (spejderprøven).

Vi var et par gange ude og ligge i telt – en weekend i Hestbæk, her kan jeg huske, at min fætter Jens var med som leder. Han var altid god til at finde på noget – se historien om hvordan han lavede u-båd med Gerda. Jeg husker vi blev vækket om natten og skulle ud på natløb. Min fætter Kristian og fætter Bent var også med.

Ved Tjele Langsø lå vi i telt i flere dage. En af aftenerne kom nogle af forældrene på besøg og vi lavede lejrbål og snobrød.

På National Portrait Gallery har jeg fundet dette billede af Baden-Powell som afslutning på spejder oplevelserne.