English Summary  In the story “Troubling Neighbors – Relocation – House Construction I” we followed Asta and Emry – Maria’s Grandmother and Grandpa – trouble with their neighbors at Ringstedvej 3 and their relocation to Ringstedvej 15. They bought land on Marthavej and planned to build their own house. The history reveals the obstacles Emry had to go through before moving into the new house.

I historien “Besværlige naboer – Flytning – Husbyggeri I” fulgte vi Asta og Emry – Marias Mormor og Morfar – besvær med deres naboer på Ringstedvej 3 og deres flytning til Ringstedvej 15. De købte grund på Marthavej og planlagde at bygge deres eget hus.

Byggeriet på Marthavej

Og så besluttede vi os endelig til at bygge. Der kom en travl tid med at tegne planer, med at få arkitekten til at udforme disse, med licitation og efter denne at få de nødvendige penge skrabet sammen. Der var dengang ikke noget, der hed statslån. Jeg blev hurtig klar over, at den I. og II. prioritet, jeg kunne opnå, langt fra forslog. Så fik jeg et pænt lån i Danmarks Lærerforenings låneafdeling ved at deponere min livsforsikringspolice. Men ak! – der skulle endnu mere til. Så henvendte vi os til svigermor i København, der også uden vrøvl gav os et stort lån. Resten lånte jeg af min mor.

Emrys svigermor Laura sammen med Ruth med sin dukkevogn. – Emrys Mor Ane.

På den måde kunne vi så endelig skride til værket. Nu ville der måske have været de svigersønner og sønner, der havde snydt sig fra disse lån. Jeg tør dog sige, at jeg hæderligt opfyldte mine afdragspligter. Mor sendte jeg i mange år renterne og indsatte afdragene på en bog i Holbæk. En skønne dag – en halv snes år efter sendte jeg hende en check på hele beløbet – 2000 kr. Jeg tror nok, det imponerede hende. Svigermor fik sine renter og afdrag i halvårlige beløb og indsatte dem efterhånden på en bog i Astas navn. Renterne fik Asta meget ofte med det samme. Afdragene til D.s. L.s låneafdeling var heller ikke så lige at undvære, men de indgik dog altid prompte såvel som afdrag og renter på første – og især anden prioritet, der skulle afvikles på 10 år. Vi kom da over det, men jeg ville nødig have de 10 år om igen, hvad angår udbetalinger. Når det gik, skyldtes det, at jeg, da overlærer Knudsen tog sin afsked, af menighedsrådet fik udnævnelse som kordegn i 5. honorarklasse med 1600 kr. om året, og det var dengang, kronen var først i pari, så jeg pludselig fik en årlig indkomst, der lå nær op ad de gager, de kongelige udnævnte overlærere, nu skoleinspektører, dengang oppebar.

Priser, timeløn og arbejdstid 1930, hvor huset på Marthavej blev bygget; 1955 hvor Emry skriver sine Erindringer og 2004 som er sidste år i indekset fra Industrimuseet.  Et eksempel Emry elskede kaffe – i 1930 skulle der arbejdes lidt over en time for et ½kg kaffe – i 1955 skulle der arbejdes næsten 2 timer. Derimod er priserne for rugbrød og pilsner i forhold til timelønnen stort set uændret.  

Vi kunne selvfølgelig have levet og klædt os flot for de penge ved at blive boende i nr. 17, men jeg syntes nu, at de 1600 kr. skulle bindes til udgifterne for opførelsen af et hus. Det er forresten den klogeste økonomiske foranstaltning, jeg har foretaget i mit liv. To nabohuse kostede for to år siden deres ejere 53.000 kr. pr stk. at opføre. Jeg udbetalte ialt 9999 kr. til håndværkere, arkitekt og til stempler. Kom der end mere til af forbedringer, vej, kloak, o.s.v., så tør jeg dog sige, at jeg ikke nåede de 17.000 kr., og det skyldtes endda, at jeg ofrede 700 kr. på en ny kælder, et nyt centralfyr og ikke at forglemme grunden. Renter og afdrag beløb sig nogenlunde til det samme, som jeg blev lønnet med som kordegn, så vi havde da min lærergage at leve af i de halve snes strenge år.

Byggeriet skulle foregå om efteråret og vinteren 1929-30. I september kørte jeg ca. 100 hjulbørfulde jord af byggepladsen for ikke at skulle arbejde resten af mit liv i en have med lerjord. Det betalte sig. Jorden fra kælderudgravningen fik jeg lov til at anbringe i et hul på møller Hansens jord, der, hvor nu præstegården ligger. Det sparede en del penge til kørsel.

Inden Emry fik jorden kørt bort beretter Ruth, at William og hende legede meget sammen og havde det herligt med den store jordbunke, som lå i haven efter udgravningen af kælderen. Den gled vi nedad og blev godt snavsede bagi.

Havde jeg haft et par tusind kr. i reserve, var der også blevet indrettet kælder under den store stue. Men hekse kunne jeg ikke, så vi måtte holde os til den lagte plan, hvorefter der så blev bygget.

Luftfoto fra 1930erne huset på Marthavej 5 er bygget, rød pil viser Emrys rute (gul) med de 100 trillebørfulde lerjord. – Emrys trillebør – her er det Ermegaard og Lotchen der promenere.

Byggeriet forsinkes af frost

Det gik forholdsvis hurtigt i begyndelsen. Huset blev rejst og teglene hængt på. Men så kom desværre ved juletid en streng vinter, der aldrig syntes at få ende. Da der ingen kloak var, fyldtes kældrene med mindst ½ m grundvand, som frøs lige til bunden, og håndværkerne holdt sig væk. Da vi skulle flytte ind 15. april, blev jeg nødt til at slå i bordet for håndværkerne. Først måtte jeg betale en arbejdsmand for at hugge isen op, så der kunne anbringes en grubekedel og en pumpe i kælderen. Dernæst gik vi væk fra kakkelovnssystem til centralanlæg, så huset kunne opvarmes. Da der ingen plads var til centralfyret, måtte jeg lade bryde et hul ind i det parti, der ikke skulle være brugt som kælder. Leret her var frosset ½ m fra siden og indefter. Det tog et par dage at komme igennem. Da rummet var formet, blev ovn og rør anbragt, så huset kunne tøs op, og nu kom der endelig gang i foretagendet. På grund af den knappe tid havde håndværkerne svært ved at komme til for hinanden. Vor lejlighed i nr. 17 skulle imidlertid overtages af forretningsfører Kielberg d. 15., så der var ingen vej udenom.

Ruth beretter om flytningen: Jeg husker lidt af flyttedagen, hvor vi sad i lejligheden på Ringstedvej 15 og spiste forloren skildpadde, da vore efterfølgere i lejligheden. Kielbergs  ankom med deres flyttelæs, men ud kom vi da, og Far havde lånt en trækvogn og ligeledes Søren Pedersens hestevogn til at flytte de tunge ting op til nr. 5.

Alt, hvad vi havde af møbler blev stablet sammen i en pyramide midt på gulvet i den store stue. Sengene blev dog båret op i soveværelserne, så vi i det mindste kunne komme til ro om aftenen. Imens arbejdede blikkenslagere, rørlæggere, malere, elektrikere o.fl. a.

Hvor langt vi var nået med gas og lys, husker jeg ikke. Det nødtørftigste var dog vist så vidt, at vi kunne klare det nødvendigste. Hvor mange dage der gik, inden de var færdige, erindrer jeg ikke, men det fik da ende til sidst. Huset skulle være afleveret l. april. Men vi kan vel henføre den strenge vinter under force majeure. Frosten og isen i kælderen havde medført, at huset faktisk knækkede midt over. Bruddet kunne tydeligt ses helt op til taget. Da det endelig blev tøvejr, sank det sammen i sit oprindelige leje igen.

Ruth beretter om Marthavej 5: Her i vort nye hus begyndte en hel ny tilværelse for os. Det var jo vidunderligt at bo i eget hus med børneværelse, pulterkamre, hvor man kunne gemme sig og lave huler altan med udsigt over frugtplantagen ved siden af og de 2 døre, mellem hvilke man lige kunne klemme sig ned og sidde og læse – den store stue med paneler og 2-3 vinduer til haven var de første år spisestue og den lille dagligstue.

Altanen med Asta samt børn og legekammerater. – Huset set fra vejen med William og de 2 hjørnevinduer, hvor Emry havde sit kontor.

Fars kontor var også hyggeligt med den røde plyssofa og billederne på væggen af Farfar, Farmor og Anna, Fars første kone, som var død af den spanske syge. Her lugtede der altid lidt af pibetobak. Far brugte det både som kontor, når han skrev attester (det var kirkekontor, hvor folk kom for at få skrevet fødsels- dåbs- vielses- og dødsattester), så der var en stadig strøm af mennesker. Men desuden skrev Far alle sine sange her. Han havde en lille skrivemaskine, (jeg har set den samme på museet i Helsingør). Dette rum havde vinduer mod øst og syd, så der var dejligt lyst. Ude i entreen var “rørrummet”, hvor støvsuger, koste og noget af vort gamle tøj var anbragt.

Fra de første dage i huset husker jeg den stærke lugt af maling, og da gassen ikke var i orden, måtte Mor koge mad på et primusapparat.

Når man lige kom ind gennem hoveddøren, var der en trappe op til l. sal med pigeværelse, børneværelse, soveværelse og badeværelse, som dog ikke havde bruser de første mange år. Om sommeren gik vi ned i kælderen og tog bad i en balje, om vinteren kom baljen op på toiletrummet. Dette rum var meget optaget om morgenen, da alle skulle til derinde, og det hændte, at vi vaskede os ved håndvasken, mens Far barberede sig på den gammeldags facon med kniv og kost o.s.v.

Måske har Emry barberet sig noget lignende som Charlie Chaplin i scenen fra “The Great Dictator”.

Men det gik altsammen ret gnidningsløst. Vi havde alle startet dagen med at drikke kogt vand med et stykke sukker til. De fleste af os gjorde gymnastik efter radioen. Mor var meget glad for kaptajn Jespersens instrukser. (Læs historien om “Kaptajn Jespersens Stavgymnastik”).

Køkkenet var ret lille, men hyggeligt med en tallerkenrække og en buffet og glasskab. Bagefter kan man jo nok regne ud, at det har været meget besværligt, når bageovnen skulle løftes op fra gulvhøjde til et udtræksbord, men den blev flittigt benyttet, f.eks. bagte Mor altid et franskbrød og en kage om fredagen. Ellers var det jo mere til festlige lejligheder som jul og fødselsdage, at der blev stegt stege i den. Lagkager og sirupskager var Mor særlig god til at bage, men hun veg ikke tilbage for at bage kræmmerhuse og naturligvis alle slags småkager til Jul.

Emry var ikke glad for den manglende kloak: Det varede en tid, inden vi kunne glæde os over vor nyerhvervelse, ja, der gik egentlig flere år. Årsagen hertil var en manglende kloak. Ja egentlig var der et kloaksystem, men det var temmelig umuligt, idet vandet løb fra kælderen ud i en såkaldt sivebrønd, der havde den fejl,

at vandet ikke kunne sive, men blev stående.

Når det nåede en vis højde, løb det ud i en snæver rørledning, der førte ind i nr. 17’s gård, hvor en kloakbrønd modtog det og førte det videre ud i kloakledningen på Ringstedvej, –

når det altså gjorde det.

Alt for tit kom der melding fra nr. 17, at nu var ledningen ud til vejen stoppet, og vandet stod op i alle kældrene i nr. 17, og det var selvfølgelig vor skyld. Så måtte jeg hen i gården, sænke et eller andet ned i brønden at stå på og derpå med en lang hegnstråd finde udførselshullet til den rigtige kloak, forsøge at få den igennem i en længde af ca. 12 m. Lod det sig gøre, blev der pludselig passage, og så strømmede vandet ud. Ikke altid var dette tilstrækkeligt. Ofte måtte jeg låne – for gode ord og betaling – et stålbånd hos stenhugger Knudsen, og undertiden have en af hans mænd ud at ordne det. Det skete ret hyppigt, at jeg i udførselen fik en gammel pensel eller et stykke brænde med tilbage, hvorfor jeg den dag i dag har en mistanke om, at maler Henriksen, som ikke kunne lide mig, jeg ved ikke hvorfor, med hensigt puttede noget ned i brønden for at stoppe udførselen.

Emry i bagklogskabens klare lys: At den førnævnte sivebrønd ved vort eget hus lå så højt, at vi måtte pumpe vandet fra vor kælder op efter hver storvask, nævner jeg kun for fuldstændigheds skyld. Havde jeg forudset alle disse kvaler, havde jeg ikke bygget i 1929, men ventet til vejen var kloakeret, og jeg kan egentlig ikke forstå, at byggeudvalget gav mig byggetilladelse. Den eneste forklaring er den, at der som nu var boligmangel, hvorfor byen rask væk gav byggelystne dispensation. Selvfølgelig skyndte jeg mig at få holdt vandsyn på ejendommen. Og nu begyndte nogle meget omstændelige forhandlinger mellem os grundejere på hele det areal, der nu hedder Kathrinetoften, om kloakker, nedlægning af vandrør, gasledninger, vejbredde, fortov, stikledning er, o.s.v. Amtet var uinteresseret i disse arbejder og mødte med en professor Lütken som sagkyndig. De havde jo også arealer, der blev berørte af reformen.

Vi havde det ene møde på rådhuset efter det andet, og endelig faldt kendelsen: Der skulle omgående begyndes på det hele og udgifterne pålignes hver grundejer efter størrelsen af hans areal. Kloakken kom til at ligge 3½ m under vort kældergulv, og jeg glemmer aldrig den glæde, det var for mig den dag, da vandet i vor kælder pludselig sank, og vi kunne styrte den ene balje vand i risten efter den anden og se den forsvinde.

Vi havde jo nogle sure naboer, der gjorde alt, hvad de kunne for at slå projektet ihjel. Jeg skal ikke nævne navne. Det lykkedes dem altså ikke. Anlægget afleveredes til kvarteret den 14. sept. 1938. – Det blev mig, der som grundejerforeningens formand havde den glæde at forevise det nye kvarter for den stedlige presse. Jeg citerer fra et “klip” i et af bladene:

”Efter mange besværlige forhandlinger i 1934 mellem Kathrinetoftens grundejere og de omliggende naboer – amtet, byen, menighedsrådet, D.S.B., byggeforeningen ”Lyset” o.fl. større og mindre grundejere – med vandsyn, landvæsens- og overlandvæsens-kommission (Kendelse 1.11. 34) var kloakeringen en kendsgerning.”

“Lærer Kølster fremviste med berettiget stolthed kvarteret. Rammerne er i orden. Vi sagde at Kathrinetoften kalder. Ja, på bebyggelse naturligvis. Mulighederned er gode, frisk luft, fri udsigt, smukke vej og gode kloakforhold. Afstanden til byems centrum er ikke overvældende.”

---

Huset på Marthavej danner rammen om mange familie begivenheder. I næste afsnit bliver de omtalt og illustrert med billedkollager.