I 1981 og 1982 var jeg på studieophold i Edmonton, Canada ved University of Alberta. Det var en oplevelse for livet for naturligvis lærer man meget ved at se fremmede skikke, men Willem som jeg var hos, var hvad man vist godt kan kalde en ikke helt ”gennemsnitlig” professor. Det var ikke alt, hvad Willem foretog sig man skulle tage ved lære af, men han har været en stor inspirationskilde både for mig og mange andre studerende og forskere. Jeg vil her kalde ham min ”Canadiske Mentor” og give en beskrivelse af Willem og specielt om de mange historier der kan fortælles om ham.

Efter at Willem havde færdiggjort sit PhD project 1976 i Manitoba, Canada blev han inviteret til Danmark for at sætte gang i forsøg med ”fistulerede” grise, som han havde arbejdet med i sit PhD projekt. (Fistulere dvs indsætte et rør ved enden af grisens tyndtarm med mulighed for at udtage prøver. Herved kan man få  kendskab til grisen udnyttelse af foderet og kan fodre dem med mindre foderspild). Jeg arbejdede på det, som dengang hed ”Landøkonomisk Forsøgslaboratorium” på Rolighedsvej, Frederiksberg (se min artikel om dette emne). Min boss – Just – ville gerne i gang med forsøg med ”fistulerede” grise for han kunne godt se, at det ville blive et ”hot” forsøgsemne. Willem blev betalt af forskellige fonde, Just var god til at skaffe penge.

Forsiden af Willems PhD Thesis. – Hele Justs mandskab i 1977: f.v. Willem, Brita, Asahida (Japansk gæst), Makonnen, Just og som rosinen i pølseenden – yngste manden – mig selv (HJ).

Som sagt skulle vi i gang med at lave forsøg med ”fistulerede” grise. Willem skulle jo som ekspert vise vores dyrlæge Makonnen, hvordan det skulle gribes an. Som det måske fremgår af billedet var Willems kompetence ikke ligefrem en god operations-assistent (fingerede alle steder og i den dur). Han blev derfor ”fyret” som op-assistent.

Det blev min chance, jeg blev forfremmet til ”op-assistent” og Willem blev degraderet til ”benholder”. Jeg har senere fortsat lidt i den branche og efterhånden ”fistuleret” flere hundrede grise. Det andet billede viser (HJ) senere i Canada meget koncentreret og i fuld ”uniform”.

Et par billeder fra griseforsøgene. – Willem synes vist ikke helt godt om lugten i ”bageriet”, vi andre havde helt vænnet os til det. – Willem inde og hilse på en af ”vennerne”.

Medens Willem var i Danmark købte han en VW Rabbit, som han fik sendt til Canada, hvor han blev ansat på University of Alberta. Inden han rejste blev det aftalt, at jeg skulle på studieophold ved University of Alberta.

En enkel historie fra Willem tid i Danmark. Willem elskede en hurtig kop Nescafe og han kom ofte over til Eggums gruppe på Rolighedsvej. Herovre satte han straks en kedel vand over til en kop Nescafe og typisk for Willem glemte han alt om det. Resultatet var som man kunne forvente – en total udbrændt vandkedel. Willems kommentar har sikkert været nogen i den her retning: Øh Åh …

I januar 1981 havde jeg fået visum og arbejdstilladelse til Canada og jeg drog afsted.

Mit flotte stempel fra Canada Immigration, som udløb ved årsskiftet i 1981. Jeg fik det uden problemer forlænget. – Mit Social Insurance Nummer der sikrede på samme måde som i Danmark.

Jeg har i en tidligere artikel beskrevet lidt om min ankomst og hvordan det var at bo den første tid i studenter miljøet på ”Lister Hall”. Jeg beskrev ligeledes hvordan Willem og jeg fejrede Julen 1981.

University of Alberta campus.- Øverst Lister Hall. – Noget af det ældste.

 Willem havde på universitetet fået penge og sat gang i forsøg – specielt med ”fistulerede” grise og jeg blev strakt involveret. Han var meget god til at skaffe penge til forsøg, hvilket gjorde nogle af hans kollegaer noget misundelige. Willem skulle vise og introducere mig til faciliteterne ude på ”The University Farm” da han skulle i gang med et nyt forsøg.

”The University Farm” lå ude på ”landet”, men omgivet af byen Edmonton på alle sider. – Charline og Brenda er ved at klargøre en gris til operation. – Den gamle Farm bygning, hvor grisene boede.

Vi tog ud på Farmen og Willem var med til første gris. Da den var klaret, sagde Willem at han havde noget han skulle gøre inde på Universitetet og pist væk var han. Der stod jeg, men det var da en udmærket måde at komme i gang – fuldstændigt overladt på egen hånd, skulle der laves noget, ja så var der kun én selv til det. Willem talte ofte om at han nok skulle hjælpe med det praktiske ved forsøgene, men vi så nu aldrig noget til ham. Han kunne komme forbi, men så snakkede han altid så meget, at man blev helt forstyrret og kunne glemme, hvad man egentlig var i gang med. Det er noget man lærer af.

Willem var fantastik til at finde ud af hvad der rørte sig på sit fagområde. Når han var til konferencer var han sjældent inde på møderne – altid ude og ryge eller hvis der var mulighed for en øl – men han viste altid, hvad der foregik og kunne komme i kontakt med dygtige folk, som han kunne invitere til Edmonton til at lave forsøg.

Her en episode fra et ”Protein Symposium” i Clermon Ferrand i Frankrig. Willem og en kollega var ude i byen for at nyde et par øl. Da de sent skulle tilbage til hotellet kunne de ikke huske hvilket hotel de boede på. De kom til jernbanestationen, men her blev de smidt ud da den skulle lukke. Men heldigvis var der jo godt vejr, så næste morgen da vi andre ankom til konferencen sad Willem og hans kollega nok så flot ude på fortovsrestauranten og fik en fransk kop mokka til at kvikke op.

Willem i færd med at ”fikse” sin Rabbit i Franks workshop ude på ”Farmen”, Kirsten yngste datter kigger på. Det er den samme ”Rabbit”, som han købte da han var i Danmark.

”Rabbitten” klargøres til en tur til Boseman i Montana, hvor Willem skulle holde et foredrag for farmere og konsulenter. Jeg var inviteret med for underholdning og på turen talte vi selvfølgelig om løst og fast. Der var masser af tid for turen fra Edmonton til Boseman var på 1100 km og Rabbitten kørte ikke så hurtigt, specielt da vi nåede Montana, hvor der var nogle småbjerge.

Vi havde en lille vandbeholder med dypkoger der kunne anvendes i bilens cigarettænder, hvis ikke lige Willem skulle have ild på en cigaret. Bilen var jo ikke ligefrem nogen ”ikke ryger” kupe. Dejligt med dybkogeren, der ganske vist efter lang tid kunne producere varmt vand til vores Nescafe. Med et par dejlige kopper kaffe diskuterede vi blandt mange andre emner,

måske kunne vi lave noget med nylon poser

Altså putte små mængder foder (1 til 2 gram) i en nylon pose med meget små huller og så lade dem passere igennem en gris. Efter passage af posen finde den igen (hvilket ikke er så let som man tror), derefter tørre og analysere hvad der er tilbage samt beregne hvor meget grisen kan udnytte. Fodelen er naturligvis den lille mængde materiale der kan måles på.

Efter hjemkomsten fra Montana gik jeg straks i gang med forsøget. Det viste sig, at blive en succes og foreløbige resultater blev publiceret i ”Feeders Day Report”.

Kort over den 1100 km trip fra Edmonton til Boseman i Montana. – Feeders Day Report med de første resultater fra Nylon Bag forsøget.

Willem var god til at lave ”PR” om forsøget og det viste sig også, at metoden blev taget op på mange universiteter og forsøgsinstitutioner verden over. Succes-raten i de akademiske kredse måles bl.a. i hvor meget et ”paper” bliver citeret af andre forskere.

En søgning og print fra “Web of Science” viser at Willem til dato er forfatter eller med-forfatter til 277 “papers” og nummer 3 på listen er paperet hvor vi har beskrevet Nylon Bag Teknikken, det er til dato citeret 153 gange. Willems nummer 1 på listen har jeg i øvrigt også medvirket til, idet jeg medens var i Canada, har jeg fundet alle de forsøg der er rapporteret, samt lavede en foreløbig rapport.

Når jeg på forskellige konferencer har mødt andre af Willems tidligere studerende og kollegaer udveksler vi altid de mange historier der går om Willem og hans meritter. Vi har også talt om at vi burde holde en ”reunion” for at genopfriske og fortælle historierne. Jeg vil her gengive et par af historierne.

En af hans PhD studerene har fortalt denne: Willem og nogle af hans studerende var ude og spise pizza. De havde sikkert også fået et par øl – især jo Willem. Efter de havde fortæret pizzaerne foreslog Willem, at de skulle snige ud gennem toilettet uden at betale. De andre lod som om de var med på ideen. Da de var kommet ud til bilen kom værten løbende – og Willem blev helt bleg og troede nu var de i problemer – værten ville bare aflevere en hue som var glemt. Den studerende fortalte mig senere, at han havde betalt regningen og det var således kun Willem der troede de var løbet uden at betale.

 

En anden historie hvor jeg selv var involveret: Det andet DPP (Digestive Physiology in Pigs) blev afholdt i Versailles uden for Paris. Det var efter jeg havde været i Canada. Willem havde i sin sædvanlige stil ikke bestilt hotel. Da vi kommer til symposiet spørger han mig, hvor jeg bor og om han kan sove der, hvilket jeg siger, er OK. De første par dage går det OK, Willem slipper ind og ud uden alt for megen opmærksomhed, men værten er efterhånden blevet lidt mistænksom og synes der er flere mennesker end der er betalt for. Sidste dag er gode råd dyre, hvordan får vi Willem listed ud uden at han kommer gennem receptionen. Nu er det så heldigt, at Just min danske boss har værelse ud til gaden. Just er lidt betænkelig ved den her affære, men vi får Willem ind på Justs værelse åbner vinduet og Willem kan springe ud på gaden uden at blive bemærket. Den sidste dag skal vi overnatte i Paris inden vi flyver tilbage og vi har stadig Willem med. Her gider vi ikke snige nogen med ind, så Jose der var den bedste til fransk meddeler i receptionen, at vi er en mand ekstra. Receptionisten der er en rigtig frankmand slår ud med hænderne og siger, i Paris er sengene ”grand lit” så det betød ikke noget.

 

Campell, en kollega til Willem medens han studerede i Manitoba, har fortalt denne historie: Campell var til en konference i Warszawa. Willem skulle også give et indlæg på konferencen, da han oprindelig er fra Holland mellemlander han der for at besøge familien, lejer en bil og kører til Warszawa. På en eller anden måde blev han involveret i et sammenstød med en sporvogn og måtte på politistationen for at afgive rapport. Han havde naturligvis ikke booked hotel, men fandt ud af på hvilket hotel Campell boede på. Ankom til hotellet og udgav sig for Campell og fik nøglerne til værelset. Da Campell senere kom tilbage til hotellet – ja, hvem sidder der og troner – naturligvis hans gamle ven Willem fra Manitoba. Men det var nu ikke det værste, som Campell senere forklarede, Willem rejste først og da Campell senere skulle afsted kunne han ikke finde sine sko, der var kun et par slidte af Willems. Den historie bidrog naturligvis til stor morskab for Willems gamle venner.

This slideshow requires JavaScript.

Indgangen til Animal Science Department, min cykel står parkeret udenfor. – Her nydes et kop Nescafe og en kiks ude på Farmen i en pause i et forsøg. – En beer nydes på vej til Peace River, hvor Willem skal give et indlæg, sammen med Janus, polsk gæsteforsker. – Her sidst i april ses der stadig masser af sne.

Fagligt såvel som socialt fik jeg rigtig meget ud af mit Canada ophold. Jeg har her lavet en collage af de papers der efterfølgende blev publiceret.

Willem og Cristine var meget gæstfrie mod studerende og gæsteforskere, nogle gange måske inviteret  med den bagtanke at hjælpe med at forbedre hans hus, som nærmere betegnet var et ”Mobile Home” i Stoney Plain – et godt stykke uden for Edmonton.

This slideshow requires JavaScript.

Et slideshow til illustration af de sociale aktiviteter under mit Canada ophold.

Willem fik uddannet mange dygtige PhD kandidater. Her er han sammen med Roop Misir.