English Summary:

Today 4th of May  74 years ago the message was broadcasted from London, that Denmark was liberated from the German occupation. Therefore I am re-posting this blog from 2015 with an English summary.

Emry, Maria’s grandfather a schoolteacher and parish clerk, wrote in his memories how he experienced this evening.

He and the local priest was about to confer the church books, but before Emry asked the priest if they should hear the news from BBC London. They sat down and listened to this message:

“This is London! The BBC, broadcasting to Denmark!”

“At this moment, it is being announced that Montgomery has stated that the German troops in the Netherlands, northwest Germany, and Denmark have surrendered.

Here is London. We repeat: Montgomery has just now announced that the German troops in the Netherlands, northwest Germany, and Denmark have surrendered.”

With those words, the BBC’s Danish presenter Johannes G. Sørensen cut into regular programming to inform the Danish people that their five years of German occupation were over. The message came at 8.35pm on May 4th, 1945. (Listen here to the original message in Danish).

When the priest heard the words, he rose slowly, got taller and taller, and he exclaimed: “I have to go – the church bell needs to ring!”  He was gone.

Later in the evening, Emry and Asta’s friends Regnar and Oda came with an old bottle Madeira kept for this special occasion.

4 May 1945 Bispebjerg Hospital, Copenhagen. Blackout curtains removed and candles are lit in the windows.

During the occupation, The Bispebjerg Hospital played a big role in helping Jews and Freedom Fighters escape to neutral Sweden. They were hidden in wards, nursing flats and the cellars underneath the hospital

 

---

Emry Kølster der var skolelærer ved Søndre Skole i Holbæk samt kordegn ved Tveje Merløse kirke har i sine erindringer beskrevet hvordan han oplevede befrielsen i maj 1945.

Hele familien samlet 1937 ved Ruths konfirmation. – Asta har netop serveret en kop kaffe til Emry der ser meget veltilfreds ud.

Dagbog for tiden 4. – 7. maj 1945.

Deutschland finis! – eller som de selv siger – kaput! Herrefolket er forvandlet til et slavefolk i vor levetid og vel også et godt stykke af vore børns tid. Men jeg skal ikke skrive nogen spidsartikel, kun hvorledes de sidste dage har artet sig for os.

Fredag aften vidste vi nok, det stod sløjt til med tyskerne, og at nu var det Danmarks tur, men om SS tropperne i deres desperation ville slå igen og muligvis ødelægge vore gode havne, Lillebælts- og Storstrømsbroen samt andre store værdier, vidste vi jo ikke, og særlig gik vore tanker til Esbjerg, hvor vi vidste, at Ermegaard havde påtaget sig pligter inden for beredskabstjenesten, der gjorde det umuligt for hende at blive evakueret, det gjorde os unægtelig urolige, så vi aldrig forsømte en radioudsendelse fra London. – Kl. 20.30 satte jeg mig som sædvanlig til radioen, og så kom præsten for at låne en kirkebog. Hans radio kan ikke så godt tage London, hvorfor jeg sagde: “Kunne præsten ikke have lyst til at høre det sidste nyt?” – Jo, det kunne han da i grunden. – Vi satte os til rette, og jeg stak ham krigskortet. Næppe havde han begyndt at stirre i det, før det lyder, at tyske tropper i Nordtyskland, Holland og Danmark har kapituleret betingelsesløs fra næste morgen kl. 8. – Præsten rejste sig langsomt op af stolen, blev højere og højere og udbrød: “Jeg kan ikke blive her længere. Jeg må hjem. Klokkerne skal ringe!” – Og så fór han afsted.

Vi andre hørte vistnok færdig. Midt i det hele fik vi en opringning om et dødsfald gamle fru P. fra Husholdningsskolen. Det forstyrrede jo lidt, men tankerne var jo igen ved den vidunderlige nyhed, og næppe var der afsluttet, før Regnar ringede, at de havde gemt en gammel Madeira, som skulle drikkes, når våbenstilstanden blev meldt. Vi ville egentlig helst have været i byen for at føle folkestemningen, men syntes også, at der var god mening i at få et glas ordentlig vin, så vi gik til møllen. På vejen mødte vi unge og gamle fra Lyset, alle jublende og leende og råbende: “Til lykke med freden!” også de, der til hverdag ikke hilser. Vi havde en festlig og højtidelig time på møllen og tog så afsked, fordi vi ville lidt i byen. Men det var koldt, og regnen tog til, så vi opgav det og gik i seng.

Møllen hvor Regnar og Oda boede ses i baggrunden. – Marthavej 5 Emry og Astas hjem.

Jeg fik nu ikke sovet meget. Hver halvanden time vågnede jeg og måtte læse mig i søvn, uden at det rigtig kunne lykkes. Næste morgen mødtes vi så på skolen. Vi havde alle svært ved at lade være med at tude, da vi stod om flagstangen for at hejse flaget, medens børnene sang: “Der er ingenting, der maner.” Overlæreren holdt så den første tale for Danmark (3 hurraer). Lykke P. den næste for Danmarks kommende ungdom (atter hurra). Jeg måtte så på opfordring improvisere et leve for kongen og dirigere et 9-foldigt hurra, hvad ellers ikke i almindelighed ligger for min stemme, da jeg altid har fundet det lidt uægte, men den morgen kunne jeg uden at få flovhedsfornemmelser. Så tog vi fri resten af lørdagen og bildte os hele tiden ind, at det var søndag. Ingenting kunne vi bestille, kun høre radio og gå i byen. Stemningen var nærmest sydende og blev det mere og mere, efterhånden som alle frihedskæmperne dukkede op og marcherede til deres poster, medens tyskerne gik omkring og grinede så småt, når de så de mærkelige nye uniformer; man kunne se på de fleste af dem, at de også følte befrielsen, ved ikke at skulle i krig mere. De havde fået nok. De sidste dage i forvejen var der desuden kommet to lange lazarettog hertil med 200 sårede i hvert. Jeg så selv, hvorledes de på bårerne bar de sårede ind på kasernen. Det så uhyggeligt ud. De vil rimeligvis blive her en rum tid endnu. Der siges, at de i følge Hagerkonventionen kan blive her indtil 3 måneder. Så dem slipper vi ikke af med før.

Samme lørdag improviserede præsten en takkegudstjeneste i Merløse Kirke for de nærmest boende tilkaldt pr. telefon og bud. Nielsen, den nærmest boende kordame og jeg måtte afsted, men det varede ikke længe. – Søndag samme stemning. Nu var der tre centre: Rådhuset, kasernen og anstalten, ikke mindst det sidste sted, hvor frihedsfolkene afleverede stikkere, hippofolk, feltmadrasser og andre, der for profittens skyld havde været nyttige overfor tyskerne. Hvor de fik dem fra, er næsten ikke til at begribe. I løbet af dagen var tallet langt oversteget 100, og der var adskillige prominente folk imellem.

Frihedskæmpere i aktion (Lokalhistorisk foto Holbæk). – Jernbanekompagni i Holbæk efter befrielsen d. 5. maj 1945. Foto: Frihedsmuseet.

Lørdag aften var vi til tebord hos Ellen og Nielsen, Radioen måtte selvfølgelig igen holde for. – Søndag var vi sammen med Regnar og Oda til den egentlige takkegudstjeneste og gik bagefter, da vi havde taget kaffen herhjemme, en tur i byen og så lidt på folkelivet de omtalte tre steder. Om aftenen slappede vi af og har virkelig sovet godt de to sidste nætter, hvad vi trængte til. – I dag havde vi rigtig skolegang, men ungerne ville kun have krigshistorier og nationale sange. Vi fik ikke bestilt alt for meget. I første frikvarter kom tilmed hele den tyske garnison marcherende forbi, syngende af fuld hals. Det var dejligt, at se dem forsvinde ad landevejen til Korsør og vide, at de ikke mere skal svine landskabet til. Et øjeblik efter kom marinerne, af hvilke de fleste så ud til at være mellem 15 og 17 år.

Løbeseddel allerede den 4. maj og aviserne med store overskrifter dagen derpå.

Tyske tropper marcherer hjem (Fotohistorie.com).