Legetøj og lege i Nyrup

a6-4

Hjemme i Nyrup fik vi ikke så meget legetøj, måske lidt til Jul. Det jeg fik, har jeg passet meget godt på, og jeg har også selv lavet noget. I denne historie vil jeg berette lidt om noget af det legetøj jeg har leget med og om de udendørs lege vi sammen med nabobørnene legede.

Den lille røde traktor har jeg fået af vores naboer Martin og Hedvig. Jeg har så suppleret den med en høstvogn og en 2-hjulet vogn, hvor hjulene på den to-hjulede stammer fra på den  kan jeg ikke huske, men kassen er en cigarkasse som er malet grøn. Tromlen har tidligere haft en hest spændt for, men er ved hjælp af noget el-ledning blevet spændt for traktoren. Den røde hest har, så vidt jeg husker, været spændt for tromlen. Sættevognen har haft et blåt tag til førerhuset, men det er af uransagelige veje forsvundet.

Ved hjælp af løvsav og lidt sløve knive lavede jeg en model af en jetjager som ofte kom tordnende over Nyrup. Det har jeg berettet om i historien om mit “Gensyn med T-33“.

Da jeg kiggede i svigerfar Aages scrapbog (FRITID) med udklip og tegninger på noget man selv kunne lave, fandt jeg disse udklip. Jeg kan huske jeg har klippet de samme ud som dreng – vist fra Familie Journalen. Jeg har lavet adskillige af flymodellerne. Ganske rigtigt de fløj udmærket.

 

Vi spillede en gang imellem Ludo, hvor man kunne blive slået hjem, men det var vi nu ikke særlig glade for, så den regel anvendte vi nu sjældent. Domino og dette Puzzle spil af ringe er ikke blevet anvendt meget, eftersom det stadig findes i god stand i de originale pakninger. Noget som min søster Birtha og jeg har haft rigtig meget fornøjelse af var en stor kasse med tomme tændstikæsker, som vi kunne bruge som byggesten.

 

Dukker. Birtha havde i skolen strikket en sort dukke med en lang krop og to små ben, som naturligvis lød navnet ”Sorte”. Hun havde også en anden dukke, som jeg også tror, var hjemmelavet, den blev så kaldt ”Paula”. Ingen af dukkerne var særlig smukke, men det betød ikke spor. Vi var glade for dem (jeg siger – vi – for jeg legede da også med dem). Dukkerne talte “dukkesprog” om aftenen, når vi var kommet i seng, og så kunne dukkerne virkelig berette om mange spændende oplevelser.


Lidt om udendørs lege

h7-1

Antonios spillede vi hjemme mellem de 2 skorstene som ses på stuehuset. Jeg har fundet lidt om reglerne på ”nettet”: Man deler deltagerne i to hold. Et på den ene side af huset og et på den anden side af huset. Hold A har bolden, og en fra holdet kaster bolden over taget mens hele holdet råber: “Antonius!”. Holdet på den anden side skal forsøge at gribe bolden, inden den rammer jorden på deres side. Hvis holdet griber bolden får holdet et point, og kaster bolden tilbage. Når et af holdene har tre point må griberen og holdet snige sig rundt om bygningen. Når hushjørnet rundes råbes igen:”Antonius!”, og det andet hold skal blive stående. Den person som har bolden må tage “tre skridt og en spytklat” og herefter forsøge at rammen en fra det andet hold. Hvis han/hun rammer så skal den ramte med på det andet hold.

Hoppe i Mand. Havde man et underlag hvor der kunne tegnes med kridt kunne der ”hinkes”, men hjemme var der ikke asfalt eller andet fast underlag. Der var derimod masser af havegange, hvor der blev skuflet og her kunne man tegne en ”mand” som der kunne hoppes i. Hoppe manden kan tegnes på forskellige måder. For alle gælder, at der først tegnes tre felter lodret, hvorpå der tegnes armene, to vandrette felter på tværs, herefter et lodret felt. Et hoved afslutter figuren, enten som en halv- eller som en helcirkel med en streg i midten, så der bliver to felter. I de lodrette felter, hopper man på et ben. I armene og hovedet lander mand med to ben, et i hvert felt. I hovedet vender man 180 grader i et hop for så at begynde hjemturen til udgangspunktet. Det afgørende var at gennemføre banen eller manden, uden at lave fejl. Tabte man balancen, væltede, støtter med en fod eller træder på en streg undervejs, var det den næstes tur.

Pileleg som jeg har skitseret på billedet var meget sjovt når vi var nogle stykker. Deltagerne deles op i 2 grupper. Den ene gruppe tager af sted og skal findes af den anden gruppe. Første gruppe lægger spor ud (pile lavet med af pinde/sten). Når retningen blev ændret blev der tegnet en ring omkring. Til sidst finder første gruppe sig et gemmested og prøver på at overraske den anden gruppe.

Slå i land 3

Slå i Land. Et areal på plan jord, godt 2 x 2 m deles ligeligt. Den, der begynder, står i sit eget felt og hugger dolken i modstanderens felt. Så ridses en linje parallelt med knivbladet gennem det sted, den blev hugget i, således at modpartens felt deles i to. Modparten må nu vælge, hvilken del, han vil beholde. Resten tilfalder erobreren. Den, som startede med at hugge, må fortsætte, til han hugger ved siden af modstanderfeltet eller til kniven vælter. Så er det modpartens tur, og han må nu søge at erobre det tabte land tilbage på samme måde. Man skal stå i sit eget ”land”, når man hugger, og legen er slut, hvis ens område er blevet så lille, at det ikke kan lade sig gøre. Man kan også aftale, at spillet er tabt, når ens land er blevet en trekant, og modparten tre gange kan hugge dolken i det, uden at den vælter.

 

Hushjørne legede vi ofte oppe omkring Frysehuset, som lå oppe i vores have. Frysehuset kan ses på coverbilledet, hvor Far og Mor er ved at hejse flaget. Der var en som ”var den” og vedkommende skulle så prøve at overraske en af deltagelse når vedkommende var ved at snige sig frem til et andet hushjørne. Frysehuset var velegnet da det ikke var særlig stort og der var såkaldt fortov hele vejen rundt.

Sætte drage op. Den første drage jeg havde havde min Farbror Alfred lavet. Senere har jeg selv lavet mange drager af forskellig størrelse. Jeg så engang en tegning i avisen om, hvordan man lavede en kassedrage, men den fik jeg aldrig op og flyve, den har sikkert været for tung. Nabodrengene Karsten, Flemming og Arvid er her meget interesseret i min drage, som er så højt oppe at man dårligt kan se den. Arvid prøver at hive lidt i snoren for, at mærke hvor meget kraft der er i den.


Tegne. Vi tegnede ikke så meget i Nyrup – måske fordi vi kun havde noget gråt papir eller mangel på farvekridt. Jeg har senere på ungdomsskolen (Rydhave Slots Ungdomsskole)  lært og tegnet en del.

Mine anvendte farveredskaber. Jeg har passet godt på dem gennem årene – eller også ikke andvendt dem så meget 🙂

Nogle af tegningerne jeg lavede på Rydhave Slots Ungdomsskole. Vi lave en projektmappe med de fag vi havde. Jeg opnåede at blive præmieret med bedste mappe i min klasse.

3 comments

  1. […] Når fætrene fra Søkbæk (Jens og Niels) var på besøg skulle der altid ske noget. Den ældste Jens var den initiativrige. Jeg husker, – som var det i går, – en leg som Jens fandt på – ”U-båden” tror jeg den hed. Gerda var ubådskaptajn og skulle ligge på det lille græsplænestykke med en regnfrakke over sig og kigge op gennem jakkeærmet som var periskop. Jens forklarede meget dramatisk – at nu – blev det meget søgang – og nu dykkede ubåden – hvorefter han hældte vand ned gennem jakkeærmet. Jeg skal nok love for, at Gerda blev ”tosset”. Jeg var ikke så gammel og betragtede naturligvis episoden på afstand og kopierede det i hukommelsen – derfor husker jeg det som var det ”i går”. Mange år senere, da jeg til en fætter-kusine komsammen fortalte det til fætter Jens, kunne han slet ikke huske noget om det og han havde aldrig lavet sådan noget med sine børn. Andre lege som jeg husker fra Nyrup har jeg beskrevet i “Legetøj og Lege i Nyrup“. […]

    Like

  2. […] Jeg husker også her, hvordan min Far interesserede sig for flyvemaskiner, men det var nu mest for at få en flyvetur. Jeg har skrevet en blog-post om det ”Far og Flyvemaskiner”. Desuden har jeg skrevet en anden blog-post om mit gensyn med T-33 jetjageren. Som dreng har jeg lavet små fly i tændstikstørrelse. Det jeg har skrevet om i Legetøj og lege i Nyrup. […]

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s