English Summary: In the first episode (click here), Maria’s mother Ruth arrived with a small group of young people by ferry from Esbjerg to Harwich and started the trip by bike to London. They drove through idyllic villages – experiencing a bit of rain – as well as Youth Hostels, which did not expect them + some punctures due to the bad tires from the war depots. In this episode, they continue the tour from Nazeing Youth Hostel and experience London celebrating the end of WW2. They take the trip south of London and after cycling 375 km with some flat tires; they are back in Harwich to return to Denmark.
Dansk Summary: In den første episode (klik her) ankom Maria’s mor Ruth sammen med en lille gruppe af unge mennesker med færge fra Esbjerg til Harwich for at tage turen til London på Cykel. De cyklede gennem idylliske landsbyer – kom ud for regnbyger – samt Yought Hotels der ikke forventede dem + plus punkteringer på grund af de dårlige dæk fra krigslagrede. I denne episode fortsætter de turen fra Nazeing Youth Hostel og oplever London der fejrer WW2 afslutning. De tager turen syd om London og efter 375 km med nogle punkteringer ankommer de til Harwich og returnerer med færgen til Danmark.
Forrige afsnit sluttede med en hyggelig aften i Nazeing Youth Hostel med bål på pejsen, og det hyggede svært på det hele.
Herbergs-Mor var så ”elskværdig” at love og ringe til London Youth Hostel – turens næste mål, hvor man heller ikke ventede os!!
Der var kun 30 km ind til London Youth Hostel Highgate, men ikke desto mindre var Palles cykle så uforskammet at eksplodere igen, dog heldigvis i dejlige omgivelser, hvor vi slangede os i græsset, mens operationen fandt sted.
Palles cykel lappes – de øvrige slapper af 
Ankommer til Youth Hostel Highgate
Vejret var strålende, og vi fandt uden besvær Youth Hostel Highgate (4434 ~138 km fra start), hvor vi fik den hjerteligste modtagelse af Herbergs-Far, der havde en lunch parat til os. Dog var denne – som al anden engelsk mad – ret ejendommelig. Den bestod af en skive indbagt kød med diverse grøntfoder til såsom radisser, salatblade, gulerodstoppe etc. Over hele balladen hældtes en slags tomatketchup blandet med ingefær. Den næste ret var knap så nem at beskrive. Der var vist ingen af os danske, der var i stand til helt at analysere den ”formodentlig bitte små makaroni-stykker kogt i mælk og blandet i en slags æggepulver, som derefter bages i ovnen”. Naturligvis fik vi også som altid te.
Efter lunch tog vi med Underground fra Archway St. ind til Leicester, og det var et strålende syn, der frembød sig Victory-Day var ganske vist overstået, men hele byen stod endnu i festens tegn. Millioner af flag og guirlander blafrede for den lune vind, og folk gik stadigvæk i en dejlig festrus. Vi så, så at sige det meste af den indre by Trafalgar Square med Nelson-Søjlen og National-Gallery. The Mall, der, smykket med alle nationaliteters flag førte op til kongefamiliens residens ”Buckinghams Palace”. Derfra ned ad ”Dear Old Strand” til Waterloo Bridge, hvorfra man kunne se St. Pauls Cathedral kuppel tegne sig mod den klare blå sommerhimmel.
Trafalgar Square med Nelson 
English gentleman kigger på danskernes dress 
National Gallery
Trafalgar Square med Nelson søjlen set fra søjlegangen på National Gallery.
Trafalgar Square 
The Mall 
Buckingham’s Palace
Trafalgar Square. – The Mall. – Buckingham’s Palace.
Turen gik derpå langs Themsen hen forbi Cleopatras Nål, en meget smuk Obelisk skænket til det engelske Imperium af Ægypten. Videre til Westminster Bridge, hvor den berømte ”Big Ben”, Parlamentet og Westminster Abbey ligger. Især ”The Abbeys” kulørte Glasmalerier vakte vor udelte beundring.
Tower Bridge and Big Ben.
Fra dette kvarter gik turen til St. James Park, Regent St. og Piccadilly Cirkus tilbage til Underground, der skulle føre os tilbage til Highgate til spisetid.
Efter dineen tiggede vi nøglen af Herbergs-Far, der var ovenud elskværdig. Vi havde nemlig i sinde at se aftenlivet i London, og var derfor nødt til at komme senere hjem, end det normalt er tilladt.
Herrerne der nok havde vakt en del opsigt om dagen ved at spankulere omkring i shorts, blev nu genstand for vilde latterbrøl og forskellige bemærkninger. Nogle spurgte om vi hørte til et Cirkus, andre om vi solgte iscreme. Især Palles hvide trekvartlange vindjakke var genstand for stor munterhed, og det gik til sidst op for os, at folk troede, at det var skjorten, Palle havde trukket uden på bukserne!!
Victorie Station – især Palle vækker opmærksomhed i sine shorts og den hvide vindjakke, se også billedet fra søjlegangen på National Gallery.
Det kneb en hel del at holde sammen på flokken, især vores alle sammen Adrian havde en vis evne til at forsvinde i mængden. Det var vist de søde sager, der lokkede. Om aftenen havde vi besluttet at gå i biografen for at se en fotoreportage fra Sejrsparaden og Åbningsregattaen, som var meget interessant. Derefter så vi forskellige småfilm, som der ikke var særlig meget ved. Biografen spillede non-stop, og vi blev lukket ind i hold efter som der blev plads derinde.
Efter forestillingen fulgte vi med strømmen ud til St. James park, der var myldrende fuld af mennesker, der beundrede de smukke projektørbelyste springvand, der skiftede i alle regnbuens farver. Hele stemningen var næsten som på 4.majdagen i København.
Sct. James Park. – Sct. Janes Palace by night.
Meget trætte nåede vi Youth Hostel ca. kl 1.
Fredag morgen startede vi igen ind til byen. Formiddagen benyttede vi til indkøb i Selfridges, og Woolworth. Derpå tog vi til Lyons Corner house i Oxford Street for at få lunch.
Dette var en vældig bygning med restaurationer på alle etagerne, tykke tæpper på gulvene og underholdningsorkestre. Betjeningen var vidunderlig i sammenligning med den danske, og maden var både billig og fortræffelig.
Vi skulle nå at se en masse om eftermiddagen: bank of England populær kaldet , ”The old Lady in Threadneedle Street”, Fleet Street, St. Pouls Cathedral med ”The Wispering Gallery”, og fra hvis tårn man havde vid udsigt over London. Netop rundt om Katedralen var store uhyggeligt tomme arealer, hvor de bomberamte kvarterer lå. Et minde om en uhyggelig tid. Det var et mirakel, at kirken ikke blev lagt i grus samtidig.
London Troops War memorial outside Bank of England.
Udsigt fra Sct. Pauls Cathedral bombed houses.
Sidste punkt på dagsordenen var de dystre ”Tower of London”, som vi desværre ikke fik set indvendigt, da det lukkede før vi nåede frem til det. Videre over den imponerende Tower Bridge gennem nogle fabriksgader til den nærmeste Underground.
Her var der stor trængsel, da folk netop på dette tidspunkt tog hjem fra deres arbejde. En elevator førte os ned til toget i modsætning til andre stationer, der alle har rullende trapper.
”Drengenes! Shorts gjorde stadig lykke. I busserne giver konduktøren dem billetter med et ”Værsgo Drenge”, og det er heller ikke uden bagtanke at stikkelsbærgrøden serveres i Børne-semulje!!
I aften kom Mr. Catelhpole ind til Youth Hostel for at hilse på os – dog varede audiensen kun ganske få minutter.
I øjeblikket er det ganske umuligt at skrive mere, da Tenna har fået et af sine 5 minutter.
En meget interessant sidehistorie: Efter dagens middag råber Herbergs-Far:
”Two for washing up!”
Ruth og Josephine fra Manchester melder sig. De vasker op, snakker sammen og bliver venner. De skriver og holder kontakt hele livet. Se også Marias historie “Bill & Ruth” som omhandler Ruths interesse for England. Især Josey’s breve er bevaret og der er trykt en bog: ”The Josey Letters – 1946-2009”, LULU 2018 .
The Josey Letters: A lifetime of letters from Josey in Manchester to Ruth in Copenhagen, 1946 through to 2009, transcribed from the handwriting and supplemented with photos from the two family albums, plus assorted background materials from both countries.
Lørdag gik turen til Tower, der var meget interessant. Navnlig et par fede skræppende ravne, der spankulerede om på henrettelses pladsen, fik der til at løbe koldt ned ad ryggen.
Tower of London.
Fra Tower tog vi med bus ud gennem East-End, fattigkvarteret. Der dækker et uhyre areal, og i hvilket der vist ikke er eet hus, som bomberne ikke har været ude efter.
Turen skulde gå til den berømte 2 km langs Backwall Tunnel, der ligger under Themsen. Vi spadserede igennem den, men der var et frygteligt sug og spektakel, hver gang et køretøj passerede os. Selv de høje busser havde deres rute herigennem, og vi følte os egentlig meget bedre tilpas, da vi igen så dagslyset på den anden side af tunnelen.
Backwall tunnellen under Themsen. – Lion Brewery (Read the story Lion Brewery).
Videre gik det ud til Greenwich Observatoriet Jordens midtpunkt.
Derfra tilbage med en sporvogn til vandrehjemmet, hvor vi huj og hast klædte os om, for vi var nemlig alle inviteret til spisning kl. 7 hos en dansk familie i Chiswick.
At det blev en stor succes, er vist unødvendigt at bemærke. Familien havde en vidunderlig terrasseformet have, som strakte sig ned til Themsen, der dovent flød ud efter havet, da det netop var ebbe.
Kl. 9:30 tog vi afsted med den storartede familie, for at nå hjem til vandrehjemmet kl. 11, altså 1½ times kørsel med tog og bus gennem byen, hvilket giver et lille indtryk af Londons størrelse. Der siges i øvrigt, at den dækker et areal så stort som Nordsjælland.
Søndag morgen tidlig gik turen med Underground og tog ud til kongens sommerresistens ”Windsor Castle”. Samtidig så vi den gamle kostskole Eton, hvor eleverne bærer de komiske stråhatte om sommeren og høje silkehatte om vinteren.
Især drengene blev fristet af ”Ismanden” der solgte ”Diploma ICES”.
Eton College.
Landskabet herude var vidunderligt om end noget bakket. I øvrigt var vejret ret ustadigt hele dagen, og det var helt rar at komme ind til Youth Hostelet igen om aftenen til spisetid.
Mandag morgen startede vi til Leatherheed Youth Hostel, som ligger ca. 45 km fra London i sydvestlig retning. Det tog os nogle timer at undslippe London og forstædernes gader, og der er egentlig ikke noget epokegørende at berette fra denne tur (ank 4487 ~191 km fra start).
På vej mod Leatherhead.
Leatherheed Youth Hostel er et meget gammelt og idyllisk hus. Og vi blev overordentlig hjerteligt modtaget ved ankomsten af værtsfolkene. Ikke 20 minutter efter vor ankomst stod der en kop dampende te til hver af os. Bagefter hyggede vi os i pejsestuen med forskellige danse og sange, som de flinke værtsfolk, kunne et utal af.
Ved starten næste morgen fik vi en hel del tyggegummi og bolcher af værtfolkene. Desuden fik vi en plade chokolade af et flinkt gammelt vandreægtepar, der øjensynligt må være faldet for den danske charme!
Den dag havde vi den længste og mest anstrengende tur, da det terræn vi skulle igennem, var bakket – ja, det var næsten små bjerge, vi asede op ad. Vi kørte igennem et meget idyllisk landskab hele dagen. Husene var ældgamle og maleriske. F.eks. var kroen Blechingley, hvor vi spiste lunch helt fra år 1388.
Om aftenen ankom vi endelig til Kemsing, hvor Youth Hostelet lå højt oppe på bakkesiden med vid udsigt ned over den lille by. Værten viste sig at være lidt mut til at begynde med, men han var dog vist ikke så slem, som han vilde give det ud for.
Egnen var vidunderlig, skøn med umådelige højdedrag, hvor vi om aftenen gik op for at se den skønne solnedgang.
Ved afgangen fra Kemsing onsdag morgen viste kilometertælleren 4534 (~ 238 km start). Regnen strømmede ned, og himlen var trøsteløs, til hvilken side man end så hen, altså kunde det ikke nytte at vente på opholdsvejr, så vi startede modigt. Efter en halv times kørsel var vi gennemblødt til skindet, og en punktering gjorde naturligvis ikke turen behageligere.
Desværre havde Ruth fået et maveonde netop den dag, og det var ikke få gange hun måtte stå af cyklen for at ofre.
Ved middagstid nåede vi færgestedet, hvorfra vi sejlede til Tilbury på ca. 15 minutter. Regnen strømmede stadigvæk ned, og vi var lykkelige over at kunne holde rast i en gammel landevejskro ved 2-tiden. Der var ingen ende på krofolkenes hjertelighed. Vi fik vore våde klæder tørret i køkkenet ved ildstedet og Ruth blev puttet i seng ovenpå i et af gæsteværelserne.
Ved afskeden gav vi dem en halv æske Camembert, som en ringe tak for gæstfrihed, og jeg har aldrig hørt et mere spontant glædesudbrud end det værten udstødte ved synes af denne ost. Han formelig spillede bold med æsken af henrykkelse.
Lidt senere på dagen klarede vejret op, og vi nåede i ret udmattet tilstand Maldon Youth Hostel, hvor man ventede os!
Nu var Hviid også blevet dårlig og det viste sig i løbet af natten at endnu to, nemlig Vera og jeg måtte op for at ofre. For Veras vedkommende skete dette fra den øverste køje og ned i hendes sadelbetræk, der lå nede på gulvet. Jeg selv havde blokeret toilette på samme tid, så der var ikke andet for stakkels Vera at gøre, end at blive i køjen.
Næste morgen var Ruth delvis all right, medens Vera, Hviid og jeg lå temmelig sløve hen til op ad formiddagen.
Selve dagen gik med at ”shoppe” – vi skulde jo have brugt vore engelske penge, da det var vores sidste dag i England, og det var ikke små partier, der blev købt af kakao og tobak.
Det var ganske rart at have en dase-dag i Maldon, og vi nød det alle i fulde drag at kunne drive omkring i denne lille idylliske by.
Om aftenen var vi på en dejlig spadseretur langs floden, Blackwater, som slynger sig igennem Maldon. Målet for turen var Beeleigh Abbey et gammelt romantisk herresæde fra 1180. Oprindeligt blev det bygget af en munkeorden, men det ejedes nu af en Lord Foyle. Vi blev vist omkring i alle de store værelser med de kostbare møbler, tæpper og samlinger af bøger og porcelæn. Ligeledes så vi den store park. Hvor der voksede en mængde roser, laurbær, figen og oliven.
Beeleigh Abbey
Samme aften gik vi tidlig til køjs, for vi havde er ret god afstand at tilbagelægge næste dags formiddag.
Afgang fra Maldon fredag morgen højt humør over hele linjen. Enkelte var dog lidt vemodige ved tanken om at skulle forlade England, hvor vi havde mødt så megen venlighed. Med kun en punktering nåede vi Parkeston ca. kl 11. Tolderne var os stadigvæk venlig stemt, og i løbet af kort tid var vi klar til at gå om bord i vidunderskibet ”Kronprins Frederik”, hvis komfort og hurtighed vakte vores dybeste beundring.
Total kørt på cykel 375 km og på grund af dårlige ”krigs” dæk adskillige punkteringer. (HJ)
Overfarten varede kun 20 timer, og Nordsøen viste os denne gang sin blide side. Det var blikstille og solskin, hvad mere kunne vi forlange. Så dukkede da Esbjerg frem i det fjerne, og uden vi tænkte nærmere over det, lagde vi til.
Nu måtte vi desværre tage afsked med nogle af flokken, der skulde til Ålborg, Skive etc. resten slog sig ned i Expressen, der skulde føre os til Sjælland.
Undervejs blev der ikke sagt ret meget, men jeg tror nok, at vi alle i tankerne sad og gennemgik den vidunderlige tur, vi havde haft, og som jeg vil ønske en dag bliver beskåren enhver Dansker, der har udve.
ELSE RIBER sammen med Ruth
henryhogh 