Engelsk Summary: Emry, Maria’s grandfather, writes in his memoirs “Memories through Seventy Years” of his Uncle Peter. His full name was Hans Peder Rasmussen (born 1864), but always simply called “Uncle Peter”. Emry knew Uncle Peter through a long life and he mentions him several times in his memories. He was a teacher at the Hejninge school in South Zealand for 40 years. I have compiled a story here.

Emry, Marias morfar, skriver i sine erindringer “Minder gennem småt halvfjerdsindsyve år” om sin onkel Peter. Hans fulde navn var Hans Peder Rasmussen (født 1864), men altid blot kaldet “onkel Peter”. Emry kendte onkel Peter gennem et langt liv og han omtaler ham flere steder i sine erindringer. Han var lærer ved Hejninge skole på Sydsjælland gennem 40 år. Jeg har her samlet en historie.

Emry beretter: Emrys søster Ingeborg blev født 1883 i Saltø By, hvor Emry far var lærer. Jeg var kun 2 år gammel og hvad jeg ved i forbindelse med hendes fødsel, har jeg fra morbror Peter, der dengang opholdt sig hos os som præparant. Titlen antyder, han skulle forberedes til optagelse på et seminarium. Han lever, nu 89 år gammel som pensioneret lærer i Hejninge gamle skole ved Slagelse. Da jordemoderen kom, blev morbror og jeg sendt ud af huset og fik husly hos en gammel kone i nabolaget,- Karen Nikolajs’. Meget mod sin vilje kom morbror til at fornærme hende ved efter et traktement at sige:

“Tak for te!”

– hvad han virkelig troede, det var. I en fornærmet tone gjorde hun ham opmærksom på, at det var kaffe. Den har antagelig været temmelig tynd.

Marias forældre besøger her Saltøby skole på en tur på “Memory Lane”. – Harald, Ingeborg og Emry. – Onkel Peter.

Det hændte jo ofte, at onkel Peter med seminaristhue besøgte os i sommerferien og så var der liv og glade dage. Onkel havde altid en masse anekdoter på lager. Han kunne spille og synge, kort sagt: Han havde charme. Jeg husker ikke alene første gang, han havde tante Elisa med, da de var nyforlovede, men også da vi var på Skoleudflugt til Flatø.

I min barndom kendte vi ikke til skolerejser som dem, vi nu foretager. Til gengæld foretog skolen hvert andet eller tredie år en udflugt til et eller andet naturskønt sted. Jeg husker bedst vore ture til Flatø – en lille ø i Guldborgsund. Forberedelserne var besværlige. Det gjaldt om at skaffe vogne til alle børnene og helst til forældrene med. De sidste uger kunne vist godt gå Far lidt på nerverne, da gårdmandsbørnene sædvanlig kom med den jobspost, at deres fædre ikke ville ofre en dag med heste og vogn på det. Der var stadig det ene eller det andet i vejen. Værst var det jo for husmandsbørnene, hvor der ikke fandtes hest på stedet. Men ikke desto mindre – på den fastsatte dag rullede den ene vogn efter den anden op og standsede ved skolen. Alle fik plads, og på det fastsatte tidspunkt rullede hele kortegen, en snes vogne, af sted mod det første mål, herregården Priorskov, hvor man staldede ind, hvorefter hele forsamlingen af forældre og børn begav sig ned mod sundet til en anløbsbro, der mest anvendtes til afskibning af sukkerroer.

Kortudsnit af Lolland-Falster med angivelse Grønnegade, Botø og Hasselø skoler. Markeret med blåt, det fælles mål den lille ø Flatø. – Flatø set fra Falster siden.

Flatø lå ikke længere ude i vandet, end man kunne råbe over, og den gamle fisker og hans søn var der omgående med hver en båd. Nu kom det værste. De fleste mødre var meget bange for at sejle og sad i angst for deres dyrebare liv, til de havde den faste jord under fødderne igen. Konerne hvinede ved den mindste bevægelse af båden som befandt de sig ude midt på Atlanten. For os børn var det et yderligere plus til dagens glæder. Efter at vi var roet derover fra Priorskovbroen, kom andre både til fra Falstersiden. I en af dem stod onkel oprejst omgivet af sine skolebørn fra Botø skole, i en anden befandt sig tante Elisa med sine syskoleelever fra Hasselø skole. Det var et smukt syn. Det har jo nok været aftalt skriftligt imellem dem og mine forældre i forvejen.

Vel ankomne i land bænkedes de mange familier om bordene i et lille krat ud mod vandet. Øvrigheden så dengang ikke så strengt på forordningerne om spiritusudskænkning. Fiskerfamilierne havde i forvejen forsynet sig med alt, hvad der ønskedes i den retning samt svensk sodavand og limonade til børnene.

Vi store drenge var ikke sene til at byde falsterpigerne op, og deres drenge gjorde pligtskyldigst gengæld med vore piger. Madkurvene, kaffen og anden drikke blev ikke glemt, og det var helt vemodigt, da bådene begyndte at glide til begge sider med vinken, hurra og på gensyn. Det var en dejlig tur.

Onkel Peter bliver 1890 i Væggeløse kirke på Falster viet til Kirsten Elisa. Samme år bliver han lærer og organist ved Hejninge skole. Som årene går bliver der født 5 drenge.

Emry beretter videre: Utallige gange har vi besøgt hinanden både i glæde og sorg, men husker heldigvis bedst glædesstunderne. Da jeg cyklede lidt mere, end jeg nu gør, dumpede jeg ofte ind i Hejninge skole. Jeg husker bedst årene, da de fem drenge alle var hjemme og imponerede ved hele cirkusnumre på plænen.

Luftfoto af Hejninge skole 1949. Det bemærkes en stor hestekastanje foran skole.

Maria og jeg besøgte Hejninge skole en skøn sensommerdag, hvor bladene var begyndt at falde. Maria står her ved den hundredeårige hestekastanje.

På Hejninge.dk  kan man læse historien om den gamle hestekastanje.

Det blev plantet lørdag den 17. april 1912, så det er nu over 100 år gammelt. Det var lærer Hans Peter Rasmussen, der plantede træet på gårdspladsen i Hejnínge Skole.

Når det er muligt at sætte en nøjagtig dato for plantníngen af træet, skyldes det, at lærer Rasmussen har fortalt, at det foregik samme dag, som der var total solformørkelse i Danmark. Det er noget, som sjælden sker, og det har været en stor oplevelse for skolebørnene. I en gammel dagbog kan vi læse om formørkelsen:

 ”Aviserne havde nogen tid før bebudet noget meget sjældent paa vore Breddegrader, nemlig en total Solformørkelse. Vi havde så godt Som alle sammen anskaffet os Glasstumper. Dem havde Vi tidligt paa dagen fået røgfarvet, og nu ventede vi i Spænding paa, at det skulle ske.

Det blev en uforglemmelig Oplevelse. Det Var en straalende Solskinsdag, og ganske langsomt mørknedes det. Den stærke fuglekvidren fra de mange Træer forstummede ganske langsomt for efterhaanden at tie fuldstændigt. Den første sorte Stribe Viste sig i Kanten af Solen, og ganske langsom blev Solen dækket af Maanens Skygge, og Mørket blev totalt. Imens stirrede Vi gennem de røgfarvede Glas paa det ejendommelige Fænomen, saalænge det varede. Det blev saa, mørkt, at enkelte Stjerner tegnede sig ganske tydeligt paa Himmelen.

Efterhaanden blev Formørkelsen mindre, og Solen kom ganske langsomt til Syne igen. De første smaa Fuglepip begyndte at lade sig høre, og snart lød en tusindtallig jublende Fuglesang fra de mange Struber.”

Onkel Peters villa (Foto fra Maria og mit besøg 2018) bærer navnet “Wedendal”. I Beboerbladet 2 sogne Hejninge og Stillinge Nr 6, 33. årgang 2010, side 46, kan man læse om Villa Wedendal.

Tæt ved Hejninge Kirke ligger der en smuk gammel villa, hvor der over indgangspartiet står WEDENDAL. Men hvorfor hedder den sådan, og hvor stammer navnet fra? Det skal der her gøres rede for. Villaen blev bygget i 1916 af lærer Hans Peter Rasmussen. Han blev født den 1. april 1864, altså midt under den 2. slesvigske krig, og han døde den 22. maj 1955, 91 år gammel. Han var lærer og organist i Hejninge fra 1890 til 1930. Også embedet som ringer ved kirken passede han, og for det fik han 20 kr. ekstra om året. Da der kom en ny ringer ved Hejninge Kirke, kunne Rasmussen fra sin bopæl holde øje med, om den ny mand passede ringetiderne.

Hejninge gamle skole brændte i 1916, men da var Hejninge ny skole allerede opført på Strandvejen 121 i 1911, den nuværende Trelleborg Friskole. Samtidig havde lærer Rasmussen købt den gamle skole, som altså brændte 5 år senere. Så fik han samme sted opført den ovenfor nævnte villa, som han kaldte Wedendal, fordi han var født på gården Hvedendal, som ligger lidt nord for Nørre Alslev på Falster. (For interesserede Læs historien Hvedendal).  Hans far hed Rasmus Ottesen, og hans bedstefar var den på den tid meget kendte foregangsmand, sognefoged og dannebrogsmand Niels Krag (Læs mere om Niels Krag).

 

Lærer Rasmussen nåede at være lærer for 2 generationer af skolebørn. Han holdt også hver vinter en velbesøgt aftenskole for den konfirmerede ungdom. Han var gennem mange år formand for lærerrådets 17. kreds, for menighedsrådet, for kommunens værgeråd og for brugsforeningen. Han var forligsmægler og kirkeværge og stifter og leder af Hejninge Foredragsforening. Samtidig med at være organist i kirken, var han også kirkesanger. Så det er ikke for meget at sige, at han fik stor betydning for alle i Hejninge. Hans gravsten står lige inden for lågen til venstre på Hejninge Kirkegård.

Fotos fra Maria og mit besøg til Hejninge en sensommerdag 2018.

Emry beretter om:  Onkel Peters 40-års jubilæum

I maj 1930 var Asta og jeg til en stor fest i Hejninge, hvor onkel Peter holdt 40-års jubilæum som lærer, kirkesanger og organist. Min mor, en del af hendes søskende med ægtefæller var mødt frem. Foruden sognets honoratiores kan blandt gæsterne nævnes onkels ungdomsven og seminariekammerat, provst Mejnertsen Mern samt pastor Wulff i Slagelse. Både middagen i gymnastiksalen og festen sammen med sognets beboere om aftenen i forsamlingshuset hørte til de større oplevelser. Jeg måtte ved denne lejlighed møde med to sange. De fire sønner var selvfølgelig også med. Den ældste, Carl, boede på den tid i New York, så han måtte indskrænke sig til et telegram.

Emry var flittig brevskriver læs her om hans kontakt til sine Amerikanske slægtninge.