I 1981 og 1982 var jeg på studieophold i Edmonton, Canada ved University of Alberta. Jeg har tidligere delt lidt om opholdet i historien ”Min Canadiske Mentor”. Hvordan jeg fejrede jul i det fremmede har jeg beskrevet i ”Jul under fremmede himmelstrøg – Cypern og Canada”. Under mit ophold overtog jeg et ”Dollargrin” efter en kollega da han rejste tilbage til Danmark. Mine oplevelser sammen med dette Dollargrin vil jeg berette om i denne historie. Beretningen er fortrinsvis baseret på breve jeg har sendt til familie og venner under mit op hold.

Indkøbet af ”Dollargrinet” – berettet i brev juni 1981:

Jeg har købt et ”dollargrin” Ford LTD Country Squire model 1972 stationcar automatgear, men det har nu alle biler her. Power bremse – træder man kraftigt farer alle ud gennem forruden!!

Motoren er pæn stor ca 6.5 l og med ca 250 hestekræfter, så der er ikke noget at høre på motoren op eller ned af bakkerne!

Pris 650$ kontant – I kan selv vælge en kurs.

Jeg skal hente køretøjet i Toronto eller Guelph, men det er ikke så slemt ca. 4000 km!! Jeg har købt den af en af de andre danskere (Poul Erik Kruse), han rejser hjem nu. Det vil sige han kører herfra Edmonton og til Toronto, hvor han sætter bilen ved en fælles bekendt (Les Young). Efter et møde som jeg sammen med min boss Willem Sauer er deltagere i North Carolina (ASAS) tager jeg derfra og til Toronto og henter den. Samtidigt ankommer 2 – 3 stk. danskere, nogle andre end dem, der er her i øjeblikket. De kommer så på stop til Edmonton. Jeg havde nu heller ikke været særlig interesseret i at køre hele vejen alene.

Fra ASAS mødet i North Carolina tog jeg en Greyhound bus først til Washington DC og indlogerede mig på et Youth hostel et par dage og kiggede på byen. Herefter entrede jeg igen en Greyhound bus med retning mod New York, hvor jeg fandt et andet Youth Hostel og kiggede mig lidt omkring. På det tidspunkt var byen ikke speciel sikker, så jeg gik ikke ud om aftenen, – efter anbefaling af familien Henning Nielsen som også var i Edmonton i starten af mit ophold. Hvad jeg i øvrigt oplevede på turen fra Raleigh i North Carolina og til Guelph i Canada bliver en andet historie.

Efter min ankomst til Guelph hos familien Les Young viste Les mig ”dollargrinet” og fortalte at Poul Erik havde været i nærkontakt med en anden bilist og havde fået en stor bule i højre forskærm. Særlig smuk i den side var ”dollargrinet” ikke, men det var jo i højre side så det var ikke så synlig når man kørte 😦 🙂

Disse LTD Ford vogne var jo ganske solide, så skaden var ikke så alvorlig og lysene virkede da også nogenlunde. I Canada tog man det ikke så højtideligt om der var en ”lille” bule. Efter Les anbefaling fik jeg monteret nogle ”nye” brugte dæk. – Derefter udnyttede jeg ventetiden til selskabet af danskere ankom til at se mig lidt omkring i landskabet.

Først tænkte jeg på, at køre til New Brunswick eller New Foundland (se kortet), men det kunne jeg hurtig indse, at det nok var lidt ”vildt”. Jeg kørte derfor stille og roligt mod øst og nåede til Quebec City (små 1000 km). Det var jo sommer og dejligt vejr, så jeg holdt bare ind et fredelig sted og sov bag i bilen, hvor der var rigeligt plads.

Et par billeder fra Quebec City, hvor jeg kiggede mig omkring.

Et sted hvor jeg sad udendørs og nød en kop kaffe bemærkede jeg en anden gæst der også skulle i gang med sin kop kaffe. Sukkeret var i små poser og jeg så, hvordan han meget rutinemæssigt rystede den lille pose med sukker inden han åbnede den og puttede sukkeret i kaffen. Pudsigt hvordan en sådan fjolled observation kan prente sig ind i hukommelsen så jeg tydeligt kan se det for mig her efter 35 år.

Efter at jeg havde drukket kaffen, set slottet og hvad jeg ellers syntes der var at se i Quebec City trillede jeg tilbage til Guelph – en smut ialt på ca 2000 km.

Jeg ventede ellers 8 timer i Toronto lufthavn på Evan, Karl og Kirsten. På grund af air controller strike i USA, var der også lang ventetid på at lande i Toronto. De ankom da endelig langt om længe! Vi overnattede 2 nætter hos Les Young´s i Guelph. Den næste dag var vi nede og kigge på Niagara Falls. Det var da godt nok ret så imponerende. Man kan også komme ind under vandfaldet, – men man kan nu kun se vand og en buldren fra vandet, interessant alligevel.

Det imponerende Niagara vandfald.

I baggrundet ses vandfaldet på den amerikanske side, men det såkaldte “Hesteskovandfald” på den canadiske side er det mest imponerende af de tre vandfald. – Vi var nede under vandfaldet, hvor vi kunne se vanddet styrte ned. – Evan og hans søster Kirsten er her med på billedet, Karl som fotograf må man tænke sig til.

Vandpumpen lækkede en smule da vi tog afsted fra Guelph. Vi puttede derfor noget tætningsmiddel i vandet og satsede på at holde den kørende tværs over prærien.

Tre dages kørsel bare for at komme ud af Ontario, så opdager man hvor stort landet egentlig er! Vi har vel kørt ca 800 km om dagen. Vi nød også at bade i diverse søer vi passerede. Lake Huron, Lake Superior og andre småsøer.

This slideshow requires JavaScript.

Campinglivet nydes på vej gennem Ontario.

Da vi passerede sluserne ved Sault Ste. Marie, hvor Lake Superior går over i Lake Huron betragtede vi dette lange skib passere.

Sluserne ved Sault Ste. Marie.

I Thunder Bay tog vi os også tid til at bese FORT WILLIAM. Det var en slags levende museum med folk og dyr og det hele. Guiderne var klædt i de gamle klæder og levede sig så meget ind i rollerne at de talte som om de levede på den tid. Evan ville nu hellere have fræset ud af landevejen, men vi tog os nu alligevel tid til at se stedet.

This slideshow requires JavaScript.

Indtryk fra vores besøg i Old Ford William.

Manitoba, enormt flot, veje og telefonpæle fortsætter bare ud i horisonten. Så det føltes næsten som at køre opad hele tiden.

De lange lige veje og en gang imellem ser man nogle Grain Elevators i det fjerne (som kornsiloerne kaldes her) de passeres og forsvinder bagud, det gentages mange gange.

Vejret var nu alle tiders. Det småregnede kun en enkelt morgen ved Thunder Bay. Om det er normalt her eller bare tilfældigt ved jeg ikke.

Vi sov bare i bilen, nogle nætter ville Karl og Kirsten hellere ligge udenfor på jorden. Jeg holdt mest af at ligge på forsædet. Fordelen ved de store biler kommer her rigtigt frem. Den er så bred at man næsten kan ligge udstrakt på tværs af sæderne! Ulempen ved at ligge ude var bare masser af frække myg, og kulden om morgenen! Men der sneg sig nu også myg ind i bilen! Efterhånden bliver man immune overfor myggestikkene, det klør ikke og ingen buler!

Kun småproblemer med bilen. Medens vi hang i en ca 3 km lang kø i Toronto sprang en køleslange og vandet fusede ud. Heldigvis var den sprunget et sted, hvor vi kunne korte den op – Karl var ferm til den slags. Efter at vi fik noget vand af en anden bilist kunne vi fortsætte.

Bilen bruger altså noget olie (måske jysk underdrivelse), ham jeg købte den af påstod ganske vist den ikke brugte noget!! Men 1-2 liter per 1000 km. Vi testede ellers hver morgen, men alligevel brugte vi alligevel temmelig meget, så den var ret lav. Hen på eftermiddagen hørte vi en mystisk bankelyd fra motoren. Vi kørte da ind på en servicestation og fandt da ud af den var ret lav med olien – langt under nederste mærke!! Efter at have fyldt på forsvandt da heldigvis bankelydene. Har nok været bagerste ventil der ikke blev smurt tilstrækkeligt. Så for eftertiden testede vi olie flere gange dagligt. Det er vel ikke den slags en motor har bedst af!

Bilen har nu også den kedelige vane, at den ryger om morgene når den er kold, så man skulle tro der var en større brand! Så når jeg starter kører jeg lynhurtigt for at sprede røgen. Jeg ved ikke om jeg næsten tør starte den her i dette fredelige villakvarter. Jeg holder mest af at holde lav profil. Jeg vil jo ellers blive kendt som ham med den rygende vogn.

Vi nåede da frem til Edmonton og min kælderlejlighed og fik os indrettet.

Villaen, hvor jeg boede i kælderen. – Huset lå meget flot ved floden og overfor drivhusene med eksotiske planter. Der var dog ikke udsigt fra mine kældervinduer.

This slideshow requires JavaScript.

Hygge og afslapning i Edmonton efter turen fra Guelph.

Efter at Evan, Karl og Kirsten havde ”tusset” rundt her i Edmonton nogle dage, var de et smut i Jasper og kanue. Jeg havde noget arbejde på universitetet, jeg skulle have færdigt.

”Dollargrinets” vandpumpe lækkede efterhånden så meget, at der måtte gøres noget. På Canadian Tire fik jeg en renoveret vandpumpe og en af de flinke PhD studerende Jim Delfino skiftede den. Hans far havde et værksted i Californien, så det var noget han havde lavet masser af gange.

Canadian Tire shop (foto fra nettet). Jim Delfino – bag ham ses Henning Nielsen en af de andre danske kollegaer som var i Edmonton på samme tid.

Ellers tog vi en uges trip til Jasper og Banff nationalparker. De 2 tilsammen er på størrelse med Jylland. Vi badede i vand 30 oC fra nogle varme kilder. Vandet var så varmt at man næsten ikke gad røre sig endsige svømme.

Postkort fra Jasper med kort referat af ”Dollargrinets” opførsel, samt hvem skal bestemme hvor turen går hen.

Kort med provinsen Alberta – afstand mellem Edmonton og Calgary 300 km – siger lidt om størrelsesforholdet. – Kortudsnit med turen mod vest – Jasper – Hot Springs – Icefields Parkway eller Highway #93 – Colombia Icefield – Banff – Mount Assiniboine.

Fra Jasper fortsatte vi ned af den meget smukke Icefield parkway eller highway #93.

This slideshow requires JavaScript.

Vi stoppede naturligvis adskillige gange – hilste på Chip og Chap, men de var noget små – var helt oppe ved isbræen ved Colombia Icefield, da jeg senere var der i 2009 var isen smelted betydeligt længere tilbage.

For ikke at tillægge os for mange af de dovnes vaner – lade sig transportere per bil, og vælte sig ud – tog vi rygsækkene på ryggen og travede op i bjergene. Vi stilede mod ASSINIBOINE. Vi havde lånt et telt, det var lidt stort at transportere pr rygsæk. Det var nærmest et helt villatelt. 6 personers og så stort at man kunne stå oprejst derinde.

Karl og jeg måtte så slæbe henholdsvis teltdug og stænger. Evan vilde som sædvanligt helst overhovedet ikke have noget med. Havde det stået til ham havde vi hverken taget telt eller mad med. Men eftersom han da både godt kan lide mad og ikke kan lide myg, både spiste han godt og lå inde i teltet!! Nå, men vi kender ham jo.

Da vi ellers kom på toppen var det da også anstrengelserne værd. Strålende sol, jeg blev da godt ”kogt” både i nakken på armene og benene. I øjeblikket er alt skinnet ved at falde af.

Jeg gik da også i korte bukser og så stort på angreb af både myg og bremser. Bremserne er store frække fluer der ordentlig kan stikke. Efterhånden bliver man immun så man ingen buler får.

This slideshow requires JavaScript.

Ellers skal man passe på bjørnene når man opholder sig i bjergene. Vi hejser da også maden op mellem 2 træer om natten, ingen mad i teltet. Vi så nu heller ingen bjørne, men hvis de er vant til, at der ingen mad er at få på campingpladserne kommer de jo heller ikke. Man skal nemlig altid campere på bestemte steder. Der gives store bøder, hvis man camperer udenfor de anviste pladser.

På tilbage vejen passerede vi nedenom Calgary og Drumheller. Her er der næsten ørken. Der regner meget lidt. Så alt hvad der bliver dyrket er med kunstvanding. Sjovt at se kontrasten i nærheden af bjergene masser af regn – frodigt – 100 km længere mod øst – næsten ørken, med små kaktusser. Karl fik et par stykker med hjem.

This slideshow requires JavaScript.

Området omkring Drumheller – ingen regn.

Efter at mine gæster var rejst tilbage til Danmark skrev jeg dette i et brev til Danmark:

Det er godt nok blevet noget tomt her efter at Evan, Karl og Kirsten tog afsted i lørdags! Jeg ved ikke om de fik set alt, hvad de havde tænkt sig her i Canada, men vi har da, medens de var her, kørt ca. 6.500 km så nogen distance har vi da tilbagelagt.

Evan har ellers fået meget tid til at gå med at pusle med en terning (Rubiks Cube) med forskellige farver. Det er her problemet at få en bestemt farve på hver side. Jeg købte terningen i New York, men de kan vist også fås i DK. Evan fik den med, så det bliver spændende, at høre hvornår han får den samlet!!

 

Terningen er på bordet ved siden af Evan – selv ved spisning af is holdt han “lidt” øje med den.