Om morgenen den 1. september havde jeg fået det første fødselsdagsbrev fra Ingeborg i Malling . Det var kommet en dag for tidlig, og da vi ikke kunne holde rede på datoerne, troede vi, det var min fødselsdag. Lidt længere hen på formiddagen gik det op for os, at vi var forkert på den med tidsregningen.
Lørdag d. 2. september opnåede jeg så at holde fødselsdag i Paris. Ellers plejer det at være Ruth, der fejrer sin fødselsdag på de mærkværdigste steder, i Wales eller på de norske fjelde. Denne gang var det altså min tur. Det var jo en glæde at få hilsener fra alle vore børn med: Alt vel! Samt lykønskning.
Sådan beskriver Emry Kølster – Marias Morfar – i sine erindringer ”Minder gennem småt halvfjerdsindtyve år” sin 69 års fødselsdag i 1950. Postvæsenet var dengang velfungerede så postkortene ankom til hotellet i Paris på dagen. Gad vide om det kunne lade sig gøre i dag ??
Emry og Astas tur til Paris er i detaljer beskrevet i blog-posten ”Paris tur – retur 1950”. Her er et kort resume af deres mange uforglemmelige oplevelser:
Ved afrejsen fra Vesterbrogade var både familie (William, Eva og Hans med og drengene samt Aage) og venner (Frk. Kielsen) mødt op. I 1950 var det endnu ikke så almindeligt med charter rejser. Det var derfor en større begivenhed at tage på busrejse.
Emrys skitse af rejseruten viser de vigtigste byer de passerede igennem. I Hamborg var der stadig masser af ruiner efter barbardementerne i krigens sidste år 1943-45.
Rejseselskabet blev indlogeret på Hotel Select, som nok har været af noget mere beskedent karakter end da Maria og jeg besøgte Paris i 2011.
Restaurant Le Regent blev deres favorit spise-sted, fordi tjenerne og inspektøren var så hyggelige og maden var fortrintlig, hvilket jo var et ekstra plus. Der blev endda taget hensyn til selskabets tyggeredskaber, så der også blev serveret fisk eller anden lettyggelig mad i stedet for dagens ret, der ofte var bøf eller noget lignende, der bedre egnede sig til unge mennesker med 32 “ægte” tænder i behold.
Highligts fra Paris
Er man i Pris er det et “must” at besøge “Den ukendte soldats grav” ved Triumfbuen. Selskabet besøgte naturligvis også de andre berømte steder som Eifeltårnet, Louvre, Tuilerrierne, Notre Dame kirken, hvis størrelse tillod, at der et sted var skrifte, et andet andagt, et tredje en temmelig stor begravelse. et fjerde sted fromesse, og samtidigt gik vi måske 100 turister og så os omkring i rummet.
Turen bød også på “Paris ved nat” og her lod Emry og Asta sig også lokke med. Turen gik ad Montmartre til. I en af de snævre gyder kom de til et lokale med en dame der sang med apacher, der dansede med deres piger. Det så meget voldsomt ud, idet pigerne havde benene mere opad end nedad. Toulouse-Lautrecs har illustreret det med en kabaretplakat. Et andet sted dansede selskabet selv mellem de optrædende og Emry fik en dans med en fru Jensen fra København, en vals der næsten varede 20 minutter. Emry nævner den fordi Aage inden de kom hjem havde hørt to piger på fabrikken tale sammen, og den ene fortalte den anden:
“Og min mor dansede i Paris med en kordegn fra Holbæk.”
Nyheden var ilet afsted per luftpost (det var før iPhone og SMS) før Emry og Asta nåede hjem.
Efter denne anstrengelse kom selskabet til en restaurant og der blev serveret et glas absint, der smager af lakrids, men har en temmelig kraftig styrkegrad. Hverken Asta eller damen ved hans venstre side kunne lide væsken. Emry fik derfor alle tre glas, hvad der slet ikke ifølge hans eget udsagn påvirkede ham. (Drikker man for meget kan det let gå som absint drikkeren på Degas billede.)
På en spadseretur gennem gaderne kom de til Rue de Budapest og her bemærker Emry, at der næsten ud for hver ejendom står en dame, der tilsyneladende er ude for at møde gemalen, når han kom fra sit arbejde. Ved at se en vindues-udstilling af malerier kommer Emry lidt bag selskabet. Det resulterede i, at han modtog ikke mindre en fem gæstfri indbydelser til at gå indenfor. Damerne blev dog ikke fornærmede, når han rystede på hovedet og sagde:
Non, merci, madame!
Damerne smilede kun og så efter andre herrer. I 2011 da Maria og jeg ville gå i Emry og Asta “fodspor” var damerne åbenbart alle pensionet for gaden var lå tom og øde hen – kun parkede biler.
Loppetorvet var et andet sted, hvor specielt damerne var interesserede, idet der var varer af alle brancher – ikke mindst hvad det hører til påklædning.
Efter disse nogle begivenhedsrige dage gik busturen atter mod Danmark og de blev på Holbæk banegård modtaget af LP, hvorfra dette billede stammer.
Hjemme på Marthavej blev Emry og Asta helt rørte ved at se Ruth kvik og Ermegard og lille Søren smile. Bordet var pyntet med blomster og lys, som var de vendt hjem fra bryllupsrejse. Emry kalder det i sine erindringer en meget forsinket sølvbryllupsrejse.
,
henryhogh 